Hos Mommer

10. februar 2019

Så skal det jo blive dyrt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:17
Tags:

For et halvt år siden, midt i august, havde Søren (Johns bror) en alvorlig ulykke med en stige. Den skred for ham, mens han var ved at male sit hus. Han kom på hospitalet, og de kunne konstatere, at hans hæl var brækket; faktisk næsten knust, således at foden ikke længere var fæstnet på benet via knogler.
I starten sagde de, at det ville tage mindst 10 uger, inden han var i orden igen. Han var indlagt i godt en uge, men blev så sendt hjem i en rullestol. Der kom med det samme en hjemmehjælp flere gange om dagen, så han kunne komme i seng – og op igen næste morgen. Han blev fint hjulpet med alt, men de fik alt for sørgeligt ret i det med de 10 uger. Han blev fragtet frem og tilbage til kontrol i en ambulance.
Han har været indlagt i flere omgange … det var begyndt at gro sammen, men på en måde, der var helt forkert, så de lagde stålplader og søm ind, men såret ville ikke hele, og der gik koldbrand i det, så han måtte ligge med en pumpe, der hele tiden fjernede pus og væske fra såromgivelserne. De tog stålpladerne og sømmene ud igen. Der blev ved med at gå noget galt – altså ikke menneskelige fejl, men med helingsprocessen; Køge Sygehus (som har heddet RASK (Roskilde Amts Sygehus Køge)) har behandlet ham fint nok – så vidt vi ved – Søren har i hvert fald ingen klager, andet end over varigheden. Han glæder sig til at kunne komme udenfor en dør igen.
Nu – efter et halvt år, er han langt om længe i stand til det. Han og John har været henne og besøge deres søster, som i mellemtiden har fået konstateret Parkinsons syge. Det er i det hele taget den rene elendighed med de tre søskende … først Johns blodprop, så Sørens ben og nu søsterens Parkinsons. Især er det synd for Søster, for Parkinsons kan ikke helbredes.
I dag er Søren ude for anden gang. John har hentet ham, for nu har han fået støvle på og må støtte en lille smule på benet. Ikke for meget; han skal gå med krykker, men en lille smule er okay.
Det tog godt nok lang tid at komme dertil. Jeg har set billeder af hans sår, men det er ikke for sarte sjæle!

P1020275

Så er støvlen, han har på nu, mere børnevenlig at udstille.
Sådan nogle er engangsstøvler. Det forbavser mig en del. Den første han fik, brugte han bare en lille time, for han skulle kun have den på under hjemtransporten, og derefter skulle han smide den ud! Dette er hans tredje støvle, og den skal også smides ud.
Så skal omkostningerne til sundhedsvæsenet da blive høje, for den kan ikke være billig, sådan en, med pumpesystem til luft ind og ud og det hele, men der er formentlig en forklaring … jeg kunne bare godt lide at kende den forklaring.
Er der mon en læser, der kan hjælpe med det? Den rører jo ikke engang ved hans hud, men er det måske fordi den ikke kan steriliseres, at den skal kasseres efter brug?

Reklamer

29 kommentarer

  1. Det er sandsynligvis det med den manglende mulighed for at sterilisere, der er på spil. Da jeg var indlagt, blev jeg nogle få gange hejset ud af min seng. Jeg skulle sidde på et specielt slags “sejl” af noget nylonstof, og det blev også smidt væk, da jeg ikke skulle bruge det mere. Jeg fik at vide, at prisen lå i omegnen af 3000 kr. Det, syntes jeg, var noget hysterisk, da jeg jo ikke havde udspyet nogen form for kropsvæsker på det. Jeg kan i princippet ikke forstå, hvorfor de ikke smider lænestolene ud efter brug også. De kan jo heller ikke steriliseres. Eller hvad med madrasserne? De kan vel heller ikke steriliseres?

    Kommentar af Henny Stewart — 10. februar 2019 @ 17:40

    • Det virker altså som om der er nogen, der tænker en del anderledes end vi gør, sådan rent økonomisk – og hvor går grænsen, som du lidt indirekte kommer ind på?
      Der er meget, vi ikke forstår …

      Kommentar af Ellen — 10. februar 2019 @ 21:48

  2. Av for den – sikke en omgang!!

    Kommentar af Maude // skøreliv.dk — 10. februar 2019 @ 18:28

    • Den har været sej!

      Kommentar af Ellen — 10. februar 2019 @ 21:48

  3. Her har vi undret os over det samme. Både mor og Mads har ået skinner til hænder og sko til fødder. Den ene skinne de prøvede på mor, blev bare smidt ud, for den var brugt og kunne så ikke bruges til andre, og hun havde hverken sår eller rifter. Nogen får alt og mere til, mens jeg, som du ved, hverken kunne få krykker, hælsko eller skinne på en brækket fod. Krykker er også engangs. I hvert fald både dem Allan og Mads har fået udleveret.
    Sikke en omgang, Søren er rendt ind i. Hils fra os, hvis han stadig er hos jer.

    Kommentar af Pigen fra landet — 10. februar 2019 @ 19:29

    • Det hænger altså mildt sagt ikke særlig godt sammen, må jeg give dig ret i. Jeg ved ikke, om Sørens krykker også skal smides ud, når han er færdig med at bruge dem.men hvis det er tilfældet, så kan jeg kun ryste på hovedet!
      John er ved at køre ham hjem, men tak alligevel for hilsen 🙂

      Kommentar af Ellen — 10. februar 2019 @ 21:51

  4. Jeg ved desværre intet, som kan forklare, men jeg kan i det mindste udtrykke min medfølelse. Det er sgu hårdt, det de må igennem af det ene og andet. Jeg fornemmer John, stoisk i baggrunden.

    Kommentar af Eric — 10. februar 2019 @ 20:23

    • Tak for medfølelse – de er lidt hårdt ramt, må man sige, og ja, det er John, der har overskuddet, trods alt.

      Kommentar af Ellen — 10. februar 2019 @ 21:54

  5. Ingen forklaring kan gives herfra. Der er sikkert en grund. Jeg håber blot ikke den lyder: sådan har vi altid gjort.
    Grunden til jeg skriver dette er bemærkningen om at lænestole ikke desinficeres. Det kan jo antyde en ikke nødvendigvis logisk forklaring, og det bliver spændende at høre hvad den er.
    Sårbarhed kan vi ikke se bort fra, og det er ikke til at vide hvem, hvordan og hvornår den viser sig. Langvarige processer er ikke sjove og jeg håber det kommer til at gå godt for Søren igen.

    Kommentar af Jørgen — 10. februar 2019 @ 20:43

    • Jeg ville i hvert fald gerne have en forklaring – jeg havde helt sikkert spurgt. men det er typisk Søren ikke at gøre det 🙂
      Man kan aldrig vide, hvornår og for hvem det går galt – bare være glad, så længe man selv går fri – tak for gode ønsker.

      Kommentar af Ellen — 10. februar 2019 @ 21:56

  6. Trist med ulykke og sygdomme og godt at nogle af dem ikke er livsvarige, selvom varige men er skidt nok.
    Jeg kan kun anbefale efter egen erfaring, at hvis ikke Søren allerede har frottetape – sådan noget, der vikles om ketchergreb – om krykkernes håndtage, at han får det, da de nemt glider i hænderne, så man taber krykkerne eller værre falder, fordi håndtagene nemt bliver glatte pga. sved.
    Genbrug er godt, men sålen bliver slidt (skæv) og vil du gå i en ukendts brugte sko eller sokker, der kun er vasket på 40 grader C.? Da jeg havde fornøjelsen at krykke rundt i 6 uger med en glasfiberbandage i en plastikstøvleskal, kunne jeg på den ubehagelige måde lugte mine tæer allerede efter en uge. Jeg hældte husholdningssprit ind gennem åbningen i tåen for at desinficere, hvilket ikke kan anbefales, hvis man, som jeg havde, har et åbent (gnav)sår medmindre, at man kan lide svien og brænden!
    Krykker er (eller var, da min erfaring er før strukturreformen i 07) i Kbh. hverken noget, der bare udleveredes eller var engangs. Man skrev under på, at man har fået dem udleveret og skulle forny lånet, hvis man fortsat havde brug for dem efter en vis periode og hvis de ikke blev afleveret efter endt brug, skulle man erstatte dem. Jeg synes, at det er rimeligt, at der holdes hånd i hanke med dem, da de ellers ikke bliver afleveret. Jeg erfarede, da jeg akut havde brug for krykker, fordi “mine” var glemt i fritidshuset, så var der en del kolleger og bekendte, der var leveringsdygtige, fordi “de er da meget rare at have, hvis man får brug for dem”, så de havde i tidernes morgen før den mere restriktive administration bare “glemt” at returnere efter endt brug og min omgangskreds var nok hverken værre eller bedre end folk flest, men jeg afleverede dem da på rette sted for dem som det mindste jeg kunne gøre som tak for lån😂.
    Mvh.

    Kommentar af Kristine — 10. februar 2019 @ 21:16

    • Jeg havde ikke tænkt på slitage, men jeg synes alligevel ikke, at det helt kan sammenlignes med brugt fodtøj, selv om jeg godt kan se, hvad du mener.
      Der er åbenbart sket noget på krykkefronten, jvf. Pias kommentar om, at i de tilfælde hun kender til, har været engangskrykker. Det er nok meget betegnende for tiden, at det er lettere at smide tingene væk og bruge en masse penge på nyt, fremfor at rengøre dem.
      Jeg bryder mig ikke helt om din fortælling om, at folk ikke afleverede krykkerne igen – i mine øjne er det tyveri … det glæder mig, at du afleverede dem 🙂

      Kommentar af Ellen — 10. februar 2019 @ 22:04

  7. Jeg tror det har med den manglende mulighed for at gøre dem ordentlig rene. Vi har apparaturer, hvor noget er engangs og resten kan vaskes i den vaskemaskine, vi har til alle slags apparaturdele inklusive vaskebaljer.
    Det med Hennys sejl forstår jeg ikke, vores sejl kan gøres rene og er flergangs. Lænestole er efterhånden ikke med stof mere, men noget der kan vaskes af eller også kan betrækket tages af.
    Stakkels Søren og jeg håber at hans søster får en god støtte til at finde et godt liv med Parkinson.

    Kommentar af Lene — 10. februar 2019 @ 22:51

    • Okay, det var jo også det, jeg regnede med, men for pokker, det må koste mange penge!
      Det er da underligt med Hennys sejl – der må være nogen, der har misforstået noget.
      Ja, stakkels dem. Deres søster er godt i gang med medicin, så hun har det bedre – nu kan hun støtte på benene og igen bruge højre arm. Vi var godt nok bekymrede en overgang. Det havde også sat sig på stemmen.

      Kommentar af Ellen — 11. februar 2019 @ 9:22

    • Måske har de ændret praksis, siden jeg var indlagt i ‘12. Det var på det, der dengang hed Aalborg Sygehus Syd. Er det der, du er Lene?

      Jeg kan huske, at sygeplejerskerne, der smed sejlet væk, rystede på hovedet, da de gjorde det. Man kan jo håbe, at den praksis med at smide helt ukritisk ud har været genstand for en intern evaluering!

      Jeg er med på, at man som patient ikke skal belemres med medpatienters baktusser og dårligdom, så vidt det lader sig gøre. Men hvis brug-og-smid væk ikke har nogen fornuftig grund, skal det da stoppes. Ingen har glæde af at der sjuskes med offentlige midler på den måde.

      Kommentar af Henny Stewart — 12. februar 2019 @ 14:28

  8. Det er godt nok en slem omgang, men det er dejligt at høre, at det stille og roligt går fremad. Søren må være desperat efter at få lidt luft og se andet end indersiden af et sygehus!
    Der må da være en fornuftig grund til bare at smide den slags ting ud, men umiddelbart virker det helt vanvittigt.

    Kommentar af fiberfryd — 11. februar 2019 @ 1:37

    • Den er sej, og han glæder sig mere end nogensinde før til foråret 🙂
      Hvis du læser Lenes kommentar, vil du se, at jeg gættede rigtigt, men det gør lidt ondt at forestille sig, hvor mange penge der går til alskens engangsartikler.

      Kommentar af Ellen — 11. februar 2019 @ 9:23

  9. “Ham og John”….. 🙂

    Kommentar af Karen Margrethe — 11. februar 2019 @ 10:12

    • Ups 😉

      Kommentar af Ellen — 11. februar 2019 @ 11:02

  10. Hvor trist I er så ramt af sygdom i familien. Vi har selv haft Parkinson tæt inde på livet i min familie. 😟

    Kommentar af Pollyanna — 11. februar 2019 @ 10:27

    • Det er ikke særlig sjovt, nej. Og du ved jo så, hvordan det er med Parkinsons …

      Kommentar af Ellen — 11. februar 2019 @ 11:03

  11. Stakkels Søren – det lyder da frygteligt, hvad han er igennem. Men nu lader det endelig til, at han bliver rask igen. Og man må virkelig spørge sig selv, om sådan en støvle behøver at være en engangsstøvle.

    Kommentar af Madame — 11. februar 2019 @ 10:30

    • Det har virkelig været sejt for ham, med humøret i bund indimellem, men nu kan han se lyset.
      Ja, ikke sandt? Det må i hvert fald være dyrt.

      Kommentar af Ellen — 11. februar 2019 @ 11:04

  12. Puha den stakkels Søren. De er hårdt ramt de 3 søskende.

    Kommentar af Kisser — 11. februar 2019 @ 13:16

    • Næh … 2018 var ikke et godt år for nogen af dem.

      Kommentar af Ellen — 11. februar 2019 @ 13:28

  13. Der er svært når sygdom kommer og så alle søskende og ikke nogle lette ting. Min søster fik Parkinsons syge for et år siden og puha det er svært også at stå på sidelinien. Syntes går så stærkt med at sygdommen bliver være men er jo nok ikke ens for alle.
    Nej vi skal være glade og nyde livet når vi kan.

    Kommentar af Jonna — 11. februar 2019 @ 18:20

    • Det er altid svært at stå og bare kunne se på. Mon ikke der er forskellige forløb? Det hjalp i hvert fald Søster at blive rigtigt medicineret.
      Ja, vi skal nyde det. Ingen ved, hvornår og af hvad man bliver ramt.

      Kommentar af Ellen — 11. februar 2019 @ 18:43

  14. Det er en barsk omgang Søren har været udsat for. Det er 12 år siden, jeg sluttede på arbejde og meget har ændret sig, men vi havde en portør, der stort set kun arbejdede med at rengøre hjælpemidler. Stokke, rollatorer, kørestole osv. Jeg husker ikke, hvordan det var med skinner og støvler, men de var jo ofte tilpasset hver enkelt. Da jeg selv for to år siden havde en knæskade, der betød, jeg i tre måneder var udstyret med en jackskinne direkte på benet døgnet rundt, skulle den også kasseres efter brug. Det blev jeg overrasket over. Kunne de ikke bruge den, eller sende den videre?, spurgte jeg på Viborg Sygehus den dag, jeg blev befriet for den. Men nej. Jeg skulle tage den med mig. Siden har jeg fundet ud af, at nogle bandagistfirmaer tager imod brugte skinner og hjælpemidler, som de sender videre. Jeg bliver nu mindet om, at jeg endnu ikke har fået afleveret min skinne til det bandagistfirma i Aarhus, som jeg fandt via google. De sender det til Sierre Leone, hvor det brugte materiale bliver ombygget og tilpasset andre. Jeg undrer mig over, vi ikke kan genbruge den slags her i landet.

    Kommentar af Betty — 11. februar 2019 @ 22:36

    • Det er en virkelig god ide at sende den slags brugte ting til fx Afrika, men der er desværre ikke rigtig nogen til at finansiere det. Johns nevø forsøgte engang at skaffe sponsorer til den slags, men det var så svært, at han måtte opgive. Det glæder mig at høre, at der åbenbart er nogle, der har påtaget sig den opgave.
      Jeg undrer mig også. Jeg kan til nød forstå, hvis den har været godt brugt i lang tid og dermed slidt, men at den, Søren havde haft på en time, skulle smides ud, synes jeg altså er forargeligt. Det burde være muligt/tilladt for personalet at gradbøje de regler.

      Kommentar af Ellen — 12. februar 2019 @ 11:30


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.