Hos Mommer

16. december 2018

Julen er skudt i gang

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:47
Tags: ,

Årets første julefrokost løb af stabelen i dag. Måske var det i virkeligheden den sidste, for vi holder jo en i august … faktisk er jeg ikke helt klar over, om det er den forrige eller den følgende jul, vi holder der …
I hvert fald holdt vi den for bare os tre søstre med børn og børnebørn. De to andres børn og børnebørn, for mine kan desværre yderst sjældent deltage, og således også i år – men det var som sædvanligt smadderhyggeligt alligevel, selvom det er lidt ærgerligt, at vi manglede mine fire englændere. Den skulle vist helst også have været holdt lidt tættere på julen, men fordi vi er ovre hos samme englændere hele julen, blev det altså i dag.
Malle og Anders lagde hus til. De har lige købt et nyt, gammelt hus, som de flyttede ind i for bare en måneds tid siden, men det var totalt indflytningsklart, og de ville naturligvis gerne vise det frem til familien.
John og jeg er ellers en anelse fornærmede: De har slået vores Stråtækte med tre år! Vores er fra 1780, mens deres er fra 1777.
Og så har de oven i købet den kæmpestore have, jeg gerne ville have haft – men det skal retfærdigvis siges, at det vidste jeg ikke, at jeg ville, da vi købte vores hus – det er kommet til senere, at jeg er glad for at have have.
Og de skal have høns … jeg er helt misundelig, men man kan ikke få alt. Vi rejser også alt for meget til at have høns. Siger John.

P1030794

Julefrokost med én øl til deling. Fars Jul fra Refsvindinge … tre liter øl, så det var lidt af en flaske. Annemarie klarede udskænkningen perfekt uden at spilde en dråbe.
Og der var da også flere øl til dem der ville have det, men der var mange chauffører, så det var ikke så galt endda – man kan ane Johns Nordic, som man godt kan tillade sig at drikke mere end én af, selv om man kører, og snapsen var det kun mine to søstre, der tog af. Jeg var godt nok ikke chauffør, men fordi jeg foretrækker vin fremfor øl, syntes jeg ikke lige, at der skulle snaps til fruen her.

Jeg har som bekendt afholdt strikkekurser for begyndere for mine to yngste niecer.
De ønsker nu et kursus for let øvede, og da de syntes det kunne være hyggeligt, hvis de var to på holdet denne gang, aftalte vi, at de kommer lige inden nytår, så vi kan nå det, inden vi skal på en stor rejse i januar.
Det bliver da SÅ hyggeligt.
Jeg havde en masse strikkede sokker, futter, pandebånd, halstørklæder og huer (og nogle af de syede toiletpunge) med i håbet om, at der kunne findes afsætning for det.
Det kunne der. Alle tog en eller flere ting; jeg havde næsten ingenting med hjem igen, så det blev ikke meget til Røde Kors i denne omgang, men jeg synes det er skønt, at alle, unge som ældre, godt gider gå med mosters hjemmestrikkede.
Det har hulet lidt ud i alt det plantefarvede garn at strikke alle disse ting – jeg har strikket 11,5 kilo garn op i år, så jeg har overhovedet ikke dårlig samvittighed over at have købt over 20 kilo garn. Det skal nok blive brugt.

Reklamer

27 kommentarer

  1. Din familie er da heldige når de sådan frit kan vælge hjemmestrikkede lækkerier 🙂

    Kommentar af Lene — 17. december 2018 @ 10:03

    • De sætter i hvert fald stor pris på tingene, og så er der da noget ved at strikke alt det 🙂

      Kommentar af Ellen — 17. december 2018 @ 11:37

  2. Det er flot, at du har fået strikket af så meget garn. Jeg havde mine tanker om lagerproblemer, da du viste bundt efter bundt hen over sommer/efterår.
    Det er rart, at det gamle hus får unge mennesker at tage vare om.

    Der findes sjældent håndværkernavne på de som dengang byggede; men måske er det oldebørn af de som byggede vores stuehus i 1703.
    -Og på den måde blev er en hilsen fra eftermiddagsdrillenissen også 🙂 .

    Kommentar af natural2222 — 17. december 2018 @ 17:04

    • Jeg har heldigvis et rum, som er helt mit eget, så lagerplads er ikke noget problem.
      Det ved man aldrig, hvem der har bygget, men vi synes det er så dejligt, at de unge allerede bare elsker deres gamle hus.
      Når du er drillenissen, er det i orden, Farmer 🙂

      Kommentar af Ellen — 17. december 2018 @ 19:32

  3. Stor rejse – hvad, hvad? Fortæl!!🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 17. december 2018 @ 18:19

    • 14 dages krydstogt fra Santiago i Chile syd om Sydamerika (rundt om Kap Horn) og op igen langs den østlige kyst, hvor vi slutter i Buenos Aires, Argentina.
      Det bliver ret fedt, bortset fra den 15 timer lange flyvetur til Santiago.

      Kommentar af Ellen — 17. december 2018 @ 19:34

      • Weeee, hvor spændende!! Det bliver sjovt at læse om 🙂

        Kommentar af Fruen i Midten — 17. december 2018 @ 22:41

        • Det bliver i hvert fald spændende at opleve, men nu må vi se, om jeg kan komme på nettet dernede … det er vist lidt usikkert …

          Kommentar af Ellen — 17. december 2018 @ 23:21

          • Men du kommer jo hjem igen og kan aflægge et udførligt referat. Det kan du da godt love allerede nu 😉😊

            Kommentar af Fruen i Midten — 18. december 2018 @ 06:12

            • Jeg vil jo nok ikke kunne dy mig for at skrive om det 😉

              Kommentar af Ellen — 18. december 2018 @ 07:46

  4. Sikke en hyggelig julekomsammen I har haft.
    Det er sjovt, at du først så relativt sent har opdaget, at du gerne vil have have 🙂 I er heldige, du og niecerne, at I kan holde strikkekursus sammen. Til glæde for jer alle.

    Kommentar af Betty — 17. december 2018 @ 19:33

    • Jeg er sikker på, at det skyldes mine lange arbejdsdage. Havearbejde var bare en sur pligt. Nu er det sjovt, fordi jeg har tiden til det.
      Ja, vi skal rigtig hygge os, skal vi 🙂

      Kommentar af Ellen — 17. december 2018 @ 19:35

  5. Ikke dårligt. Det hele.

    Kommentar af Jørgen — 17. december 2018 @ 21:07

    • Nej, vel? Det er rart.

      Kommentar af Ellen — 17. december 2018 @ 21:15

  6. Hvor er det skønt at dine niecer vil have endnu et strikkekursus hos dig. Lige så skønt er det når der er afsætning for både strik og patchwork 🙂
    Hyggeligt med én øl til hele familien.

    Kommentar af Kisser — 18. december 2018 @ 07:03

    • Ja, det er så fint … alle tre ting 😉

      Kommentar af Ellen — 18. december 2018 @ 07:47

  7. Hvor er det hyggeligt, at du har fået nye strikkere i familien. Især når de er så motiverede for at lære mere og måske gå dig i bedene med hjemmestrikkede lækkerier til familie og venner.
    Jeg fandt Malle på instagram, efter dit julefrokostbillede og fik smugkikket lidt på det fine hus og haven. Det ser så godt ud!

    Kommentar af fiberfryd — 18. december 2018 @ 08:24

    • Det er SÅ hyggeligt – og det med strik til andre skal nok komme. Lige nu er det strik til sig selv eller til en lille niece eller nevø, men det er jo forståeligt nok.
      Hehe, god ide – og ja, det er et dejligt hus, de fandt sig der – lige til at flytte ind i, oven i købet.

      Kommentar af Ellen — 18. december 2018 @ 09:20

  8. Sådan havde vi en nytårsaften for længe siden, dog med 1 øl pr. mand – og det var en øl i alm. 33 cl størrelse. Ikke at jeg skal være vildt beruset, og slet ikke med børn, men lige nytårsaften kunne jeg da godt drikke 2 øl, syntes jeg …
    Sikken dejlig tur I har at se frem til! (Det burde være skrevet med grønt, for det er farven af misundelse – på den gode måde, hvis den ellers findes).
    Strik af 11,5 kg garn, det må da blive til et stort antal projekter.

    Kommentar af conny — 18. december 2018 @ 12:15

    • p.s.: Det skulle altså ikke lyde, som om jeg synes, at I blev underforsynet til jeres julefrokost!

      Kommentar af conny — 18. december 2018 @ 12:17

      • Ha, det var godt nok en fedtet nytårsaften, skulle jeg mene – også selv om der er børn med i selskabet – og det lød ikke som om du syntes vi var underforsynede 🙂
        Vi glæder os også meget til turen, som sikkert bliver meget anderledes end noget vi har prøvet før.
        Det er omkring 60 projekter, som naturligvis er både større og mindre.

        Kommentar af Ellen — 18. december 2018 @ 12:38

  9. Hvor var det hyggeligt – jeg går også ind for chauffeur-øl (hvidtøl er godt!) og i det hele taget at passe lidt på. Men når man er hjemme, skulle det være godt for kranspulsårerne at man indtager snaps eller lignende, – man skal bare huske at leveren til gengæld ikke har det så godt med det, alt med måde.

    Men det var egentlig 11.5 kg. jeg ville kommentere på! Jeg er glad for de strikkede karklude, som du sendte, og jeg kan ikke forstå at du skulle have dårlig samvittighed over at strikke mere eller mindre. Det må være rart at kunne og som du skriver så er det anledning til mange hyggelige stunder også med niecerne! Det kan ikke være bedre! 🙂

    Kommentar af Donald — 18. december 2018 @ 13:08

    • Det er godt/sundt at indtage EN snaps om dagen – så går det heller ikke ud over leveren 🙂
      Det var ikke de 11,5 strikkede kilo, jeg havde dårlig samvittighed over – tværtimod, så er glorien næsten lige så tung – det var de 20 kilo indkøbt garn, som alle andre end mig selv syntes var helt enormt meget … men jeg havde faktisk ikke dårlig samvittighed, for jeg ved, at jeg strikker meget 🙂

      Kommentar af Ellen — 18. december 2018 @ 13:24

      • OK!!!

        Kommentar af Donald — 18. december 2018 @ 20:16

        • 🙂

          Kommentar af Ellen — 18. december 2018 @ 20:27

  10. Når øl (eller anden alkohol) drikkes for smagens skyld, fremfor tørst og virkning bliver sammenkomsten ofte bedst.
    Undskyld, men strikker du også i søvne eller “bare” med tykt eller dobbelt garn, for hvordan får du ellers tid til at opstrikke ca. 1 kg. garn/md., når du også bruger tid på garnfarvning og andre hobbyer?
    Du har sikkert, inden du bestilte rejsen, planlagt, hvad du skal strikke undervejs, men hvis ikke vil jeg henlede din opmærksomhed på Sanne Fjallands sweater Graphic. Jeg synes, at den originale er flot, men stribemønsteret er også meget anvendeligt til opstrik af rester (nok)😉, da det kan bruges både til barn og voksen og alle køn. Jeg har set den i flere udgaver (udover a la originalen), hvor både bundfarve og mønsterfarver er graduerede fra mørk til lys henholdsvis begge fra lys til mørk og modsat (altså den ene fra lys til mørk og den anden mørk til lys) og igen om man strikker nedefra og op eller oppefra og ned samt både med farveskift mellem mønsterstriber og midt i mønsterstriber, da den ikke kræver så meget garn ift. strikketid, fordi mønsterstrik (og endehæftning😂) og farveleg alt andet lige tager længere tid end bare derudad med så meget andet.
    Mvh.

    Kommentar af Kristine — 18. december 2018 @ 15:36

    • Ja, det gælder for alle alkoholiske drikkevarer, tror jeg 🙂
      Jeg strikker med dobbelt garn og med enkelt garn – nogle gange meget tyndt garn – og både små og store arbejder. I år er der blevet strikket ekstra meget, men gennemsnittet ligger på omkring otte kilo, så jeg strikker generelt meget – og får også tid til alt det andet. Det hjælper jo gevaldigt, at jeg ikke længere er arbejdsramt 🙂
      Det er ganske rigtigt en flot sweater, som vil være god til gradueringer, som du siger, men til sådan en rejse som vi skal på, har jeg gerne et kniplingssjal med. Det er sent at strikke, men fylder ikke ret meget.
      Jeg hæfter sjældent ender; jeg strikkehæfter. Det er både pænere og meget nemmere, synes jeg.

      Kommentar af Ellen — 18. december 2018 @ 16:45


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.