Hos Mommer

2. september 2018

Og pludselig er det hele overstået …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:16
Tags: ,

Så mange forberedelser, og så er det hele overstået på godt tre timer … men det var sjovt, og det gik godt, selv om der ikke var så mange deltagere, som der plejer at være; mest fordi tidspunktet var flyttet, ikke fordi de ikke gad mere – tværtimod, for de der ikke kunne komme, ærgrede sig. Havde de i hvert fald sagt …

Best vegetableTombolapræmierneEn af pokalerne

Der kom blomsterarrangementer (til Best Flower Arrangement) for børn og for voksne; der kom enkeltblomster (til Best Bloom) og der kom kurve med grønsager (til Best Vegetable). Der blev doneret mange præmier til tombolaen, hvor John senere var så heldig at vinde en boks med tre af de spændende øl, vi var ude at prøvesmage dagen før.

P1030091P1030092

Der var både hundevæddeløb og børnevæddeløb. De voksne gad ikke løbe …
De ville hellere spise Drømmekagen fra Brovst. Den er de totalt vilde med herovre. De har aldrig smagt noget lignende, hævder de … alle ville vide, hvad det var for en superlækker topping. Gad vide, om der er nogen danskere, der ikke kender en drømmekage? Den er nu også god.

P1030068P1030082

Den tredobbelte vinderMidt i det hele kom der 13 dobbeltdækkere, der skulle øve sig til en senere opvisning, så det var perfekt timet her til flowershowet. Vi har sommetider set syv dobbeltdækkere øve sig, men det var første gang der kom hele 13. De er allerede ret dygtige, så det var en fornøjelse at kigge på.

Til de to første shows fik Charlotte nogle professionelle folk til at komme og være dommere i de forskellige kategorier, men sidste år besluttede hun sig for at lave stemmesedler og i stedet lade demokratiet tale. Det syntes man var meget sjovere, så sådan blev det også i år.
Hvad ingen af os havde regnet med var, at Charlotte løb med alle tre pokaler i voksenkategorierne! Heldigvis løb hverken Anna eller Aubrey af med Children’s Best Flower Ararangement – det ville have været virkelig pinligt. Det var slemt nok i forvejen, og hun blev drillet en del med, at det bliver nemt at få indsamlet disse vandrepokaler til næste års flowershov.
Folk tog det dog pænt og grinede bare mere for hver gang Charlotte måtte op og modtage en pokal – de havde jo trods alt også selv stemt på hendes frembringelser – sæt det havde været en dommer, der havde afgjort det. Så ville alle nok have troet, at det var aftalt spil.

Da de sidste var gået omkring kl. 17:30, var vi alle godt brugt, men der skulle naturligvis ryddes en del op, før der kunne holdes fyraften. Det ord blev vi enige om at tage helt bogstaveligt, for vi kunne lige overkomme at lave en skål salat og riste nogle af deres lækre pølser på bålfadet, de har investeret i i år. Der sad vi og stenede og råhyggede til længe efter det var blevet mørkt, hvorefter der ikke gik voldsomt lang tid, før vi lå i vores senge.

P1030097P1030103

Reklamer

14 kommentarer

  1. Det er et flot arrangement og en hyggelig afslutning. Her har vi de sidste par dage også haft et helt fantastisk sommervejr med 21°
    Stemmesedler hvor flertallet bestemmer, synes jeg personligt også, er den bedste måde at finde en vinder på.

    Kommentar af Pigen fra landet — 2. september 2018 @ 21:04

    • Det er nemlig den bedste måde at finde vindere på – også selv om det blev værtinden, der rendte med det hele 🙂
      Det er dejligt med sådan en sensommer – lige tilpas temperatur til os.

      Kommentar af Ellen — 2. september 2018 @ 22:55

  2. Billede 2, Småkagerne i den grønne dåse (mellem lyserød og blå) er mine yndlings! Jeg har endnu ikke smagt de to andre varianter – men det har jeg, når jeg kommer hjem fra London i oktober.
    Mange, lange forberedelser – relativ kort afvikling; er det ikke sådan med de fleste arrangementer, lige fra familiefødselsdage til juleaften.

    Kommentar af Fru Z — 2. september 2018 @ 21:13

    • Det lyder godt, at de er så gode, for lige netop den dåse vandt John også 😀
      Du har lige været i England, og så skal du til London snart … du giver den da hele armen!
      Det er vel sådan det er, fester varer dog trods alt i mere end 3-4 timer, men jo, det er rigtigt.

      Kommentar af Ellen — 2. september 2018 @ 22:57

  3. Hvor lyder det hyggeligt og selv om der var færre deltagere lader det til stadig at være en stor succes. Så er alle forberedelserne godt investeret. Charlotte rendte måske med alle priserne, men John tog sig åbenbart af en del af præmierne?
    Jeg kan godt lide de danske islæt, i det ellers meget engelske arrangement: Udvidet demokrati med stemmesedler til alle og en god drømmekage! Ikke noget med at fedte for dommerne på Barnabymaner her 😉

    Kommentar af fiberfryd — 3. september 2018 @ 05:58

    • Det var en succes, og vejret var heldigvis med os.
      John vandt tre gange på næsten ingen lodder! Jeg vandt én gang og har selv betalt den gevinst tre gange, tror jeg 😉 … men det er jo også meningen, at tombolaen skal give overskud.
      Det er meget bedre at stemme om det, selv om det også var lidt sjovt at se de (bevidst overdrevne) forsøg på dommerbestikkelse den første gang vi var med.

      Kommentar af Ellen — 3. september 2018 @ 07:48

  4. God idé at stemme om det, og herligt når det hårde arbejde krones med succes. Der er vist støbt et solidt fundament til en tradition.

    Kommentar af Eric — 3. september 2018 @ 13:51

    • Det er helt klart allerede en tradition, som landsbyen fortsat helst ser finde sted. Det er jo også nemt at synes, når andre har alt arbejdet med det 🙂

      Kommentar af Ellen — 3. september 2018 @ 17:20

  5. Haha, jeg troede slet ikke, at arrangøren måtte deltage i konkurrencerne. Det næste bliver jo, at C bliver anklaget for stemmefusk;-) Dejligt, at det hele gik så godt, med blomster, vejr og ligefrem flyshow 🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 3. september 2018 @ 15:06

    • Jojo, det er jo anonymt, så man stemmer på et nummer og ikke et navn. Faktisk ville det være nemt at snyde, men sådan tænker man heldigvis ikke her i vores lille landsby 🙂

      Kommentar af Ellen — 3. september 2018 @ 17:24

  6. jeg ved ikke hvorfor jeg ikke måtte kommentere første gang, nu prøver jeg igen 🙂 Det lyder hyggeligt med sådan en tradition og hvor er Charlotte og Tim gode til at sætte aktiviteter i gang og til at støtte deres børn i at være aktive. Håber I får nogel flere dage i England.

    Kommentar af Lene — 3. september 2018 @ 17:22

    • Det var da underligt!
      Det er så hyggeligt, og børnene kan godt lide at være med til den slags – selv om de selvfølgelig ikke knokler hele tiden som vi andre gør, men de gør som regel hvad de bliver bedt om 🙂
      Vi rejser hjem på onsdag – og vejret et stadig godt!

      Kommentar af Ellen — 3. september 2018 @ 17:28

  7. Flot arrangement. Der er alle ingredienser til at samle folk og firbenede. Oven i købet med godt vejr og flyshow! Nu må C nyde pokalerne et helt år 😊
    Jeg tænkte også på juleaftens stemningen.. Så meget forarbejde og så er det hele pludselig overstået!
    Det er et magisk mix af dansk og engelsk kultur.
    Demokrati og kage blandet med engelsk havetradition.
    Ungerne får det hele ind under huden, mens de leger og hjælper til.
    God tur hjem…

    Kommentar af Anne Holtegård — 4. september 2018 @ 20:32

    • Et flowershow er nok mest engelsk – jeg har svært ved at forestille mig den slags afholdt i Danmark, men det er da rigtigt, at der nok er mikset en lille smule danskhed med ind i det her i landsbyen.
      Tak – og god ferie i London – I nyder nok den dejlige by lige nu 🙂

      Kommentar af Ellen — 4. september 2018 @ 22:52


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.