Hos Mommer

3. juni 2018

Om at gøre livet nemmere både for sig selv og andre

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:36
Tags:

Snart tager vi til Norge. Jeg har ikke lyst til at tage på ferie i børnenes skolesommerferie; det er der slet ingen grund til. Jeg elsker børn, bare ikke andres … lidt hårdt sagt, måske, men hvis ungerne ikke kan opføre sig ordentligt, vil jeg helst ikke være i nærheden af dem. Og mine unger (børnebørn) ved godt, hvordan de skal opføre sig, når de er ude – de bliver ret forargede, hvis andre børn opfører sig uopdragent i det offentlige rum. At de så kan være stride derhjemme, er kun som det skal være. Det er bedre der end andre steder, og børn, der altid opfører sig eksemplarisk, er desværre ofte børn fyldt med frygt.
Nå. Indledningen var et sidespring. Det var det med skoleferierne, jeg lidt for hurtigt kom bort fra.
Men man tager altså ikke Norge i oktober. Eller april, for den sags skyld, og eftersom vi ikke står på ski, er det nødt til at blive om sommeren. Vi tager dog så tidligt afsted, at vi er hjemme igen sådan cirka, når sommerferien starter.
Jeg har nævnt én grund til at blive hjemme, når det er højsommer, men der er flere. En anden er, at det er svært at få nogen til at passe (læs: vande) drivhuset i tilstrækkeligt omfang. Hvis det er så varmt, som det er nu, så bliver der drukket igennem fra tomaternes og agurkens side, og det er ikke nok at sjatvande … når der bliver drukket meget vand, skal det erstattes. Enkelt, logisk … og så åbenbart alligevel ikke.

Frodigt drivhus

Drivhuset er, som nævnt i et tidligere indlæg, gået totalt groamok i år. Jeg har ofret nogle bedre plantesække, som er på 50 liter i stedet for 40. Desuden har jeg købt den største murerbalje og sat én agurk i. Da vi tog til England, var der, foruden kimbladene, fire små rigtige blade. Da vi kom hjem, var der en agurk på, der var 1/3 høstklar, og her 14 dage senere er jeg allerede begyndt at forære agurker væk, fordi vi ikke selv kan spise dem alle.
Det er lige før, man skal have machete med, når man går ind i drivhuset, men det ville på den anden side være mere end en anelse tåbeligt …
Jeg ville blive meget, meget ked af det, hvis alt det var mere eller mindre dødt, når vi kommer hjem fra Norge, så nu har vi bestilt et automatisk vandingsanlæg. Det var John, der gik i research-mode, og vi tror, han har fundet et godt et fra Vitavia. Et sådant system er ikke nær så dyrt, som jeg troede, så hvis det ellers virker efter hensigten, er den smule penge givet rigtig godt ud.

Frodig majsommer

Det bliver nu meget nemmere at passe vores drivhus. Man skal faktisk bare tjekke, om systemet virker og så ellers tage det med hjem, som er blevet modent siden sidst, der blev tjekket.
Så nu er der kun nogle krukker, der skal tilses – og vandes – men det klarer naturen ofte selv i form af regn, hvilket naturligvis ikke er tilfældet inde i drivhuset.

Reklamer

14 kommentarer

  1. Spændende om den nye automatvanding virker. Jeg forstår til fulde dine børneovervejelser. Vi holder os altid væk fra steder, man eksplicit siger er børnevenlige – det ville jo være synd at tage plads op for dem. Efterhånden er det også sådan, at nogle forældre ikke tager hensyn til, om der er skoleferie eller ej, men prioriterer rejsens pris frem for børnenes skolegang (vrisser den gamle gnavpotte).

    Kommentar af Eric — 3. juni 2018 @ 18:26

    • Ja, der bliver en monterings- og samlingsopgave for John, men sådan noget elsker han.
      Det gør vi sandelig også! ‘Børnevenlige hoteller’ undgår vi totalt.
      Og du skal bare vrisse alt det du vil – det må man godt her, og jeg vrisser helt det samme 🙂

      Kommentar af Ellen — 3. juni 2018 @ 19:49

  2. Vi har netop i går talt om, at det er godt, vi ikke er på ferie i denne varme, alene for drivhusets skyld. Vi talte også om at vi ikke forstår dem, der hvert år tager sydpå for at være i 25 – 30 graders varme, eller mere, for den sags skyld. 18-22 grader er passende.

    Kommentar af Pigen fra landet — 4. juni 2018 @ 05:36

    • Det er vi også glade for – og vi har heller aldrig søgt varmen. Jeg læste lige, at på Mallorca er der blæst og bare 20° lige nu … det er den omvendte verden.

      Kommentar af Ellen — 4. juni 2018 @ 10:04

  3. Det er ikke sådan når man vil det hele, både have, drivhus og rejser 😉 Godt at I finder løsninger, så I kan nå det hele.

    Kommentar af Lene — 4. juni 2018 @ 06:46

    • Nej, det er noget værre noget, men vi må jo så forsøge at finde på nogle gode løsninger 🙂

      Kommentar af Ellen — 4. juni 2018 @ 10:04

  4. Det er virkelig et privilegie, at kunne rejse udenfor skoleferierne. Ikke bare på grund af børnene, men både pris og de færre turister er vel en fordel. Nu rejser jeg ikke meget, så jeg har nu aldrig følt mig generet af børn, men kan da godt mærke, at jeg er blevet lidt mere sart overfor larm.
    Boede vi i nærheden, så meldte jeg mig straks som drivhuspasser (og agurkeaftager), men mon ikke et godt vandingsanlæg er en stor hjælp? Det håber jeg for jer.

    Kommentar af fiberfryd — 4. juni 2018 @ 07:15

    • ALT ved at rejse udenfor højsæsonen er godt 🙂
      Børn må såmænd gerne støje, men IKKE på restauranter! Eller i offentlige transportmidler …
      Åh, søde Ditte, det ved jeg, du ville have gjort, men vi må desværre klare os uden dig 🙂

      Kommentar af Ellen — 4. juni 2018 @ 10:06

  5. Ja ja, vores præferencer ændrer sig over tid. Selvom andres børn sjældent har været min kop te – sådan sat lidt på spidsen. Og undskyld, hvis det lyder lidt grumpy – jeg plejer at være mere positiv 😉
    Jeg kan godt forstå, at I investerer i automatisk vandingsanlæg, når I nu har fået det flotte drivhus, og vejret sådan arter sig.

    Kommentar af Conny — 4. juni 2018 @ 08:21

    • Andres børn skal i hvert fald være lige så velopdragne som egne børn, og det er de ikke altid.
      Du må hjertens gerne være grumpy – det er et privilegium, der følger med vores alder 😉
      Ja … jeg ville blive så ked, hvis planterne døde, mens vi var væk.

      Kommentar af Ellen — 4. juni 2018 @ 10:09

  6. Melder mig ind i grumpy klubben! Synes, der er for langt mellem forældre, der tager ordet opdragelse alvorligt!
    Selvvanderanlæg. Det er da genialt… Så kan I komme på tur og høste, når I vender hjem😉
    God tur nordpå. Forhåbentligt til tørvejr og tålelige temperaturer. Verden vender jo på hovedet nu!
    Nok har bilen AC, men man skal jo også udenfor og opleve noget/tage billeder…

    Kommentar af Anne Holtegård — 4. juni 2018 @ 10:46

    • Velkommen – jeg tror vi er mange i den klub 🙂
      Det var nemlig en rigtig god ide, han fik, ham Nielsen.
      Vi er lidt spændt på vejret deroppe, men vi kan da heldigvis bare køre hjem, hvis det er dårligt.

      Kommentar af Ellen — 4. juni 2018 @ 11:20

  7. Vand skal der til – og ordentlighed i børneopsragelsen. God tur til Nordpolen.

    Kommentar af Jørgen — 5. juni 2018 @ 06:07

    • Det skal der – og tak, men jeg regner ikke med, at vi når helt derop 🙂

      Kommentar af Ellen — 5. juni 2018 @ 08:11


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.