Hos Mommer

16. maj 2019

Peak og Lake Districts

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:57
Tags: ,

Der er egentlig ikke så meget interessant at skrive … det bliver en af mine evindelige lovprisninger af Englands vidunderlige natur. Vejret er i høj grad med os nu, så vi får det hele at se fra den smukkeste side.

Peak District

I Peak District boede vi i The Old Post Office. Værterne var et par på nok nogenlunde vores alder, som købte posthuset i 1992. Det var i bedste Heartbeat-stil (Store og små synder), med en lille købmandsbutik som nebengeschäft til postdelen, og det stoppede først med at fungere på denne måde i 2008. Siden da har de så kørt en B&B som tilskud til pensionen. De var meget snaksalige, så vi fik en hel del at vide om både det forhenværende posthus’ historie og lokalområdets infrastruktur.

P1020977

Næste stop var Windermere, og på vejen mod vores overnatningssted fik vi begge på én gang øje på stedet på billedet herover. John kørte ind til siden, og ganske rigtigt: Vi holdt på præcis samme sted og nød udsigten for 32 år siden, da vi var her sammen med mine forældre. Lidt pudsigt, syntes vi.

I Windermere sov vi stort set ikke om natten. Det var ikke hotellets skyld, men der var vejarbejde fra kl. 19-05 lige nede under os. De har ikke kunnet/villet lukke dette stykke af vejen om dagen, så der blev arbejdet natten igennem, med brolæggerjomfruer und alles, ledsaget af særdeles højlydt polsk tale. Det kan FDM ikke gøre for, og fordi hotellet blev booket for flere måneder siden, kan vi kun konstatere, at det var bare ærgerligt, men vi glæder os til en rolig nat her i Hall Garth Guest House på en stille villavej i Keswick.

P1020994P1020997

Lake District er berømt for både sin grønne frodighed og sine barske landskaber med meget smalle veje med voldsomme stigningsgrader. Dagens rekord var 25 %, og det var ikke altid lige sjovt, når to biler skulle passere hinanden. Gutten på cyklen herover havde møjsommeligt arbejdet sig op ad de 20 %, og jeg skal lige love for, at der var lyd på ham, da han passerede os; med lange og dybe støn, samt noget, der nærmest lød som en rallen. Ganske dramatisk at høre på, men eftersom han fortsatte, var han vel næppe på dødens rand, selv om han lød sådan.

Lakeland - gorse

Vi kørte forbi store områder med gulblomstrende gorse (tornblad) …

Lakeland

… vi spiste vore frokostsandwiches/-wraps her ved den oldgamle og næsten helt døde eg …

Lakeland - bluebells

… og vi kørte forbi mange steder med veritable sletter af bluebells langt oppe ad højdedragenes sider.

Lakeland

Vi har nok de første 100 gange i dag udbrudt Hvor ER her dog bare smukt, men vi bliver slet ikke trætte af at høre os gentage os selv … hvis ikke den ene sagde det, sagde den anden det, eller også kom vi med det i kor.

P1030001

P1030004

Billederne yder ikke landskabet fuld retfærdighed – de steder, hvor der var allersmukkest, kunne vi ikke komme til at sætte bilen, så vi måtte nøjes med at lade billederne sætte sig på nethinden i stedet for på hukommelseskortet. Pyt – man jeg kan alligevel ikke indfange det på samme måde, som øjet og hjernen opfatter det, men det giver nogle gode støttepunkter til mit eget indre hukommelseskort.

Reklamer

18 kommentarer »

  1. Sikke en dejlig tur I har haft indtil nu. Ja, vejene er “sjove”, og vi har også været ude for mange af dem – endda med campingvognen bagpå. Jeg har stadig til gode at tage turen gennem det pas, der gjorde mig rædselsslagen som yngre… jeg tror på, at jeg er hærdet nu… 😉 Vi er endnu i Yorkshire Dales, fordi vi fik campingpladsens allerbedste plads… det måtte udnyttes. Men i weekenden flytter vi os til Grange-over-Sands.

    Kommentar af Mia Folkmann — 16. maj 2019 @ 20:48 | Svar

    • Ingen klager herfra!
      Wrynose Pass? Hardknot Pass? Dem skal vi igennem i dag, og jeg husker udmærket stigningen på 30 % 🙂
      Hvis jeg ikke havde fastere planer end I har, ville jeg også have udnyttet at have fået den bedste plads
      God tur videre til jer – vi kører mod Carlisle i morgen.

      Kommentar af Ellen — 17. maj 2019 @ 9:22 | Svar

  2. Ja, det er også svært at kommentere, for det er bare smukt, smukt og smukt. Det glæder mig for jer, at vejret viser sig fra sin bedste side; det giver bare det lille ekstra til oplevelserne.
    Jeg ville nødig være cyklist på de strækninger, men der findes åbenbart mennesker med hang til den slags selvpineri 😉

    Kommentar af fiberfryd — 16. maj 2019 @ 23:17 | Svar

    • Det er så fint med godt vejr – i nat har det dog regnet, men solen er fremme igen.
      Ja, jeg forstår dem heller ikke, men hver sin lyst 😀

      Kommentar af Ellen — 17. maj 2019 @ 9:24 | Svar

  3. Hvor er det dog næsten ufatteligt smukt at se landskaberne, du har fotograferet. Men ubehageligt med natten I fik, hvor der var vejarbejde.

    Kommentar af Madame — 17. maj 2019 @ 7:38 | Svar

    • Tak, og det var et sort, men vildt irriterende uheld.

      Kommentar af Ellen — 17. maj 2019 @ 9:24 | Svar

  4. England er i sandhed et smukt land at køre rund i. Og sådan er jo heldigvis de fleste lande, når man giver sig tid til at tage de små veje og til at gøre alle de nødvendige stop

    Kommentar af Fru Z — 17. maj 2019 @ 8:28 | Svar

    • Det er det, men ja, du har da ret i, at det samme gælder for de fleste landes vedkommende 🙂

      Kommentar af Ellen — 17. maj 2019 @ 9:25 | Svar

  5. Billederne giver lyst til ferie med tid til at nyde landskabet.
    Desværre skæmmes dit indlæg af irriterende reklamer hele vejen gennem indlægget. Det er så kun på mobil, jeg har lige tjekket. På den bærbar er det kun slutningen af indlægget der skæmmes 😲

    Kommentar af Lene — 17. maj 2019 @ 18:24 | Svar

    • De pokkers reklamer! Jeg er bare for nærig til at betale WP for, at jeg ikke får dem, og jeg ser dem ikke selv, men det lyder godt nok slemt, det der 😔
      England er lige til at spise 🤗

      Kommentar af Ellen — 17. maj 2019 @ 20:54 | Svar

  6. Hvor ville det være skønt, hvis vi engang mødtes i England og tilbragte et par dage sammen. Vi VIL ikke køre derovre, men det gør I, og vi ville få nogle dejlige oplevelser sammen med jer.
    Fortsat god ferie.

    Kommentar af Lene — 18. maj 2019 @ 0:37 | Svar

    • Det må vi da finde ud af, Lene. John er fuldbefaren i kørsel i UK, og det kunne være rigtig hyggeligt at have jer med i bilen 🙂

      Kommentar af Ellen — 18. maj 2019 @ 9:10 | Svar

  7. Tak for endnu flere beskrivende ord og billeder fra England. Vi ser alle forskelligt på et billede, du/I ser det der blev fotograferet, når du/I finder billederne frem fra gemmerne, bliver det du/I så genskabt, og samtalen bliver om det du/I oplevede sammen.
    Jeg kan lige se/hører en kommentar på Trust Pilot efter en nat med vejarbejde. Dejligt at tænke før reaktionen falder. Du har så ret i din konklusion.

    Kommentar af Abildjyden — 18. maj 2019 @ 9:50 | Svar

    • Nemlig, og billeder vil aldrig sige andre det samme som de siger den, der har taget dem, men pyt med det – det er jo noget vi alle ved.
      Der skal da nok være dem, der er hurtige til at brokke sig, men det ville være temmelig fjollet i dette tilfælde, selv om det ikke var specielt fremmende for nattesøvnen.

      Kommentar af Ellen — 18. maj 2019 @ 17:47 | Svar

  8. Turen er en nydelse. Selv om billeder ikke yder retfærdighed i forhold til landskabet er det let at forestille sig skønheden. Billedet med den gamle eg er min favorit.
    Spændende om et England udenfor EU husker at understøtte de produktionsgrene, som vedligeholder dette unikke landskab.

    Kommentar af natural2222 — 19. maj 2019 @ 7:41 | Svar

    • Det kan i det mindste give andre en fornemmelse af, hvordan her er – og jeg vil tro, at de fortsat forstår at bevare deres natur, for det er noget, englænderne går meget op i, både som folk og som nation.

      Kommentar af Ellen — 19. maj 2019 @ 10:34 | Svar

  9. Dejligt at se – min gamle bjergtrang aktiveres ubesværet af den prægtige natur.

    Kommentar af Jørgen — 19. maj 2019 @ 20:47 | Svar

    • Det kan jeg godt forstå den gør, Jørgen.

      Kommentar af Ellen — 19. maj 2019 @ 21:08 | Svar


RSS feed for comments on this post.

Fyr løs! Din kommentar er meget værdsat

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.