Hos Mommer

5. februar 2019

Du skal altså helst sige rigtige tal

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:44
Tags:

Vores Meny har fået en ny medarbejder – en kvinde et sted i fyrrerne. Dette bare for at sige, at det ikke nødvendigvis altid er “de unge”.

Hun ekspederede mig, da jeg i dag skulle hente et par pakker, og følgende ordveksling udspandt sig:

– Jeg skal hente to pakker fra PostNord.
– Må jeg bede om de sidste fire cifre i pakkenummeret.
– Ja – det er ni fire syv to.
… Hun skrev nummeret ned …
– Altså fireoghalvfemstooghalvfjerds?
– Ehhh, ja …
– Du skal altså helst sige det som rigtige tal.
– Hvad var der forkert med de tal, jeg sagde først?
– Vi skal altså tænke for meget, når man siger dem på den måde du gjorde.
… Ellen var mundlam i et par sekunder …
– Nåda, okay, det går sandelig ikke. Det dur ikke, at man skal til at tænke.

Hun fik det andet pakkenummer i form af rigtige tal, og hun skrev det ned uden problemer.
Det er ikke alt, man skal forstå.

Reklamer

26 kommentarer »

  1. Det går sandelig ikke at tænke! Hvad er “rigtige” tal? Hvad med 3 i anden, 2 i anden, primtallet syv og så to? Men okay, man skal også tænke på ekspedienten, som måske er overbebyrdet og (fortsæt selv) …

    Kommentar af Eric — 5. februar 2019 @ 20:41 | Svar

    • Haha, hvis jeg havde sagt tallene som du foreslog, var hun da faldet besvimet om 😀
      Jeg fortsætter … med at undre mig …

      Kommentar af Ellen — 5. februar 2019 @ 21:31 | Svar

  2. Ha, jeg forstår dog hende. Sygehusets interne nummer er de sidste fem cifre af telefonnummeret, feks 97660000, som er hovednummeret, her skal jeg trykke 60000. Vores nummer er 62281, her siger jeg 6 22 81, og jeg kan slet ikke forstå det inde i mit hoved hvis folk siger 62 281. Så jeg skal virkelig tænke mig om, når jeg får et telefonnummer af nogen 🙂 Det var meget nemmere, hvis de sagde det som jeg gjorde 😉

    Kommentar af Lene — 5. februar 2019 @ 21:42 | Svar

    • Når du forklarer det sådan, kan jeg godt forstå, hvad du mener, og jeg siger også telefonnumre som Ditte skriver herunder, men men når hun nu står med en pen i hånden og er parat til at skrive nummeret ned, forstår jeg ikke, at det er sværere at opfatte 9-4-7-2 end 94-72 – tværtimod, faktisk 🙂

      Kommentar af Ellen — 6. februar 2019 @ 09:09 | Svar

  3. Det ‘rigtige’ tal må da være nitusindefirehundredetooghalvfjers 😂
    Men, som Lene skriver, hun har sikkert et system i hovedet, som går aldeles i udu, når en Ellen insisterer på at sige de sidste fire cifre hver for sig (som hun jo egentlig bad om).
    Jeg tror nu også, at jeg siger pakketallene i par, (ligesom jeg gør med ottecifrede telefonnumre) når jeg henter pakker. Dem har en del af os så rigeligt af, med al den internethandel … tsk, tsk, tsk 😉

    Kommentar af fiberfryd — 6. februar 2019 @ 00:48 | Svar

    • Det har du da ret i – og ja, det var vel egentlig min måde, hun reelt bad om 🙂
      Og ja igen, vi har så rigeligt med pakker, så jeg kan nok lige så godt først som sidst lære at sige dem som par. Ingen af de andre menyansatte har dog haft problemer med mig … 😉

      Kommentar af Ellen — 6. februar 2019 @ 09:12 | Svar

  4. Mon ikke dette har noget at gøre med opmærksomhedens spændvidde, og jeg vil tro at folk der ikke er udstyret med en god sådan en vil have lettere ved at opfatte og fastholde 2 enheder end 4 – også selv om tallene skal nedskrives. Hertil kommer vane som beskrives i kommentarerne. Jeg siger altid tallene to og to ved pakkeudlevering, og jeg har endnu ikke set nogen skrive dem ned. Det eneste telefonnummer jeg ikke har i 4 enheder, er min mors, som jeg stadig husker. Det er i tre enheder: 2 3 3 cifre, og det havde vist noget at gøre med automatiseringen af centralen og nummerændringen dengang. I 99% af gangene husker jeg de 6 cifre i NemId i grupper af to ved en gennemlæsning. Det ville jeg næppe kunne hvis jeg skulle fastholde dem som enkeltcifre. Jeg har i øvrigt undret mig over at netop den måde at fastholde cifrene på volder ganske mange mennesker besvær.

    Kommentar af Jørgen — 6. februar 2019 @ 09:26 | Svar

    • Det var en god forklaring – og en interessant kommentar, fordi du ligefrem har erfaring med hvordan vi bedst husker tal.
      Til gengæld kan jeg supplere det med NemId: Der bruger man ultrakorttidshukommelsen, som netop er til at huske den slags (og telefon- og lignende numre) i de få sekunder man har brug for det. Det læste jeg engang en interessant artikel om.
      Jeg husker også det med automatiseringen. Mine forældre havde Havdrup 269 og centralen fik på et tidspunkt et trecifret nummer, og de seks cifre ‘afleverede’ vi til folk i form af 2.x 3. Den startede i øvrigt som halvautomatiseret: Man ringede ud via centraldamen, men man ringede ind via et nummer – så vidt jeg husker … er det også sådan du husker det?

      Kommentar af Ellen — 6. februar 2019 @ 10:02 | Svar

      • Det har sikkert været på samme måde som du beskriver det. Men ændringen kom vist først efter jeg var flyttet. Først ringedes til 710 og derefter fik man 116, eller hvordan det nu var. Herfra stammer givetvis de to 3-cifrede tal. Ved fuldautomatiseringen kom der 56 foran – derfor 2 3 3 cifre. Men forresten var der også en periode med 01 og 02 osv. Jeg tror 02 var Sjælland – København, men jeg er nu ganske usikker på erindringen. Måske skulle jeg finde lidt om telefonvæsenets udvikling.

        Kommentar af Jørgen — 7. februar 2019 @ 19:42 | Svar

        • Jeg tror 01 var København og 02 var resten af Sjælland – næh, havde vi ikke 03 i Havdrup? Det er længe siden … vi må google lidt 🙂

          Kommentar af Ellen — 7. februar 2019 @ 20:55 | Svar

  5. Jo, altså hvis man kan indrette verden sådan, at den automatisk indretter sig efter ens handicap, så har man jo vundet en del. Hende her er åbenbart også lykkedes med at overbevise sig selv om, at hendes måde at opfatte tingene på, er den “rigtige”. Det er jo så uendeligt meget nemmere end at tage sig lidt sammen.

    Kommentar af Henny Stewart — 6. februar 2019 @ 13:03 | Svar

    • Du har tit nogle skønne kommentarer, Henny, og dette er en af dem, men hvor har du ret 😀

      Kommentar af Ellen — 6. februar 2019 @ 13:56 | Svar

  6. 😀

    Kommentar af conny — 6. februar 2019 @ 15:04 | Svar

  7. Det var sjovt at læse – nogen har svært ved tal 🙂 Hos os skal vi aflevere mobiltelefonen, for at den unge kvinde kan finde en pakke. Hun er talblind, siger hun 🙂 Og så tænker jeg på den unge fyr i DR’s pladesamling, der alene ud fra et tal fx 298.741 kunne sige, hvad der var indspillet på den …

    Kommentar af Madame — 7. februar 2019 @ 07:34 | Svar

    • Det havde været smart at aflevere mobiltelefonen, men det har de måske fået at vide, at de ikke må bede om.
      Imponerende med den fyr! Var han autist, eller var han bare supergod til at huske talforbindelser?

      Kommentar af Ellen — 7. februar 2019 @ 11:03 | Svar

      • Ja, den unge fyr er autist. Det er Valomanden, hvis du har set udsendelsen om ham i tv.

        Kommentar af Madame — 7. februar 2019 @ 11:09 | Svar

        • Åh – jeg tænkte faktisk på netop Valomanden, men troede af en eller anden mærkelig grund alligevel ikke, at det var ham – og jo, jeg så udsendelsen med ham; den var ret fascinerende.

          Kommentar af Ellen — 7. februar 2019 @ 14:12 | Svar

  8. Jeg morede mig meget over den lille anekdote. Tænkte på, om hun var ny i jobbet? Hun skriver jo tallene ned osv. Men så ved lidt eftertanke: har man ikke selv en (lille) rem af huden?…hva’ mæ’ alle de små tal, man skal huske til daglig, tal i visse passwords, fx. Og telefonnumre som nævnt i andres kommentarer. Jeg husker dem let, når de er “rigtige” – men bliver slemt forvirret, hvis de præsenteres i en anden rækkefølge. Sådan er det jo, når man er et vanedyr.

    Kommentar af Mads Madsen — 7. februar 2019 @ 10:27 | Svar

    • Hun var en ny medarbejder, men jeg kender naturligvis ikke hendes baggrund.
      Og så må jeg jo lettere rødmende erkende, at jo, jeg har da også en rem af huden, fordi jeg også inde i mig selv har “den rigtige” måde at sige forskellige tal på. Forskellen er dog, at jeg aldrig ville bede om at få tallene gentaget på min måde, men i stedet lave dem om inde i mit hoved. Men rent faktisk var det bemærkningen om, at “vi skal tænke for meget..”, der fik hændelsen til at fange mig så meget, at jeg måtte skrive om den 🙂

      Kommentar af Ellen — 7. februar 2019 @ 11:09 | Svar

  9. Selvfølgelig kan man ikke lade være med at grine! Det er en skæg historie. Men du får mig til at tænke på den islandske pige, som var bagefter i matematik, og jeg, der var årsvikar hovedsageligt med musik, men også med nogle tysk-timer og en hjælpeklasse i et eller andet fag, jeg skulle hjælpe hende. Det ville jeg hellere end gerne. Det var svært for mig at se, hvorfor hun havde svært ved at regne, hun var klog og kunne sagtens regne. Men så gik det op for mig at der var en tøven, når hun skulle sige tal – og jeg fandt ud af at prøve treti-1 treti-2 osv. Jeg tro vi prøvede på svensk, men jeg er ikke sikker. Jeg tænker ofte på skolebørn i Frankrig, som slås med firsinde-tyve-13 når de skal sige 93, – quatre vingt treize eller 97: quatre-vingt-dix-sept.

    Jeg fandt ud af at hendes forældre var døve, og vi øvede at sige tal, og hun fik selvtillid. Gad vide om hun kan huske det.

    Kommentar af Donald — 7. februar 2019 @ 14:04 | Svar

    • Sikke en sød historie, Donald – jeg er sikker på, at hun kan huske dig. Hun har da også haft alle odds imod sig, så det var godt, at du fandt en vej ind til hendes talforståelse.

      Kommentar af Ellen — 7. februar 2019 @ 14:13 | Svar

  10. Jeg benytter forskellige problemløsningsstrategier. Hvis jeg skal skrive et dikteret tal ned, så foretrækker jeg det altid ciffer for ciffer, så det passer med skriveretningen. Ellers afhænger det af, hvad det er for et tal, jeg siger eller skal opfatte. Hvis tallet er et enkelt eksemplar af et begreb som f.eks. et cpr.nr., foretrækker jeg dag, måned og år efterfulgt af fire enkelte cifre og tlf.nr./postnummer er fire/to par af tocifrede tal. PIN-koder husker jeg nu som fire cifre, fordi jeg altid taster dem. Da jeg huskede PIN-koden til dankortet som to par af to cifre, gik det ofte galt og nogle gange resulterede det i, at hæveautomaten beholdt mit kort pga. tre fejlagtige forsøg.
    Mvh.

    Kommentar af Kristine — 7. februar 2019 @ 15:16 | Svar

    • Du beskriver fint de forskellige præferencer for præsentation af forskellige slags tal – og dine ligger på linje med mine, kan jeg se 🙂

      Kommentar af Ellen — 7. februar 2019 @ 17:12 | Svar

  11. Ja, det var da grimt, hvis man skulle komme til at bruge de små grå for meget. Måske er det ikke de skarpeste knive i skuffen, der bliver ansat i pakkeudleveringen 🙂
    Et af de steder, jeg henter pakker, vil de bare have ens fornavn at vide. Jeg spekulerer på, om de virkelig ikke får hentet en forkert pakke af og til, men de slipper da for de væmmelige tal.

    Kommentar af Kirsten Kaae — 7. februar 2019 @ 17:52 | Svar

    • Nej, vi kan ikke have for meget tænken 🙂
      I vores Meny virker det som om, at alle skiftes til at lave det hele; sætte varer på plads, sidde i kassen og passe pakkebiksen.
      Jeg tror der er stor forskel på pakkeudleveringsstederne. Der, hvor jeg fik dem før (det er nu lukket, men var det, der var tættest på), insisterede han på at se billedlegitimation HVER gang, også selv om han ret hurtigt udmærket vidste hvem jeg var! Det var virkelig pedanteri. I Meny afhænger legitimationskravet af, hvem der lige har tjansen den dag. Som oftest kræver de ikke legitimation.

      Kommentar af Ellen — 7. februar 2019 @ 18:01 | Svar


RSS feed for comments on this post.

Fyr løs! Din kommentar er meget værdsat

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.