Hos Mommer

12. juni 2018

4,8 kilo garn farvet …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:21
Tags: , ,

P1020365

Vi stillede maskineriet op til Den Store Garnfarvningsseance. Både Ditte og jeg har investeret i en 30-liters gryde, så den ene (min) blev brugt til indigofarvningen, mens Dittes blev brugt til bejdsning.
Hahah, siger Ditte – de er alligevel ikke ens, for min har også timer!
Øv, siger Ellen, min har kun termostat.
Vi blev hurtigt enige om, at Brødrene Price har fået jævnbyrdige modstandere, hvad indbyrdes apparaturkonkurrence angår.

Nå. Til sagen. Hvor meget garn skal vi kunne indigofarve pr. dyp? 300 gram hver. Okay, så skal vi bruge 30 gram indigo. Kypen blev fremstillet i bedste laboratorieånd, stod en halv time og varmede op til at arbejde for os, mens vi fik os hver en kopkaf, og så gik vi ellers i gang.
Første bad fik 10 minutter. Det blev den flotteste, skønneste, dybeste, blå farve, så vi var glade.
Andet bad blev lige så blåt, så vi var lidt overraskede. 10 minutter.
Tredje bad blev lige så blåt, så vi var meget overraskede. 10 minutter.
Fjerde bad blev næsten lige så blåt (8 min.), så vi var lidt bekymrede. Har vi garn nok? Hvor længe kan det her blive ved? Nu var især Ditte begyndt at eksperimentere med overfarvning af gule farver, men badet var stadig lidt for potent til at give de ønskede farver.
Femte bad begyndte langt om længe at give lidt lysere farver.
Sjette bad. 5 minutter.
Syvende bad. 5 minutter.
Ottende bad. 5 minutter.
Var det mig, der skrev, at hasselblade var højpotente? Det var det, men indigo slår hassel med flere potenslængder.
Vi var nødt til at stoppe efter 8. bad. For det første havde vi ikke mere tørreplads, og for det andet var klokken blevet halvti, så det var på tide at stoppe for i dag, men vi lægger nok ud i morgen tidlig med at se, om der ikke skulle være lidt mere power tilbage i farvesuppen.

P1020366

På stativet hænger på de midterste, vandrette strenge, set oppefra og ned, bad 1 – 5.
Hvis man i tankerne deler stativet på midten, har Ditte venstre halvdel.
Den samme fordeling fortsætter i de strenge, der går den anden vej på billedet. Her kan man se, at Ditte mest har gjort i overfarvninger af gule farver, mens jeg begyndte at drage cochenille- og krapfarver ind i billedet – med de flotteste farver som resultat. Jeg er vild med dem. De kommer ikke til deres ret på dette billede – ingen af farvene er rigtigt gengivet, desværre, nok pga. det sene tidspunkt, så I må bare tro mig på mit ord: De er smadderflotte.
Men altså … næsten fem kilo garn farvet på 30 gram indigo. Det er helt vildt, især sat i kontrast til, at til ‘normal’ plantefarvning går der stort set altid fire gange så meget materiale til som garn – altså 400 gram blade til 100 gram garn.

Reklamer

12 kommentarer

  1. Flotte farver !! Hvad er indigo egentlig?

    Kommentar af Fruen i Midten — 13. juni 2018 @ 11:49

  2. Sikke farver! Lige mig… Men I skal vel farve oveni? Det er fantastisk så meget farve, der er i indigo.
    Rækker lageret til ambitionerne??? Og udstyrskonkurrencen…

    Kommentar af Anne Holtegård — 13. juni 2018 @ 12:59

    • Nej, indigo er gerne den farve, man farver over med, for indigo kræver ikke bejdse, så det dur ikke at overfarve indigo.
      Lageret rækker så rigeligt 🙂

      Kommentar af Ellen — 13. juni 2018 @ 17:37

  3. I er da gået fuldstændig amok i garnfarvning 😉
    Appropos garnfarvning, indigo og meget mere i den stil, så har Middelaldercenteret i Nyk. F. Et tema i denne uge, hvor man kan opleve hele processen fra får til syning af det færdige tøj.
    Gik man i blåt tøj i meget gamle dage, viste man at man var rig, for det var en dyr farve, da den kun blev levet i østen.

    Kommentar af Pigen fra landet — 13. juni 2018 @ 18:03

    • Fuldstændig 🙂
      De har altså nogle gode temakørsler i Middelaldercentret.
      Der er en grund til, at det hedder kongeblå. Purpurrød var også en vanskelig farve at opnå, og ja, disse farver viste stor rigdom, hvis man kunne gå i klæder i de farver.

      Kommentar af Ellen — 13. juni 2018 @ 21:01

  4. Det må være så hyggeligt at gå to sammen om en fælles hobby. Hvor lang tid mon der går, inden vi får en masse blå sweatre eller sjaler at se 😉

    Kommentar af Conny — 14. juni 2018 @ 07:50

    • Det er superhyggeligt!
      Der går nok lidt tid, men det kommer 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. juni 2018 @ 08:35

  5. Er det ikke svært at få tid til både farvningen og den efterfølgende anvendelse af de lækre garner? Du må have til utallige sjaler nu.

    Kommentar af Kirsten — 14. juni 2018 @ 09:10

    • Farvningsprocessen er ret koncentreret, når vi på denne måde inddrager fire dage til det – men jo, vi har talt om, at vi har lager til ret lang tid efterhånden 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. juni 2018 @ 20:35

  6. Jeg tror på dig. Farverne på billedet er nu heller ikke så tossede i sig selv. Det er smukt!

    Kommentar af Donald — 14. juni 2018 @ 12:09

    • Tak … og ja, de er utrolig smukke, både i rigtig og forkert udgave 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. juni 2018 @ 20:37


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.