Hos Mommer

4. februar 2019

En hveps nu???

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:28
Tags: , , ,

Jeg har været i drivhuset i dag for at beskære vinen, og nu jeg var i gang med saksen alligevel, tog jeg nogle vildskud fra en hyld samt en betragtelig del af bådehustagets efeu, som snigende, men usvigeligt er ved at kravle ind under og hen over rododendronen ved gavlen.
IMG_8582Jeg nyder naturligvis altid at have en mand (på trods af, at han indimellem lever livet farligt og er tæt på få mig til at overveje et lille mord), men der er tidspunkter, hvor jeg nyder det mere end andre. Et af dem var i dag. Da han så mit omfangsrige have- og drivhusrod, sagde han, at han nok skulle samle det alt sammen op og smide det i traileren.
Jamen altså … det er bare så dejligt at have en mand, der på denne måde sørger for, at jeg primært får lov til næsten udelukkende at foretage mig det jeg synes er den sjoveste del af havearbejdet. Han rydder næsten altid op efter mig udenfor – jeg er en privilegeret kvinde, I know.

Inde igen, med en velfortjent og tiltrængt kopkaf, med ild i brændeovnen og med strikketøjet i hånden, hørte jeg en summen tæt på. En summen, der var for kraftig til at være en af de sløve fluer, der indimellem dukker frem selv ved midvinter.
Fuglefoderhus (1)Det var da heller ikke en flue, men en hveps. Det mindes jeg ikke at have oplevet i starten af februar, men jeg fik den indfanget og lukket ud i kulden i det lønlige håb, at den dør af det.
Fuglene er sultne for tiden. Selv rødhalsen, som normalt kun går nede på jorden, har fundet ud af både at sidde kort tid på jordnødderøret og at flyve som en kolibri og lige nå at snuppe en bid fra glasset med jordnøddesmør og melorme, mens den efter bedste (og den er ikke særlig god) evne står stille i luften. 
Spurve og mejser flyver bare ind i Eva Solo-kuglen og sidder og æder løs, indtil de bliver jaget væk af den næste i køen. Fordelen ved denne store udgave af glaskuglen er – størrelsen. De små fugle kan ikke komme til at smide det ud, de i første omgang sorterer væk, så det forbliver inde og dermed ikke bliver potentiel rotteføde. 
Rottefængeren så helst, at vi slet ikke fodrede fuglene, men vi mener selv at have fundet en måde, så der bliver så lidt spild som muligt, og vi har da heller ikke (7-9-13, bank under bordet) set rotter hverken forrige, sidste eller i denne vinter. Det er et kedeligt dilemma: Vi nyder at fodre fuglene, men hader rotter af et godt hjerte.

Reklamer

12 kommentarer

  1. Uhhh.. Vi hader også rotter. Og har haft en meget lang pause med foder. Er startet langsomt op med de foderautomater der, næsten, ikke spildes fra. Den smule, der ryger ud bliver snupper af solsorte, bogfinke og andre jordstrygere.
    Erik har sat et stykke spæk fast på en tyk hasselgren. Mejserne hakker løs på det. Og en solsort legede colibri *fløj over, et hak og ned*… gentag *-* 😊
    Ingen hveps, men myrerne er begyndt at kravler rundt i udestuen.
    Havearbejde er kun på tankeniveau! Imponerende at læse om dit engagement. Godt teamwork.

    Kommentar af Anne — 4. februar 2019 @ 16:40

    • Jeg tror ikke jeg kender nogen, der holder af rotter!
      Det er en god ide – jeg skal da også prøve med et stykke spæk – og sikre mig, at det ikke kan falde ned.
      Det er det perfekte teamwork, set fra min side 😉

      Kommentar af Ellen — 4. februar 2019 @ 19:16

  2. Nej, hvepse i februar er ikke hverdagskost, men nogen skal jo overleve, hvis arten ikke skal uddø!

    Kommentar af Eric — 4. februar 2019 @ 18:45

    • Sandt nok (kun dronningerne overvintrer; alle andre dør), men jeg troede, de gemte sig godt og grundigt, så ikke de blev udsat for frost.

      Kommentar af Ellen — 4. februar 2019 @ 19:18

  3. Hvepsene kan overvintre i brændestakken. Du har nok fået en med ind. Heldigvis er de meget søvnige på denne tid af året.

    Kommentar af Lone Nielse — 4. februar 2019 @ 21:05

    • Uhh. Det tænkte jeg ikke på, men det har du da sikkert ret i.

      Kommentar af Ellen — 4. februar 2019 @ 22:06

  4. Vi har af og til haft en overvintrende hveps indedøre, og på et eller andet tidspunkt rører den så meget på sig, at den må lade livet. Ellers ved jeg egentlig ikke hvor de overvintrer. Det handler om at finde dem hurtigt når de lægger an til et bo, så det ikke bliver bøvlet med for mange hvepse i sommerens løb.
    I har da ellers gang i naturen.

    Kommentar af Jørgen — 4. februar 2019 @ 21:09

    • De skal i hvert fald ikke bryde sig om at begynde at etablere sig!
      I Sverige nåede jeg at fjerne mange nystartede hvepseboer, men endnu her jeg ikke fundet nogen herhjemme.

      Kommentar af Ellen — 4. februar 2019 @ 22:08

  5. Fint at få sådan en hvepsedronning væk. Den burde ikke kunne tåle pludselig nedkøling fra stuetemperatur til omkring 0.

    Kommentar af natural2222 — 5. februar 2019 @ 6:03

    • Det håber jeg heller ikke, den kan.

      Kommentar af Ellen — 5. februar 2019 @ 10:08

  6. Sidste sommer opdagede jeg et meget aktivt hvepsebo i tagudhænget lige ved min yderdør. Døren står åben hele sommeren, og jeg gik og arbejdede på terrassen et par meter derfra. Det fantastiske sommervejr gjorde mig måske nok mildere stemt end ellers, så efter at have konfereret med en biavler besluttede jeg at lade boet være, indtil det begyndte at irritere. Og tænk sig, det gjorde det aldrig! Indflyvende hvepse fandt åbenbart selv ud; ingen nærgående summere forstyrrede mit arbejde. De generede heller ikke frugt- og bærplukning. Vi levede i fredelig sameksistens indtil efteråret kom, og hvepsene døde ud.

    Kommentar af Berit — 5. februar 2019 @ 9:20

    • Respekt,Berit! Det er jeg ikke helt sikker på, at jeg ville have haft nerver til 🙂
      Vi havde engang et bo med monsterhvepsene (stor gedehams) ved hoveddøren i vores svenske hus, Vi benyttede bagdøren hele den sommer, for vi kunne ikke komme til at gøre noget ved boet. De var temmelig aggressive, syntes vi.

      Kommentar af Ellen — 5. februar 2019 @ 10:11


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.