Hos Mommer

30. april 2018

Det gynger. Meget.

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:04

DFDS-færgen Ijmuiden-Newcastle. Hvem skulle lige have troet, at man midt i foråret skulle løbe ind i hårdt vejr på Nordsøen? Det er vi ikke desto mindre, så belært af erfaring indledte vi turen med at gå i receptionen og bede om to søsygetabletter.

Det var lidt svært at balancere med maden, som i øvrigt var en ret lækker “International buffet”, men det lykkedes os uden uheld.  Vi skulle dog ikke nyde noget af at gå på natklub, så vi gik direkte ned i vores kahyt, som har havudsigt, men det er ikke for sarte sjæle i aften. Det er faktisk allerede ret slemt, og så hævder kaptajnen oven i købet, at det først er efter midnat, vi løber ind i hårdt vejr … han indledte sågar med at annoncere, at ankomsten bliver en halv time forsinket pga. vejret.

På vejen til kahytten så vi en kvinde, der sad på gulvet med en brækpose for munden. Bare sad med den, for hvis nu … stakkels hende, siger jeg bare, når det bliver værre – og det gør det jo tilsyneladende. Båden gynger kun op og ned, den ruller ikke. Endnu. Det er faktisk ret fedt, når man kan tåle mosten, og det kan jeg. Nu. Søsygetabletter er en god opfindelse, og jeg satser derfor på at blive vugget i søvn som en lille baby.

Ruullll, bølger, ruullll.    Og de gjorde det sgu!

Reklamer

14 kommentarer

  1. ‘Rul, rul, vuggen går …’ Jeg håber I slipper over de oprørte bølger i dyb (og tiltrængt søvn), så I er friske som havørne, når I når frem til familien.

    Kommentar af fiberfryd — 30. april 2018 @ 19:16

    • Jeg er ikke specielt frisk … båden huggede for hårdt til at sove for mit vedkommende, så det blev kun til tre timer for mig, men John sov heldigvis noget bedre.

      Kommentar af Ellen — 1. maj 2018 @ 07:26

  2. Det er lidt ondsindet som vejret arter sig. Håber I klarer jer godt gennem strabadserne så I ikke har eftervirkninger af transportsyge under den videre færd i morgen.

    Kommentar af Jørgen — 30. april 2018 @ 20:12

    • Syge har vi ikke været, men det har været slemt i nat, så det er ikke blevet til så meget søvn.

      Kommentar af Ellen — 1. maj 2018 @ 07:28

  3. Joda forårsstormene kan være mindst lige så skumle som efterårsditto. Ønsker jer en god søvn 🙂

    Kommentar af udvandreren — 30. april 2018 @ 20:36

    • Det fik vi i hvert fald at mærke i nat! Dine gode ønsker blev således ikke opfyldt 🙂

      Kommentar af Ellen — 1. maj 2018 @ 07:29

  4. Uhuh! Håber, I får sovet trods bølgegang. Jeg er – bilder jeg mig ind – rimeligt søstærk, men jeg tror ikke, jeg ville kunne sove fra høj sø.

    Kommentar af Fruen i Midten — 30. april 2018 @ 21:17

    • Chaufføren fik heldigvis sovet, men jeg fik kun tre timers søvn … jeg var ved at blive vippet ud af sengen en gang imellem, følte jeg … jeg tror de fleste har haft problemer i nat, for folk så generelt temmelig klatøjede ud her til morgen.

      Kommentar af Ellen — 1. maj 2018 @ 07:33

  5. Uhada, det lyder ikke godt. Altså vejret. Jeg er glad for, jeg ikke er der. Men du lyder fortrøstningsfuld, så I får sikkert en god nat. God rejse videre.

    Kommentar af Betty — 30. april 2018 @ 21:48

    • Jeg troede den stærke søgang ville virke som at blive vugget, men jeg tog fejl. En mor ville nok også blive anklaget for børnemishandling, hvis hun vuggede sit barn så voldsomt 😉

      Kommentar af Ellen — 1. maj 2018 @ 07:36

  6. Håber I når godt frem efter sådan en nat. God rejse 🙂

    Kommentar af Lene — 1. maj 2018 @ 08:02

    • Tak … det tror jeg bestemt vi gør 🙂

      Kommentar af Ellen — 1. maj 2018 @ 08:28

  7. Den har vel stabilisatorer, som minimerer rulningen. Jeg har ikke noget mod lidt søgang, man skal bare ikke fylde glassene 😉

    Kommentar af Eric — 1. maj 2018 @ 11:45

    • Det ved jeg ikke, om dette gamle skiw havde … det er ikke ligefrem et moderne krydstogtskib på denne rute, og selv personalet kaldte det i nat for slemt.
      Glas og kopper blev kun fyldt halvt – hvis Ikke, var de det hurtigt helt af sig selv 😊

      Kommentar af Ellen — 1. maj 2018 @ 14:46


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.