Hos Mommer

31. august 2018

Forberedelser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:07
Tags: , ,

Der bliver arbejdet en hel del, for der er naturligvis mange forberedelser, inden et flowershow kan løbe af stablen, og selv om John endnu ikke er så effektiv som vanligt, er vi dog tre personer flere, end de plejer at være. Charlotte synes vist også, at det går lidt nemmere i år med det hele.
Under aftensmåltidet spurgte jeg, fejlagtigt nok mest henvendt til Tim, om de er afslappede eller stressede med hensyn til i morgen.
Charlotte svarede bare: “Det skal du altså ikke spørge Tim om – han er aldrig bekymret for den slags, fordi han mangler overblikket. Det er helt andre ting, der vil kunne stresse ham.”
Da jeg så bad C om at svare på spørgsmålet, svarede hun, at hun har styr på det og ikke er stresset, fordi der langt fra mangler at blive ordnet så meget, som der plejer på nuværende tidspunkt.
Pavillonen kom på plads i går – om der skal endevæg på, besluttes i morgen; det afhænger af vindstyrken, men heldigvis bliver det højst sandsynligt tørvejr. Ekstra borde og stole er hentet i The Village Hall, og Charlotte er ved at stryge dugene, der skal bruges.
Vi har endnu ikke fået regn, mens vi har været her, og det lader til at skulle holde tørt, til vi skal hjem igen.

P1030024P1030058

Der er hængt bunting op i massevis. Det var dem, Charlotte syede for tre år siden, da de holdt det første flowershow, men de holder heldigvis godt.

P1030059P1030062P1030064

Vi har været i Pewsey for at hente øl fra det lokale mikrobryggeri. De laver både øl og cider, og da de fandt ud af, at C havde sin danske familie med, skulle vi da lige have nogle smagsprøver, “for vi er jo så gode til at brygge øl i Danmark, så vi ville sikkert kunne værdsætte deres gode øl”. Til både Johns og min forbavselse kunne selv jeg lide dem – især var den ene af de tre vi smagte meget blød og fin uden at smage af humle, som normalt er grunden til at jeg ikke bryder mig om øl, som er for bittert til mig. Desværre tilbød de os ikke at smage cideren, for den ville jeg trods alt nok bedre have kunnet lide … jeg kan ret godt lide en god cider.

P1030055P1030057 

“Vale Ale” – det er et ret genialt navn, som dels er et ordspil over – naturligvis – Pale Ale og at bryggeriet ligger i Pewsey Vale.

P1030049

Ungerne rensede og ordnede det meste af deres base camp-udstyr. De har godt nok meget efterhånden; på billedet ses kun en del af udstyret. Det ses, at de har en del litteratur om overlevelse i vildmarken og den slags ting. Det har været en dårlig sæson for campen, fordi det først var så vådt, at det hele nærmest druknede, og senere blev det så varmt, at de ikke kunne holde ud at være der, og i øvrigt måtte de ikke tænde bål i den periode, så det var alt i alt ikke så godt. Nu er det fint sensommervejr, og de kan komme i gang igen med at benytte deres fine base camp.

6 kommentarer

  1. Det er jo herligt det hele forløber planmæssigt og i god ro og ustresset orden – og at de kære børn snart kan komme til at koge mad i deres kogekar.

    Kommentar af Jørgen — 31. august 2018 @ 20:24

    • Indtil videre gør det i hvert fald … nu må vi jo så se hvordan det går i morgen …

      Kommentar af Ellen — 31. august 2018 @ 22:03

  2. Det er altid godt med ekstra hænder til sådan et stort arrangement og jeg har indtryk af, at I arbejder fint sammen. Jeg krydser fingre for, at det holder tørt!

    Kommentar af fiberfryd — 31. august 2018 @ 22:27

    • Vi arbejder rigtig godt sammen, men det skyldes måske, at rollefordelingen er meget naturlig og logisk for os alle 🙂
      Tak for kryds – det må meget gerne holde tørt!

      Kommentar af Ellen — 31. august 2018 @ 22:38

  3. Wow, så spændende og sikke et stort arbejde. Forhåbentlig holder det tørt, mens flowershow står på. Og lækker biltur i dit forrige indlæg. De to mænd har da en herlig legeplads der i garagen med alle løsdele 🙂

    Kommentar af Betty — 1. september 2018 @ 8:02

    • Det er et ret stort arbejde – jeg kan da blive helt stresset ved tanken om, at de plejer at være alene om det.
      Ja, det er en rigtig dejlig legeplads for store drenge ☺

      Kommentar af Ellen — 1. september 2018 @ 10:35


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.