Altså, de der vejrudsigter …

Turen herop gik smertefrit og aldeles som planlagt. Hvad der til gengæld ikke er gået helt efter planen, er vejret, for det er overskyet, selv om YR lovede sol fra en skyfri himmel. Guiden sagde, at man aldrig skulle bruge YR, men DMI, hvilket er stik modsat erfaringerne fra Danmark.
I Kangerlussuaq har man 300 solskinsdage og kun 125 mm nedbør om året – vi har bare ikke set solen endnu, men DMI lover, at den snart kommer. Guiden har også – meget modigt af ham, synes jeg – lovet, at vi nok skal få nordlys at se, inden vi tager hjem igen. Jeg håber virkelig, at han har ret!

Inde på indlandsisen skinner solen, og guiden har lovet, at den kører vi imod i aften for at se på nordlys. Man kan på billedet godt fornemme, at der er sol et sted derude, og man kan ane de flotte blågrønne farver. I eftermiddag går turen til Russelgletsjeren, så formiddagen skal bare gå.
Kangerlussuaq huser 500 sjæle, og selv om den via lufthavnen er porten til Grønland, så kan selv den mest entusiastiske ikke kalde det for en driftig by.
I lufthavnen mødte vi guiden, som sagde, at vi bare skulle gå udenfor, så ville vores kufferter komme om små 10 minutter.
Den skulle jeg lige have igen: Sagde han virkelig, at vi skulle gå udenfor? Det gjorde han, så det gjorde vi, og ganske rigtigt kom vores bagage da også efter kort tid. De er ved at lave nyt bagagebånd, så al bagagehåndtering er manuel lige nu. Det er simpelthen den mindste internationale lufthavn, jeg har oplevet. Man går ud og ind som på en busstation i en mindre provinsby derhjemme. Bag gate 1 er indenrigs, og bag gate 2 ligger securityområdet, som jo skal være der, men det ser ikke ud som om det bliver taget specielt højtideligt heroppe. Her er nok også alt for koldt for terrorister …

I går var vi på tundraen – her er permafrost fra 1½ meters dybde, så husene står på pæle, som man dog ikke kan se, for ikke at sætte sig eller flytte sig. Energiforsyningen til byen sker via dieselgeneratorer, og fordi vi tilligemed bor klos op ad lufthavnen, er det så som så med den der rene, grønlandske luft. Den er der dog, så snart vi bevæger os uden for byen.
Her så vi moskusoksen, som ikke er en okse, men et får. Det giver da også mening, når man ser nærmere på den, men den klovn, der i sin tid navngav dyret til at skulle hedde moskusokse, giver jeg ikke så meget for.
Jeg var desværre ikke tæt nok på till at kunne plukke lidt uld fra den. Havde jeg kunnet det, ville det nærmest have kunnet betale hele rejsen – det koster 1000 kroner for 100 gram, men det er også det lækreste, fineste og blødeste uld, man overhovedet kan forestille sig – man tror næsten ikke sine egne hænder, når man mærker på det.

Maden er en positiv overraskelse og klart bedre end forventet. Vi bliver hver aften kørt til Roklubben og får et måltid varm mad i gourmetklasse, så vi glæder os ret meget til buffeten søndag aften, hvor der bl.a. vil blive serveret moskusokse i flere varianter.

I Kangerlussuaq (som udtales ganger’slussuak – jeg troede først, at guiden læspede, men der udtales et ‘s’ foran ‘-luss-‘. Grønlandsk har nogle sindssygt lange ord, og så staver de det ikke engang, som det udtales!) standser man ikke bussens motor, bare fordi man skal bruge et par timer på at spise. Den er stoppet om natten, og således er det for de fleste af de biler, man ser køre rundt i byen, hvilket selvfølgelig er medvirkende til, at her stinker af diesel hele tiden. De betaler ikke afgift heroppe, så de får brændstoffet til godt fem kroner literen.

PS: Jeg vender tilbage og bliver først ajour med jer andre, når vi er hjemme igen – datatid er vildt dyrt heroppe, så den er for mit vedkommende rationeret.