Hos Mommer

30. maj 2019

Her går vi ikke ind for millimeterdemokrati

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:03
Tags: ,

For mange år siden var vi på ferie i nogle dage sammen med nogle andre. Et par af disse ‘andre’ gik ulideligt meget op i, hvem der havde gjort hvad sidst og hvis tur det nu var til et givent job; det være sig stort eller lille. Det var, med skam at melde, mest den kvindelige halvdel, der havde dette millimetermål i øjenhøjde hele tiden. Man kan sagtens deles om opgaverne uden hele tiden at skulle måle på en eller anden retfærdighedsskala.
Mændene stod og vaskede op, da omtalte pars et år gamle barn kunne konstateres i meget høj og akut grad trængende til at få skiftet en ildelugtende ble. Hun sad og snakkede henne i sofaen, med barnet lige ved siden af sig, og faderen vaskede som sagt op. Hun sagde til ham:
Det er din tur til at skifte ble. Jeg gjorde det sidst!
– Jamen … jeg står lige og vasker op …
– Ja, jeg gør det ikke! Det er din tur!
– Kan du ikke lige gøre det? Så skal jeg nok tage to gange i træk næste gang.
– Nej. Det er din tur.
Så fik jeg nok og tog det (ikke længere trængende …) barn og skiftede den ble. Jeg kom vist nok til at sige et eller andet om situationsfornemmelse og millimeterdemokrati, mens ‘arbejdet’ stod på.
Selvfølgelig skal man deles om opgaverne, men dette her var for tåbeligt. Det var bare et eksempel af mange, og jeg havde så svært ved at forstå hvorfor de gik så højt op i den slags latterlige småting.

Og nu kommer den næsten uundgåelige bemærkning: Sådan har John og jeg aldrig været. Det modsatte ville jo nok også have virket en anelse selvmodsigende.
Det har dog været tæt på et par gange. Fx da John blev sur over, at Charlotte, mens hun gik i gymnasiet, næsten altid forsvandt op på sit værelse for at lave lektier umiddelbart efter aftensmaden.
I mit hjem har vi altid været vant til at hjælpes ad alle sammen, hvad det huslige angår.
Den kom nogle gange, indtil jeg en dag fik nok, og leverede følgende svada (i let forkortet udgave):
Charlotte er seks-syv timer i skole, derefter skal hun passe både sin hest og sit arbejde. Til sidst har hun mellem en og tre timers hjemmearbejde hver dag. Hun har med andre ord en meget længere arbejdsdag, end vi to har.
Og hvad det huslige angår: Det er da pudsigt, at det med at ‘hjælpes ad’ kun gælder efter maden. Når jeg går i gang med at lave aftensmad, står jeg der mutters alene, indtil jeg melder, at maden står på bordet! Hrmpf.

Den tog min søde mand til sig, og siden dengang har jeg stået for maden, mens John har taget opvasken bagefter.
Med undtagelser (intet millimeterdemokrati, sagde jeg jo …), men overordnet set.

Vi går i stedet ind for gør det du er bedst til.
John kan godt sy en knap i en skjorte, men jeg er hurtigere til det. Jeg kan godt hamre og skrue, men John er bedre til det.
Endelig er jeg bare så superglad over, at han ikke har noget imod at tage det, jeg synes er hadeopgaver: Feje fliser, pudse vinduer, klippe hæk, slå græs.
Jeg kan godt, men jeg tilbyder ikke at tage det hver anden gang. Jeg laver bare noget andet. John har fx aldrig gjort et badeværelse rent. Han støvsuger, man han vasker ikke gulve. Det ville virkelig være hadeopgaver for ham.
Sådan er der så meget, og vi lever i fred og fordragelighed og har det fint med den måde, vi – uden nogensinde at have talt om det – har fordelt opgaverne på.

Præcisionsarbejde (2)P1010266

Kun i forbindelse med syning af denne slags arbejder får millimeterdemokratiet lov at herske her i huset.

Reklamer

14 kommentarer

  1. Sådan. I et velfungerende forhold sliber man kanterne til, så de får pasform.

    Kommentar af Eric — 30. maj 2019 @ 15:33

    • Nemlig. Det er formålsløst at slibe dem skarpere!

      Kommentar af Ellen — 30. maj 2019 @ 18:11

  2. Det er godt at I kan finde ud af det 🙂

    Kommentar af Lene — 30. maj 2019 @ 19:57

    • Det er bedst, når man kan det 🙂

      Kommentar af Ellen — 30. maj 2019 @ 20:42

  3. Milimeterdemokrati er _så_ anstrengende, og, efter min mening, næstsidste stadium før skilsmissen. Den kommunaldirektør, der viede Gordon og mig, havde flettet noget meget fint ind i sin tale: At man, når man er gift, skal _tolerere_ hinanden. Hvis man insisterer på milimeterdemokrati, så tolererer man ikke ret meget, eller hur?

    Og den kone burde efter min mening have været tvunget til at sidde på en mudret vej en times tid, så hun kunne indøve tilstrækkeligt med empati til at forstå, hvordan det føles at sidde med en lorteble bare lidt tid …

    Bortset fra det, så er jeg nu nået dertil, at jeg godt kunne tænke mig at købe et par meters husarbejde hver uge, enten det eller nogle rengøringsrobotter, men det er en helt anden historie.

    Kommentar af Henny Stewart — 30. maj 2019 @ 20:01

    • Det par blev også senere skilt.
      Det var vise ord. Jeg har nogle gange sagt til John, at jeg ikke elsker ham på grund af…, men på trods af… – det er lidt det samme, ikke sandt? 🙂
      Jeg tror såmænd ikke, at problemet var, at hun ikke mente, det var nødvendigt med hurtig udrykning – hun mente bare ikke, at det var hende, der skulle udføre opgaven!
      Ja, det er en helt anden historie, men jeg forstår dig så glimrende – især når dit helbred bevirker, at du ikke altid lige netop er i topform.

      Kommentar af Ellen — 30. maj 2019 @ 20:48

  4. Man må håbe at mange læser denne opbyggelige historie.
    Det kan naturligvis være vanskeligt at få styr på hvorledes man skal indrette sig. Hvis konen oplever at have 80% af ansvaret men kun løser halvdelen af opgaverne, kan det blive lidt bøvlet. Der må lidt fleksibilitet til – og efter nogleoghalvdreds år sammen fungerer den rimeligt.
    Verden har i øvrigt aldrig været retfærdig – og konen med bleen havde vist ikke fattet ret meget.

    Kommentar af Jørgen — 30. maj 2019 @ 21:40

    • Ja – og at de tog ordene til sig … jeg har desværre mødt en del i tidens løb, der ‘regner’ på denne måde.
      Det kan sagtens blive bøvlet, men kommunikation er som regel en god ting.
      Nej, verden er ikke spor retfærdig, men derfor kan man godt selv være det – men det begreb er der vist mange definitioner på.

      Kommentar af Ellen — 31. maj 2019 @ 11:12

  5. Når mindst en af parret i det offentlige rum insisterer på 50/50 procent deling af hver arbejdsopgave, så er det langt ude. Om de gør det i privaten (og hvorfor), må de selvfølgelig selvom.
    Det er dejligt (og nemmest), hvis ens indsats også er ens “yndlings”-opgaver, men der er også en faldgrube i den fordeling, fordi ens ekspertise forsvinder, når andre overtager næsten fuldstændigt, så jeg insisterer på – dog ikke hver gang – at lappe min cykel, sætte lampe op, bore, skrue og hamre mm. Og modsat vil jeg ikke lave mad altid, hvilket det ellers var blevet til, fordi jeg var bedst og ubetænksomt successivt havde overtaget opgaven (for at få mad som jeg kunne lide det) med det resultat, at jeg efterhånden blev mødt med: “Jeg kan ikke lave noget, der er værd at spise, men du er god til det og hvorfor skal vi ikke spise det bedste”! Det gør vi så ikke længere hver dag, men niveauet hæves (dog langsomt) på de dage.
    Hvor meget børn og unge skal deltage i hjemmets opretholdelse, er selvfølgeligt individuelt, men det er at gøre dem en bjørnetjeneste, hvis de ikke lærer de nødvendige discipliner og opnår et minimum af overblik og rutine.
    Mvh.
    PS: Prøv ikke at tage vasketøjstjansen fra mig det er livsfarligt😉. Hvorfor jeg finder så stor fornøjelse ved at jonglere med sortering, bunker, overvejelser om vejrudsigt ift. vaskeprogramlængde(r), tørrekapacitet og ophængning mv., ved jeg ikke (og jeg kaster mig også gerne over andres, når lejlighed gives🙄).

    Kommentar af Kristine — 30. maj 2019 @ 22:45

    • Hvis mine ‘ekspertiser’ forsvinder, så satser jeg på, at det kan sammenlignes med det at kunne køre på cykel, så den bro krydser jeg, hvis jeg når til den – og selvfølgelig skal folk/par arbejde sammen på den måde, der passer bedst i hvert enkelt tilfælde, men det er ikke så godt, når det kun er den ene, der er enig 😉
      Jeg ville virkelig gerne slippe for at lave mad hver dag, og hvis jeg insisterede, ville John gøre det, men jeg vil selv helst ikke bedes om at at gøre noget, der vitterlig ikke interesserer mig en pind, så vi beholder fordelingen som den er.
      Enig. C kunne gøre rent og vaske/sortere tøj korrekt, men hun kunne ikke lave mad. Det var John også utilfreds med, at jeg ikke lærte hende, men det var igen det med den komplet manglende interesse, og som jeg sagde til John, så var det hende, der ville få et problem, men det skulle nok løse sig, når hun blev træt af at leve af rugbrødsmadder. Fastfood var heldigvis udelukket fra hendes side, så jeg var ikke spor bekymret, og i dag er hun god til at lave mad. Men det interesserer hende stadig ikke …
      Du er en rigtig vaskenørd 😉 – John vasker tøj, men han tager ikke noget af mit med uden at have konfereret med mig først, for han har aldrig set lyset mht. til at sortere i mørkt og lyst tøj!

      Kommentar af Ellen — 31. maj 2019 @ 11:24

  6. Folk må indrette sig som de vil… Bare de er enige om, at det er sådan, det fungere bedst for dem.
    Vi havde i forrige århundrede en diskussion om hvem skal hvad.. Jeg ville ikke dit, bare fordi jeg er kvinden i huset og Erik ville ikke dat, fordi osv..
    Og så blev hadeopgaver og favorit ditto fordelt. Det har fungeret, også efter forsøg på omrokering, til dags dato.
    Lige nu forsøger vi at definere kan, skal og må.. Og en ny fordelingsnøgle ud fra det…

    Kommentar af Anne Holtegård — 31. maj 2019 @ 21:01

    • Enig – bare man kan finde ud af det, og at man også kan finde ud af at ændre fordelingsnøglen efter behov eller opståede situationer, som I har været nødt til af en mere kedelig årsag. Man skal ikke bare stædigt holde fast.

      Kommentar af Ellen — 31. maj 2019 @ 21:05

  7. Smidighed i parforholdet er temmelig afgørende, tror jeg. Og hvorfor i alverden skulle man dele opgaver som den ene holder af og den anden absolut ikke? Det kan man gøre med ting begge finder sjovt eller afskyr. Og så må man tage det, som det nu passer bedst. Det andet er ikke til at holde ud (i al fald ikke for de der skal overvære diskussionerne).

    Kommentar af fiberfryd — 4. juni 2019 @ 0:48

    • Jeg kan jo kun erklære mig ganske enig i dine ord, Ditte 🙂
      Smidighed er et godt ord – mere positivt end ‘tolerant’.

      Kommentar af Ellen — 4. juni 2019 @ 9:46


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.