Hos Mommer

13. oktober 2019

En god tur

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:31
Tags: , ,

Ditte opdager simpelthen alle begivenheder, der har med garn og strik at gøre. Jeg var ikke klar over, at mine skyklapper var så store … men det er okay, for hun gør mig opmærksom på det, og så kan jeg jo vælge dem til eller fra.
Til webstrikfestivallen gjorde hun mig opmærksom på Tour de G-uld. Det var selvfølgelig en tur over til Ravning for at se G-uldholdets butik og omgivelser.
Det er ikke G-uldpigerne mere, for Annes mand, Daniel, er gået all in i foretagendet. Hvordan det økonomisk er bygget op, skal jeg ikke kunne sige og er også aldeles ligeglad, men de lagde vægt på, at Anne og Louise ikke længere kaldte sig selv for G-uldpigerne.

P1000055P1000058P1000059

De kan noget med plantefarvning derovre.
Jeg var på et endagskursus hos Anne i august 2017, hvilket var i min garnfarvnings spæde start, men som bekendt ikke mindskede min interesse for det.
Vi – små 40 kvinder – blev samlet op i hhv. København, Roskilde og Sorø og blev så ellers transporteret til Ravning lidt vest for Vejle.
Her blev vi trakteret med en dejlig frokost, vin, kaffe og kage, samt fik serveret historien om dem – hvornår, hvorfor og hvordan. Interessant nok, og jeg synes de er nået meget langt på de kun seks år siden start.
Vi fik sjovt nok også lov til at boltre os i butikken og købe alt det, vi ville …
Der blev gramset på garn i stor stil, og jeg tror, det lille, men voksende, firma havde en god omsætning i går.
Jeg købte ikke noget plantefarvet garn; jeg vil hellere selv farve, men jeg fandt noget lækkert, lysegråt merino, som jeg vil indfarve.

P1000056

Jeg overhørte en lille del af en snak i bussen om en hetz, der var kørt på et finsk livsstilsmagasin, der hedder Laine. Jeg kan ikke finde noget om det på nettet, men Ditte vidste selvfølgelig alt om det … det var noget med, at et eller andet tossehoved fandt på at bebrejde udgiverne, at de ikke brugte andet end ‘hvide’ modeller.
Det bredte sig som en steppebrand (i dette tilfælde på Instagram), som den slags så ofte gør, og blev til en modbydelig hetz. Det er jo så dejligt nemt at være anonym på de sociale medier og derfor alt for nemt at hoppe med på en gyllevogn og lystigt svine andre til.
Jeg står altså fuldstændig af, når jeg hører sådan noget. Hvis Laine var blevet bebrejdet for racistiske udtalelser, var det noget andet, men blive hetzet pga. manglende human farvevariation er da for fjollet og i mine øjne en underlig form for omvendt racisme.
OG … uanset om man er enig i et eller andet eller ej, så er det en skrækkelig uskik at tilsvine andre – det sker også åbenlyst, åbenbart, for Ditte kunne fortælle om en dansker i hendes hjemby med pakistanske rødder (men født i Danmark), som fortalte hvordan folk på gaden kaldte ham for alle mulige rædsomme ting og spurgte hvorfor han ikke bare rejste hjem, hvor han kom fra!
Eller hvordan svært overvægtige af fremmede bliver anmodet direkte om at se at få taget sig sammen til at tabe sig!
Jamen hvad er det da for noget?
Hvad er vi for et samfund, der har individer, der synes det er i orden at opføre sig sådan?
Jeg oplever ikke den slags hernede i vores fredelige del af Sydsjælland – eller også er det igen mine skyklapper, der er rekordstore.

18 kommentarer

  1. “Jamen hvad er det da for noget?” – Godt spørgsmål, men på en eller anden måde hæmningernes fravær.

    Kommentar af Eric — 13. oktober 2019 @ 12:13

    • Ja, det må du nok sige!

      Kommentar af Ellen — 13. oktober 2019 @ 13:20

  2. Sikke en spændende udflugt, du var på, Tour de G-uld!
    Det var da skrækkeligt med hetzen mod det finske livsstilsmagasin, Laine, og dine andre eksempler.
    Jeg synes ikke, vi oplever sådan noget her ude på landet, hvor vi bor – eller også er mine skyklapper bare store.

    Kommentar af Madame — 13. oktober 2019 @ 13:04

    • Det er både godt og skidt med vores skyklapper, Madame – jeg føler mig lidt naiv, når jeg erfarer, hvad der foregår omkring mig uden jeg selv har hørt en pind om det. På den anden side føler jeg mig også godt tilpas i min uvidenhed – der er en grund til, at man har udtrykket ‘lykkelig uvidenhed’ 🙂

      Kommentar af Ellen — 13. oktober 2019 @ 13:22

  3. Jeg tror desværre, at der er meget mere end vi hører om. Folk ser sig i deres gode ret til at kommentere på alt og alle. Trist.
    Men dejligt at Ditte sørger for at du får endnu flere oplevelser 🙂

    Kommentar af Lene — 13. oktober 2019 @ 14:02

    • Det er jeg bange for, at du har ret i. De samme personager ville nok ikke bryde sig om selv at blive kommenteret i samme stil og omfang.
      Ja, det er fint at have en Ditte 🙂

      Kommentar af Ellen — 13. oktober 2019 @ 15:20

  4. Hyggeligt med sådan nogle ture, og G-uld er da en rigtig solskinshistorie.
    I modsætning til Laines problemer, som jeg heller ikke havde hørt om før nu, men bladet kender jeg godt. Det må være nogle meget små personer, der finder på den slags tilsvining. Mon ikke de lider af nogle gevaldige mindreværdskomplekser, siden de skal hævde sig på den måde.
    Jeg undrer mig over, at der ikke er nogle moderatorer, der griber ind.

    Kommentar af Kirsten — 13. oktober 2019 @ 16:26

    • De har en god historie 🙂
      Jeg ved ikke, hvad det er for personer, der hævder sig på denne måde – du kan meget vel have ret mht. til mindreværdet.
      Jeg havde ikke tænkt på moderatorindgriben, men det er der vel på IG i samme grad som på FB – hvor jeg ikke synes det fungerer særlig godt …

      Kommentar af Ellen — 13. oktober 2019 @ 18:49

  5. Jeg har godt set reklamer for disse ture til Ravning (hvor der i øvrigt ligger en rigtig vikingebro gemt under mulden), så det var skønt at høre fra en deltager.
    Jeg havde ikke læst eller hørt om hetzen om Laine, men på et tidspunkt var Instagram ved at løbe over med tilkendegivelser om, at det er vigtigt, at vi i strikkeverden inkluderer alle (sorte, hvide, LGTB m.m.m.). Det er en diskussion, jeg har virkelig svært ved at forholde mig til – og til det er sikkert nogle, der vil sige, at det bare er fordi jeg hører til de privilegerede = hvid, mellemklasse, hetero. Og hvis jeg havde været mand, havde der været endnu en privilegeret label at hæfte på mig.
    Jeg er med på, at vi bør være inkluderende og åbne. Det synes jeg så bare, vi skal være – vi behøver ikke skrive alle steder, at vi er det, eller rakke ned på dem, vi synes ikke er det.

    Kommentar af conny — 13. oktober 2019 @ 18:48

    • Ravningbroen, formoder jeg? Som jeg hørte om for første gang i går 🙂
      Den tur kan du godt tage, hvis den bliver tilbudt igen, hvilket den formentlig gør.
      Laine-hetzen og IG-tilkendegivelserne er sikkert tæt forbundne, og jeg er ganske enig i din velformulerede holdning til hele problematikken. Det er lidt det samme som – uden sammenligning i øvrigt – at en veganer ofte har meget travlt med hele tiden at gøre opmærksom på sin holdning til mad.

      Kommentar af Ellen — 13. oktober 2019 @ 18:56

  6. Ih.. G[uld] er en af mine to do ønsker… Jeg har mødt dem på messer et par gange. Men jeg ville gerne opleve gården. Det ser så indbydende ud… Og fristende!
    Jeg har kun oplevet det med Laine sporadisk.
    Jeg bliver så træt i hovedet af al den krænkelse og “føler sig overset” kultur, der er opstået.
    Vælger at ignorere den!
    Hvorfor skal nordiske blade vise multikulti billeder?
    Skal vi snakke krænkelse, synes jeg, det nærmer sig overgreb mod de samfund som udgiver div magasiner. Jeg vil hellere se mangfoldigheden udfolde sig i magasiner fra forskellige egne.
    I dag ligner det hele jo hinanden! Strøget og Oxford Street er ikke så forskellige som for 10 år siden.
    Jeg sætter faktisk pris på forskelligheden….

    Kommentar af Anne Holtegård — 13. oktober 2019 @ 19:52

    • Du må da en tur til Ravning – der er ikke så langt fra dig, kun en times tid 🙂
      Åh, jeg bliver også så træt af al den krænkelsesparathed, som en så glimrende udtrykte det – men du havde også hørt det om Laine, kan jeg forstå.
      Vi talte også om, at Finland vel knap nok kan præstere ikke-lyse modeller … og ja, vi har lov til kun at bruge sådanne, hvis det passer os.

      Kommentar af Ellen — 13. oktober 2019 @ 21:06

  7. Du ridser tre problemstillinger op.

    Den første er om det er OK, at forbrugere stiller producenter til ansvar for deres produkt (selvfølgelig i et ordentligt sprog), hvilket i dette tilfælde er magasinet Laine, hvis kundekreds er global og dermed er kritikken det også. Jeg synes, at det er helt OK og også at opfordre andre forbrugere til at gøre det samme.

    Den anden er den “sædvanlige” om tonen på de sociale medier og iøvrigt i det offentlige rum, hvilket desværre er en gentagen problematik. Personligt tager jeg stærkt og øjeblikkeligt afstand fra respektløs kommunikation, når jeg overværer det, hvilket desværre hænder.

    Den tredje er om privilegieblindhed og krænkelsesparathed. Jeg er privilegieblind og derfor forstod jeg i første omgang ikke, at “neger” var nedsættende, for jeg brugte det ikke sådan, men hvorfor bruge et ord, der opfattes sådan, når jeg kan bruge andre lige så dækkende.
    Det er svært at modtage/forstå kritik, når man pga. privilegieblindhed ikke kan se sine egne mangler og derfor forsvarer sig med at skyde kritikeren i skoene, at vedkommende er krænkelsesparat. Selvfølgelig vil der være nogle, der går i for små sko, men det er de færreste.
    Kampen om sortes borgerrettigheder i USA, apartheid, kvinders ligestilling, homoseksualitet, #MeToo osv. er altid startet af nogle få modige, der turde sige fra uden lydhørhed fra det privilegieblinde flertal og derfor blev skudt i skoene, at de var krænkelsesparate eller værre ikke ligeværdige, så jeg er meget lydhør overfor, hvad der opleves som krænkende. At der er kulturforskelle mellem f.eks. USA, GB og DK er indlysende og dermed også hvad og hvor meget, der skal til for at krænke, så når et skandinavisk produceret magasin får massiv kritik for den manglende diversitet i sit valg af fotomodeller fra sine internationale kunder, der er flertallet, så kan det opfattes som hysterisk/krænkelsesparathed ect. i Skandinavien uden at være det i f.eks. USA, men med globaliseringen, sker der en glidning fra homogene sammenhængskraftige til mere heterogene samfund.
    Hvis der ønskes en stærk sammenhængskraft, så skal der være forståelse for minoritetsgrupper og det skal italesættes igen og igen, fordi privilegieblindhed ellers får overtaget.
    13 % af vores indbyggere er indvandrere eller efterkommere (født i DK med mindst en indvandret forælder). I Finland er det 6 %.
    Mvh.

    Kommentar af Kristine — 14. oktober 2019 @ 14:57

    • Det første er jeg ikke helt enig i; det andet er jeg, og mht. til det tredje er det en fin belysning af problematikken, du serverer. Her er jeg enig i det meste, men ikke i det hele, men det er ikke vigtigt, for det behøver vi ikke at blive. Jeg synes dog, at noget af det tager overhånd indimellem, fx debatten om “Den danske sang er en ung, blond pige”. At den pludselig ikke var pk, er altså noget værre fis i mine øjne, ligesom det at skrive Piet Heins digte om. Så er min kæde hoppet af.

      Kommentar af Ellen — 15. oktober 2019 @ 15:52

      • En åbenhjertig diskussion er god og nødvendigvis ikke bedre af, at der opnås konsensus. Det vigtige er, at parterne oplever, at der med respekt er lyttet til deres synspunkter og vice versa.
        Jeg er helt enig i, at tidligere værker ikke skal omskrives/-males/-tegnes ect. (eller endnu værre bortcensureres) ved at erstatte et krænkende indhold med et pt. ikke krænkende. Dog synes jeg, at det vil være imødekommende at oplyse om, at værket er fremstillet i en tid – hvor der ikke var bevidsthed om, at værket kunne være krænkende – hvis det genoptrykkes/udstilles …..
        Mvh.

        Kommentar af Kristine — 16. oktober 2019 @ 0:04

        • Det første er jeg enig i; det andet ikke – helt 🙂
          For jeg bliver så træt af vores børnehave-/overvågnings-/pædagogsamfund, hvor man ikke får lov at tænke selv (ved godt, at det er der nogle, der ikke kan …), men hvis det fx er en ny udgivelse, vil der stå hvornår den første gang blev udgivet, og så kan man vel for pokker selv regne ud, at det var før krænkelsesæraen indfandt sig.
          Men jeg er glad for, at du ikke er enig i de omskrivelser, der huserer 🙂

          Kommentar af Ellen — 16. oktober 2019 @ 12:52

  8. Mon det bare er fordi manden er med, at de ikke kalder sig for G-uldpigerne? Det var da ellers et festligt navn!

    Debatten om Laine siger mig ikke noget, jeg kan dog sige, at jeg anser fodbold og modemagasiner med farvede personer som et godt forsøg på at mindske racefordomme. Men ligefrem at kritisere for ensidige modelfarver … ??? Dér kan jeg godt følge dig.

    Kommentar af Donald — 15. oktober 2019 @ 20:33

    • Det er et fint navn, men jeg kan nu godt forstå, at manden ikke vil kaldes for g-uldpige 😉
      Præcis – det er det, jeg kalder for omvendt racisme; at man kan blive krænket over IKKE at blive omtalt …

      Kommentar af Ellen — 16. oktober 2019 @ 12:48


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.