Hos Mommer

20. april 2018

Jeg blev SÅ vred

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:55
Tags: , ,

Vores nabo mod syd er ikke en rigtig nabo, for vi deler ikke vejnavn, og der er en have imellem os. De er polakker, og de er sære. Da de flyttede ind og vi vinkede til dem, vendte de demonstrativt ryggen til. De har aldrig villet hilse på os – eller andre i deres nærhed. Han er en slags entreprenør, og når hans folk, som også er polakker, ikke har andet at lave, arbejder de på hans hus og have.
I dag kom en varevogn med trailer og holdt på strandvejen ud mod engene. En mand begyndte at smide byggeaffald ind på engen! John sagde “Hvad fanden har han gang i?” Jeg fløj ind og hentede kameraet og tog en masse billeder af manden. Jeg stod i vores have og tog dem.
Svineri!Svineri!

Han fik øje på mig, så jeg konfronterede ham, først på dansk, men han forstod mig ikke. Så på engelsk … “you are not allowed to do this!” “My boss!”, sagde han og pegede op på huset. “I call the police, if you continue”. Han forstod vist ordet police, for nu ringede han – formentlig til the boss.
Jeg gik ind og sendte for en gangs skyld Google Translate en venlig tanke. Det blev til en seddel, hvorpå der på polsk stod følgende:
Dette er et fredet område, og der må ikke smides affald her. Hvis ikke du fjerner det nu, ringer jeg til politiet.
Han læste op fra sedlen. To minutter efter kom han hen til vores dør og rakte mig telefonen, og jeg fik en vred ‘nabo’ i ørerne. Han taler glimrende dansk – han kan også skælde ud på dansk …

SvineriSvineri

Her fik han øje på, at jeg stod og fotograferede, og så blev der ringet …

– Hvorfor blander du dig i dette her? Det er min grund, og jeg bestemmer. Jeg kan gøre hvad jeg vil på min egen grund!
– Det kan du faktisk ikke. Strandengene er fredet, og du må ikke smide så meget som en bunke grus derud.
– Det skal du ikke bestemme!
– Det gør jeg heller ikke – det er der andre, der har gjort. Og i øvrigt er det noget værre svineri at smide den slags affald lige ved siden af vejen.
– Det er ikke affald!
– Hvad vil du så kalde det? Er det noget du skal bruge igen? I givet fald skal det vel ikke ‘opbevares’ der?
Det havde han ikke noget svar på, men han fremturede:
– Hvis du ikke vil ødelægge det gode naboskab, så klapper du i nu! (Hvilket godt naboskab?, tænkte jeg, men jeg sagde det ikke højt).
– Jeg vil ikke ødelægge noget, men du skal heller ikke ødelægge dette smukke område ved at smide affald ud. Jeg kan forsikre dig for, at det er forbudt. Det kan godt være, I gør den slags i Polen, men det gør vi altså ikke i Danmark.
– Du kan bare sige til, hvis du vil have problemer. Det er mig selv og ingen andre, der bestemmer over min egen jord!
(Nu talte han lidt højere – han var meget vred, men jeg formåede heldigvis at beherske mig).
– Ikke hvad angår at bruge strandengene som byggeaffaldslosseplads. Jeg tror bare, vi stopper her. Jeg kontakter myndighederne på mandag, så kan de tage kontakt til dig og fortælle dig, hvad du må og ikke må. Farvel.
Så rakte jeg telefonen tilbage til ham, der havde smidt affaldet.

De talte videre, og det lød som om de diskuterede, men fem minutter efter begyndte han at samle det hele op igen.
Vores højtråbende nabo må åbenbart alligevel være kommet i tvivl om, hvorvidt det var ham eller mig, der havde ret, for med hans råberi havde jeg faktisk ikke forventet, at det ville blive fjernet – ikke så hurtigt i hvert fald.

John bliver lidt nervøs, når jeg gør den slags ting; han kunne aldrig selv finde på det … Hvad hvis nu han kommer og smadrer et eller andet inde hos os? Så primitiv håber jeg sandelig ikke, at han er.
Jeg kan bare ikke lade være med at reagere – jeg bliver simpelthen så eventyrlig vred, når jeg oplever den slags svineri.
Og jeg beklager, Farmer, men jeg fik lige bekræftet alle mine værste fordomme om polakker.

Reklamer

36 kommentarer

  1. Det er en forfærdelig historie du beskriver, og jeg beundrer og værdsætter dit mod til at sige fra, overfor så åbenlys frækhed.

    Kommentar af Marianne Bentzen — 20. april 2018 @ 16:50

    • Jeg tænker mig nok bare ikke ret meget om, når jeg oplever den slags – fornuften får ikke lov at råde 🙂

      Kommentar af Ellen — 20. april 2018 @ 18:02

  2. Jamen dog! Mon ikke polakker er, som folk er flest. Var der ikke et par danskere, der for nylig fik en ret hård dom for at dumpe byggeaffald på Sjælland? Jeg har en ex-polak som kollega, har været i Polen tre gange og har et udmærket indtryk af polakkerne som venlige og arbejdsomme mennesker; men ganske som i DK er der da helt sikkert nogle dumme svin – det skulle da være mærkeligt andet.
    Jeg er nok mere konfliktsky end du og havde nok bare fotograferet (inklusive et foto af nummerpladen) og så kontaktet myndighederne. Hatten af for at du reagerer.

    Kommentar af Eric — 20. april 2018 @ 17:01

    • Jeg ved det ikke – jeg synes generelt, at de østeuropæiske lande har et noget andet forhold end de vestlige lande til det at forurene naturen med affald. Men selvfølgelig er der også danske, dumme svin. Jeg har været på ferie i Polen én gang, og det var et meget uvenligt folkefærd, jeg mødte, så jeg har ikke haft lyst til at genbesøge landet.
      Jeg har skam også et billede af nummerpladerne, både den på bilen og på anhængeren 🙂

      Kommentar af Ellen — 20. april 2018 @ 18:06

  3. Godt at du reagerede, og dumme svin findes også blandt danskere. Du skulle se rastepladserne omkring Vildmosen. Ikke et kønt syn, lige som vi jævnt tit har afbrændte biler på vejen gennem mosen.

    Kommentar af Lene — 20. april 2018 @ 17:08

    • Du har ret, men jeg var stadig vred, da jeg skrev indlægget – jeg har af flere årsager, som jeg ikke har skrevet om, et ret anstrengt forhold til den pågældende mand – og hans kone … men selvfølgelig er der brådne kar alle steder og i alle lande.

      Kommentar af Ellen — 20. april 2018 @ 18:08

  4. Ja æv, bygge-affald pynter ikke på en fredet strand-eng, men kan du nu være 300% sikker på, at han var i ond tro. Jeg ved overhovedet ikke, hvordan man regulerer i Polen, men måske mindre hårdt, tænker jeg. Bortset fra det tager jeg også hatten af for dit mod til at konfrontere manden 🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 20. april 2018 @ 18:50

    • Jeg ved ikke, om han var i god eller ond tro, men jeg synes, at han er en rigtig gris, hvis han finder, at den slags er i orden. Og han er ikke i Polen, men i DK, så han har pligt til at undersøge sagen inden – han må vel om nogen vide, hvor stor forskel der er på de to lande.
      Jeg var vist ikke særlig modig – bare vred, og så reagerer jeg uden at tænke for meget over det.

      Kommentar af Ellen — 20. april 2018 @ 20:08

  5. For filan da Ellen hvor er det bare godt vi sådan nogen som dig. Hepp hepp 👍👍👍

    Kommentar af udvandreren — 20. april 2018 @ 19:03

    • Hehe, tak, Annette .-)

      Kommentar af Ellen — 20. april 2018 @ 20:08

  6. Al god grund til at blive vred.
    Jeg tror nu ikke, man kan skære alle polakker over én kam. Da vi for nogle år siden fik lavet nyt badeværelse, havde vi besøg af en masse forskellige håndværkere. Blandt andet en polsk maler, og han var de den af hele holdet, der ryddede bedst op efter sig. Plus at han lavede det mest omhyggelige arbejde.

    Kommentar af Kirsten — 20. april 2018 @ 19:27

    • Selvfølgelig kan man ikke skære alle over én kam, men det bekræftede nu alligevel mine fordomme.
      Jeg har også ‘gode’ historier fra Sverige om polakker.
      Dejligt at høre, at du har været heldig 🙂

      Kommentar af Ellen — 20. april 2018 @ 20:11

  7. Jeg forstår fint din vrede. Det var mere end øldåser i rabatten i stor skala. Skal virksomheder betale for at komme af med byggeaffald hos jer? Det kunne måske være forklaringen, men så er det jo et mærkeligt sted at smide det. Mon det er tidsånden der er på spil?

    Kommentar af Jørgen — 20. april 2018 @ 19:38

    • Han skal betale omkring 150 kroner pr. besøg for at aflevere ikke-farligt affald, så det kan vel næppe ruinere ham. Der er ikke mængdebegrænsning. Derfor kan det godt være forklaringen, men han smider forhåbentlig ikke mere – sagde optimisten …
      Tidsånden? Det skal jeg ikke kunne sige – jeg må indrømme, at jeg mere tror, det var polakken end tidsånden 😉

      Kommentar af Ellen — 20. april 2018 @ 20:17

  8. Jeg er helt sikker på, at jeg havde gjort det samme, godt du reagerede!

    Kommentar af Susanne Ihlefeldt — 20. april 2018 @ 20:04

    • Dejligt at høre, at jeg ikke er den eneste, Susanne 😀

      Kommentar af Ellen — 20. april 2018 @ 20:19

  9. ‘You’re my kind of bitch, Ellen’ skulle jeg hilse og sige fra Peter! 🙂
    Jeg er en skrækkelig kylling og hælder mere til Johns forsigtige holdning. Men dejligt, at det trods alt blev taget alvorligt. Selvfølgelig skal der hverken smides affald eller deponeres byggematerialer på strandengen. Jeg tillægger det mere kulturforskelle end ond vilje, men jeg er jo også så ‘skrækkelig’ forstående 😉

    Kommentar af fiberfryd — 20. april 2018 @ 21:06

    • Hehe, hils igen – jeg ville nok også have undret mig, hvis lige præcis han ikke havde kunnet godtage min reaktion 🙂
      Det var ond vilje, var det – men det vidste jeg først med sikkerhed efter at have læst Farmers kommentar herunder, så det er helt i orden, at du prøver at være forstående 🙂 .

      Kommentar af Ellen — 21. april 2018 @ 07:20

  10. Godt klaret, Ellen. Fordom eller ej.
    Kan se, at de fleste kender til danske miljøsyndere.
    Det er så træls, at det ikke er en selvfølge, at man lægger skrald i dertil opsatte beholdere.. Eller tager det med hjem i skraldespanden. Vi har poser liggende i bilen, så bananskræller, madpakker mm. kan deponeres til vi når hjem.

    Kommentar af Anne Holtegård — 20. april 2018 @ 21:15

    • Tak, Anne – og ja, det er sgu træls, at der er så mange, der bare smider tingene fra sig, hvor man nu engang befinder sig. Det kan endda gå med bananskræller og æbleskrog, for det er i bund og grund kommende kompost, men alt det plastic, altså!

      Kommentar af Ellen — 21. april 2018 @ 07:22

  11. Det er langt over stregen med den adfærd -uanset herkomst.
    Det er rendyrket ond vilje. Den adfærd er også strengt forbudt i Polen. I forhold til naturbeskyttelse er Polen faktisk på nogle områder foran os, så det kan ikke undskyldes med uvidenhed.

    Kommentar af natural2222 — 21. april 2018 @ 03:27

    • Tak, Farmer, så lærte jeg igen noget af dig. Jeg er på en måde glad for at erfare, at det må have været ond vilje, for så er Polen som nation betragtet i hvert fald i orden 🙂

      Kommentar af Ellen — 21. april 2018 @ 07:24

      • Så er det på plads; manden er ikke en kedelig polak, men bare en kedelig karl generelt. Godt, du var hjemme til at stoppe ham/dem. Var I kommet hjem til en bunke skrammel, havde det været svært at løfte bevisbyrden, selv om I nok så meget vidste, hvem synderen var. Nu krydser vi så fingre for, at du har skræmt ham fra nogensinde at få samme dårlige ide igen 🙂

        Kommentar af Fruen i Midten — 21. april 2018 @ 11:26

        • Jeg havde egentlig nok ikke engang tænkt på, at det kunne være ham selv, der ville smide affald på egen grund, lige over for eget hus – så tåbelig har man da næsten ikke lov til at være 🙂
          Men nej, jeg håber ikke han prøver igen …

          Kommentar af Ellen — 21. april 2018 @ 19:46

  12. Selvfølgelig skal manden ikke have lov til at gøre en fredet strandeng til en losseplads, men jeg er et hundrede procent sikker på, at et dansk boldtræ af en “entreprenør” dvs. cowboyhåndværker kunne finde på at gøre det samme. Jeg har haft polakker som både kolleger og kursister. Udmærkede mennesker hver og én!

    Kommentar af Henny Stewart — 21. april 2018 @ 09:47

    • Man kan klart nok ikke skære alle over én kam, og der findes dårlige polakker og dårlige danskere og dårlige alle mulige andre … dette her var så en af de førstnævnte 😉

      Kommentar af Ellen — 21. april 2018 @ 19:49

      • Klart nok. Men det er da ærgerligt, at I skal have sådan en træls nabo der i den stråtækte idyl. Skal vi ikke håbe, han finder “et håndværkertilbud” et andet sted snart, som han kan flytte ind i med samt sit ragelse? 🙂

        Kommentar af henny894H — 21. april 2018 @ 22:23

        • Det er der desværre ikke noget, der tyder på. Det var et håndværkertilbud han købte … men vi kan håbe på, at han kan tjene tilstrækkelig mange penge på at sælge det og købe et andet. Haven ligner dog stadig noget, der er løgn. Nu har han i øvrigt smidt sit byggeaffald der!

          Kommentar af Ellen — 22. april 2018 @ 07:53

  13. DU er så pissesej (undskyld mit direkte sprog), hvad fanden bilder han sig ind? Jeg håber, at jeg havde gjort det samme – det havde jeg, og min mand havde luret i baggrunden ligesom din 😉 Det er jo fuldstændig ligegyldigt, om han er dansk, polsk eller fra Langbortistan, det er noget svineri, som skal stoppes. Godt brølt!!

    Kommentar af frnielsen — 21. april 2018 @ 10:24

    • Han bildte sig selv ind, at han kunne gøre helt som det passer ham … og skønt, at du havde gjort det samme som jeg.
      Noget værre svineri, ja, og jeg håber det både var første og sidste gang, han prøvede på det nummer!

      Kommentar af Ellen — 21. april 2018 @ 19:51

  14. Det er godt med sådan en vrede, der fører til handling. Du er så sej. Jeg er en kryster, der ville have fotodokumenteret og derefter henvendt mig til myndighederne. Godt at læse om du modige kvinde 🙂 I mister ikke et godt naboskab, kan jeg forstå. Han er da også ufattelig dum. Nu har han forhåbentlig lært det.

    Kommentar af Betty — 21. april 2018 @ 22:00

    • Kontrolleret vrede kan være godt, ja. Jeg var også en kryster før i tiden, men alderen må have gjort mig mere modig.
      Jeg håber virkelig, at han har lært det. Eller i det mindste undersøger, hvad han må og ikke må.

      Kommentar af Ellen — 22. april 2018 @ 07:55

  15. Godt du reagerede og tog billeder. Meget modigt.
    om polakker lige er slemme er jeg ikke sikker på, ikke mit direkte indtryk da jeg var der, det var fattigt, men det var mere det end ligeglad med natur…. mit indtryk af polske håndværkere er dog noget i stil med det du beskriver ihvertfald her omkring… men igen så der også nogle danske som gør sådan her….

    Kommentar af Anette — 21. april 2018 @ 23:46

    • Ja, selvfølgelig er der også danskere, der er nogle svin, De polske håndværkere er det nok politisk særdeles ukorrekt at tale om her, men jeg kender en del – både danskere og svenskere – for hvem det blev en dyr fornøjelse at bruge billig, polsk arbejdskraft, fordi de måtte have lavet det om. Af danske håndværkere …

      Kommentar af Ellen — 22. april 2018 @ 07:58

      • De “polske håndværkere” er netop ikke håndværkere. De er ufaglærte eller uddannet indenfor noget helt andet end det håndværk de er sat til at udføre.
        Der er bygge-boom i Polen og har været det i årevis.
        Dygtige polske håndværkere arbejder ikke i DK. De er hjemme i Polen for at tjene kassen samtidig med at de er nær deres familie, som betyder langt mere for en polak end vi forestiller os i DK.

        Kommentar af natural2222 — 23. april 2018 @ 05:13

        • Se, det forklarer jo rigtig meget! Så kan jeg bedre forstå, at man hører – eller hørte – om så meget klamp rundtomkring. Man ser ikke så mange polske biler på landevejene som for nogle år siden … det dårligt udførte håndværk rygtedes vist relativt hurtigt.

          Kommentar af Ellen — 23. april 2018 @ 06:48


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.