Hos Mommer

21. maj 2018

Gang i motorcyklerne, cochenillen og Badehotellet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:58
Tags: , ,

I dag er vi vendt tilbage til almindeligt forår her i Den Stråtækte. Det er blæsevejr og da det er kun 17°, føles det halvkoldt oven på al den varme.
Jeg havde ellers regnet med at skulle være færdig med ukrudtet, men jeg gad simpelthen ikke gå ud, selv om det selvølgelig kun er en dårlig undskyldning, for jeg ville ikke komme til at fryse. Sandheden er nok snarere, at jeg lige nu har fået så rigeligt med ukrudt – en pause var tiltrængt.
Så er jeg også fri for at høre på alle de motorcykler, der larmer forbi i dag. Hvad er det med motorcykler og pinse? Det er da helt vildt, så mange der altid er ude i pinsedagene. Jeg har udviklet en massiv nultolerance overfor motorcykler, må jeg indrømme. Holdnuop, hvor er jeg træt af den larm, som langt de fleste laver, og ikke mindst af den totalt uforsvarlige hastighed, som flertallet desværre også farer forbi med.

I England kører der en kampagne, hvor der mange steder er sat skilte op med THINK BIKE. Det skal forstås sådan, at bilister altid skal huske at forestille sig, at der pludselig kan komme en motorcykel med større fart, end de lige havde regnet med.
Charlotte og jeg var rørende enige om, at der manglede et [tiltale]komma på de skilte. THINK, BIKE. De må da også selv tage et ansvar, for pokker.
Som om vi bilister er skyld i alle motorcykelulykkerne. Hrmpf. Hvis de forbaskede motorcyklister kunne beslutte sig til at holde sig til trafikreglerne, vil jeg gætte på, at antallet af ulykker ville blive mere end decimeret.
Undskyld, at jeg generaliserer – ikke alle er sådan. Naturligvis ikke, men det er nok omkring 75 %, og jeg er TRÆT af dem!

Gang i cochenillen

Birkeblade 2018Næh, så hellere noget fredeligt plantefarvning. Eller rettere lusefarvning, for i dag var der gang i cochenillen. Dette var, hvad 15 gram skjoldlusskaller kunne give af farve.
Ditte og jeg blev så skrækkeligt inspirerede i går af FiberFolk-markedet, så vi har aftalt, at vi, når vi holder Den Store Farveseance, skal overfarve med indigo i større stil, så jeg skal have gjort en masse parat til det. Dette og noget kraprod, som jeg ikke har farvet endnu, men jeg har jo også hele tre uger til det.
De to yderste cocheniller til højre skal ikke overfarves. De er farvet på gråt garn, og det er blevet SÅ lækker en farve, som får lov at forblive som den er. De andre kommer formentlig til at minde lidt om den, når de bliver dyppet i blåt.

Ude til højre er resultatet af birkebladsfarvningen fra forleden dag. Kun blade, ikke grene, kviste eller bark. Jeg sad i noget over en time og fik efterhånden ondt i fingrene af at klippe bladene fri af kvistene, men det var det værd, for der kom fine farver ud af det. Et par af disse plus noget andet gult skal også overfarves med indigo. Jeg har li’som masser af gult …

Indimellem har vi siddet og hygget os med et par afsnit af tredje sæson af Badehotellet. Det er ret fedt at kunne se hele serien, lige præcis når man har lyst. Mon ikke det bliver til et par afsnit igen i aften?

Reklamer

20 kommentarer »

  1. Ja, de larmer som bare pokker, de motorcykler, men det er vel med fuldt overlæg – teknisk var det ikke noget problem at dæmpe, men de synes nok, det lyder virilt. Bortset fra det må mange bikere have en snert af dødsdrift, tænker jeg.

    Kommentar af Eric — 21. maj 2018 @ 16:40 | Svar

    • Jeg ville også tro, at det kunne være muligt at lyddæmpe dem lidt, men som du siger, er det nok ikke ønskeligt fra bikernes side.
      Og til det sidste: Det må være rigtigt – hvis så bare de kunne nøjes med at slå sig selv ihjel …

      Kommentar af Ellen — 21. maj 2018 @ 18:05 | Svar

  2. Du er for vild! Denne gang blev farverne noget mere rene pink, end da vi farvede sidste år, synes jeg – eller driller farverne på min skærm? Det ser i alle tilfælde godt ud.
    Jeg har farvet hele 6 gram garn i dag 😉 Mon ikke jeg bør sætte tempoet op?

    Kommentar af fiberfryd — 21. maj 2018 @ 19:00 | Svar

    • Jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan farverne ser ud på din skærm, men for en gangs skyld gengiver kameraet dem rigtigt, synes jeg – og de er faktisk anderledes end sidste gang, hvad jeg synes er underligt! Men dårlige er de ikke.
      Seks gram! Hahaha – nu skal du da passe på ikke at overanstrenge dig 😀 – hvad farver man så lidt garn i? Og hvorfor så lille en mængde?

      Kommentar af Ellen — 21. maj 2018 @ 19:49 | Svar

      • Jeg havde kun 8 gram plantemateriale, men farven blev så fin, en lys kanelbrun! Du kan se det på Instagram 😉

        Kommentar af fiberfryd — 22. maj 2018 @ 08:46 | Svar

        • Ohhh. Har kigget nu, og ja, det er en flot farve. Må hellere lede efter skræpper … 🙂

          Kommentar af Ellen — 22. maj 2018 @ 09:43 | Svar

  3. Når mommer folder sig ud med meget generaliserende ord, så bliver Lene lidt stille 😉 Heldigvis har vi ikke en motorcykel, der larmer og heldigvis kan jeg ikke genkende det med de 75 %, der ikke følger trafikreglerne. Men ellers møder jeg også de typer på vejene, blot ikke i nær så stor stil som du gør. Og måske er du også blevet så irriteret på dem, at du nu kun ser dem. Vi har desværre mødt bilister, som kører lige ud foran motorcykler og for vores eget vedkommende var det kun takket være Jørns opmærksomhed og hurtige reaktionsevne, der reddede os. Men ja, der køres alt for stærkt både blandt motorcyklister og bilister.

    Kommentar af Lene — 22. maj 2018 @ 09:11 | Svar

    • Jeg var jo godt klar over, at I ikke hører til synderne. Mht. procenttallet holder det nok desværre nede ved os. John har talt med en motorcyklist, som ikke vidste, at vi bor, hvor vi bor, og han sagde, at det var en af de rigtig sjove strækninger at køre rigtig stærkt på. Da John sagde, at der er fartbegrænsning på 50 km/t, sagde han bare “Ja … og hvad så?”
      Men du har da ret i, at jeg er vildt irriteret på dem, og at det kan farve mine udtryk, men du skulle prøve at være her en lørdag eller søndag 🙂
      Og naturligvis er der også bilister, der kører for stærkt. Bare relativt meget færre – men dette er nok lidt den samme ‘krig’, der altid kører mellem cyklister og bilister, hvor begge parter kun kan se den anden parts fejl 🙂

      Kommentar af Ellen — 22. maj 2018 @ 09:53 | Svar

      • Sådan nogle bøvhoveder skulle godt nok lige prøve hjemme på deres egen matrikel at have motorcykler ræsende omkring sig. Vi kørte for år tilbage sammen med nogen tirsdag aften. Det holdt blandt andet op, fordi vi blev trætte af al den larm fra shoppermaskinerne. Og ikke nok med det, de syntes det var sjovt at tænde og slukke maskinen under kørsel, så den lavede store eksplosionsagtige lyde. Det skal så siges at de gik meget op i at køre ordentligt og efter reglerne.
        Gid politiet gad stille sig hos jer og stoppe dem konsekvent

        Kommentar af Lene — 22. maj 2018 @ 11:52 | Svar

        • Jeg tror ikke de hører støjen på samme måde som os, fordi de lægger den bag sig (bare en teori), men ja, de skulle selv prøve at få søndagsstilheden spoleret, skulle de!
          Man kan godt anmode om, at politiet stiller op med fartkontrol, og de ligger her sommertider, men de vil ikke udføre den slags rutinearbejde i weekenderne, og så er vi lige vidt, for det er primært her, problemet forekommer.

          Kommentar af Ellen — 22. maj 2018 @ 12:00 | Svar

  4. Ej, kan du virkelig nænne at overfarve de flotte røde yderst til venstre?? Jeg er heller ikke vild med motorcykler og deres betvingere. Sådan generelt set. De larmer, og så har de det med at dukke op ud af ingenting, selv om jeg egentlig synes, jeg holder rimelig godt øje med trafikken, når jeg er ude at køre. Larmen er en del af gamet blandt visse dele af motorcykelfolket. En stor BMW, som den Lenes landmand har, larmer jo kun i beskeden grad, mens Harleyerne, som rygmærkefolket foretrækker, kan høres på lang afstand. Det kan så på sin vis være meget godt, for så kan man nå at komme af vejen, inden flokken kommer drønende 😦

    Kommentar af Fruen i Midten — 22. maj 2018 @ 09:36 | Svar

    • Jeg er selv i tvivl. Måske deler jeg feddene og overfarver dermed kun halvdelen, så jeg bedre kan vurdere forskellen. Jeg kan jo altid farve lidt mere.
      De larmende monstre dukker op ud af ingenting, fordi de kører med 150 km/t!
      Okay, jeg generaliserer. Lidt. Men jeg overvejer efterhånden at foreslå en eller anden relevant myndighed, at der forbydes motorcykelkørsel på visse strækninger 😀

      Kommentar af Ellen — 22. maj 2018 @ 09:57 | Svar

  5. Helt enig om motorcykler og støj. Vi kan høre dem gasse op med høj hylen ud ad Vilhelmsborgvej.. Og tænker hver gang; hvornår går det galt?
    Jeg undrer mig ofte over, at der ikke er lovgivning omkring støjforurening! Haveredskaber, skydebaner, knallertbaner, motorcykler…. Stilhed er blevet en mangelvare.
    Hvor er det smukke farver på begge billeder. Hvad er det for en mani med overfarvning? Kan de farver gøres bedre end de er?

    Kommentar af Anne Holtegård — 22. maj 2018 @ 17:42 | Svar

    • Det ville måske være en god ide at lovgive om støjforurening – der burde være en øvre decibelgrænse for motorcykellarm!
      Det er skam ikke en mani, det er en teknik for at få nye farver. Når man blander rød og blå, får man lilla, fx, og jeg vil overfarve med indigo for at få netop blålilla farver i garnet.

      Kommentar af Ellen — 23. maj 2018 @ 10:22 | Svar

  6. Jeg er så enig , så enig med dig angående motorcykler. Her uden for vores hus køres der også sindsygt stærkt, både af motorcykler og biler. Du skulle prøve at bo her når Harleyklubben holder sommertræf på Bornholm! Hold da op, 200 motorcykler for fuld skrue mod Gudhjem, og 100 den modsattevej 5 minutter efter, og sådan går det hele dagen. Det er til at blive sindsyg af ! For et par år siden havde Klubben for Goldwing motorcykler (og de er RIGTIG store) træf her i Østerlars. 800 stk, der kørte her forbi i kortege og frem og tilbage på alle tidspunkter og man kunne næsten ikke høre dem, så det kan sagtens lade sig gøre. Det er for øvrigt nogen super flotte farver du holder dig, man bliver jo helt glad af at se på dem 🙂 Knus og hilsner til dig og John her fra Bornholm.

    Kommentar af Kirsten Jensen — 22. maj 2018 @ 20:00 | Svar

    • Du godeste, stakkels dig. Jeg ville også blive tosset af så mange motorcykler. Og når det kan lade sig gøre at være stille på en motorcykel, så går jeg endnu mere ind for at forbyde den slags støjforurening.
      Cochenillen er der pang på – og så ‘ødelægger’ jeg den bare igen med overfarvning 🙂
      Knus retur herfra.

      Kommentar af Ellen — 23. maj 2018 @ 10:24 | Svar

  7. Det er stadig sjovt at se hvad forskellige ingredienser formår at gøre ved garn.
    Aner ikke hvor mange motorcykler der kører i nabolaget, men i lidt for rigelig grad synes en del at jo mere støj der kan produceres jo sjovere er livet – eller hvad mekanismen end går ud på.

    Kommentar af Jørgen — 22. maj 2018 @ 20:34 | Svar

    • Det synes jeg også stadig, Jørgen 🙂
      Det lader til, at det næsten i højere grad er støjforureningen, der generer, end det er farten. Det ER altså også hammerirriterende, at de partout skal larme sådan!

      Kommentar af Ellen — 23. maj 2018 @ 10:26 | Svar

  8. Jeg er vild med de lyserøde/pinke/røde farver – uden overfarvning. Men hvis man skal nørde, så skal man nørde (og hos os er nørd et meget positivt ladet ord 😉 )

    Kommentar af Conny — 23. maj 2018 @ 11:43 | Svar

    • Nørd er også positivt for mig – det er da godt at nørde 🙂
      Og jeg har til to-tre cochenillefarvninger endnu, heldigvis.

      Kommentar af Ellen — 23. maj 2018 @ 15:27 | Svar


RSS feed for comments on this post.

Fyr løs! Din kommentar er meget værdsat

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.