Hos Mommer

28. august 2019

Ja tak, det rækker …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:49
Tags: ,

I aftes vendte uvejret tilbage, men ikke i så voldsomt omfang som tidligere på dagen; bl.a. udeblev orkanen, og det blev ‘kun’ til halvstærk blæst. Vi gik op i shelteret efter mørkets frembrud for at nyde synet af de utrolig mange lyn.
Hvad der manglede i voldsomhed, kompenserede naturen for med varighed, for der lå et tordenvejr over os i samfulde to timer – det blev ved og ved og ved, men hvor var det dog flot at skue. Regn fulgte der naturligvis også med, men denne gang ikke som skybrud.
Vi fik 30 mm i går, så det rækker til et stykke tid, hvilket jeg tror bagboerne er glade for, fordi det vil spare dem for at rende og vande vores have, mens vi ligger og krydser rundt i Nordatlanten, hvilket vi skal i næste uge – nemlig til Færøerne og det østlige Island. Hirtshals, Torshavn, Seyðisfjörður, Torshavn, Hirtshals. Det bliver spændende – jeg håber SÅ meget på, at vi kommer til at opleve de fantastiske færøske kystlinjer i et vejr, hvor man rent faktisk kan se længere end 10 meter fra skibet.

P1040663

Dette er dog et billede af et mere hjemligt farvand … kan I se de sorte prikker en anelse til venstre for midten?
Lige der er der meget lavvandet; med en række sten, som man skal vide er der, for de ligger som regel og gemmer sig lumsk lige under overfladen.

P1040664

De sorte prikker er skarver – der sidder altid skarver på disse sten, og jeg har ofte set turister standse op for at fotografere dem, for det ser sjovt ud, når man ikke umiddelbart kan se, at de står på sten, men skal kigge godt efter eller have et godt zoom på kameraet.

P1040666

Manden i midten er ved at sætte sin båd i vandet. Mon ikke han og skarverne konkurrerer om fiskefangsten? Man hører altid, at de fugle er nogle sataner, fordi de går i fiskernes garn.

De modersyge kalve har vist vænnet sig til et liv i selvstændighed, for jeg har intet hørt fra dem siden engang i morges, og det kun kort. De følger pænt med resten af flokken rundt på det store strandengareal – de har nok fundet ud af, at der trods alt er godt at være.
Det er her bestemt også – bortset fra, at det er vildt lummert. Det er ikke engang særlig varmt; kun 24°, men det føles som over 30, fordi luftfugtigheden føles som var den >100. Det tager fem minutter efter et bad at blive klæbrig og føle sig ulækker igen.
Nå. Vi må ikke klage. Om to måneder sukker vi og spørger os selv, hvor sommeren dog blev af. Så er det vi skal huske, hvor dejlig den egentlig var i år.

22 kommentarer

  1. Spændende med en tur til Nordatlanten – det glæder jeg mig til at høre om!
    Jeg sov fra det værste uvejr, men på en spadseretur i dag kunne jeg se, at der er kommet masser af vand – sine steder er sand og jord skyllet i strømme ud på fortov/kørebane.

    Kommentar af Eric — 28. august 2019 @ 17:17

    • Ja, det bliver noget helt nyt for os at komme derop.
      Jeg er imponeret over, at du kunne sove fra den larm – men jeg ved selvfølgelig ikke, om bragene var lige så høje hos jer 🙂

      Kommentar af Ellen — 28. august 2019 @ 18:10

  2. Jeg var lidt hurtig til at sige, at vi ikke havde fået en dråbe i går. Det havde vi ikke, men det fik vi. Dog slet ikke i de mængder, som I fik.
    Til gengæld havde vi et voldsomt tordenvejr sent i går aftes. Det startede, men det største brag, jeg kan huske at have hørt, og det cirka 5 minutter efter, jeg var faldet i søvn. Så det har ikke været den bedste nat, at stå op fra i morges

    Kommentar af Fru Z — 28. august 2019 @ 17:46

    • Det bevægede sig godt nok også meget langsomt nordpå, men det kan man da kalde at vågne med et brag for dit vedkommende! Bryder du dig ikke om tordenvejr? Jeg elsker det og nyder at sidde ude og opleve det fra første parket. I tørvejr, dog!

      Kommentar af Ellen — 28. august 2019 @ 18:13

      • Jeg har ikke spor imod tordenvejr – bare det ikke stjæler min nattesøvn. Jeg var ret misundelig på dit shelter – og udsigten derfra

        Kommentar af Fru Z — 28. august 2019 @ 18:16

        • Okay – det er somme tider irriterende at være arbejdsramt 😉
          Det var altså også flot at sidde deroppe og kigge ud over panoramaet!

          Kommentar af Ellen — 28. august 2019 @ 18:26

  3. Ja, vi havde også godt med torden her, og det var lige op over. Vi mistede også strømmen, relæet slog ud, men vi har ikke kunnet konstatere noget lynnedslag på matriklen. Desuden gik vores røgalarm i gang, ganske kortvarigt, så der har været godt med ozon. Det var ganske dramatisk og noget, jeg snildt kan undvære.

    Kommentar af Henny Stewart — 28. august 2019 @ 18:36

    • Kan røgalarmer udløses af ozon? Det vidste jeg ikke.
      Vi har vist været inde på det før? At du ikke er specielt vild med tordenvejr, mener jeg. Det var ganske rigtigt temmelig dramatisk i aftes, må jeg sige.

      Kommentar af Ellen — 28. august 2019 @ 19:26

  4. Så må det have vært torden jeg hørte i morges, en meget fjern rumlen, som godt kunne have været prøveskydning af kanoner eller nogle store flymotorer.

    På Radarkortet så lynene ud til at være 30 km. væk, nogle på Vestsjælland, nogle ved Hesselø, men der var åbenbart også ved Præstø.

    Dette med at man fem minutter efter er klæbrig igen, det kender jeg kun alt for godt – en dum følelse. Ja, det var så varmt, så jeg var lige ved at gå på overflødigt indkøb i vores herlige airconditionerede Rema! 😎

    Jeg har en varmepumpe, der også kan fungere som køler, som jeg satte til at holde temperaturen på 23 grader. Den var lidt dyr i anskaffelse (hvis jeg havde købt et andet mærke et andet sted havde jeg sikkert kunnet spare 2-3000 kr.) men det var rart at komme hjem i dag!

    Kommentar af Donald — 28. august 2019 @ 23:10

    • Vores uvejr var tidsdag aften, så det har været væk igen fra radaren onsdag morgen.
      Det værste er den høje luftfugtighed – der var heldigvis mere behageligt inden døre hos os – det er godt med stråtag, og det må være endnu bedre at have en varmepumpe 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. august 2019 @ 8:46

  5. De hjemlige farvande er nu ikke at kimse af!
    De (efterhånden) eksotiske tordenvejr er ikke lige min kop te, men jeg ville ønske, at jeg havde lært at nyde oplevelsen i stedet for at krybe sammen i en krog med godt lukkede øjne og ører 🙄
    Til gengæld er jeg vildt fascineret af de voldsomme regnvejr.

    Kommentar af fiberfryd — 29. august 2019 @ 8:19

    • Det er heldigvis rigtigt 😉
      Jeg ved godt, at angst ikke er rationel, for rent objektivt er det da vist noget farligere med alt det vand, end lynene og tordenen i sig selv 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. august 2019 @ 8:49

  6. Det bliver spændende for jer med denne rejse. Jeg selv ville nok ikke lige kunne rumme rejseformen, gruer for jeg skal sejle fra Aarhus til Odden om 15 dage. Og glæder mig over at turen hjem bliver en tur nedenom, da billetpris og til færge er dyrere en til diesel og brobillet. Jeg er nemlig ikke glad for at sejle.

    Kommentar af Abildjyden — 29. august 2019 @ 8:51

    • Det bliver spændende og interessant. Håber jeg … 🙂
      Jeg foretrækker også bilen, selv om det ikke er selve sejlturen, jeg ikke bryder mig om – det er ventetiden på at komme på og af færgen, jeg synes er så irriterende 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. august 2019 @ 9:18

  7. Jeg sov fra det vilde torden og lyn vejr der var natten til onsdag. Alle andre kunne berette om hvirdan de havdr været vågen, om det var syd eller nord for Aalborg. Selv i Blokhus havde datteren ligget vågen og alle følte det var lige over dem
    Sikke en tur. Hvis I har tid på vej ud eller hjem til Færøerne og vi er hjemme, giver vi gerne en kop kaffe 🙂

    Kommentar af Lene — 29. august 2019 @ 14:01

    • Du må søreme have et godt sovehjerte, når du endelig sover 😉
      Det var et godt tilbud, Lene – jeg sender dig lige en mail.

      Kommentar af Ellen — 29. august 2019 @ 14:30

  8. Åh, hvor er I heldige. Det er så skøn en tur. Det er godt nok over tredive år siden, men kan stadig huske en af mine mest fantastiske ferier. Den gang gik turen via Bergen til Færøerne med 24 timers ophold mens færgen tog en tur til Skotland. Herefter videre til Seydisfjodur og en fem ugers tommelfingertur øen rundt. Så helt fantastisk. Turen op var det havblik det meste af vejen. Det var helt magisk. Hjem gyngede det noget. Glæd dig.

    Kommentar af Lone Nielsen — 29. august 2019 @ 20:58

    • Dine ord gør bestemt ikke forventningens glæde mindre, Lone – den med havblik kunne jeg helt sikkert også bruge, specielt når vi nærmer os de smukke kyster.
      Pudsigt, at du har taget den samme tur til Seyðisfjörður (jeg snød med ð’et og huggede det fra rejseplanen 😉 ) – vi glæder os meget til hele turen!

      Kommentar af Ellen — 29. august 2019 @ 21:33

  9. Om det er “nice or need” kommer vel også an på, hvad billederne efterfølgende bruges til. Hvis billederne mest er for at støtte erindringen, hurtig kommunikation og lign., så er det vel mere “nice” end “need” og omvendt, hvis billederne primært skal leve i sin egen ret.
    Jeg bruger mobiltlf.en i det daglige, hvor billedet skal formidle situationen/indholdet – f.eks. at nu sidder jeg sidder i toget, mens det meget bedagede digitale spejlreflekskamera med de gode objektiver og blitz bruges, når det er motivet i sig selv, der er målet – f.eks stjerneskud.
    Mvh. og god tur i det norrøne.

    Kommentar af Kristine — 30. august 2019 @ 11:25

    • Dette var vist mere en kommentar til det efterfølgende indlæg, men pyt – og det er jo rigtigt, hvad du siger; det er netop derfor både John og jeg har to kameraer – tre, hvis mobiltelefonerne regnes med. Mobilkameraet bruger jeg kun til IG eller hvis jeg skal sende et eller andet til Charlotte (eller andre naturligvis) lige her og nu (WhatsApp er også en god opfindelse). 🙂

      Kommentar af Ellen — 30. august 2019 @ 11:39

  10. Hej John og Ellen
    God tur til Færøerne og Island. Sejlads på Nordatlanten er bare fantastisk. Det er den helt rigtige “vikingemåde” at ankomme til Island på, at sejle ind gennem den smukke lange østislandske Seydisfjördur til byen af samme navn. Det er en fortryllende, stille, dyb og blå fjord. Om denne indsejling skriver den islandske forfatter Kristin Marja Baldursdottir i romanen “Karitas uden titel” følgende: “… sejladsen ind i den fortryllende, stille, dybe og blå fjord havde en sælsom virkning på mange af passagererne. Hvilket ikke var så sært, for det var som at sejle ind i selveste guddommen. Folk kunne ikke få et ord frem, betragtede bare i tavshed bjerge og kendemærker, og da en kirke på en lille landtange kom til syne på højre hånd, sank de, der var på vej hjem, en klump for at skjule, hvor bevægede, de var.” Lige netop sådan husker jeg morgenankomsten med skib fra Torshavn til Seydisfjordur for nogle år siden, da jeg sammen med min broder gjorde en brødreodysse i Nordatlanten. Det er en roman, der kan anbefales. God tur. De bedste hilsener Ib

    Kommentar af Ib Hansen — 31. august 2019 @ 8:33

    • Det lyder godt nok forjættende, Ib. Jeg havde ikke forestillet mig, at den islandske indsejling skulle være så smuk … nu har vi endnu mere at glæde os til!
      Tak for kommentaren og for gode ønsker – og jeg skal hilse fra John 🙂

      Kommentar af Ellen — 31. august 2019 @ 15:16


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.