Næsten nattøjsvejr

Jeg tog nattøj på, da jeg stod op i morges. Ja, på, ikke af … om natten har jeg det nemlig lige som Marilyn Monroe: Det eneste hun havde på, var Chanel No. 5.
Så er enhver lighed med MM også væk. Hvis der nogensinde har været så meget som en eneste, for jeg bruger ikke Chanel No. 5 …
Jeg vågnede kl. 4 og kunne høre den liflige lyd af regnvejr og af vand, der drypper fra taget. Jeg faldt i søvn igen, og da jeg atter vågnede to timer efter, regnede det stadig, så jeg blev liggende og bare nød det – stod først op to timer senere og syntes det gode vejr indbød til en hyggemorgen i nattøj. 20 mm blev det til, så det var okay – det var mere end nok til at lægge støvet, det trængte også fint ned i jorden.
John synes allerede han kan se, at græsplænen er blevet længere.

En del af hyggestunden blev tilbragt med en kæmpestor kop te og bogen, der beskriver 40 år med Antiques Roadshows største og/eller mest interessante fund. En bog, jeg fandt hos Digger & Mojo, som er en antikvitetshandel lige overfor Charlottes butik/værksted, og som i øvrigt engang var med i Antiques Roadtrip.

Undervejs i læsningen af bogen, som i øvrigt er vældig interessant og dybt seriøs og dejligt uden grammatiske eller andre sprogfejl, hoppede jeg lidt i sædet, da jeg læste følgende:
..Sir Lawrence Alma-Tadema. Born ‘Lourens’ in the Netherlands in 1836, he lived in Europe until 1870 when he moved to London, making the city his home for the rest of his life. His reputation, already established in Europe, expanded massively after the move to England..
Jamen, altså. Vi er virkelig isolerede herovre på kontinentet, må man sige – i hvert fald ifølge englænderne. Bogen er skrevet i 2017.

Jeg vil sige lige som Obelix i Asterix og Briterne: “De er skøre, de englændere!”
Alle, der kender Asterix-serien og har læst disse aldeles vidunderlige tegneseriehæfter, vil kunne nikke genkendende til denne sætning, som dog oftest bliver sagt om romerne.
Briterne var i Obelix’ øjne ikke mindre skøre, med deres hot water break kl. 17 (de afbrød alt, selv et slag mod romerne, for denne vigtige pause) og deres besynderlige madvaner.
En brite udtalte, at “de er så isolerede derovre på kontinentet.”
Briternes varme vand smagte dem pludselig så langt bedre, da Miraculix introducerede nogle blade for dem. Nogle blade, han kaldte for te.

Digger & Mojo – herover et kig i værkstedet, hvor han arbejder – hun står i butikken. Man var ikke ude i værkstedet, da de blev besøgt af Antiques Roadtrip …

Og her noget af butikken. Min bog ligger forrest i billedet, men ellers køber jeg ikke noget her, for jeg synes hun overdriver temmelig voldsomt med priserne – også hvad angår ting, som ikke ser særlig pæne eller antikke ud. C siger, at de kæmper for at få det til at løbe rundt, men så hæver de priserne yderligere og har derfor endnu færre kunder. En ond cirkel og en politik, som vi kender fra DSB…