Hos Mommer

1. november 2019

Influenzavaccinen er i hus.

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:29
Tags: ,

Årets influenzavaccine er i hus. Eller rettere sagt: i krop. Nu skulle vi gerne være garderet mod at dø af det for denne sæsons vedkommende. Jeg ved godt, at den ikke dækker 100 %, men jeg vælger at være overbevist om, at hverken John eller jeg bukker under for den irriterende virus i denne vinter.
John ringede og bestilte tid hos sygeplejersken i vores lægehus, men hun havde ikke tid til at tage os før 18. november. Irriterende – jeg ville godt have haft det overstået, inden vi flyver til England i næste uge.
Da John lidt senere skulle hente sin medicin på apoteket, spurgte man ham om han var interesseret i at blive influenzavaccineret.
??? Gør I det? Jada. Du kan bare komme an – det klarer vi med det samme.
Herligt, sagde John, jeg kører lige hjem og henter min kone.
Som sagt, så gjort, og nu er vi begge vaccinerede.
Jeg spurgte, om de altid havde foretaget den vaccination, og svaret lød, at det var første år for deres vedkommende, men at andre apoteker havde klaret den lille sag i flere år; de havde bare først fået taget sig sammen nu her i Præstø.
Fint nok. Så er der jo ingen grund til at ulejlige dem henne i lægehuset – de har rigeligt travlt i forvejen.
Og nej, man får ikke influenza af influenzavaccine. Virussen er så svækket, at den kun lige formår at booste immunsystemet til at danne antistoffer; den kan ikke gøre os syge. Bliver man det, ville man være blevet syg alligevel – også uden vaccinen.
Man får heller ikke mæslinger (eller andre endnu mere skrækkelige sygdomme, uanset hvad der har verseret af snak på de sociale medier), røde hunde, børnelammelse eller kighoste af de respektive vacciner. Nogle få kan få lette symptomer i op til 2-3 dage efter injektionen, men det er det og bare en indikation af, at kroppens immunforsvar er sat til at arbejde.
Jeg kan kun anbefale at lade jer vaccinere. Der er lige så lidt grund til at lade være med det, som der er til at lade være med at tage imod de kræftscanningstilbud, vi får.

Hvis man ikke ved, hvad Irish Moss er, kan man læse lidt om det her. Jeg kendte det ikke, og det bliver nok heller ikke noget jeg vil investere i fremover.
Jeg hælder mere til enten Lemsip eller Beechams, som jeg køber i Boots, når vi er ved at løbe tør. Ingen af midlerne kan gøre os raske – der er intet at stille op mod influenza eller bare forkølelse for den sags skyld, men midlerne kan dope os så meget, at det gør det lidt lettere at holde ud, så længe det nu engang varer.
Hvad er det man siger? Hvis man ikke behandler en forkølelse, varer den en uge. Hvis man behandler den, varer den i syv dage.
Men ét er en gemen forkølelse, som såmænd kan være irriterende nok, men influenza? Ellers mange tak … hvis jeg overhovedet kan gøre noget for at undgå at få det, så gør jeg gerne det.

18 kommentarer

  1. Jeg er stadig meget i tvivl. Influenzavaccine giver jo kun en  minimal beskyttelse mod sygdom, for lægerne må længe i forvejen gætte sig frem til, hvilke stammer af cirkulerende influenzavira der vil blive dominerende den kommende sæson.
    Jeg har på fornemmelsen, at den årlige influenzavaccinekampagne handler mere om at opnå profit end om at forbedre og beskytte folkesundheden.

    Kommentar af Madame — 1. november 2019 @ 18:55

    • Tja – der er jeg jo ikke enig – vaccinen dækker omkring 80 % af de florerende influenzavira, så jeg synes man er temmelig godt dækket ind. Og profitten? Selvfølgelig bliver der tjent penge på vaccinen – medicinalfirmaerne skal jo tjene penge; bl.a. for at kunne blive ved med at forske i, finde frem til og udvikle næste års vacciner.
      Det er naturligvis dit eget valg, men du får den gratis og den kan ikke skade dig – se det som en form for forsikring 🙂

      Kommentar af Ellen — 1. november 2019 @ 19:08

  2. Min nabo plejede at sige, at romtoddy er det bedste middel, der ikke virker mod forkølelse.

    Kommentar af Berit — 1. november 2019 @ 19:03

    • Hehe, ja, det er rigtigt 🙂

      Kommentar af Ellen — 1. november 2019 @ 19:09

  3. Jeg er enig med dig i, at det er fornuftigt og socialt ansvarligt at lade sig vaccinere, når de relevante faglige instanser anbefaler det (og tilmed er gratis). Der er ved alle vaccinationer en minimal risiko for alvorlige bivirkninger, men den er betydelig mindre end at få et slemt sygdomsforløb med de men, der vil være konsekvensen af det.
    Undskyld hvis jeg blander mig utidigt mht. de præparater, du køber i England, da jeg vil anbefale dig at læse indlægssedlen (eller igen), da indtagelse kan medføre blodtryksforhøjelse og det har måske betydning for John.
    Mvh. og god weekend

    Kommentar af Kristine — 1. november 2019 @ 20:02

    • Ja, her er vi da enige. Man må opveje risiciene mod hinanden – det er også potentielt farligt at komme i fuld narkose, men det skulle da på ingen måde hindre mig i at acceptere fjernelsen af mit bryst, da jeg havde kræft.
      Du må såmænd gerne blande dig, men så meget indtager vi ikke – og specielt ikke John – af præparaterne, at vi ser det som risikobetonet at tage dem.

      Kommentar af Ellen — 1. november 2019 @ 20:24

  4. Så er vintersæsonen skudt i gang, I er klar og forberedt. God weekend til jer 🙂

    Kommentar af Lene — 1. november 2019 @ 20:13

    • Ja, den blev skudt i gang af et skud [vaccine] 🙂 – og tak, i lige måde til jer!

      Kommentar af Ellen — 1. november 2019 @ 20:24

  5. Yep, uden vaccination er det ren selvrisiko.

    Kommentar af Eric — 2. november 2019 @ 16:31

    • Nemlig! Og den kan blive dyr.

      Kommentar af Ellen — 2. november 2019 @ 19:17

  6. Hmm. Måske skulle man overveje at optage et lån i huset, bare for at få fornøjelsen af at lade banken betale mig for det? Hvis det regnestykke holder, kunne det være modstykket til, at de vil til at opkræve penge for at have ens slanter stående i banken. Nej, det er for tosset. Mit hoved kan ganske enkelt ikke rumme det. Jeg tror, at der vil gå en rystelse gennem (finans-)verdenen meget snart, der vil ryste skidtet på plads. Det, det gælder om, er at være korrekt placeret, når det sker. Samtidig kan jeg glæde mig over, at det ikke kommer til at dreje sig om store summer for vores vedkommende.

    Men det er noget svineri, at et værelse i Kbh skal koste det samme som en stor, fin lejlighed i Hjørring, og hvis man ønskede det, ville det være muligt at sætte en stopper for de udenlandske bolighajfirmaer, der smadrer markedet i hovedstaden, så almindelige mennesker ikke kan få råd til at bo der.

    Kommentar af Henny Stewart — 4. november 2019 @ 18:57

    • Ser, at jeg har svaret under det forkerte indlæg. Meningen var ellers god nok.

      Manden og jeg skal vaccineres i morgen. I de år, jeg har ladet mig vaccinere, har jeg ikke haft influenza. Jeg ved ikke, hvor meget det beviser, for jeg har heller ikke været i kontakt med nær så mange mennesker, altså smittekilder, i den periode, men før i tiden blev jeg mere eller mindre hårdt ramt af influenza næsten hvert år, så jeg vælger at tro, at vaccinationen er en god ting.

      Jeg bliver også vaccineret mod lungebetændelse. Det er dog ikke hvert år, og det er heller ikke gratis, men jeg gør det nu alligevel.

      Kommentar af Henny Stewart — 4. november 2019 @ 19:02

    • Første gang jeg hørte om negative renter, kunne jeg hverken gennemskue eller forstå, hvordan det kunne hænge sammen.
      Jeg er ikke helt sikker på, at den ‘rystelse’ er lige om hjørnet, siden de tør låse min rente fast på minus tokommanoget i fem år.
      Ja, det er noget svineri, og det undrer mig såre, at udenlandske firmaer overhovedet kan opkøbe noget i Danmark, når tyskere eller andre udlændinge ikke kan få lov til at købe så meget som et sommerhus.

      Kommentar af Ellen — 4. november 2019 @ 20:32

      • Jeg kunne jo godt gætte, hvad du kommenterede på 🙂
        Jeg er glad for at høre, at I lader jer vaccinere, og jeg tror da helt klart, at det er skyld i, at I ikke længere bliver ramt af influenza.
        Lungebetændelsesvaccinerne virker vist i flere år? Den kliniske undersøgelse, jeg deltog i, gav i hvert fald livslang beskyttelse – hvis jeg ellers fik den nye vaccine, hvad jeg jo ikke ved, men de fortalte mig dog, at jeg enten var garderet mod de ‘gamle’ 13 baciller eller mod de 15, som den nye var rettet imod, og mit indtryk var, at det var jeg resten af mit liv. Prøv at høre din læge om du behøver flere vaccinationer.

        Kommentar af Ellen — 4. november 2019 @ 20:37

        • Jeg har fået to typer vaccination mod lungebetændelse. Den ene skal man kun have én gang, det er det seneste påfund. Den anden beskytter muligvis i 5 år. I hvert fald skal jeg testes for antistoffer hvert 5. År for at se, om det er på tide at få en ny. Jeg blev testet sidste år, og da indikerede antistofniveauet, at det ikke var nødvendigt med en ny vaccination. Jeg ved ikke, om jeg så er fredet i 5 år, eller om jeg skal testes hvert år, indtil antistofniveauet er for lavt. Jeg havde egentlig troet, at den nye vaccinationstype ville udgøre afslutningen på det circus, men det lader ikke til at være tilfældet.

          Men det er nu ikke nogen stor ting. Jeg får taget blodprøver for mange forskellige ting et par gange om året p.gr. af min øvrige tilstand, så om de skal tage et par ekstra dråber for at teste for det, så er det ikke noget problem. Jeg har ikke haft problemer med selv vaccinationen heller, så det er bare noget, der ryger på listen. Jeg har ikke noget stort ønske om at krepere af lungebetændelse, når det nu relativt nemt kan forhindres.

          Kommentar af Henny Stewart — 4. november 2019 @ 20:52

          • Du er 100 % inde i det, kan jeg se 🙂
            Jeg ville gøre præcis det samme som dig – herregud, en blodprøve mere eller mindre, som du siger, og det er da for fjollet at dø af noget så banalt som en lungebetændelse!

            Kommentar af Ellen — 4. november 2019 @ 20:55

      • Nej, det er skørt, det der med de negative renter. Typisk mig, så er jeg totalt som i 100pct gældfri i øjeblikket. Og har lidt sparepenge. Selvfølgelig var det lige omvendt, da renten var høj.

        Men da jeg ikke har nogle konstruktive planer til øget forbrug, tror jeg nu ikke, vi skal have lån i huset igen. Trods den skøre rente, er det alligevel en lidt fed fornemmelse at være gældfri, og dermed også fri for at betale husleje.

        Kommentar af Henny Stewart — 4. november 2019 @ 20:56

        • Sådan er der nok mange i vores alder der har det … men jeg ville nok heller ikke optage et lån i huset, bare fordi jeg kan … medmindre man har et ønske om en større rejse, for så er det ret oplagt – man får den jo næsten forærende med de nuværende betingelser 🙂

          Kommentar af Ellen — 4. november 2019 @ 20:58


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.