“Kan du få tiden til at slå til?” Eller “Og hvad får du så tiden til at gå med?” Eller “Savner du aldrig dit arbejde?”
Alle tre sætninger, jeg sommetider hører, når jeg møder både nye personer og nogle jeg kender (fx gamle kolleger), men ikke er decideret venner eller i familie med. Disse to grupper ved udmærket, at jeg aldrig keder mig. Jeg har nemlig slet ikke tid nok. Jeg har faktisk ALT for lidt tid, har jeg.
Tænk, jeg troede virkelig, at jeg, trods det, at jeg glædede mig meget til at jobstoppe, ville finde tiden lidt lang, bare en gang imellem. 
Det gør jeg ikke – meget tværtimod.
Okay. Hvis sandheden skal frem, er en del af årsagen måske, at jeg har skruet lidt ned for tempoet.
Men kun lidt, naturligvis. Og det er naturligvis også kun en del af årsagen.
Hvornår får jeg tid nok, mon?
Hvad jeg heller ikke forstår er hvordan jeg dengang overhovedet havde tid til at arbejde – og oven i købet med en hulens lang transporttid – for bortset fra plantefarvningen har jeg gang i de samme interesser og laver stort set de samme ting som jeg har gjort i mange, mange år, såsom at sylte (relativt sæsonbetonet), affodre familien, sy, strikke og læse. Jeg har dog, i modsætning til i de arbejdsramte tider, anskaffet mig en have, der skal passes. Vi holder måske også lidt mere ferie end tidligere.
Men alligevel …
Og hvad vil jeg så med dette? Jeg vil såmænd bare sige, at jeg stadig synes det er FEDT at være pensionist.
Jeg så frem til det i de sidste 10 år af mit arbejdsliv, og det var (siger det lige igenigen) ikke fordi, jeg ikke kunne lide mit arbejde og da slet ikke fordi jeg havde dårlige kolleger eller en dårlig chef, men ganske enkelt fordi der var så mange ting, jeg glædede mig voldsomt til at få mere tid til.
Og fik jeg så det? Teoretisk: masser. 70 timer hver eneste uge, hvis jeg regner transporttiden med.
Føles det sådan? Nix. For jeg mangler tid, gør jeg.
Da vi kom hjem i tirsdags, havde det søde, ældre par i nr. 1 sat en kasse pærer til os. Der var fem kilo, hvilket vi absolut ikke kunne nå at spise, så jeg måtte for første gang i mit liv ud i at forsøge mig med henkogning af pærer. Min mor henkogte tonsvis af pærer, og i de sidste små 20 år af sit liv lavede hun med ikke særlig lange mellemrum pærevælling til Charlotte. Bare nævn ordet ‘pærevælling’ til hende, og hun får et saligt glimt i øjnene – mormors pærevælling var bare det allerbedste, hun vidste, og hun elskede at komme på gården og blive forkælet med denne, for de fleste af os, underlige ret.
Nu har jeg så henkogt pærer, og jeg tager et par glas med til Jylland, når vi skal være sammen med englænderne derovre om tre uger.
Det bliver spændende om: 1) Jeg overhovedet kan finde ud af at lave pærevælling, men hvis ja til det, så 2) Er det i virkeligheden mest lyse og glade barndomsminder for C, eller smager det hende stadigvæk? 3) Vil Tim og børnene kunne lide det, eller er min skønne datter også på dette punkt temmelig enestående?
Om ikke andet, kan jeg bruge nogle af dem til at lave Pærer Belle Helene; så bliver i hvert fald John, Aubrey og Tim glade. Såmænd også Charlotte.
Det er vist en rigtig 70’er-dessert, er det ikke? Eller skal vi op i 80’erne?
Hos Mommer 
Ha! Vis dette til sådan en effektiviseringskonsulentfraseaflirer, så vil han saligt begynde at fable om målstyring, prioritering, vigtigt og haster, vigtigt og haster ikke, pausekortlægning, opgavestyring, stresshåndtering, nice to have og need to have og hvad ved jeg.
Jeg har aldrig lavet pærevælling, men det må være pærelet.
Kommentar af Eric — 30. september 2018 @ 16:23
Han kan da bare komme an, kan han! Det var ikke den slags personager, jeg så op til, og jeg vil nyde at diskutere med ham 😀
Det er vist pærelet … jeg har heller aldrig prøvet det, men det er noget med byggryn, sødmælk og selvfølgelig pærer, så det lyder simpelt …
Kommentar af Ellen — 30. september 2018 @ 16:47
Jeg tror egentlig, Pære Belle Helene er en meget ældre dessert, men den var vist vældig populær i 70erne. Ikke uden grund efter min mening. Pærer, vaniljeis og chokoladesovs er en perfekt kombination.
Jeg kan genkende rigtig mange af dine refleksioner over tiden og livet som pensionist. Der er simpelthen ikke tid til det hele. Man er nødt til at gå glip af noget mere, som Svend Brinkmann opfordrer til.
Jeg hader i øvrigt, når nogen spørger, hvad jeg får tiden til at gå med. Det er uærbødigt både over for tiden og over for mig.
Kommentar af Kirsten — 30. september 2018 @ 17:50
Nu undersøgte jeg dessertens oprindelse, og jo: Den er skabt af Escoffier i 1864.
Jeg kan ellers ikke lide Brinkmann, men her har han ret – vi er nødt til at gå glip af noget – og jeg er ganske enig i, at det faktisk er et ret flabet spørgsmål, som antyder en ide fra spørgeren om, at vedkommende forudsætter, at man er for ubegavet til at finde noget fornuftigt at foretage sig.
Kommentar af Ellen — 30. september 2018 @ 18:41
Skønt indlæg og jeg er totalt enig med dig. ❤️❤️
Kommentar af Kisser — 30. september 2018 @ 17:51
Dejligt at høre, Kisser – du har jo heldigvis også et godt pensionistliv.
Kommentar af Ellen — 30. september 2018 @ 18:41
70 timer/5 dage = 40 timer arbejde + 30 timer transport => 6 timer transport/dag. Imponerende, men jeg kan ikke helt forstå, at Havdrup -> Nordsjælland/Hørsholm (ca. 100-60 km.) tog tre timer i bil og det samme retur.
Dejligt at du har så meget at rive i, at dagens svampetur i nærheden tilsyneladende ikke har relevans.
Måske er det overflødigt og så må du undskylde, men husk et nip salt til både grød og vælling.
En “mangler kun bagning”-pæretærte (forbagt mørdej, creme af æggesnaps og reven marcipan og ingefær, hvori mange tynde både af pære lægges) i fryseren er ikke af foragte – den kan også færdigbages uden forudgående frysning😋.
Meget finthakket lidt fugtigere end “gummikonsistens”-tørret pæremos (kan fryses) blandet med marcipan og ingefær og/eller kardemomme er dejligt at blande med marcipan til julens konfekt.
“Gummikonsistens”-tørret pære (pærelæder) er så godt til (blå) ost.
Mvh.
Kommentar af Kristine — 30. september 2018 @ 19:01
Nej, okay, det var nok lettere overdrevet, men 1½-2 timer kunne det snildt tage hver vej, fordi der konstant var et eller andet større vejarbejde i gang på strækningen. Derudover var der min far, som jeg besøgte tre gange om ugen – hvilket selvfølgelig jeg gjorde gerne og frivilligt, men som ikke desto mindre slugte noget af min sparsomme fritid. Jeg var altid hjemmefra mellem 11 og 12 timer om dagen, og det var sjældent, at tiden var min egen før kl. 19-20 om aftenen.
Jeg sprang bevidst svampeturen over – jeg behøver ikke nødvendigvis at lære mere om svampe; jeg vil hellere vide, hvor de befinder sig, og det kan man indirekte se ud fra, hvor de lægger turene 😉
Tak for opskrifter/ideer, men alle pærerne er brugt nu – på nær et par stykker, som bare skal spises.
Kommentar af Ellen — 30. september 2018 @ 20:35
Jeg kan huske som barn at min far talte op ad stolper og ned ad vægge om pærevælling. Det var dog det bedste man ku få, men da mor lavede det til ham måtte han indrømme at det ikke helt stod mål med minderne. Og gud ske lov for det for det smagte afskyeligt syntes jeg. Siden har jeg ikke fået pærevælling, så jeg ved egentlig ikke om jeg ville kunne lide det i dag. Og lige som du fatter jeg heller ikke hvordan jeg nogensinde har haft tid til at gå på arbejde. Godt nok går man lidt ned i tempo, men hold nu op hvor opgaverne står i kø. Men jeg tænker det må være positivt, så har man ikke tid til at kede sig og sidde og blive gammel 🙂 Rigtig god aften til jer begge.
Kommentar af Kirsten Jensen — 30. september 2018 @ 19:21
Det bliver godt nok spændende med den pærevælling … hvis det overhovedet kan lade sig gøre; se Pias kommentar herunder.
Jeg tror, at vi – heldigvis – er mange, der har det på den måde, og ja, det er da så absolut positivt, at vi ikke sidder og triller tommelfingre 🙂
Tak, i lige måde, Kirsten.
Kommentar af Ellen — 30. september 2018 @ 20:37
Jeg vil næsten vove den påstand, at du ikke kan lave pærevælling, som din mor gjorde det, for man har de sidste, snart mange år, ikke kunne købe de rigtige byggryn nogen som helst steder i Danmark. Vi har ledt overalt fra Gedser til Skagen. Vi kan nemlig godt lide pærevælling, og jeg laver det også af de byggryn man kan skaffe i dag, men det er altså ikke helt det samme.
Jeg bryder mig til gengæld ikke om nogen former for pærer til dessert, så dem må Allan spise alene, ellers koger jeg dem til mos og lægger i fryseren og laver pærekage, som man laver gammeldags æblekage, eller putter dem i kager, men pærer er allerbedst, når de spises fra træet, før de modnes. Vi har haft så mange pærer og æbler i år.
Kommentar af Pigen fra landet — 30. september 2018 @ 20:26
For pokker da – den hurdle var jeg ikke lige klar over. Hvad er mon forskellen på ‘de rigtige’ byggryn og dem, vi kan få i dag? Ved du det?
Jeg kan godt huske, at du foretrækker hårde og umodne pærer – vi spiser dem helst først, når de er bløde og saftige, så smager de af meget mere – synes vi altså – men smag og behag er da heldigvis meget forskellig 🙂
Det er heeelt vildt mange æbler og pærer i år!
Kommentar af Ellen — 30. september 2018 @ 20:42
Sandt. Byggryn er begrænsningen. Sidst fandt jeg dem i Polen. Jeg holder nemlig meget af byggrød. Mange hestefolk har er valse, så det bedste er nok at købe afskallet byg og selv give det en tur i valsen. En valse er det tætteste man kan komme på en grynmølle.
Ellers er der Kristian Økolog på Midtfyn, som måske har den rette kvalitet. Han laver desværre kun økologiske varer; men en enkelt gang kan det vel spises uden helbredsmæssige konsekvenser.
Han har byggryn til 28,-/kg.
http://www.kragegaarden.dk/sider/bestilminus.html
Kommentar af natural2222 — 1. oktober 2018 @ 4:10
Åh hvor jeg dog elske den kommentar om konsekvensen af at spise økologisk gryn, den kunne være kommet fra min landmand 😉
Kommentar af Lene — 1. oktober 2018 @ 7:00
Hehe, jeg kan godt lide din tilgang til økologi, Farmer – selv om jeg ikke er helt enig med dig 🙂
Tak for link – jeg har selv surfet lidt rundt og har fundet flere forskellige producenter, men det er svært at vide, hvad eller hvor jeg skal købe, når jeg ikke præcist ved, hvad forskellen er på de gamle dages byggryn og dem, man kan købe nu.
Kommentar af Ellen — 1. oktober 2018 @ 11:51
Skærtofte Mølle har også valsede byggryn i sortimentet. Coop forhandler det.
Mvh.
Kommentar af Kristine — 1. oktober 2018 @ 11:47
De ‘rigtige’ gryn var finvalsede byggryn. Dem man kan få i dag, er noget grovere, og der er flere forskellige slags på markedet. Det er ikke dem alle, der er lige gode, og det kan være svært at finde ud af hvad der er bedst. Når jeg står med posen foran mig, kan jeg bedre afgøre det. Faktisk har jeg lige hørt at nogle butikker har fpet lidt hjem, men de bliver revet væk.
Kommentar af Pigen fra landet — 1. oktober 2018 @ 16:09
Okay, tak. Jeg vil prøve at vurdere, hvorvidt de er grov- eller finvalsede, men det er svært for mig – og det er jo helt umuligt, hvis man køber over nettet 🙂
Kommentar af Ellen — 1. oktober 2018 @ 19:52
Jeg kender kun ordet “pærevælling” i betydningen roderi. Var slet ikke klar over, at det var noget, man kunne skovle indenbords. Når jeg tænker lidt nærmere over det, tror jeg faktisk ikke, jeg har lyst til at prøve det. Men hver sin lyst for sine penge! 🙂
Kommentar af Henny Stewart — 30. september 2018 @ 20:46
Det er også oprindelig en lolland-falstersk ret, som fynboerne har taget til sig og nu kalder deres egen; det er nok derfor du ikke kender retten.
Det er heller ikke rigtig noget for mig, men hvad gør man ikke for sit barn? 😉
Kommentar af Ellen — 30. september 2018 @ 20:52
Så spændende med den pærevælling 🙂 Jeg kender den heller ikke som ret. Den fandtes ikke i Thy min barndom. Men jeg kender ordet som udtryk for noget roderi.
Det er et godt godt indlæg om pensionisttiden. Jeg genkender mig selv 🙂
Kommentar af Betty — 30. september 2018 @ 21:28
Den er åbenbart helt specifik lollandsk/fynsk, den ret, men betydningen med roderiet kender vist de fleste 🙂
Dejligt, at du kan genkende dig selv!
Kommentar af Ellen — 1. oktober 2018 @ 11:52
Jeg må prøve at lave pærevælling en dag. Det er godt nok længe siden, at jeg sidst smagte retten, som måske nok er fra Sydhavsøerne; men som var meget anvendt i det fynske i min barndom.
Dengang havet bandt og landjorden skilte var der rigtig meget samfærdsel mellem øerne, så det er nok svært at skelne mellem egnsretter fra Lolland-Falster og egnsretter fra Fyn.
Det har været én pærevælling det hele 🙂 .
Kommentar af natural2222 — 1. oktober 2018 @ 4:17
Ja, det har nok været én stor gang pærevælling 🙂
Du er altså nødt til lige at afprøve Kristian Økologs byggryn og melde, om de har smagen fra gamle dage!
Kommentar af Ellen — 1. oktober 2018 @ 11:53
Godt at tiden slår til, sådan da. Alt med madlavning, bagning og syltning er nærmest ved at uddø ved mig og når jeg endelig prøver, er det som om jeg har mistet taget 🙂 Og her frygter jeg den tid, hvor jeg ikke skal arbejde som sygeplejerske, så jeg lader som om den er meget langt væk. Men jeg tror at jeg gør som Betty og min mor, melder mig til teologi for lægmand, så jeg kan få lov til at studere. Kunne jeg få lov til at tage en kandidatgrad som pensionist, så var det nok det, jeg allerhelst ville. Men jeg ville jo ikke have noget at bruge den til.
Kommentar af Lene — 1. oktober 2018 @ 7:05
Jeg griber mig selv i at synes, det er synd for dig, at du ikke glæder dig til at jobstoppe, men det kan jeg jo ikke tillade mig, for det forudsætter, at jeg mener, du skal stoppe under samme betingelser som mig, og sådan er det jo ikke.
Jeg er lidt ambivalent mht. kandidatgrader “bare fordi jeg kan/har lyst” – på den ene side er det flot, at du orker, og på den anden side skulle du jo nødig snuppe pladsen fra en ung, der så ikke får sit ønskestudie. Kan du følge mig?
Kommentar af Ellen — 1. oktober 2018 @ 11:57
Jeg kan sagtens følge dig, det er egentlig også derfor jeg skrev som jeg gjorde. For jeg skal ikke have en kandidatudd. når den ikke kan bruges til noget. Den skulle jeg have taget, da jeg blev færdig med diplomudd, men der kunne afdelingen ikke undvære mig 🙂
Du skal nu ikke have ondt af mig, jeg elsker at arbejde og en skønne dag ved jeg at nu er det tid. Det kan jeg se for andre. Inde i mit hoved har jeg enten 65 eller 67 som skærelinjen, det samme har min ældste lillesøster, som er lægesekretær. Vi får se, det kan blive så surt at vi ikke orker at blive så længe. Og jeg er jo gift med en, som heller ikke har lyst til at stoppe, så vi får se 🙂
Kommentar af Lene — 1. oktober 2018 @ 17:06
Ja, tiden vil vise det. Jeg håber bare virkelig for dig, at det bliver helt frivilligt og at du virkelig ønsker, at nu skal det være. Det er aldrig optimalt at blive tvunget til at stoppe, ikke under nogen omstændigheder, og heller ikke selv om forskellen i tid måske kun skal tælles i måneder 🙂
Kommentar af Ellen — 1. oktober 2018 @ 19:55
Har aldrig fået pærevælling, men tror nu mest, at det skyldes mangel på pærer i min barndomshave. Til gengæld fik vi byggrød, og ligesom Farmer ælskede jeg det – især med rødgrød oven på. Men nu skal jeg åbenbart forbi Kristian Økolog på Fyn for at genoplive den ret.
Det er mangel på pli at spørge pensionister, om de kan få tiden til at gå. Synes jeg. Det kan de fleste jo, og de få, der ikke kan (min far kan ikke), har næppe meget lyst til at svare ærligt …
Kommentar af Fruen i Midten — 1. oktober 2018 @ 10:00
Vi fik også byggrød, men jeg kunne, så vidt jeg husker, bedst lide det som bygvandgrød – og alligevel var det ikke ligefrem min yndlingsret, selv om det ganske rigtigt hjalp lidt på det med en eller anden form for frugt/marmelade ovenpå 🙂
Ja, det er lidt mangel på pli, især hvis de mener spørgsmålet alvorligt og ikke stiller det med et skævt grin.
Hvorfor er det altid mænd, man hører ikke kan få tiden til at slå til?
Kommentar af Ellen — 1. oktober 2018 @ 12:00
Ellen, du svarer her “Hvorfor er det altid mænd, man hører ikke kan få tiden til at slå til?” Når man ikke kan få noget til at ‘slå til’, er det, fordi man ikke har tilstrækkeligt af det! “Han kan ikke få pengene til at slå til!” Han har ikke penge nok. Det er det modsatte af, hvad Fruen i Midten skriver, bl.a. om sin far.
Det er min erfaring, at det ofte er forretningsmænd, for hvem ‘livet’ har været deres virksomhed, og som derfor ikke ved, hvad de skal fylde tiden ud med som pensionister. Jeg kender én, der siger, at han ikke ved, hvad han så skal ‘lave’ – derfor bliver han ved med at lave det, han hele tiden har lavet …
Kommentar af Elsebeth — 2. oktober 2018 @ 15:35
Det har du da ret i! Det gik vist lidt for hurtigt 🙂
Jeg synes, det er lidt af hvert, så at sige, mht. til beskæftigelsen i arbejdslivet – lige fra ufaglærte over de selvstændige til akademikerne, der frygter pensionisttilværelsen. Min teori er, at mænd ikke sysler i så stort omfang som kvinder; de tager ikke lige et strikketøj frem, men har interesser (hvis nogen overhovedet), der er lidt vanskeligere tilgængelige. Der er jo ikke så mange, der samler på mønter eller frimærker mere.
Kommentar af Ellen — 2. oktober 2018 @ 15:43
1. Sov en time mindre om natten. Det giver 365 timer til gøremål, som ellers må springes over.
2. Pærevælling som min mor lavede den var en formidabel spise.
Kommentar af Jørgen — 1. oktober 2018 @ 20:35
Det tør jeg ikke … da jeg arbejdede og havde alt for få timer i døgnet til egen disposition, sov jeg for lidt og følte mig derfor sjældent helt udhvilet. Jeg har en (fiks?) ide om, at det var en medvirkende faktor til, at jeg fik kræft. Det vil aldrig blive hverken be- eller afkræftet, men jeg vil ikke risikere noget og lader min krop helt selv bestemme, hvor meget søvn den har brug for, hvilket er mellem syv og otte timer i døgnet.
Så du kunne også lide det! Har du fået pærevælling i dit voksenliv?
Kommentar af Ellen — 1. oktober 2018 @ 20:52
Nej, jeg har deværre ikke fået – og ej heller selv lavet – pærevælling i mit voksenliv. Jeg kunne som barn lide alle slags mælkemad og vandgrød.
Kommentar af Jørgen — 2. oktober 2018 @ 14:08
Så må du da hellere begynde at lave det – det skulle være så sundt, siger de kloge 🙂
Kommentar af Ellen — 2. oktober 2018 @ 15:31
Ja, sådan har jeg det også – er der overhovedet nok tid? Derfor siger jeg ikke “nå nu er vinteren nok snart overstået” og den slags – næhæ! jeg nyder hvert sekund af både regn, sne, torden og – måske lidt mere – solskin og milde vinde!
Jeg har også hørt kræftforskere sige at ældre mennesker, som sover grundigt, har færre kræfttilfælde end andre – men for det enkelte menneske er den slags statistikker jo ikke en garanti for noget, blot en rettesnor.
Tænk at pærevælling faktisk eksisterer! ?!
Kommentar af Donald — 1. oktober 2018 @ 21:17
Det vidste du slet ikke? Altså at pærevælling var en rigtig ret? Men okay, du har nok ikke så mange lollandske eller fynske aner 🙂
Mon ikke vi, som har været ramt af slemme sygdomme, ser på både livet og vejret, som du beskriver her? Det tror jeg – tingene bliver sat lidt i relief.
Statistik kan ikke bruges til så meget, men ikke desto mindre er det interessant, og det bekræfter indirekte min påstand.
Kommentar af Ellen — 2. oktober 2018 @ 15:34