Hos Mommer

1. juli 2019

En eks-bonderøvs fortælling

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:34
Tags: , ,

Det var Farmers seneste indlæg, der sendte mig direkte tilbage til barndommens gade. Eller snarere marker … til tiden efter mine forældre fik halmfyr og der derfor skulle bringes omkring 4500 halmballer til lade.
I 1977 fik de opført en 110 m2 tilbygning, hvor der var en swimmingpool og et dejligt opholdsområde, men det ville blive så dyrt i vand- og rumopvarmning, at de også fik etableret et halmfyr – det meste af halmen blev jo alligevel brændt af ude på markerne, så det kunne lige så godt bruges fornuftigt i stedet for. De har altid brugt ca. 1000 baller halm til hesteholdet, men nu blev tallet altså mere end firedoblet. Det var de små baller – bonderøvsballer, som Farmer så beskrivende kalder dem – hver balle vejede 11-12 kilo, som igen svarede til tre liter olie, regnede far på et tidspunkt ud.

Sådan så det ud, når halmen blev presset. Når opsamleren var fuld (omkring 75 baller), kørte far – senere John – hjem foran laden, hvor der stod en transportør, som førte ballerne videre ind og op under ladens loft, hvorfra de faldt af transportbåndet igen. Her stod vi tre søskende, hvoraf de to smed ballerne videre helt hen til stedet, hvor de skulle stables og den tredje stablede. På skift. I starten var der kun os søskende, men efterhånden kom der kærester til, som blev tvangsindlagt til at hjælpe.
Mændene lagde på transportøren, for de blev hurtigt ekskluderet fra at stable ballerne. Det kunne de nemlig ikke finde ud af at gøre ordentligt, og første gang hele skidtet skred, så vi kunne starte næsten forfra, blev de fyret på gråt papir.
Jeg har senere tænkt på, at de nok gjorde det med vilje, for det var langt mere behageligt at stå ude frem for at være i laden – især når vi var ved at nå op under taget. Det kunne godt nok blive hedt deroppe!
Vi tre piger blev efterhånden mestre i halmballestabling. Vi kunne bygge en helt lige og meget stabil halmmur fra gulv til loft, hvilket var ret mange meter.

Mor stod for forplejningen af høstfolket. Hun lavede altid rigtig god og rigelig mad, både til frokost og aften, og far fandt de gode vine frem, når arbejdsdagen var slut. Vi var som regel hundesultne, for vi blev ved, til duggen faldt eller mørket faldt på, hvilket der nu end kom først.
Efter mors død blev det mig, der overtog madlavningstjansen, men det var ikke det store problem at miste mig i laden, for efterhånden var der næsten altid nogen ‘udefra’, der syntes det var hyggeligt at komme og hjælpe til, og børnebørn kom der også til med tiden. Jeg havde intet imod at slippe for stabling, og mine søstre var glade for at slippe for at være med til at lave al den mad.

Vi var snavsede, da vi kom ind – selvom ‘snavsede’ ikke engang dækker. Vi var møghamrende beskidte, var vi. Kulsorte i ansigter og hår. Vi kunne næsten ikke vaske os rene igen, og det var først var tredje gang, jeg kom shampoo i håret, at det begyndte at skumme. Vandet løb ned ad os i sorte striber, og der blev brugt meget sæbe!

Nogle få gange præsterede vi at få al halmen ind i løbet af en enkelt weekend, hvis vi tog tidligt eller eventuelt helt fri fredag. Far kørte altid lige så mange læs hjem, han kunne placere foran laden, inden vi dukkede op, og så var det ellers bare at gå i gang. Det var lidt hårdt, for så fik vi ikke de tiltrængte små pauser mellem hvert læs, før det halmbjerg var væk.
Efter sådanne dage var vi mere end godt brugt og havde meget lange arme – vi havde vel hver især groft regnet løftet 20-30 tons halm i løbet af den korte tid, fordi hver balle gik gennem mindst tre par hænder. Det var ikke altid sjovt at komme i gang igen på dag to – for slet ikke at tale om dag tre! Der kunne godt være tale om en hel del muskelømhed.
Der var til gengæld ikke de store problemer med at falde i søvn om aftenen …
Selv om vi nok ikke har været så gennemført trætte hverken før eller siden, husker vi tilbage til den tid med glæde og som værende hyggelig og dejlig.

Reklamer

24 kommentarer »

  1. Per har vist været med til høst en enkelt gang, men jeg har kun deltaget i forårsmanøvrene. Der kunne man til gengæld også blive så godt og vel beskidte, som jeg husket det.
    Jeg tror kun, jeg nåede at blive beværtet af din mor et par gange, inden du tog over – på lige så god og rigelig vis 🙂

    Kommentar af Fru Z — 1. juli 2019 @ 15:54 | Svar

    • Ja, fx når vi samlede sten, ikke sandt? Det var bestemt også både hyggeligt og trættende, selv om jeg husker høsten som mere opslidende.
      Tak for de søde ord 🙂

      Kommentar af Ellen — 1. juli 2019 @ 16:11 | Svar

  2. Åh ja, at stable halmballer er en kunst. Det er mange år siden, jeg har prøvet det. Høballerne var en hel del tungere, kan jeg også huske. Nu er det store wrappede baller med hø, jeg bokser med fem dage om ugen. Og som altid leveres de af mænd på store maskiner, hvorefter kvinderne tager over manuelt… Nogen gange er skiverne ikke til at slide fra hinanden og de er enorme, tunge og uhåndterbare. Havde det været i byggeriet, havde arbejdstilsynet været der for længst.

    Det var nu meget hyggeligt, det der halmstakkeri!

    Kommentar af Lone Nielsen — 1. juli 2019 @ 15:59 | Svar

    • Hahaha – selvfølgelig håndterer kvinderne manuelt, mens mændene skal bruge maskineri 😀
      Jeg tror vi skal være glade for, at arbejdstilsynet ikke kom på gården, når vi havde høsttravlt!
      Men ja, det var hyggeligt, og der kom faktisk aldrig nogen til skade – ikke hos os i hvert fald.

      Kommentar af Ellen — 1. juli 2019 @ 16:13 | Svar

  3. Pyh, du gør mig glad ved at være barn af stenbroen! De eneste baller, vi kendte til, var dem, hvor man danser og den slags tant – og så skideballer.

    Kommentar af Eric — 1. juli 2019 @ 16:24 | Svar

    • Ja, og røvballer 🙂 – sorry …
      Det gav os bare meget mere end blot arbejde. Det er dejlige minder, som ingen af os vil glemme.

      Kommentar af Ellen — 1. juli 2019 @ 19:12 | Svar

  4. Jeg tror, at presseren er helt samme model der blev kørt med i går. De gamle pressere holder næsten evigt, når de bliver smurt godt og kun presser nogle få tusind baller årligt.
    Ballevognene og halmbanen var intet mindre end en revolution.
    Dengang ballerne skulle samles i marken på en 4-hjulet gummivogn med fork og efterfølgende rækkes ind på loftet med forken var det virkelig slæb; men det husker du sikkert.
    Sporten var at stable vognene med så mange lag, at de kun lige kunne komme under luftledningerne.

    Kommentar af natural2222 — 1. juli 2019 @ 16:25 | Svar

    • Fars presser var i hvert fald efterhånden temmelig gammel.
      Jeg husker tydeligt, da vi kørte i marken efter ballerne, og far rakte ballerne op med høtyven – men da var vi endnu små og var kun med for sjov. De var sommetider skræmmende høje, de læs, men godt gik det trods alt hver gang.

      Kommentar af Ellen — 1. juli 2019 @ 19:15 | Svar

  5. Det er kun 2, muligvis 3, år siden, jeg sidst stablede halmballer på loftet hos mine forældre. Det var kun far, der kunne køre og presse (I hvert fald iflg. ham selv, og ingen andre kunne reparere presseren, som han kunne), min søster kørte pendulfart mellem mark og hjem, mine 2 nevøer på 11 og 12 år tømte vognen og smed ballerne op på transportbåndet, jeg stod oppe på loftet og stablede op i 4 ballers højde. Og min bror var over det hele, hvor der var brug for ham (fx. med at stable højere end det, jeg ku’ nå, eller pakke vognen ude på marken, så der kunne være flere halmballer pr. vogn, fordi vi brugte flade vogne, hvor de kunne pakkes lige så tæt som på loftet). Gården blev solgt sidste år, så der er kun minderne tilbage.

    Kommentar af Mette L — 1. juli 2019 @ 18:10 | Svar

    • Dejlig fortælling, Mette – tak for den 🙂 Du lyder som om, minderne om den lidt gammeldags høst er lige så gode for dig, som de er for mig – selv om det var hårdt arbejde.

      Kommentar af Ellen — 1. juli 2019 @ 19:20 | Svar

  6. Jeg kan uden besvær forstå du synes godt om erindringen af halmballearbejdsprocesserne. Det har ikke kun at gøre med at arbejdet var hårdt, men også at samarbejdet gik op i en højere endhed. Det er måske ligefrem godt med sådan en arbejdsproces, idet jeg antager den kan bevirke en god begribelse af hvad arbejde er. Og hvad effektivitet er, nemlig effekten af anstrengelserne. Det er sikkert også godt at indsatsen var koncentreret om nogle dage og ikke i en uendelighed.
    Forleden så jeg nogle minutter af en udsendelse om romernes bade og andre opfindelser. Mange mekaniske hjælpemidler blev faktisk konstrueret, men de blev ikke anvendt og blev så århundreder af år senere genopfundet. I Romerriget var der arbejdskraft nok (slaver) og hjælpemdlerne var derfor ikke nødvendige.

    Kommentar af Jørgen — 1. juli 2019 @ 21:18 | Svar

    • Det er måske mere samværet og hyggen, vi husker for noget godt – men ikke kun det, for også at se resultatet af vores anstrengelser gjorde godt langt inde, og ganske enig: Vi kunne ikke have kunnet klare at arbejde så hårdt fysisk i længere tid. Ikke jeg, i hvert fald.
      Jeg tror, der har været opfundet flere gode ting, som gik i glemmebogen igen. Var der ikke også noget med, at romernes beton var langt mere holdbar end den, vi ‘genopfandt’?

      Kommentar af Ellen — 2. juli 2019 @ 9:47 | Svar

  7. Det har været hårdt arbejde for jer. Jeg kan godt forstå, det er skønne minder at tænke tilbage på. Mine høstminder går tilbage til selbinderen (hedder den sådan?) med neg, der skulle stakkes, og senere neg der skulle køres hjem og stakkes, indtil mejetærskeren kom forbi og alle mænd i omegnen hjalp hinanden på skift. Min far døde som 55 årig, og min mor lejede jorden ud, så jeg har ingen høstoplevelser som ung. Men hyggeligt at læse om jeres høst for mange år siden

    Kommentar af Betty — 1. juli 2019 @ 22:06 | Svar

    • Mine forældre havde også selvbinder de første år – jeg husker glimrende negene, der blev sat i stak og senere hentet. Jeg har altid elsket høsten, men det har været hårdt for dem, der skulle arbejde med den, inden livet blev gjort nemmere for dem … selvom selvbinderen jo også var et stort fremskridt, netop fordi den både skårlagde og bandt negene selv. Før da slog mændene kornet med leen, og kvinderne bandt.
      Det var godt nok tidligt, din far døde.

      Kommentar af Ellen — 2. juli 2019 @ 9:51 | Svar

  8. Mine bonderøvsoplevelser stammer kun fra ferier hos min mors familie. Dels på Djursland, dels på Tåsinge. Høsten har jeg aldrig deltaget i, men jeg har da hakket roer og plukket bær i mindre skala; men alligevel nok til at jeg nåede at blive træt af pligterne …
    For mig var halmballer noget man legede i. Vi byggede huler og hemmelige gange. Det kunne altså klø og stikke gevaldigt, når man havde tumlet rundt, så jeg kan forestille mig at I også kløede over det hele efter sådan en slidsom dag.

    Kommentar af fiberfryd — 2. juli 2019 @ 0:53 | Svar

    • Og skønne minder har du, selv om du har været startet i skolen, da høsten sattes i gang.
      Vi har også altid elsket at lege i halmen, men det kræver handsker, lange skjorteærmer, lange bukser og både strømper og sko, hvis man skal arbejde med det hele dagen, som vi gjorde.

      Kommentar af Ellen — 2. juli 2019 @ 9:54 | Svar

  9. Min far elskede at hjælpe sine brødre i høsten. Så læreren tog sine børn med og så blev vi sat op på vognen, mens vores far stakkede halm op på vognen. Til sidst sad vi højt oppe.
    Vores børn har prøvet at lege på de store rundballer, som vi en overgang fik lavet for en kunde. Deres far satte dem sammen, så de kunne hoppe rundt i dem. Høsten rummer mange minder, også for en bypige, som var barn af en husmandsdreng og gift med en landmand.

    Kommentar af Lene — 2. juli 2019 @ 7:03 | Svar

    • Og det er bare de skønneste barndomsminder, ikke sandt? 🙂
      Det var godt, du havde en god far, som for det første holdt af at hjælpe og for det andet inddrog jer børn på den bedste måde.
      Jeg tror, vi ville blive anholdt og få tvangsfjernet vores børn, hvis vi i dag satte dem så højt til vejrs uden at være spændt fast 🙂

      Kommentar af Ellen — 2. juli 2019 @ 9:57 | Svar

  10. Det er spændende at læse om en opvækst meget anderledes end min, og jeg kan godt forstå, I blev meget ømme i musklerne – og at I sov godt. I min barndom besøgte vi jævnligt min mors veninde, som boede på en gård. Jeg husker især lugten i grisestalden …

    Kommentar af Madame — 2. juli 2019 @ 17:54 | Svar

    • Jeg husker også særdeles tydeligt lugten i grisestalden – det er et af de minder, der ikke står som et af de bedre … men den lugt hørte jo med til landmandslivet 🙂

      Kommentar af Ellen — 2. juli 2019 @ 21:34 | Svar

  11. “Minderne har vi dog lov at ha’ …” Det var en fin tid med alt det nye, som holdt sit indtog i landbruget. Fantastisk spændende at være der den dag, Steen fik sin første transportør, og min onkel Axel fik sin første mejetærsker, en Claes – et ordentligt rovdyr, som blev kørt ind på gårdspladsen.

    Skal jeg så lige runde alle minderne af med nybagt kringle, kaffe og frisklavet rabarbersaftevand nede på den nyhøstede kornmark. Jeg var gift og boede inde i Aalborg. Hver dag i høsten bagte jeg en skøn kringle og kørte sammen med min lille søn på tre år de 10 km ud til min forældres gård. Min mor stod for drikkevarerne. Kaffe og kringle har aldrig smagt bedre end på solskinsdagene ude i marken.

    Kommentar af Elsebeth — 2. juli 2019 @ 20:15 | Svar

    • Det er nemlig bare de skønneste minder, vi har fra dengang – og vi behøver ikke engang at romantisere dem. De afspejler virkeligheden, som den var for os 🙂
      Jeg tror på, at verdens bedste kringle blev indtaget på høstmarkerne!

      Kommentar af Ellen — 2. juli 2019 @ 21:36 | Svar

  12. Dejlig beretning. Lige som jeg husker det, når vi kørte halm ind hos mine sønderjyske svigerforældre. Det blev lidt lettere, da køerne tilskyndet af et EU- tilskud blev sat ud. Så blev den side af stalden sat til med halmballer, som så ikke skulle op på halmloftet. Mine tænder løber helt i vand ved tanken om de lækre moreller, vi plukkede fra toppen af halmlæsset, når vi på vej med et stabilt stablet vognlæs halm var på vej fra marken til laden. Du har ret. Det var hård motion, men hvor var det hyggeligt med fællesskabet om arbejdet. Og det var gode dage for min svigerfar, der havde glæden af at lede og fordele arbejdet. Når arbejdet var færdigt, arrangerede svigermor altid høstfest, hvor hele familien deltog, også dem der ikke havde deltaget i arbejdet. Høstfestens højdepunkt for børnene var, når svigermor efter middagen arrangerede bankospil med en masse præmier, de selv kunne vælge imellem, når de fik banko 😁

    Kommentar af Ib Hansen — 8. juli 2019 @ 7:10 | Svar

    • Hehe, ja, det er da rigtigt: Vi kunne også bedre nå de højthængende frugter 🙂
      Sjov ide med bankospillet – det er bare guld værd at få skabt den slags gode minder; så glemmer man næsten, hvor hårdt det i virkeligheden var at deltage i.

      Kommentar af Ellen — 8. juli 2019 @ 9:03 | Svar


RSS feed for comments on this post.

Fyr løs! Din kommentar er meget værdsat

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.