Hos Mommer

14. april 2018

Dette simple trick vil forbløffe dig … et klikfang!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:56
Tags: ,

For et stykke tid siden efterlyste en FB-sproggruppe et dansk ord for clickbait, og et lyst hoved foreslog klikfang. Totalt genialt, og jeg vil gøre hvad jeg kan for at få dette fine ord udbredt – selv om det nok bliver svært.
Vi har sikkert alle sammen set de irriterende tekster af samme art, som jeg har sat i dagens overskrift. Jeg klikker yderst sjældent på dem, for det varer ikke længe før man finder ud af, at de bare skal lokke én ind på en bestemt side, og at der normalt ikke er voldsom forbløffelse hos den, der falder i.

Klikfang eller ej … jeg har tænkt mig at offentliggøre resultatet af et forsøg, Charlotte havde iværksat, da vi var derovre, og som skulle afgøre, om et smart, men enkelt trick holdt vand, så at sige.
Hun havde hørt, at kobbermønter i vandet til afskårne blomster skulle forlænge deres levetid.
Kunne det nu passe? Er det så enkelt?
Hun troede ikke helt på det og foranstaltede derfor et lille forsøg: lige mange ens tulipaner i to ens vaser.
Derefter lagde hun en kobbermønt i den ene vase. Det var den optimale forsøgsopstilling med kun en enkelt parameter at måle på, og derfor med et umiddelbart tolkbart resultatet.
Da vi kom derover, var det fem dage siden, forsøget blev sat i gang. Jeg vidste endnu intet om det, men spurgte hende, hvorfor den ene vases tulipaner var stort set færdige, mens den andens stod så flot – og så fik jeg forklaringen.
Blomsterne med kobbermønten viste sig at holde mere end dobbelt så længe som dem uden. Så enkelt kan det åbenbart gøres.

I går kom min søde mand hjem med en overdådighed af tulipaner til mig. Bare fordi …
Jeg blev glad, og jeg kunne sætte tulipaner i ikke mindre end seks vaser – et herligt syn.
Der kom naturligvis 50 øre i hver vase (jeg havde heldigvis stadig nogle stykker i en bøtte), så nu satser jeg stærkt på, at de smukke tulipaner holder lige til vi skal til England igen.

Reklamer

18 kommentarer

  1. Fantastisk! Jeg vil straks lægge en 50-øre i alle mine vaser, så de er der når jeg skal bruge vaserne (var det ikke også et godt trick?! Hva’?!). Bortset fra det, følger du så sproget.dk på Instagram? Jeg tror du vil synes det et en fest! 💥

    Kommentar af Maude — 14. april 2018 @ 16:34

    • Jo, det var et godt trick!
      Nej, men det gør jeg lige om lidt 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. april 2018 @ 17:59

  2. Det må prøves – gad vide om det virker med påskeliljer fra haven? 😉

    Kommentar af fiberfryd — 14. april 2018 @ 17:12

    • Pas. Men det giver så absolut belæg for at udvide forsøget til også at omfatte påskeliljer 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. april 2018 @ 18:00

  3. Sikke et trick
    det må prøves, hvad sker der med mønten over tid?

    Kommentar af Anette — 14. april 2018 @ 17:15

    • Den må vel opløses efterhånden, men tidshorisonten kendes ikke endnu.

      Kommentar af Ellen — 14. april 2018 @ 18:01

  4. Genialt trick: Slut med slatne tulipaner – sådan klikfanges der her: https://www.isabellas.dk/alt-om-haven/blomster/genialt-trick-slut-med-slatne-tulipaner.

    Jeg synes nu ikke forklaringen i artiklen om at det skulle være fordi kobber er et vigtigt næringsstof lyder helt god, men nærmere at kobber er tungmetal, og som sådant giftigt for fx. bakterier, der kunne tænkes at forkorte tulipanernes levetid.

    Kommentar af Pernille — 14. april 2018 @ 18:43

    • Det er åbenbart ikke nogen nyhed, det med kobberet … og jeg tror du har ret i din teori om, at det virker bakteriedræbende.

      Kommentar af Ellen — 14. april 2018 @ 21:45

  5. Har læst at det også holder alger væk fra fuglebadet, men har ikke prøvet det endnu. Ellen, vil du være sød at sende mig din adresse, så skal jeg sende dig nogen Dorthealiljer, som jeg lovede dig forleden. Knus og hilsner til jer begge fra et diset, men lunt Bornholm.

    Kommentar af Kirsten Jensen — 14. april 2018 @ 18:50

    • Det skal prøves – vores fuglebad bliver så hurtigt grimt.
      Adresse sendt – jeg glæder mig til at få dorthealiljer i min have 🙂
      Knus retur fra en ikke særlig lun Præstøfjord.

      Kommentar af Ellen — 14. april 2018 @ 21:47

  6. Det var et godt trick. Og let. Tak for det 🙂

    Kommentar af Betty — 14. april 2018 @ 20:44

    • Velbekomme – det kan nemlig ikke være nemmere at forlænge livet på de afskårne blomster 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. april 2018 @ 21:47

  7. Tulipanerne hang i morges, der kom nyt vand i vasen og en kobbermønt, tak for klikfanget 🙂 og god weekend til jer

    Kommentar af Lene — 15. april 2018 @ 07:10

    • Og god søndag til dig – det bliver spændende, om det også virker forlængende, når mønten ikke har været i fra begyndelsen.

      Kommentar af Ellen — 15. april 2018 @ 08:04

  8. Tak for tippet – jeg går på jagt efter nogle kobbermønter. Kærlig hilsen Marianne

    Kommentar af marianne bentzen — 15. april 2018 @ 17:41

    • Velbekomme – jeg håber du finder nogle mønter 🙂

      Kommentar af Ellen — 15. april 2018 @ 17:48

  9. Godt ord og godt trick.

    Kommentar af conny — 15. april 2018 @ 17:49

    • Nemlig 🙂

      Kommentar af Ellen — 15. april 2018 @ 17:52


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.