Lulworth Cove og Gold Hill

I går var den hidtil eneste dag med virkelig godt vejr. Køligt, men fint og ikke mindst tørt. Charlotte var nødt til at arbejde, så John og jeg kørte en tur sydpå for at se Lulworth Cove, som på turistsiderne så ud som om den var værd at se.
Det var den sandelig også – og vejen derned var en meget smuk tur at køre, med kuperede, grønne og rapsgule landskaber og lysegrønne skove.
Vi spiste frokost på en pub inden vi kørte det sidste lille stykke ned til Jurassic Coast, som er på UNESCOs World Heritage-liste.

Noret, som nok er det bedste danske ord at bruge, er omkranset af kridtklipper, hvorfor vandet har den smukke grønblå farve, som nogle sikkert kender fra Møns og Stevns klinter.

Vi var der et par timer og gik rundt, både oppe og nede, men ikke ude, selv om der var andre, der ignorerede advarslen og den løftede pegefinger og gik ud på den ustabile klippe. Nogle lever livet farligt, men det tænker man ikke så meget over, når man er ung. Så er man jo udødelig.

Men dejligt var der – også selv om man holdt sig til de ikke forbudte veje.

Med masser, masser af motiver. De stod nærmest i kø …

På hjemvejen kørte vi en mindre omvej for at få et gensyn med Gold Hill i Shaftesbury. Det er 16 år siden, vi så den første gang, så nu ville vi igen.
Igen en meget, meget smuk tur fra kysten og op til Shaftesbury – jeg elsker altså bare England, men det har jeg måske nævnt før?
Gold Hill er nok en af Englands mest fotograferede gader, og når man står her, er man ikke i tvivl om hvorfor.
Det kræver sin mand at komme op – eller måske rettere sine knæ, for det er en stejl stigning, som føles værre i virkeligheden, end man kan se på billeder.

Set nedefra er det måske bare en lidt kedelig gade, men når man, lettere forpustet, endelig befinder sig øverst oppe (vi kunne jo også bare have parkeret nær toppen af gaden i stedet for ved bunden), belønnes man med en spektakulær udsigt, som jeg udmærket forstår er et hyppigt brugt motiv til chokoladeæsker og bogforsider.
Stigningen – eller faldet, om man vil – er 16 grader, så den hører til blandt de stejleste i UK, men er ikke den stejleste. Det er vist en i Bristol, der har den rekord med sine 22 grader.

Disse 16 grader er såmænd også rigeligt, men de forlænger livet, mener nogle af beboerne. Det vil jeg gerne tro.
“Maureen Loveday, who has lived here for more than 30 years, said she believed the daily climb explained the longevity of some of her neighbours. “I walk up it every day and it certainly helps to keep me fit,” said the 68-year-old. “There are plenty of residents on the street who have lived into their 90s.””