Hos Mommer

1. maj 2018

“You are very organised, Sir”

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:09
Tags: , , ,

Det værste ved at ankomme til England med en færge er tiden.
Tiden det tager de dertil ansatte at få bilerne ud fra færgen.
Tiden det tager i paskontrollen, når alle skal tjekkes grundigt.
Og i dag tiden det tager politiet at tjekke HVER ENESTE bil, autocamper, campingvogn, bus og lastbil. Goddammit.
Det tog en halv time, fra færgen lagde til, inden vi kørte ud af dens bug.
Derefter skulle vi line op i en masse baner – vi kom i bane seks – og vente. Og vi ventede. Og ventede.
Vi kunne se politiet tage personbilerne en for en, afbrudt af, hvis der kom en bus eller en lastbil, som hver især skulle tjekkes ekstra grundigt.
Endelig var det vores tur:
Will you please open your boot for me, Sir?
Det er et af den slags spørgsmål, man bare ikke svarer nej til, så John gik ud og åbnede til bagagerummet.
Oh. You are very organised, Sir!
Yessir. John har altid orden alle steder … manden løftede en jakke, der lå ovenpå en kuffert og kiggede sig omkring i to sekunder.
Just food and luggage? No people? Med en udpræget nordengelsk accent.
Jeg sagde: Just luggage. No food and certainly no people … is ‘the people’ why you’re checking every single car?
Yes, it is. You’d be surprised if you knew what we find every day.
Du godeste. Hver dag!?
Tim kunne senere fortælle, hvad de finder ‘hver dag’. Nordengland er tilsyneladende blevet et hot område for menneskesmugling, efter man lukkede ‘Junglen’ ved Calais.
De var høflige nok – de passede jo bare deres arbejde, men min (og selv Johns) tålmodighed blev sat på en meget hård prøve, og det tog en lille time, inden vi blev sluppet ud på de engelske landeveje, men heldigvis gik resten af turen fint og uden problemer. Bilkøerne var oven i købet så venlige at befinde sig i modsat kørselsretning af vores.

Og nu er vi her, i den lille, wiltshireske landsby – alle er glade og alle er gået i seng, undtagen mig, og jeg gør det lige om lidt.
Vi er nemlig trætte. Jeg fik vel tre timers søvn i nat – John heldigvis noget mere – men holddaop, det var noget af en vippetur, vi fik. John fortalte meget levende ved aftensmaden om, hvordan han klamrede sig til sengen med tæerne eller stemte imod med hænderne, fordi han var ved at glide den ene eller den anden vej ud af sengen, når færgen smed rundt med os. Et par gange slog han hovedet ind i væggen bag sengen, når der kom et ekstra hårdt hug, indtil han fandt ud af at placere den ene af de to hovedpuder som buffer – hvilket jeg havde gjort fra starten …
Vi, som troede, at vi skulle vugges blidt ind i en behagelig søvn, tog så grueligt fejl. Der var intet som helst blidt ved bevægelserne i nattens løb – tværtimod, og det blev det værre og værre for først at stilne lidt – men også kun lidt – af ved femtiden om morgenen.

Reklamer

12 kommentarer

  1. Godt, at I er nået sikkert frem, trods op- og nedture og frem- og tilbageture (af knap så spændende art) i nattens løb.
    Det er træls med de lange ventetider, når man endelig er nået frem. Menneskemedbringningskontrollen lyder usædvanlig grundig; gad vide om de altid er så nidkære?

    Kommentar af fiberfryd — 1. maj 2018 @ 22:56

    • Jeg spurgte mig selv om det samme, men fik ikke spurgt politiet, så jeg ved ikke, om dette var rutine for dem.
      Jeg sendte en mms til dig i aftes, men den mislykkedes. Nu har jeg sendt en sms – uden smileys – som svar på dit garnspørgsmål 🙂

      Kommentar af Ellen — 2. maj 2018 @ 09:01

  2. Godt at I er nået frem i god behold og jeg håber I fik sovet godt i nat.

    Kommentar af Lene — 2. maj 2018 @ 05:39

    • Som to sten, Lene 🙂

      Kommentar af Ellen — 2. maj 2018 @ 09:01

  3. Jeg tænkte på jer flere gange den dag og var glad for det ikke var mig, der skulle sejle. Jeg havde ikke overlevet 😉
    En halv times ventetid er vel i grunden ikke så meget, med den omhyggelig du beskriver, men den føles som flere timer og man vil bare gerne videre.

    Kommentar af Pigen fra landet — 2. maj 2018 @ 06:01

    • Jeg tænkte også på dig – det var ganske rigtigt ikke noget for dig, men jeg bliver altså også søsyg, hvis ikke jeg tager tabletter mod transportsyge.
      Det var en halv time for bare at komme af båden. Derefter en time, inden det blev vores tur til at få bilen undersøgt, og vi var blandt de første efter alle busserne og lastbilerne, så det har virkelig taget lang tid at få alle igennem.

      Kommentar af Ellen — 2. maj 2018 @ 09:03

  4. Man kan da sige, at I fik noget for pengene: Vippetur og ventetur.

    Kommentar af natural2222 — 2. maj 2018 @ 06:52

    • Hehe, så havde jeg gerne givet lidt mindre for at slippe for de to ting 😉

      Kommentar af Ellen — 2. maj 2018 @ 09:04

  5. Tjah, i den situation er der nok ikke meget andet at gøre end at vente. Og du havde vel strikketøjet med? 😉 Det var ellers noget af en vippetur, I fik jer der. Hvorfor var det lige, at I valgte den overfart og ikke en af de mange andre med kortere sejltid?

    Kommentar af Fruen i Midten — 2. maj 2018 @ 07:28

    • Jeg havde mit strikketøj, ja, så det gik jo …
      Den korte forklaring er, at vi har besluttet os for at afprøve alle ruter til UK for at finde det bedste alternativ, og nu mangler vi kun én, nemlig fra Dieppe, men den er jeg ikke sikker på, at vi forsøger os med.

      Kommentar af Ellen — 2. maj 2018 @ 09:07

  6. Træls, men visse kontroller er nødvendige. Det kedelige er, at de nødvendige kontroller legitimerer andre, som IKKE er nødvendige – kontrol bliver ligesom normen. Lad os håbe på en roligere hjemtur, hvor I kan fylde mere i glassene 🙂

    Kommentar af Eric — 2. maj 2018 @ 08:00

    • Jeg kan godt se nødvendigheden her – Tim fortalte, hvor omfattende menneskesmuglingen er herovre – men det tænkte jeg ikke så meget over i går af bare irritation over, at det skulle gå ud over lille mig 🙂
      Jeg håber bestemt også på en roligere hjemtur!

      Kommentar af Ellen — 2. maj 2018 @ 09:12


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.