Hos Mommer

4. maj 2018

Barnaby blev afløst af ondt i halsen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 23:12
Tags: , ,

Endnu inden vi var kommet ud af sengen på vores herlige høloft, tikkede der en sms ind fra Charlotte: Aubrey er syg, men vi skulle meget gerne til det forældremøde med Anna i eftermiddag. Tim har aflyst sine møder i London, fordi jeg har to kunder i dag. Har I mulighed for at være her, inden vi skal afsted kl. 16:15? Jeg er ked af at forkorte jeres Barnabytur, men …
Hun skal da overhovedet ikke være ked af noget som helst. Det er nok den eneste gang, vi overhovedet har kunnet hjælpe dem bare en lille smule, fordi vi normalt er så pokkers langt væk, så selvfølgelig ville vi komme tidligere hjem for at hygge om det syge barn.

P1010986

Det gjorde heller ikke spor, for vi nåede det meste af det planlagte i går, så i dag var der ikke meget mere end Dorchester upon Thames tilbage, hvilket vi sagtens kunne nå i formiddags.
Herover er det en del af kirkegården tilhørende The Abbey i Dorchester. Engelske kirkegårde er altså noget af det grimmeste og mest uorganiserede, jeg kender. Dette her er godt nok den gamle del af den, men det ser ikke da ikke særlig pænt ud, vel?

P1020005P1020004

P1020006De idylliske huse var der igen masser af. Det herover var oven i købet til salg, men det er sikkert for dyrt til vores pengepung – huse er vildt dyre i England.
Vi ville have taget en lille omvej for at køre ad en grøn vej; dvs. langs en scenic route, men det viste sig at være en vej med forhindringer. Lige pludselig stod der, at vejen var lukket. Ikke noget med omkørsel eller noget, bare, at vejen var lukket fra 4.-10. maj, men vi kunne ikke se, at nogen var i gang med noget vejarbejde. Vi regnede så med, at der længere henne ad vejen ville komme instruktioner om, hvordan vi kunne komme videre, men nej. Efter små tyve kilometer var vejen bare lukket. Punktum. Vi kunne ikke komme videre, og et kig på det gammeldags papirkort viste, at vi kun kunne køre hele den lange vej tilbage; der var ingen muligheder for lokale omveje.
Der var en del, der gik i samme fælde som os. Vi kunne dog nemt vende vores personbil, men lige foran os var der en stor lastbil med anhænger, som havde svære problemer med at vende på den meget smalle vej.
Det samme oplevede vi en gang til et andet sted på vej til en anden grøn vej, så vi gav op og satte kursen mod Marlborough, hvor vi købte alt mad ind til den forlængede weekend (det er Bank Holiday på mandag), og så kørte vi ellers hjem for at forkæle det syge barn.

P1020016P1020017

Da forældrene var kørt, lavede jeg en French Toast – Aubrey og jeg kunne uden problemer blive enige om, at lidt ahornsirup sikkert ville være rigtig godt til at smøre en øm hals.
Han lå derefter og kiggede på BBC’s David Attenborough-serier efter eget valg, til han havde helt firkantede øjne, og således gik tiden, til resten af familien kom lidt i otte.
Da vi havde spist, blev der kigget på hawaiianske vulkanudbrud sammen med mor; derefter leget lidt med far, hvorefter det var sengetid. Aubrey har det meget bedre – det var den franske toast og mormors uendeligt bløde og varme silkehalstørklæde, der gjorde forskellen, er vi sikre på … det er da også hamrende uretfærdigt, at det er Anna, der svømmer rundt i den nye og endnu isnende kolde swimmingpool, og det er Aubie, der får ondt i halsen.
Life’s not fair, is it?

Reklamer

6 kommentarer

  1. Hvor var det godt at I var der og kunne bruges til at hele en øm hals.
    Der er ikke noget retfærdigt over livet. Man må bare tage det på sig og så nyde, at ens mormor ved lige hvordan en french toast skal laves 🙂

    Kommentar af Lene — 5. maj 2018 @ 02:31

    • Ja, det var rart at kunne hjælpe – og sødt at få drengens forsikring om, at mormors french toast er verdens bedste 🙂

      Kommentar af Ellen — 5. maj 2018 @ 07:52

  2. Når nøden er størst … Dine Barnaby-billeder oser af idyl 🙂

    Kommentar af Eric — 5. maj 2018 @ 15:58

    • Det er der virkelig meget, der gør her i England, Eric 🙂

      Kommentar af Ellen — 5. maj 2018 @ 17:20

  3. Interessant billede, det af huset der ligner et ansigt med øjne og næse og det hele. Håber det kære barn er kommet sig.

    Kommentar af Jørgen — 8. maj 2018 @ 06:21

    • Barnet kom sig bemærkelsesværdigt hurtigt, tak.
      Der er rigtig mange lignende huse i UK … jeg har også altid tænkt, at de ligner ansigter.

      Kommentar af Ellen — 8. maj 2018 @ 07:23


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.