Nu bliver det ren magi

Som efterhånden nævnt nogle gange, er det sommetider svært at forudse hvilken farve der kommer ud af en omgang plantefarvning. Man har en ide om det, men det bliver ofte en lidt anden farve end forventet, så der kommer jævnligt overraskelser.
Forleden dag ankom farvetidslen – safflower – til matriklen. De tørrede blomster har ikke mistet farve, men har, lige som blomsten, en nærmest lysende, orange farve, så gæt hvad man umiddelbart kunne forvente?

Ja, netop. Men det blev så ikke denne fantastiske orange …

Det er en større videnskab overhovedet at få farve ud af denne blomst.
Først skal det ekstraheres i koldt vand ad tre omgange for at få det hele med. Normalt koger man materialet i en times tid, hvorefter det står natten over og eftertrækker, men her skal det stå med koldt vand i lang tid.
Dernæst koger man garnet i farvesuppen.
Så langt, så godt. Det var ligetil.
Og det blev gult – dog blev det lidt hen efter blomstens egen orange farve på superwashgarnet, men på lammeuld blev det en varm, gul farve.
Farverne fadede selvfølgelig, efterhånden som suppen blev udmattet, og det grå garn tog næsten ikke imod farven. Både det og det ret fesne lysegule fjerde bad kommer i et indigobad senere – det vil forhåbentlig pynte på det.

Men nu kommer det finurlige: Når man har ekstraheret al den orange farve ud af blomsterne, lægger man posen med blomsterne i lidt vand, man med NaOH har indstillet til pH 11. Ikke mere, ikke mindre; det var nærmest med ét korn kaustisk soda ad gangen for at ramme plet.
Omgående vælder der rødorange farve ud af posen igen, selv om der ikke kom mere ud af pH-neutralt vand.
Når det har ekstraheret natten over, kommer man eddikesyre i til pH 6.
Nu bliver vandet lidt mere pink-rødligt, men stadig meget lig den oprindelige orange farve.

Så kommer man bomuldsgarn (eller silke) i. Uld tager ikke imod denne elektriske pink farve, så prøvede man med det, ville det være både spildte kræfter, suppe og garn. Men bomuld! Og det skal ikke engang være bejdset, så ned i suppen med et par nøgler hvid bomuld, som øjblikkelig tog denne selvlysende, rosa farve. Det var ren magi. Jeg puttede også et nøgle flaskegrønt silkegarn i, bare fordi … men det var det eneste silkegarn, jeg havde, og ja, det ændrede da farve …
Kemien gjorde forsøget interessant, men den stærkt gule farve kan jeg få med både gyldenris, rejnfan og hasselblade, så det var både første og sidste gang, jeg købte safflower.
Nu er det prøvet – intet skal lades uforsøgt.