Hos Mommer

14. december 2018

Så kan vi få svar på tiltale, kan vi!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:09
Tags:

Det skal ikke handle om jul alt sammen … der skal også være plads til lidt sprogmæssige kommentarer, og opslaget jeg så forleden dag, gav inspirationen til dagens indlæg.

Når jeg bruger en vending som at få/give svar på tiltale, så mener jeg det præcist som der står i sproget.dk:

Jeg mener ikke, det betyder at få svar på det eller de spørgsmål, man har stillet en eller anden.
Det plejer at være en generation eller to under mig, der klokker rundt i udtrykkene og får ændret de go’e, gamle betydninger således, at der opstår pendulord.
Det bekymrer mig derfor en smule, at fejlen i dette tilfælde stammer fra Faglige Seniorers Kommunegruppe i Vordingborg, idet jeg går ud fra, at de ikke har sat en eller andens barnebarn til at forfatte skrivelsen.

20181213_112652

Kan I læse det? Det er, pga. en snavset rude, beklageligvis ikke verdens bedste billede, men der står bl.a. således: Vi har inviteret lokale politikere samt en landspolitiker, der vil gi’ dig svar på tiltale om fremtiden og trafikken i kommunen.
Den formulering forudsætter, at spørgsmålstillerne har været mere eller mindre flabede eller ubehøvlede og at politikerne svarer igen på tilsvarende ubehagelige måde.
Jeg er forholdsvis sikker på, at det ikke er det, de faglige seniorer mente.
Husk i øvrigt, at man stiller spørgsmål, men man sætter spørgsmålstegn. Der er forskel, og jeg undrer mig ofte over, hvor folk stiller de spørgsmålstegn henne …

Svar på tiltale-misforståelsen er måske parallel med vendingen der er lagt i kakkelovnen… men det blev grundigt diskuteret her på bloggen i august sidste år, så det vil jeg ikke komme nærmere ind på nu.

Jeg undrer mig i øvrigt over, at sørgeligt mange skriver jer og jeres med stort begyndelsesbogstav, men af en eller anden grund godt er klar over, at du, dig og dine skrives med lille begyndelsesbogstav. Hvor er logikken lige blevet af i den tankegang? Jeg har hørt nogle hævde, at det skal med stort, fordi det er høfligt, hvilket ikke holder, for hvorfor skal man så kun være høflig over for jer, men ikke for dig?
I, De og Deres skrives med stort, fordi i, de og deres er noget andet. Ganske enkelt … men jeg havde en hel del diskussioner med kolleger om det, dengang jeg var arbejdsramt og læste korrektur på deres skriverier.  
Ovenstående med jer/jeres plus tilstede (som skal være til stede – ses næsten altid i et referat), manglende nutids-r og ikke mindst de utallige forkerte apostroffer udgjorde nok over 90 % af fejlene, når jeg fik tekster til korrekturlæsning.
Akkeja, det var dengang. Det er ved at være længe siden.

Reklamer

18 kommentarer

  1. Jeg er ganske enig med dig – og der er god grund til at råbe vagt i gevær uagtet udviklingen af den sproglige afvikling ikke er af nyere dato.
    Det kan da ellers tænkes, at de gode vordingborgere (eller hvad borgere i Vordingborg måtte kaldes) kan finde på at stille sådanne spørgsmål om Lindholm, at der vil blive givet svar på tiltale. Det havde dog været fint, hvis en eller anden korrekturlæser havde besværet sig over formuleringen.
    Det er ganske rimeligt at lade brænde falde ned over sprogsjuskerne og det man ikke lægger i kakkelovnen til dem, kan man jo lade ligge i den.

    Kommentar af Jørgen — 14. december 2018 @ 15:37

    • Det er desværre bare sådan, at man nærmest skal være officielt udnævnt til at være korrekturlæser for ikke at blive upopulær. Jeg har prøvet det et par gange, og folk bliver meget, meget fornærmede, så en ‘medsenior’ ville måske ikke turde blande sig i dette tilfælde.
      Hehe, jeg har endnu til gode at høre om en anden betydning end den oprindelige af “nu falder der brænde ned” – men tak for påmindelsen; jeg havde helt glemt udtrykket, som jo ville have været passende at nævne i indlægget.

      Kommentar af Ellen — 14. december 2018 @ 18:45

  2. Jeg sidder bare og småfniser over dit herlige indlæg – jamen, du har da så evig ret!

    Kommentar af Fru Moll — 14. december 2018 @ 19:14

    • Hehe, Fru Moll – jeg synes det er herligt, at du synes det er herligt 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. december 2018 @ 22:58

  3. En journalist skrev om en person, at denne havde været lang i mælet – og klar i spyttet? spurgte jeg ham

    Kommentar af Elsebeth — 15. december 2018 @ 00:06

    • Og han forstod sikkert ikke spørgsmålet, for der er mange, der bytter om på de to ting.

      Kommentar af Ellen — 15. december 2018 @ 13:34

  4. Min egen holdning til denne type fejl afgøres af, om Faglige Seniorers Kommunegruppe i Vordingborg er en frivillig gruppe af ældre mennesker eller en organisation med lønnede medarbejdere.
    Er arbejdet gjort frivilligt og ulønnet bør man nøjes med, inde i sig selv eller på sin blog, at trække lidt på smilebåndet og glædes over, at der, trods alt, stadig er nogen som ikke stikker op for bollemælk.

    Set fra den positive side kan teksten vel læses sådan, at her er ikke tale om et møde planlagt af en levebrøds-kværulant fra en forening med lønnet direktion og sekretariat, men en gruppe borgere, der måske ikke sad øverst i klassen; men bare har fået nok af at vente på bussen.

    De med uddannelse, veludviklet sprogbrug og en jobfortid med pensionsordning i den bedre ende af skalaen venter jo ikke på bussen, men køber en bil ekstra 🙂
    (-Og det var så slut på morgennissedrillerierne for i dag. “Hav en fortsat god dag”, som bagerjomfruen (Med 3 børn fra 2 ægteskaber) sagde, dag jeg i forgårs forlod butikken med 2 trøste-wienerbasser efter at have vinket farvel til slutafregning for et helt læs juletræer.)

    Kommentar af natural2222 — 15. december 2018 @ 05:50

    • Det er helt okay, Farmer – du driller på den go’e måde 🙂
      Og i øvrigt har du jo ret: Det er de professionelle sprogbrugere, vi harcelerer over, når de alligevel ikke er professionelle, men jeg kunne altså ikke lade være med at undre mig over, at en ældre person – sikker sprogbruger eller ej – har misforstået den talemåde.
      Tak – og jeg fornemmer, at du har det som mig mht. ‘fortsat’ i den forbindelse og ville ønske, at de kunne nøjes med at ønske en god dag. Det er de fleste heldigvis gået over til … der er nok for mange, der har brokket sig over ‘fortsat’. 🙂

      Kommentar af Ellen — 15. december 2018 @ 13:48

      • Bestemt er det sært, at ældre fjumrer rundt i den talemåde.
        Nu køber jeg sjældent ind, så jeg har ikke bemærket, at `fortsat` er på glædelig retræte.

        Kommentar af natural2222 — 15. december 2018 @ 17:36

        • Det er det heldigvis – det er faktisk temmelig længe siden, jeg har hørt nogen sige det.

          Kommentar af Ellen — 15. december 2018 @ 19:21

  5. Jeg elsker at læse din blog og har fulgt dig et par år.
    Er en årgang 1941. Jeg startede i skole som 6-årig. Inden mit skrivehæfte blev afleveret til lærerinden, blev jeg set efter i sømmene af min farfar, som var overlærer på skolen. Måske nogen også kan få udtrykket ” se efter i sømmene” galt i halsen?☺

    Kommentar af Gitte — 15. december 2018 @ 08:57

    • Tak for de pæne ord, Gitte, og velkommen i kommentatorgruppen 🙂
      Ha – ja, der skal da nok være dem, der går ud og leder efter et eller andet blandt sømmene i værktøjskassen 🙂

      Kommentar af Ellen — 15. december 2018 @ 13:50

  6. Det er altid så underholdende, når du er ude at svinge sprogpisken 🙂
    Og jeg er så enig med dig.

    Kommentar af Betty — 15. december 2018 @ 14:27

    • Hehe, tak for ordene, Betty 🙂

      Kommentar af Ellen — 15. december 2018 @ 19:21

  7. Åh ja, hvor har du ret! Og jeg begriber ikke, at selv mange ældre tror, at ‘jer’ skal skrives med stort.
    En ven af mig er medejer af et firma, der sender nyhedsbreve ud med mange sproglige fejl. Det har han påtalt over den person, der sender nyhedsbrevene ud, men det endte med, at den ansvarlige blev rasende.

    Kommentar af Madame — 15. december 2018 @ 14:57

    • Nej?! Hvor får de dog den fikse ide fra?
      Jeg har, til min undren, også oplevet, at folk bliver dødeligt fornærmede, når man retter deres sproglige vildfarelser. Selvfølgelig kan ingen af os vel lide at blive rettet, men når det er noget, der går ud, som fx nyhedsbrevene, du nævner, må man da virkelig bare tage kritikken til sig og få rettet de fejl.
      Og i øvrigt, hvis han er medejer, har han så absolut både ret og pligt til at påtale fejlene!

      Kommentar af Ellen — 15. december 2018 @ 19:25

  8. Kort sagt: JA! Svar på tiltale betyder et skrapt svar på noget man siger (eller spørger om).
    Den sætning om trafikmøde i Vordingborg skurrer i den grad i mine ører.

    Kommentar af Donald — 16. december 2018 @ 13:43

    • Det kan nemlig slet ikke betyde andet, så ja, det skurrer gevaldigt i ørerne, når der står som der står.

      Kommentar af Ellen — 16. december 2018 @ 20:28


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.