Hos Mommer

17. maj 2018

Service og service

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:23
Tags: ,

I går berettede jeg om god service fra Årstiderne.
Samme dag oplevede jeg også en lidt anden service … måske ikke direkte dårlig, men i hvert fald ikke lige så god.
For 1½ måned siden var vi i Thyme Planteskole ved Køge for at bestille en havekonsulent, som her koster 1400 kroner, hvilket er væsentligt billigere i forhold til Haveselskabets “fordelagtige” medlemstilbud på 2430 kr. Medarbejderen var meget ivrig for at få mig som medlem: “Så får du 10 % rabat på vores varer – og selvfølgelig også på havekonsulenten.”
Okay, tænkte jeg – det skader jo ingen.
Havekonsulenten kom. Og havde en regning på 1400 kroner med. Jeg sagde intet til hende, for det var ikke hendes skyld, men tænkte bare, at jeg næste gang, jeg er deroppe, vil gøre opmærkom på, at de skylder mig 140 kroner.
Det var i går. Jeg præsenterede mig selv og mit ærinde, men det ville denne kassedame intet have med at gøre, så hun hidkaldte hjælp, som kom i form af en stor mand, som indledte således:
Det der er jo for længst afsluttet i vores regnskaber, så det kan vi ikke give penge tilbage på.
– Det er ikke helt fair – jeg lod mig lokke til at blive medlem for at få de 10 % – både på konsulenten og på jeres planter.
– Dem får du så kun 2 % på! Og beløbet akkumuleres hen over året, og så får du en opgørelse i september.
– Så burde I informere jeres personale lidt bedre – 2 % kan da være ligemeget. Men jeg vil have mine 10 % på havekonsulenten, som hun lovede mig.
– Det ved jeg ikke lige, hvordan jeg kan gøre … det er ikke bare sådan … vi har jo vores system, som man ikke bare kan ændre i
(blev sagt i et ikke helt skjult irriteret tonefald).
– Hvor der er vilje, er der vej. Og der er formentlig vilje?

P1020280

Det var der. Modstræbende, godt nok, og dialogen var da også lidt længere end den her citerede, men efter jeg foreslog, at han jo bare kunne give mig en dekort på 140 kroner på de varer, jeg havde på vognen, valgte han at kapitulere.
Næste gang kører jeg til Toksværd Planteskole. Delvist fordi jeg har et gavekort dertil …

John har travlt i shelteret. Udenpå er det blevet drivtømmerfarvet og indvendigt skal det være gråhvidt.
Jeg har heldigvis vældig travlt med at fjerne ukrudt, så jeg har ikke tid til at hjælpe ham.
Tre gange skal det have; først grunder, dernæst to gange med selve malingen, men så holder det også i 10 år, hævdede manden i malerforretningen.
Hvor ER det dog ærgerligt, at jeg har så travt med at gå i bedene … eller … heldigvis har John ikke ikke så meget imod malerarbejde som jeg har, og det pynter, synes vi. Det bliver et lidt mere venligt rum at opholde sig i.

Reklamer

12 kommentarer

  1. Dumt af dem at gå glip af en købe-ivrig dame som dig 😦 Ih, jeg ville til enhver tid foretrække at male shelter frem for at bekæmpe padderokker. Hvor bliver det fint, shelteret altså 🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 17. maj 2018 @ 14:37

    • Meget dumt!
      Det er da meget heldigt, at I to ikke er gift, så … I ville bare slås om de samme opgaver 🙂

      Kommentar af Ellen — 17. maj 2018 @ 15:22

  2. Det er lidt lige som visse politikere før og efter valg. Jeg kan godt forstå, at du ser dig om efter et andet sted at skaffe planter fra. Det føles dårligt at blive snydt, og selv om det selvfølgelig er værre, hvis man bliver snydt for en formue, så er grundfølelsen den samme: Man føler sig trådt på. Ikke rart.

    Kommentar af Henny Stewart — 17. maj 2018 @ 19:24

    • Præcis. Det er jo ikke de 140 kroner, der vælter budgettet, men det er princippet i den måde at drive forretning på, der irriterer mig!

      Kommentar af Ellen — 17. maj 2018 @ 20:29

  3. Det er vist kun på Sjælland, at den mennesketype kan kalde sig forretningsmand ret længe. 🙂
    Det grænser til fup og svindel. Ud med ham.
    Der er heldigvis rigtig mange gode planteskoler.

    Vi er så heldige at have en supergod planteskole lige i nærheden.
    http://www.guldbjergplant.dk/
    Det er den helt modsatte mennesketype og med stor viden om tingene.
    Han undersælger. Elsker at give gode råd.
    Helt uopfordret har jeg oplevet at få 10-15 procent på en plante, hvis den har en lille skavank, som kun han selv kan se.
    Hans far havde planteskolen før ham, så der er gamle træer velplacerede i området som emmer af ro.
    Der er vist desværre ingen næste generation forretningen. Sønnen er skuespilleren Morten Hemmingsen, så han må siges at være gået en anden vej.

    Kommentar af natural2222 — 18. maj 2018 @ 05:21

    • Jeg ved ikke, om jeg har været uheldig (eller de har været med den pågældende medarbejder, for jeg var på én gang registreret og ikke registreret – ret kompliceret at forklare, og derfor gjorde jeg det ikke i indlægget, men en del af hans kapitulation var sikkert erkendelsen af, at jeg ikke var registreret korrekt, men dog eksisterede i systemet). Thyme har ellers et godt ry; den må være en af Sjællands største planteskoler, og den har eksisteret i mange år. De er dyre, men det er de snart alle sammen efterhånden, synes jeg. Jeg handlede ofte hos Thyme, da vi boede i Havdrup, men sjældent nu.
      Jeg støtter nemlig rent principielt helst de lokale, og vi har to gode, lidt a la den gode slags, som du også er så heldig at have i nærheden, så alene af den grund bruger jeg kun Thyme i særlige tilfælde, som her, hvor det var mest fordi jeg ikke ville give næsten det dobbelte for den samme slags havekonsultation.
      Fordi der ingen næste generation er i ‘din’ planteskole, kan man håbe, at ejeren har en dygtig ‘kronprins’ 🙂

      Kommentar af Ellen — 18. maj 2018 @ 08:11

      • Det kunne være dejligt, hvis min planteskole fandt en afløser når den tid kommer. Men planteskolerne er under pres fra supermarkederne. Jeg købte en rigtig sund og flot podet Rød Ingrid Marie for et par år siden hos Rema (til næsten ingen penge) blot for at prøve dem af.
        Jeg må “desværre” erkende, at træet er fejlfrit og bærer den rette sort, så det er forståeligt, hvis salget går i den retning, når prisen er under det halve.

        Kommentar af natural2222 — 19. maj 2018 @ 06:46

        • Det er rigtigt – og så alligevel ikke, for det store udvalg, som man kan få inden for næsten alt til haven, kan supermarkederne ikke hamle op med. Men så kan internettet jo selvfølgelig … her er der ikke engang landegrænser.
          Og du har vist også været lidt heldig, for jeg synes tit, at planterne lever en kummerlig tilværelse uden for supermarkederne. I går måtte jeg fortælle en kassedame i Meny, at deres sommerblomster og krydderurter var tæt på at dø af tørst. De hang alle sammen så meget, at ikke alle stod til at redde, vil jeg tro. Det kan godt undre mig, at de ikke selv ser sådan noget.

          Kommentar af Ellen — 19. maj 2018 @ 09:34

          • Ja, du har helt ret! Planter i supermarkeder bliver ofte vanrygtede. Det er sært, at en sådan ligegyldighed får lov at herske.
            Den lokale Rema hér er dog god til at passe tingene, og de får også stadig flere varer i potter. De har nok erfaret, at det giver mersalg at have friske og sunde varer.

            Kommentar af natural2222 — 20. maj 2018 @ 04:30

            • Der er stor forskel! Jeg spurgte engang, om ikke jeg skulle tage nogle af planterne i pleje. Jeg skulle slet ikke have penge for det – jeg ville tage de stakkels døende planter til mit plantehospice ganske gratis for dem. Han gloede bare dumt på mig, så jeg opgav hurtigt, men de kunne ikke tillade sig at tage penge for de miserable vækster,hvilket jeg så nøjedes med at fortælle gutten.

              Kommentar af Ellen — 20. maj 2018 @ 17:35

  4. Godt du kom igennem med dit krav.
    Og det shelter bliver da bare endnu mere lækkert nu 🙂

    Kommentar af Lene — 18. maj 2018 @ 08:37

    • En af os kan godt blive en anelse stædig i sådanne tilfælde 😉
      Ja, det gør så – det er ved at være rigtig nydeligt efterhånden.

      Kommentar af Ellen — 18. maj 2018 @ 10:10


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.