Hos Mommer

13. september 2018

Mosters strikkeskole – igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:03
Tags: , ,

For små to år siden var det Malle, der sad her i sofaen i næsten et par døgn for at lære de mest basale strikketeknikker. Hun gik derefter på med krum hals og har siden klaret strikningen fint – hun sparede ikke på udfordringer til sig selv. Hun var en lærenem elev, og sådan en til har jeg lige haft boende i et par dage.
Annemarie, som er Malles kusine og min yngste niece (det var hende, der var med i England), har, lige siden hun hørte om strikkekurset i Den Stråtækte, også ønsket sig at lære at strikke, og nu kunne det blive. Hun ankom i går formiddags, og vi kastede os fluks over oplæringen.
Jeg havde, lige som til Malle, syet en strikketaske og havde lagt et strikkepindesæt i, plus andre livsvigtige, basase nødvendigheder, når man er strikker: En hæklenål, en saks, en nål med stump ende, markører, centimetermål, pindestørrelsemåler samt et par andre småting, plus bogen Nem strik på store pinde. Det er løsthængende bluser/sweaters lige i Annemaries stil, så hun glæder sig til at komme i gang.

Annemarie på strikkekursus

Hvor er det nemt at være lærer, når det med det samme bliver forstået, hvad der bliver sagt. Og hvis ikke, så spørge med det samme, så man ikke kommer hjem og alligevel ikke har fattet en brik.
Okay – jeg lærte hende at strikke ret, mens vi var i England sammen, og som lektier til i går havde hun lovet at strikke den tofarvede karklud færdig, hun begyndte på derovre, således at vi kunne starte med at lære at lukke masker af. Det var rigtig godt, for hun kom derfor med en god bund, så at sige; havde styr på teknikken, så vi kunne kaste os over at lære at strikke vrangmasker uden det hele krampede sammen på hende, fordi det var uvante bevægelser. 
Annemarie lærte stort set det hele i løbet af dagen i går, så nu kan hun strikke retriller, glatstrikning, 2-2-rib og 1-1-rib, tage masker både ud og ind, strikke knaphuller og sy et færdigt arbejde sammen. Hun er med andre ord moden til selvstændige arbejder allerede.
Med sig hjem har hun to arbejder i gang: Et gæstehåndklæde og en karklud. Derudover har hun fået garn til et par af Miss Lemons babyfutter, som hun så mig lave et par af, mens hun var her. Annemarie blev nemlig moster, mens vi var i England, så hun vil gerne overraske sin søster med et par af de søde futter til den lille, nye Adam.
Det er rigtig ved at komme på mode igen at strikke. Hele fire af Annemaries bedste veninder strikker – det kan jeg kun glæde mig over.
Jeg fik aldrig lov til at lære Charlotte at strikke. Hun har villet sy tøj – og har også gjort det – siden hun var 11 år.

Reklamer

18 kommentarer

  1. Hvor er det godt med sådan en moster! ❤️

    Kommentar af Maude // skøreliv.dk — 13. september 2018 @ 19:00

    • Hehe, ja, det håber jeg da også, at Annemarie og Malle synes 🙂

      Kommentar af Ellen — 13. september 2018 @ 20:00

  2. Hvornår skal udvidet strikkeskole så afholdes? (Tofarvet) patentstrikning, vendepinde, vævestrik, snoninger osv. må vel være det næste og med den læringskurve, så er det nok snart.😉
    Måske kan novicen finde inspiration i Hjertegarns seneste “trend”-opskrifthæfte (nr. 183) med designs af Lærke Bagger eller Oh Lands designs for Sandnes Garn.
    Dejligt er det, når man kan give strikkeriet videre. Selv har jeg oplevet, at interessen først opstår i primo-/medio-20’erne, for indtil da er ønsket om både unik strik og kontemplation endnu ikke er fremherskende.
    Mvh.

    Kommentar af Kristine — 13. september 2018 @ 19:26

    • Vi har ikke sat nogen dato – måske kan de to kusiner komme på en gang – det bliver bare dobbelt hyggeligt … ingen af dem er dog vist nået til at synes, at sådan noget som tofarvet patent er pænt eller spændende, men norske mønstre kunne de måske godt være interesseret i, så at strikke med to farver bliver der nok et lille kursus i engang.
      Det er nemlig dejligt, når man kan give stafetten videre til den næste generation, og det er nok kun naturligt, at man lige skal have rendt de vildeste ungdomsår af sig, inden den interesse opstår.

      Kommentar af Ellen — 13. september 2018 @ 20:05

  3. Hvor er de heldige at få en så fin oplæring – med udstyr oven i købet! De kan kun blive hooked😉

    Kommentar af LeneTT — 13. september 2018 @ 21:17

    • Det håber jeg, at de bliver … jeg synes det er dejligt, at de så hurtigt fanger det og strikker pænt jævnt. Det motiverer dem til at fortsætte.

      Kommentar af Ellen — 14. september 2018 @ 06:28

  4. Imponerende, så hurtigt de piger kommer i gang med at strikke. Håndelag og indsats!
    Super med sådan en start up pose. Det giver en god basis for nye projekter. Fortsat god strikkefornøjelse til jer.
    Det kunne da være rigtigt hyggeligt at have begge pigerne i gang med strik i sofaen.
    Charlottes talent lå bare et andet sted!

    Kommentar af Anne Holtegård — 13. september 2018 @ 23:05

    • Jeg er også imponeret, og det motiverer dem heldigvis til at køre på med det.
      De kommer forhåbentlig igen, de to 🙂
      Det gjorde det, og der var ingen grund til at forsøge at tvinge en kundskab igennem, når interessen ike var der.

      Kommentar af Ellen — 14. september 2018 @ 06:31

  5. Altså, dine strikkekurser, med indlagt goodiebag, er da helt fantastiske. Jeg tror på, at pigerne er motiverede, fingernemme og kvikke i opfattelsen, men jeg tror også du er en god, og ikke mindst yderst velforberedt, lærer! De er heldige …

    Kommentar af fiberfryd — 14. september 2018 @ 06:53

    • Jamen dog … tak for de søde ord, Ditte 🙂
      Jeg er jo ellers ikke en tålmodig sjæl, men det har jeg heller ikke behøvet at være til disse to piger.

      Kommentar af Ellen — 14. september 2018 @ 07:42

  6. I er da vist en heldig konstellation, du og Annemarie, så hurtigt, som I kommer ud over stepperne 🙂 Gad vide, om jeg og siden Donnaen kunne være blevet strikkere, hvis vi havde været ‘i kyndige hænder’ som Annemarie.

    Kommentar af Fruen i Midten — 14. september 2018 @ 07:42

    • Det har nok meget at sige. De fleste af os over 50 husker enten en god eller en dårlig håndarbejdslærer fra skolen, og de dårlige har næppe kunnet motivere ret meget. Jeg havde så en god mor, der også var en god pædagog, så hun kunne kompensere for en ikke inspirerende lærer.

      Kommentar af Ellen — 14. september 2018 @ 07:45

  7. Hvis jeg skulle lære at strikke, ville jeg gerne lære det hos dig.

    Kommentar af Kirsten — 14. september 2018 @ 12:58

    • Tak. Det var sødt sagt, Kirsten 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. september 2018 @ 15:23

  8. Hvor er det skønt at læse, at de unge også søger strikkeglæden.
    Du er da også en skøn moster, der udstyrer niecen med en goodie-bag 🙂

    Kommentar af Kisser — 14. september 2018 @ 14:09

    • Ja, det er skønt, ikke sandt? Det er også derfor de fortjener en goodie-bag 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. september 2018 @ 15:24

  9. Strikning passer også meget fint ind i nogle af de trends, der vinder frem lige nu. Som fx minimalisme, der jo ikke går ind får “fast fashion”. Når man strikker selv, kan det selvfølgelig godt gå hurtigt nogle gange, men man har det nu meget anderledes med en hjemmestrikket trøje end med en eller anden mere eller mindre fancy sweatshirt. Og så er det jo hyggeligt, med den rigtige lærer. 🙂

    Kommentar af Henny Stewart — 14. september 2018 @ 15:44

    • Det er måske derfor, de unge strikker … men det er fint nok, bare de kommer i gang.
      Glorien kan nemlig godt være ret stor, når man står med et færdigstrikket værk af en eller anden art, og tilfredsstillelsen er til at føle på!
      Det er smadderhyggeligt – også når man har de rigtige elever 😉

      Kommentar af Ellen — 14. september 2018 @ 16:10


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.