Hos Mommer

16. april 2018

Et medlidenhedsdrab

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:44
Tags:

Sandsynligvis fordi jeg er opvokset på en gård, har jeg et meget afslappet forhold til det at aflive dyr. Jeg har overværet grise, kalkuner, kaniner, duer, ænder og høns blive slået ihjel; jeg har set min farmor holde en spand under grisens halspulsåre for at opsamle blodet til at lave blodpølse af, jeg har set diverse fjerkræ rende hovedløse rundt. Intet af det har generet mig – sådan var det jo: Man fodrede dyrene op, og senere blev de foder til os.
Men jeg har aldrig selv slået nogen ihjel. Det var gerne mandfolkearbejde, og så tog vi børn/kvinder os bagefter af at plukke fjerene af og hive indmaden ud eller partere grisen og tyrekalven.
Jeg ved, at det skal gøres, men det er svært for mig at påtage mig dyredræberrollen. Jeg har én gang i mit voksenliv været nødt til at slå tre nyfødte kattekillinger ihjel, fordi det simpelthen ikke duede, at moderen fik lov at beholde mere end én killing, men kors, hvor jeg vrælede, da jeg gjorde det (og nej, jeg kunne ikke drømme om at drukne dem, bare for at slippe for at se på det; de skal dø omgående).
I dag var så anden gang i mit liv.
Jeg kom ud og hørte før jeg så den lille skovspurv, hvis ben sad i klemme mellem to hegnselementer. Hvordan den havde båret sig ad med at få benet helt ned, hvor det sad fast, er mig en gåde, men uhjælpeligt fast sad det, det lille, tynde ben.
IMG_0231Fuglen flagrede vildt med vingerne for at komme fri, og da jeg kom hen for at hjælpe den, så jeg, at der var blod og at den havde revet benet næsten helt over i sin desperate kamp for at komme fri. Det sad kun fast i tynde trevler, og jeg kunne se det lillebitte, brækkede ben stikke ud.
Der var kun én ting at gøre. Jeg tog fat om benet lige over brudstedet og hev til – jeg hev naturligvis ikke i fuglen. Det gik let af, men jeg var derefter nødt til at slå det lille kræ ihjel, så jeg hamrede det hårdt ned i fliserne, hvilket gjorde fuglen bevidstløs. Derefter gjorde jeg, hvad jeg har set min faster gøre med duerne, når den stod på duesteg til middag: Jeg trak hver sin vej i hoved og krop, til jeg hørte rygraden knække. Hvis ikke fuglen døde af det hårde stød mod fliserne, var den stensikkert stendød nu.
Jeg tudede ikke, men det gjorde ondt i mig – også selv om jeg vidste, at det var det eneste rigtige at gøre. Den havde jo ikke kunnet klare sig ret længe med kun ét ben, og desuden må den have haft smerter, det lille pus, efter alt det slid, som fik mig til at tænke på de der forfærdelige bjørne- eller rævesakse, som har været anvendt, og hvor det fortælles, at dyrene bed deres egne ben af for at komme fri. 
Det er helt i orden slå dyr ihjel, men det skal ske på en ordentlig måde.

Reklamer

20 kommentarer

  1. Åhha Ellen det er dog en værre historie!! Godt gået MOMMER!

    Kommentar af marianne bentzen — 16. april 2018 @ 16:19

    • Man kan, hvad man skal, Marianne – også selv om det er svært.

      Kommentar af Ellen — 16. april 2018 @ 16:22

  2. Selvom jeg ikke er vokset op på en gård, men ude på landet, hvor der var plads til det hele alligevel, så jeg har heller ingen problemer med, at se dyr blive slagtet. Jeg var med til at fange høns og kyllinger, og har også svunget øksen uden problemer, men det der var større tog far og morfar sig af. Jeg må dog tilstå at jeg nok har nemmere ved at hugge hovedet af en høne, end at dreje hovedet om på en fugl, men det har heller ikke været en nødvendighed endnu.

    Kommentar af Pigen fra landet — 16. april 2018 @ 18:09

    • Så har du prøvet mere end jeg har, men som jeg skrev til Marianne, så kan man hvis man skal, og hvis ikke der var andre til at bruge øksen, så kunne jeg nok også det. Og ja: det tror jeg trods alt også ville være nemmere end en fugl, men nødvendigheden kaldte.

      Kommentar af Ellen — 16. april 2018 @ 18:26

  3. Uha, men det var godt, du tog affære. Bette pjevs (spurven altså) …

    Kommentar af Eric — 16. april 2018 @ 18:19

    • Ja, det stakkels bette pjevs. Der går SÅ mange småfugle til i løbet af en vinter, men når det kommer så tæt på som her, bliver det pludselig meget synligt, at der er en enkelt mindre.

      Kommentar af Ellen — 16. april 2018 @ 18:28

  4. Åh gys! Du er en helt. Jo, det synes jeg, for du gjorde jo det eneste rigtige, og jeg er fuld af beundring, for jeg er ikke sikker på, at jeg kunne selv.

    Kommentar af Fruen i Midten — 16. april 2018 @ 20:43

    • Jeg føler mig også nærmest som en helt, når du roser mig sådan, men det er jeg slet ikke 🙂
      Men mon ikke også du kunne hvis du skulle … hvis du var alene hjemme og derfor ikke lige kunne kalde på manden?

      Kommentar af Ellen — 16. april 2018 @ 20:49

      • Jeg håber, at jeg ville kunne. Men er ikke sikker. Måske ville jeg bare flygte – og hade mig selv.

        Kommentar af Fruen i Midten — 16. april 2018 @ 21:33

        • Det må jo komme an på en prøve så … hvad jeg ikke håber sker – for fuglens skyld 🙂

          Kommentar af Ellen — 17. april 2018 @ 10:46

  5. Sådan, Ellen! Det duer ikke, at lade svært skadede dyr lide, fordi man selv er sart.
    I kollektivet havde vi høns, ænder og gæs, som vi selv slagtede, dog ikke jeg – det var vist Peter der klarede det. Lammene klarede slagteren. Jeg har en gang nødslagtet en skambidt høne med en spade (i mangel af økse), men sjovt er det altså ikke 😦

    Kommentar af fiberfryd — 17. april 2018 @ 07:01

    • Nej, det duer ikke, og nej, det er da bestemt ikke sjovt, men du ved jo så selv, hvordan det er, når nødvendigheden kalder 🙂

      Kommentar af Ellen — 17. april 2018 @ 10:48

  6. Sejt!!
    Jeg er i den grad en kylling, en svagp..ser, og hvad man ellers kan finde på af ukvemsord i den retning – på et tidspunkt forvildede en bittelille fugl sig ind i vores hus, mens jeg var alene hjemme. Heldigvis kunne jeg, iført tykke handsker og beskyttelsesdragt, løbe ind i rummet, åbne vinduet og lukke døren efter mig – og så håbe på, at kræet selv kunne finde ud. Hvilket det kunne – jeg har i hvert fald ikke set det siden. Så nej, jeg tror ikke engang, jeg ville kunne aflive et kræ, selv hvis jeg i princippet skulle. (Vi ser bort fra fluer, mindre insekter og edderkopper)

    Kommentar af Conny — 17. april 2018 @ 07:42

    • Hehe, “tykke handsker og beskyttelsesdragt” – jeg håber da du overdriver en anelse :-.) Bortset fra det, er det nok også den bedste løsning at lade fuglen selv finde ud. Så er man fri for at stresse den yderligere ved at jagte den.

      Kommentar af Ellen — 17. april 2018 @ 10:50

  7. Opvokset i byen, men dog med besøge på bondegård… og en bedstefar der havde brevduer… så jeg ved at det kræver en indsats at få den lækre duesteg!
    Jeg håber, jeg er lige så konsekvent som du, hvis jeg står i situationen… Indtil viderehar jeg kunne kalde på assistance!
    Vi er helt enige i, at skal det gøres, skal det gøres hurtigt og så smertefrit som muligt.
    De snare/fælder, man har brugt/bruger, er rædsomme.

    Kommentar af Anne Holtegård Clausen — 17. april 2018 @ 10:44

    • Jeg tror du vil være sej nok, hvis det kom til stykket – jeg har ikke indtryk af, at du er sart 🙂
      Jeg forstår ikke, at man kan få sig sig selv til at bruge den slags fælder/sakse/whatever. Det skal nok passe, at nogle stadigvæk anvender dem -. der er jo også masser af skånselsløse elfenbens- og næsehornhornsjægere i Afrika.

      Kommentar af Ellen — 17. april 2018 @ 10:53

  8. Stakkels lille pip, godt du kunne træde til så den ikke skulle lide mere

    Kommentar af Anette — 17. april 2018 @ 23:54

    • Ja, det var godt 🙂

      Kommentar af Ellen — 18. april 2018 @ 07:13

  9. Det var en fin måde at løse problemet på.

    Kommentar af Jørgen — 20. april 2018 @ 19:45

    • Tak – det var vist den eneste rigtige 🙂

      Kommentar af Ellen — 20. april 2018 @ 20:05


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.