Hos Mommer

19. marts 2019

Det skrider … men heldigvis fremad

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:42
Tags: ,

Fliserne ved køkkendøren (1)Gavlen er færdig og fliserne er ved at blive lagt. Der er skåret ud til det vindue i badeværelset, som aldrig har været der, men som nu kommer. Kun et lille et, men alene det, at vi får noget, vi kan åbne, bliver skønt.
Jo, der er gang i den i Den Stråtækte, så jeg er glad. Af flere årsager. Der bliver gjort pænere og vejret er allerede blevet pænere. Faktisk rigtig flot i dag, med sol fra en skyfri himmel. Det er ikke varmt, men det føles varmt nok, når man går og arbejder i haven.

Flise-Jørgen kom i går, ganske som aftalt. Hernede er vores håndværkere til at stole på – de fleste af dem i hvert fald. Vi er stødt på en enkelt af modsatte slags, men ellers har de overholdt aftalerne med os.
Da Jørgen gik hjem i går, var de sekskantede fliser og byggeaffaldet, der holdt højbedet, væk, og der var stampet stabilgrus på plads, så der så ud som på billedet til højre.
I dag kom han igen, lagde først det nye kloakdæksel på og begyndte derefter på krydderurtebedsmuren.

Fliserne ved køkkendøren (3)

Det skal nok blive pænt.
Vinduet er som sagt skåret ud på den udvendige side. På mandag kommer Troels igen for at sætte det nye i.
Der kommer almindeligt, klart glas i, hvilket John ikke var særlig begejstret for, men han blev nedstemt af både Troels og mig.
John indvendte, at det altså er et toilet, og klart glas kan man faktisk kigge igennem!
Troels og jeg sagde, at vinduet er nordvendt og så lille, at der ikke må komme glas i, der hindrer bare den mindste smule lys at komme igennem – og der er ingen naboer, der kan kigge ind af det vindue!
Nej, sagde han, men når man skal ned oppe fra terrassen, kan man se ind. Ikke deroppefra, men på vejen ned. 
Okay, så syr jeg et foldegardin, hvis det gør dig glad.

Fliserne ved køkkendøren (2)

Så accepterede han (kun lettere modstræbende) det klare glas – og nu skal jeg lære at sy et foldegardin, men det må vel være til at finde ud af.
Jeg søgte lidt rundt og fandt et hav af forskellige metoder til foldegardiner, så det største problem lige nu er at gennemskue hvilken en der er den nemmeste og samtidig giver det pæneste resultat. De to ting følges ikke nødvendigvis ad.
Foldegardiner hedder Roman blinds på engelsk. Persienner hedder Venetian blinds. Lidt pudsigt, som gardiner er italienske på engelsk.
For år tilbage citerede jeg en oversættelse fra engelsk, som var helt i skoven, men her får I den igen, for den tåler en gentagelse:
He hid behind the Venetian blinds. Det blev overundersat til: Han gemte sig bag de blinde i Venedig.
Når man oven i købet på filmen så manden, der kiggede stjålent ud gennem persiennerne, forstår jeg ikke, at en oversætter kan kvaje sig så eftertrykkeligt. Filmen foregik i øvrigt ikke i Venedig …

Reklamer

20 kommentarer

  1. Det er dejligt, at Flise-Jørgen er til at stole på, og sikke kvikt det går med arbejdet. Det skal nok blive fint.
    Et foldegardin til jeres nye vindue lyder godt!

    Kommentar af Madame — 19. marts 2019 @ 15:56

    • Det både er og bliver så godt alt sammen, Madame 🙂

      Kommentar af Ellen — 19. marts 2019 @ 16:31

  2. Det bliver så pænt det hele, og jeg kan anbefale Stof & Stils foldegardiner, som er lette at sy og montere!

    Kommentar af Fru Moll — 19. marts 2019 @ 16:24

    • Det var rart at få bekræftet, for det er nemlig lige præcis dem, jeg har konkluderet, at jeg vil kaste mig ud i 🙂

      Kommentar af Ellen — 19. marts 2019 @ 16:32

  3. Hvis gardinet kun sjældent skal i brug, hvad så med denne løsning, der er nem at lave, montere og vaske: Et rektangulært stykke tyndt stof med dobbelt sømrum på alle fire sider, så der er dobbelt dobbelt sømrum i hjørnerne. En sejlring i hvert hjørne. To kroge foroven i væg/vindue, der passer med afstanden mellem de øverste sejlringe. Evt. to søm/skruer med store hoveder tilsvarende forneden i væg/vindue. Gardinet hænger i den ene sejlring på den ene krog, når det ikke er i brug og i begge, når der er “optaget”. De nederste ringe giver lidt tyngde, men de og sømmene/skruerne er kun nødvendige, hvis gardinet ellers vil blafre. Når gardinet ikke er i brug, tager det faktisk ikke noget lys, hvis stoffet er tyndt og blødt.
    Mvh. og god fornøjelse med den udvendige (belægnings)forskønnelse.

    Kommentar af Kristine — 19. marts 2019 @ 17:06

    • Det er en udmærket ide, men jeg synes foldegardiner giver sådan en pæn finish, så det bliver det, jeg holder fast i at sy – men jeg er ganske enig i, at din løsning er noget nemmere at gå til 🙂

      Kommentar af Ellen — 19. marts 2019 @ 18:11

  4. Forslag til skilt ved vejen: Her arbejdes. God fornøjelse med alle projekterne.

    Kommentar af Jørgen — 19. marts 2019 @ 19:19

    • Tak – vi glæder os til det hele bliver færdigt.

      Kommentar af Ellen — 19. marts 2019 @ 19:42

  5. Det kan jeg godt forstå at du glæder dig over. Glæder mig til at se det færdige resultat 🙂

    Kommentar af Lene — 19. marts 2019 @ 19:26

    • Uhh, det gør vi også, Lene 🙂

      Kommentar af Ellen — 19. marts 2019 @ 19:42

  6. Foldegardin YES! Hvad man dog kan opleve! Der er (især små) folk, der kigger ind ad vinduer! Yh.
    Foldegardin ser også pænt ud. Min toiletrude er forresten af en underlig rillet slags, som jeg *ikke* har set andre steder, og den forvrænger så meget, at man ikke kan se andet end lys og farver, ikke former, heldigvis. Alligevel har jeg oplevet småfolk som syntes det var spændende. Gisp, G-fri-mig-vel!

    Jeg glæder mig til at se mere til højbed og krydderurter, når vi kommer hen i vækstsæsonen. 🙂

    Kommentar af Donald — 19. marts 2019 @ 20:46

    • Haha, de har ikke så mange hæmninger, de små – til gengæld er jeg også mere ligeglad med, om de skulle få mig at se, når jeg sidder … i hvert fald til de er oppe i en vis alder; dvs. ikke over 4-5 år.

      Kommentar af Ellen — 20. marts 2019 @ 9:03

  7. Matteret glas ville måske give lidt mindre lys end almindeligt vinduesglas, dog findes der mange forskellige “mønstre” i glas, der både forhindrer ind- og udsyn og virker som linser, der faktisk forstærker lyset. Et foldegardin vil derimod altid tage lys. Jeg ved godt, hvad jeg ville foretrække, ikke mindst fordi jeg nogle gange har temmelig travlt, når jeg skal på toilet. Har ligesom ikke rigtig tid “to lower the Roman blinds” – if you catch my drift.

    Kommentar af Henny Stewart — 19. marts 2019 @ 21:48

    • Jeg kan godt se dit problem, men det ville kun være nødvendigt med nedrullede gardiner, hvis vi har gæster, og i så tilfælde har man jo bare gardinet nede hele tiden. Man skal nok se vores badeværelse for at forstå det helt, men er er ikke direkte indkig, det er kun hvis man standser op og nærmest anstrenger sig for at se ind, fordi der er en brusenichevæg, der tager det meste af ‘indsigten’. Det er ham John, der er lidt sart 🙂

      Kommentar af Ellen — 20. marts 2019 @ 9:07

  8. Det bliver jo helt perfekt.
    Jeg er enig med John; jeg holder også af en følelse af privatliv ved toiletbesøg. Uanset om naboerne kan kigge med eller ej, så er det mere fornemmelsen, især når det bliver mørkt og man tænder lyset indenfor. Jeg er ‘modsat exhibitionist’, eller mere mundret, ret blufærdig 😉
    En syhaj som du får nok ikke problemer med et foldegardin 👍🏻

    Kommentar af fiberfryd — 20. marts 2019 @ 9:09

    • Det er skam heller ikke fordi jeg nyder at udstille mine mere private ærinder, men det er ikke muligt at kigge ind, medmindre man går lige forbi vinduet. Vi skal nok sørge for at have det rullet ned, når vi får gæster. Om sommeren 😉
      Jeg håber det viser sig at være problemløst at sy.

      Kommentar af Ellen — 20. marts 2019 @ 9:33

      • Haha, det kan godt se ud som om jeg indirekte kalder dig exhibitionist, men DET var altså ikke meningen 🤪

        Kommentar af fiberfryd — 20. marts 2019 @ 10:03

        • Det troede jeg skam heller ikke, at du gjorde – så godt kender vi vist hinanden efterhånden 🙂

          Kommentar af Ellen — 20. marts 2019 @ 11:28

  9. Det er altid rart at få tingene lavet, som man vil ha’ dem, og når man så tilmed har pålidelige håndværkere …
    Herlig undersættelse, og nu må du hygge dig med at slå dine og Johns folder.

    Kommentar af Eric — 20. marts 2019 @ 10:02

    • Så kan man ikke forlange ret meget mere, vel?
      Jeg skal gøre hvad jeg kan for at slå dem pænt!

      Kommentar af Ellen — 20. marts 2019 @ 11:26


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.