Hos Mommer

6. august 2018

Hvordan holder man varmen i denne usædvanlige sommer?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:33
Tags: ,

Hvordan holder man varmen i denne usædvanlige sommer?
Man strikker da et tykt og varmt halstørklæde!
Det har i et stykke tid været mit bilstrikketøj, og nu er det færdigt.
To meter uldent halstørklæde, strikket i dobbelt garn.
Inden I besvimer bare ved tanken om at sidde med sådan et arbejde denne sommer, så bemærk, at det jo var bilstrikketøjet, og da vores bil har aircondition, er den faktisk det behageligste sted at opholde sig!
Det er strikket i lutter plantefarvet garn efter dip dip dye-princippet, så der blev brugt en masse rester – og skabt en masse nye rester …

P1020779P1020781
Nogle af overgangene er meget synlige; andre er næsten usynlige, men det kunne ikke være anderledes.
Nu mangler jeg bare at finde en, der vil overtage det, men det kan være jeg skal vente lidt med at spørge, ellers tror folk bare, jeg har fået hedeslag.

Hvad jeg ikke har. Jeg har nydt de sidste par dage med temperaturer, der er til at overleve for en nordbo som mig – og jeg bryder mig ikke om udsigten til at slå varmerekorden på onsdag!

Og apropos varme og varmerekorder:
Husk, at man kan drikke for meget vand. Holbæk sygehus har konstant 10-15 personer indlagt, fordi de har drukket for meget vand. 1½ liter om dagen er nok. 1½ liter væske … kaffe og te tæller også med i væskeindtagelsen. Mange siger, at kaffe er vanddrivende, men det er kun i meget mildt omfang og har så lille en effekt, at det kun er, hvis man drikker mellem 6 og 10 kopper om dagen, man måske har behov for at drikke ét ekstra glas vand!
Og drikker man kun postevand, som jeg gør, for jeg bryder mig ikke om bobler, så skal man også huske at få erstattet de salte og mineraler, man sveder eller tisser ud – det er så farligt at komme i underskud med disse, at det kan koste et ophold på intensivafdelingen.
Det var lige en løftet pegefinger fra min side, men jeg vil så nødig opleve, at nogen af jer skal på hospitalet.
Drik kun, når I er tørstige – det vil være nok for de fleste.

Reklamer

14 kommentarer

  1. Du er alligevel vild nok, at du sådan strikker halstørklæder på de allervarmeste sommerdage! ☀️Og tak for oplysningen om at man kan drikke for meget vand – det vidste jeg faktisk slet ikke!

    Kommentar af Maude — 6. august 2018 @ 19:07

    • De skal jo være færdige, til det bliver koldt 🙂
      Det er der mange, der ikke ved, Maude, men nu er der i det mindste én mindre 🙂

      Kommentar af Ellen — 6. august 2018 @ 20:37

  2. Tjah, så er Tour de France alligevel godt for noget, for har man hørt bare en lille smule efter, ved man jo, at det ikke kun er postevand, cykelrytterne har i deres flasker 😇 Det sære er derimod, at der generelt kun messes “vand, vand” fra de kloges side her i landet. Men kun at drikke, når vi er tørstige, kan ingen af os tre altså nøjes med. Donnaen prøvede det på den helt hårde måde sidste sommer, og Gemalen formåede faktisk også at blive utilpas en enkelt gang i den netop overståede ferie😱 Så vi tvangsdrikker alle tre.
    Lækkert halstørklæde, men at strikke lige i denne tid – altså …

    Kommentar af Fruen i Midten — 6. august 2018 @ 21:45

    • Nej, det er ikke postevand – det fandt vi også ud af, da vi snusede til de drikkedunke, de smed ind i vores have under PostNord DK Rundt.
      Efterhånden læser jeg oftere og oftere om aflivelsen af de sejlivede ‘drik masser af vand’-myter, men man skriver også, at følelsen af tørst kan være forskellig fra individ til individ – man må bare finde den metode, der passer bedst til én selv … fx at afmåle den tilstrækkelige mængde væske hver morgen. Det kender jeg en der gør, og det virker fint for hende.
      Jeg strikker året rundt … synes ikke, det er ubehageligt at sidde med, og mine hænder sveder ikke, når det er uld, så det går fint 🙂

      Kommentar af Ellen — 7. august 2018 @ 08:11

  3. Dejligt at se, hvad du får ud af dit plantefarvede garn, jeg var jo helt bekymret for, at I ville drukne fuldstændig i de mængder, du har farvet.

    Det med væskeindtaget, har jeg heldigvis læst, jeg får nemlig så meget vanddrivende, at jeg skal huske at drikke året rundt, jeg drikker vand om formiddagen og en kop kaffe, et stort glas saftevand til frokost og aften, og så ellers vand og et par kopper kaffe resten af dagen, det fungerer fint for mig. Jeg diskuterer ofte med mine svigerinder, som siger, at kaffe er vanddrivende, så det tæller ikke, men det gør det jo og, i år er det heldigvis blevet understreget igen og igen i medierne, der har jeg nemlig hørt det flere gange i år (til forskel fra Fruen i Midten).

    Kommentar af frnielsen — 7. august 2018 @ 07:07

    • Jeg strikker alt, hvad jeg kan, og jeg er netop ved at vinde det neonfarvede garn op til brug. Den glæder jeg mig til at gå i gang med.
      Du har vist fundet en fin balance, som passer lige præcis til dig – og du ved også, at det skal være andet end postevand, kan jeg se.
      Myten om den vanddrivende kaffe er næsten umulig at aflive – John og jeg får den serveret med jævne mellemrum. Du må finde nogle relevante artikler og vise dine svigerinder, men de er nok svære at overbevise, for troen sidder ret fast hos folk .-)

      Kommentar af Ellen — 7. august 2018 @ 08:16

  4. I år har de været ude og fortælle at vi ikke må nøjes med vand, så jeg har ændret mine drikkevaner. Og den med 1½ liter er i følge de kloge og den artikel du henviser til ikke nok i denne varme. Mange af os føler ikke tørst og slet ikke ældre, så fulgte de dit råd ville vi få mange indlagt.
    Det er sjovt med holdningen om at te og kaffe som vanddrivende og derfor ikke tæller med i væskeregnskabet. Se jeg har også læst et sted, at man i dag ikke er så krakilsk med den holdning, og det er også det vi praktiserer på afsnittet, dog påtaler vi det, hvis kaffe er eneste væskeindtag.. Men mit eget hospital har skrevet det på deres facebook side, at kaffe og te er vanddrivende, så det skal man undgå/reducere. Jeg har ikke haft energien til at undersøge det, for jeg mener ikke det er den holdning, man har i dag.

    Kommentar af Lene — 7. august 2018 @ 09:03

    • Det er rigtigt, at nogle skriver op til to liter væske dagligt i heden her … jeg tror dog ikke, at det overstiger 1½ l for mit vedkommende, men mon ikke også det allervigtigste er at mærke efter om man har det godt? Ved den mindste utilpashed ville jeg som det første tage et glas vand og lidt salt og sukker.
      Selv alle helse- og sundhedsguruerne er gået over til at indrømme, at kaffe og te er en (legal) del af væskeindtagelsen, men jeg har skam også læst det fra de mere seriøse og troværdige kilder.
      Og føler man ikke tørst, må man tvangsdrikke – det er klart – men nok ikke klart for alle 🙂
      Og så slog det mig lige, at det med kun at drikke, når man føler tørst, nok mest er møntet på dem der tror de skal drikke 3-4 liter vand om dagen.

      Kommentar af Ellen — 7. august 2018 @ 10:09

  5. Det er blevet flot! Bilen har også været vores tilflugtssted på ferien, når varmen blev for meget 😉
    Jo, tak, for meget vand kan være livsfarligt. En af mine kolleger var tæt på at dø, da hun havde fået skyllet alt for meget salt ud af kroppen/hjernen, i forbindelse med en urinvejsinfektion, hvor rådet er at drikke en masse vand. Hun er heldigvis kommet sig igen, men det tog tid.

    Kommentar af fiberfryd — 7. august 2018 @ 09:41

    • Tak!
      Ja, det er med at opfinde en tur man kan køre, når heden bliver for meget 🙂
      Du har oplevet det på nært hold! Det bekræfter jo fint hvad vi får at vide nu i forhold til før. Nu skal det bare bredes mere ud.

      Kommentar af Ellen — 7. august 2018 @ 10:11

  6. Flot halstørklæde – det er skønt at have noget håndarbejde på en biltur. Jeg har dog oplevet at blive for svedig (måske ikke i bilen, men i sommervarmen) ved at strikke.
    Vi havde en skøn tur fra Thisted til Kerteminde i en dejlig airconditioneret bil – herligt! P.S. Jeg fik på et af vikingestederne købt noget hjemmefarvet garn, hvor de pænt havde skrevet hvad de havde brugt – og jeg følte mig helt klog, for jeg kendte nogle af ordene, som fx kraprod og alun 😉 Så faktisk er det lidt din “skyld”, at jeg måtte købe garnet med hjem 😉

    Kommentar af conny — 7. august 2018 @ 13:08

    • Det er altså også bare VARMT!
      Det er en skyld jeg meget gerne tager på mig – jeg glæder mig til at se, hvad du får ud af garnet 🙂

      Kommentar af Ellen — 7. august 2018 @ 16:34

  7. Det er et flot halstørkllæde, og om føje tid er der behov for det. Om få måneder er julegaveindkøbene tilendebragt osv.
    Bilen er nemlig et godt sted at opholde sig når den er udstyret med luftkøling.
    Jeg har det sådan at en sjat mælk i kaffen må være kompensation for kaffens vanddrivende effekter, så det går nok. Men jeg er klart mere opmærksom på at indtage et lille glas vand meget hyppigere end ellers og især når jeg har gået tur.

    Kommentar af Jørgen — 7. august 2018 @ 18:41

    • Ja … tiden flyver som altid.
      Jeg bruger også mælk. Meget mælk, så min samvittighed er helt i orden, men selvfølgelig skal man være opmærksom på at få væske nok i denne hede.

      Kommentar af Ellen — 7. august 2018 @ 19:30


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.