Hos Mommer

12. august 2018

Moster Skrap

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:13
Tags:

Vi var til den årlige familiejulefrokost i går – hvilket selvfølgelig og som sædvanlig var meget hyggeligt.
En af repræsentanterne for generationen efter mig gik rundt og gav hånd. Hver gang sagde han “Pænt goddag”.
Jeg kan simpelthen ikke tage det udtryk. Kan.bare.IKKE!
Når telefonsælgere indleder med at sige: “Nå, så du er Ellen. Pænt goddag, Ellen!”, sidder jeg oppe i loftet af irritation og fortæller den formastelige i umisforståelige vendinger, hvad jeg mener om voksne mennesker, der ikke er kommet forbi Bamse og Kylling-stadiet.
Det hedder “goddag”, gør det. Det hedder så absolut ikke “pænt goddag”. Det er barnligt og det er hamrende irriterende at høre på.
Jeg kunne ikke lade være. Jeg var nødt til at fortælle dette til den nydelige unge mand.
Det foregik dog på en noget mere afslappet facon end jeg udøver over for telefonsælgere, og han tog det pænt … kunne faktisk godt se det efter at være blevet gjort opmærksom på det.
Nu er jeg spændt på, hvad han siger næste gang vi ses.

Senere, mens vi sad ved middagsbordet, sagde min bordnabo “advokado”.
Jamen altså … hun er ellers en yderst habil sprogbruger, både i skrift og tale, så jeg hviskede til hende, at der kun er ét ‘d’ i avokado – at det ikke har noget med en advokat at gøre.
Hun begyndte at grine – heldigvis.
”Ja, det er da også rigtigt. Jeg kan faktisk godt stave det korrekt, så jeg ved ikke hvorfor jeg udtaler det forkert. Nok fordi så mange siger det sådan.”
Så var den ude af verden. Hun var glad for at blive rettet, og jeg fik ikke ondt i maven.

Det er sjældent, jeg er så direkte over for folk, jeg er sammen med, for det er ikke altid til at vide, hvordan det vil blive modtaget, men sommetider bliver det bare for meget, som nu med Pænt Goddag-tendensen, og jeg ved også godt, hvad de fleste mener om sådan en moster Skrap som mig, der korrekser folk i tide og nok især i utide.
På den anden side kender de jo mig og min holdning til den slags ting. De synes også, at det er sjovt, når bloggen må agere ventil for min irritation, men derfra og til at finde det morsomt selv at blive ramt, kan der godt være et stykke vej.
Det gik dog godt i går.

Nu skal jeg bare have lært en hel masse, at det hedder i dag, i går, i morgen, osv. I TO ORD! Det er et forholdsled! For pokker da!
Og så påstår nogle oven i købet, at det er autocorrects skyld, men det passer ikke – autocorrect har fanden godt nok skabt i vrede, men ingen af slagsen retter “i morgen” til “imorgen”.
Andre hævder hårdnakket, at de lærte i skolen at skrive det i ét ord, men det tror jeg ikke på. Det VIL jeg ikke tro kan være sandt.

DR kan også være med. I en artikel om meteorsværmen Perseiderne, der ses på nattehimlen for tiden, skrev de således:
DR - for pokker da

Arrgghhh.

Reklamer

26 kommentarer

  1. Hehe, du er ingen vennekåbe, og en der forstyrer må have spist forrat. Sproget stander i vådt.

    Kommentar af Eric — 12. august 2018 @ 15:43

    • Eric, 😀

      Kommentar af Ellen — 12. august 2018 @ 16:27

  2. Jeg kan godt lide du er moster skrap. Bliv endelig ved.

    Kommentar af Kisser — 12. august 2018 @ 17:01

    • Okay, okay, Kisser – når du siger det 🙂

      Kommentar af Ellen — 12. august 2018 @ 21:51

  3. Det sproglige bevidsthedsløshedsniveau er imponerende højt.
    I dag har jeg hørt følgende: Der er mange modeller der kan gøres. Formentlig underforstået: gøres brug af. Men snakketempoet var lige så højt som bevidstløsheden, idet formuleringen anvendtes flere gange.
    At vrøvlet er udtalt at en uddannelsesordfører, medlem af Folketinget, gør det vel ikke bedre.

    Kommentar af Jørgen — 12. august 2018 @ 17:23

    • Puha, Jørgen – ikke godt. Slet ikke godt af en uddannelsesordfører. Én gang kunne måske accepteres i skyndingen, men ikke gentagne gange, for det overbeviser os om, at vedkommende vitterlig ikke ved bedre.

      Kommentar af Ellen — 12. august 2018 @ 21:53

  4. Det er dejligt, når moster Skraps ‘irettesættelser’ bliver modtaget med humor, men mange bliver sikkert lidt flove og så er det måske ikke så nemt at grine af sig selv.
    Uha, DR, den tekst må vist være smuttet langt uden om korrekturen 🤨

    Kommentar af fiberfryd — 12. august 2018 @ 17:55

    • Nemlig. Jeg synes da heller ikke, at det er sjovt at blive rettet, men hvis det gøres diskret, er jeg jo glad bagefter 🙂
      Korrekturlæsning er en saga blot, desværre.

      Kommentar af Ellen — 12. august 2018 @ 21:55

  5. Altså siden du sidste gang skrev at ‘i dag’ mm. er i to ord, vil jeg godt vove den påstand, at jeg ikke har skrevet det en eneste gang. Jeg tænker på det HVER gang jeg skriver det. Til gengæld synes jeg det er virkelig svært med ‘i hvert fald’ – det skal vist skrives i tre ord, men jeg skriver det på alle tænkelige måder, for jeg KAN ikke huske, hvad der er rigtigt. Og indenfor kontra inden for og tilsvarende. Det har vist lang vej igen…

    Kommentar af Maude // skøreliv.dk — 12. august 2018 @ 18:14

    • Jeg er bare SÅ glad, hvis ikke alle mine sproglige ord falder på klippegrund, så tak, Maude 🙂
      Bare du ikke skriver ihvert fald, så er jeg (også) glad.

      Kommentar af Ellen — 12. august 2018 @ 21:57

  6. Her i huset ville du nok blive udvist 😵 Nogle familiemedlemmer tager det meget lidt pænt at blive rettet på, mens den tredje mener, at det (sgu) da er bedre at blive rettet hjemme end ude i verden. Derudover er den tredje, som Maude, ganske tilfreds med at have lært at skrive i dag, i går og i morgen 😊

    Kommentar af Fruen i Midten — 12. august 2018 @ 21:20

    • Det generer mig en anelse, at jeg ikke er helt sikker på, hvem af jer tre, der er hvem her. Jeg er forholdsvis sikker på den ene, men er lidt i tvivl om de to sidste 🙂

      Kommentar af Ellen — 12. august 2018 @ 22:00

      • Hvis du ved, hvem den tredje er, så er der jo ikke så mange tilbage i familien. Vi taler flertal, og Kamelen er ikke med i ligningen 🙂

        Kommentar af Fruen i Midten — 13. august 2018 @ 05:25

        • Ja … jeg skrev det da vist rigtigt nok? At af de to sidste ved jeg ikke hvem der er hvem? Hvilket da også er pytpyt 😉

          Kommentar af Ellen — 13. august 2018 @ 07:31

          • Det, jeg mener, er, at de er lige gode om at blive sure, hvis de bliver rettet. Men desværre er det Gemalens utilfredshed, der er smittet af på Donnaen, så hun nu også mener, at det er bedre at blive småfornærmet i stedet for at tage rettelsen til sig. At Gemalen er uden for pædagogisk rækkevidde, hvad den slags angår, kan man jo bare trække på skuldrene over, men Donnaen er trods alt ikke ældre, end at hun med fordel kan høre efter og forbedre sit sprog, så jeg retter videre. Iøvrigt er hun også selv lidt en stave-fascist, idet hun får (højrøstet) fniller, når hun ser, at nogen skriver ynglings- i stedet for yndlings-. Så et eller andet sted tror jeg alligevel, at jeg ikke taler for helt døve øren i hendes tilfælde 🙂

            Kommentar af Fruen i Midten — 13. august 2018 @ 08:21

            • Du er oppe imod stærke kræfter, men bare stå imod, Frue! 🙂
              Donnaen har den alder, hvor man for det første er udødelig og for det andet ved alting bedre end alle andre og i særdeleshed forældrene, men som du siger, hænger dine rettelser nok fast alligevel – hun vil bare være den sidste til at indrømme det 🙂

              Kommentar af Ellen — 13. august 2018 @ 10:18

  7. Åh… Det varer længe, før du løber tør for sproglige forbistringer!
    Jeg skynder mig at undskylde for de gange, jeg har skrevet igår… Jeg skal nok gøre mit bedste for at huske det fremadrettet 😉
    Den tekst fra DR er virkelig slem.

    Kommentar af Anne Holtegård — 13. august 2018 @ 13:14

    • Det gør jeg aldrig – folk leverer konstant!
      Det vil glæde mig, hvis du fremover skriver det i to ord, Anne 🙂
      Den er megaslem!

      Kommentar af Ellen — 13. august 2018 @ 13:37

  8. Jeg er altid i tvivl, om det hedder migselv eller mig selv ????
    Dem med pænt goddag har jeg det virkelig svært med. Så sent som i dag, da jeg var til en lægekontrol, sagde lægen “Pænt goddag” !!!! Jeg tænkte på dit indlæg og Bamse og Kylling. 🙂
    Den er storslem fra DR.

    Kommentar af Betty — 13. august 2018 @ 21:55

    • Der er ikke noget, der hedder ‘migselv’ 🙂
      Vi må bare sige noget til alle de Bamse & Kylling-fans, vi støder på, Betty.
      Den er ret slem, ja! De må sætte den praktikant til noget andet.

      Kommentar af Ellen — 14. august 2018 @ 08:27

      • 🙂 Mig selv. Må jeg aldrig glemme det …

        Kommentar af Betty — 14. august 2018 @ 12:53

        • 🙂

          Kommentar af Ellen — 14. august 2018 @ 18:57

  9. Jeg nøjes med at tænke det, jeg synes, det er ganske utidigt, når voksne mennesker retter andre voksne mennesker, så hellere bide tungen af.

    Kommentar af Helle Klitgaard — 14. august 2018 @ 09:03

    • Jamen du har jo ret – det er også derfor, jeg normalt er tilbageholdende, når jeg er sammen med folk. Man skal kende dem godt, dem man retter, men nogle er glade for det. Andre bliver dødeligt fornærmede. Humor er vigtigt – lav det om til en joke, og hvis ikke det er muligt, holder man bøtte – i hvert fald i teorien 😉
      Telefonsælgere har jeg ingen skrupler over at fortælle hvad jeg mener om bamsesprog.

      Kommentar af Ellen — 14. august 2018 @ 09:08

  10. Jeg blev engang ringet op af en avissælger. “Ku’ du ikke tænke dig at abonnere på vores dødsyge avis?” “Nej!” “Hvorfor dog ikke?” “Fordi jeg synes, den er dødsyg – farvel!” Den avis hørte jeg aldrig fra igen.

    Kommentar af Elsebeth? — 14. august 2018 @ 12:15

    • Det var da også noget yderst underligt noget at sige fra sælgerens side!

      Kommentar af Ellen — 14. august 2018 @ 18:56


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.