Hos Mommer

21. august 2018

Han har åbenbart lavet noget, der ligner en “Uncle G”

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:03
Tags:

For et års tid siden nævnte jeg i et indlæg veteranbilen, som Tim investerede i sidste år.
Det er en Wolseley fra 1919, som han gav i mine øjne mange penge for, men for dem, der har forstand på den slags, var det noget af et kup.
Inden sommerferien deltog den i et show i Bristol, hvor den søreme vandt en af præmierne; nemlig en der hed sådan noget som Best in the class. Der var flere forskellige præmier, og Tim rendte altså med den ene.

Bilen vandt 1-præmie i Bristol

På samme show kom der en herre hen og talte længe med Tim om bilen, som han var meget interesseret i, fordi lige netop den model åbenbart er en af kun fem (kendte) eksemplarer i verden – og det eneste i England. Hvad den mand ikke vidste, er ikke værd at vide, og han inviterede sig selv til at komme hjem til C & T for at lære Tim en masse om bilen.
Det sagde de ikke nej til, så manden kom i en hel weekend, hvor han bare fortalte, pillede, skilte ad, pudsede, justerede, samlede igen og snakkede og snakkede. Jeg fik en lang historie om den fantastiske mand, som ikke ville have noget for al den læren fra sig; kost og logi var så alt rigeligt – This is as much for my own sake as for yours, and it’s fun!
Han havde ønsket sig at få fingre i den bil i flere år, men havde ikke råd til at købe den, så dette var det næstbedste. Bilen kører nu bedre, end den har gjort i mange år.
Tim har fået den vurderet af hensyn til forsikringen, og den er langt mere end det dobbelte værd, end hvad han gav for den for blot et år siden, faktisk tæt på det tredobbelte, så jeg har en bilglad mand i min svigersøn. 
Selv Charlotte synes efterhånden, det er ved at være sjovt med den bil.
Nu skal den med til flere udstillinger, for jo flere præmier, jo mere værdistigning.

De er oven i købet så heldige, at Tims mors mand, som bor i samme landsby, har en egnet trailer og hellere end gerne vil transportere bilen rundt i UK. Dengang han arbejdede, var det for et firma, som lejede (især gamle) biler ud til film, og han har fx opholdt sig i Yorkshire under optagelserne til Folk og Fæ og har været den, der kørte de gamle biler rundt mellem the locations og også sad bag rattet, når det skulle se ud, som om det var skuespillerne selv, der sad bag rattet. Han havde ansvaret for bilerne, når de var uden for deres hjem, og han elskede sit arbejde, så at få sådan en slags aktie i dette her, passer ham særdeles fint. 
Jeg elsker sådanne gode historier fra virkeligheden.

Reklamer

22 kommentarer

  1. Hvor herligt. Vi er netop i dag kørt forbi et Motor Museum, men jeg må indrømme, at ingen af os havde interesse nok til at stoppe op

    Kommentar af Fru Z — 21. august 2018 @ 18:16

    • Hehe, jeg ville heller ikke have noget imod at springe sådan et over.
      Medmindre det var Beaulieu (ved New Forest) – det var godt nok spændende at gå rundt der!

      Kommentar af Ellen — 21. august 2018 @ 18:46

  2. Sjov historie med den interesserede mand. Når bilen nu kører bedre, end den har gjort i mange år, er det så pga. afgifter eller lignende (fx ikke indregistreret), at den skal transporteres på trailer?

    Kommentar af Eric — 21. august 2018 @ 18:48

    • Nej, den er helt lovlig og den må gerne køre på vejene, men der er langt til Bristol (og hjem igen), og endnu længere til fx Liverpool, når tophastigheden ligger på omkring 45 km/timen 🙂 – den har trods alt 100 år på bagen, men før den blev pillet ved, kunne den ikke komme over 35 km/t..

      Kommentar af Ellen — 21. august 2018 @ 18:53

  3. Og hvad betyder overskriften? 🙂
    Tillykke til svigersønnen med kuppet, præmien og heldet med at finde mennesker, som elsker at hjælpe.

    Kommentar af Lene — 21. august 2018 @ 20:13

    • Jeg henviser til min beretning fra 14. juli 2013 om, at onkelen købte en bil for 2000 pund, da han var ung og fattig. Han var til grin dengang, men hvem grinede mon, da han solgte den for fem år siden? For 1,7 millioner. Pund.
      Den kalder vi nu i familien at lave en uncle G 🙂

      Kommentar af Ellen — 21. august 2018 @ 21:24

  4. Uncle G – det var noget med en onkel, der blev stjernerig på en veteranbil, ikk’?
    Vi var faktisk på bilmuseum i ferien – derom senere – men ellers er jeg ikke så vanvittigt interesseret i veteranbiler. Til gengæld er det næsten altid fascinerende, når nogen er helt og aldeles opslugt af en eller anden mere eller mindre mærkværdig interesse og gider fortælle om den 🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 21. august 2018 @ 20:44

    • Det var det nemlig 🙂
      Sådan har jeg det også, men gode historier om veteranbiler og alt muligt andet ellers uinteressant er okay.

      Kommentar af Ellen — 21. august 2018 @ 21:29

  5. Tillykke til svigersønnen med den fine bil. Det er altid dejligt, når værdien stiger, og der følger oplevelser med spændende mennesker med.
    Og tillykke med dine chili i forrige indlæg. Det er dog imponerende 🙂

    Kommentar af Betty — 21. august 2018 @ 21:32

    • Tak og tak☺
      Det er nok sådan med mange interesser: De fører folk sammen og kan lede til nye og interessante bekendtskaber.

      Kommentar af Ellen — 22. august 2018 @ 11:30

  6. Værdistigning er jo altid tilfredsstillende, men alle de sjove og interessante oplevelser der følger med sådan en erhvervelse, er nu det bedste. Den gode bilentusiast, med al sin viden og mekaniske snilde, har da haft en fest – og den stolte bilejere er forhåbentlig blevet en del klogere.

    Kommentar af fiberfryd — 21. august 2018 @ 23:04

    • Begge dele er fint, værdistigningen mest fordi bilen blev købt som et led i selvpensioneringen ☺
      Han havde virkelig en fest og har sagt, at de ENdelig må kontakte ham, hvis der er det mindste med bilen.

      Kommentar af Ellen — 22. august 2018 @ 11:33

  7. Det er skønt at høre, at selvom om Tim arbejder meget, har han også tid til at have sig en hobby (eller to – huset er vel også en slags hobby). Det må give stor tilfredsstillelse, når man lægger sine kræfter i sådan en bil, og den så stiger i værdi.

    Kommentar af conny — 22. august 2018 @ 10:08

    • Huset er nok mest C’s ‘hobby’, selvom Tim elsker deres hus. Titanic må nok betegnes som hovedinteressen, og han er med jævne mellemrum ude og holde foredrag.
      Det giver i hvert fald tilfredsstillelse på pensionskontoen, når værdien øges ☺

      Kommentar af Ellen — 22. august 2018 @ 11:54

  8. Ellen, du har en flot svigersøn og et virkelig smukt barnebarn (jo, Anna er også smuk, men ikke lige med på billedet, men kunne du ikke skaffe et billede, så man kan se hele øsen? Hvis jeg var rig, rask og havde håndelag og mekanisk snilde (minus på alle tre konti), tror jeg også, jeg ville restaurere fantastiske veteranbiler. Mange af dem er så smukke!

    Bilerne i dag er mere praktiske og pålidelige, men hold nu helt kaje, hvor er de kedelige! 17 varianter af sort, stort set ens inden for de forskellige prisgrupper, uanset hvilket mærke, de måtte være. Vi havde en gang en lilla Suzuki på hånden, og jeg var fyr og flamme, men manden, der jo skal køre dyret, idet jeg aldrig har fået det lært, nedlagde veto.

    Kommentar af henny894H — 22. august 2018 @ 11:32

    • Hehe, beklager, at jeg fokuserede mest på noget andet ☺
      Surt med en mand, der nedlægger veto …
      Jeg er ret sikker på, at bilen i linket her er den Tim købte, og der er vildt mange billeder af den. http://vintagerollsroycecars.com/sales/767/1919-wolseley-16-20hp-five-seat-tourer/
      Hvis ikke linket virker, så googl Wolseley 1919, så er det et af de øverste hit.

      Kommentar af Ellen — 22. august 2018 @ 12:00

      • Tak! Jamen, den er da helt fantastisk, den bil!

        Kommentar af henny894H — 22. august 2018 @ 13:09

        • Jeg ville ønske, du kunne møde Tim – I ville kunne få jer en god snak om vintage cars 🙂

          Kommentar af Ellen — 22. august 2018 @ 14:29

          • Det ville nok blive en noget ensidig snak, for jeg ved ikke så meget om dem.

            Anekdote: I min barndom boede vi i Nr. Rubjerg, og alle naboerne undtagen én skiftede arbejdshestene ud med en lille, grå Ferguson traktor ca. samtidig. Ham, der ikke nænnede at skille sig af med hypperne havde til gengæld en høj, gammel Ford. Den havde han rigget til, så han kunne spænde en plov efter den. Man sku’ tro, det var løgn, men det er det ikke. Jeg har selv set ham pløje på den måde. Ama’r!

            Kommentar af henny894H — 22. august 2018 @ 14:51

            • Du godeste! Det må have været noget af et syn med den Ford ude foran ploven. Det er en skam, at man ikke tænkte så meget på fotodokumentation dengang.
              Mht. Tim: Han elsker at tale om det, der interesserer ham, så han ville sikkert aldrig opdage, at du ikke ved så meget om emnet – og du kunne lære en masse 😉

              Kommentar af Ellen — 22. august 2018 @ 15:10

  9. Det er afgjort en festlig historie.

    Kommentar af Jørgen — 22. august 2018 @ 20:25

    • Ja, ikke sandt? 🙂

      Kommentar af Ellen — 22. august 2018 @ 20:33


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.