Da vi kom hjem i går, kiggede vores nabo indenfor. Hun ville fortælle os, at deres nabo til den anden side var død. Det kom ikke bag på os, for han havde været alvorligt syg i lang tid, men han blev kun 57 år. For pokker, altså – det er jo alt for tidligt at dø.
Det minder mig lidt for meget om egen dødelighed, når folk yngre end mig selv dør.
For at føje spot til skade, har hans enke været under behandling for lungekræft, mens hun samtidig skulle passe en meget syg mand. Hun var ellers erklæret rask, men nu er der dukket en skygge op på den ene lunge, som man lige skal have kigget nærmere på.
Heldigvis, kan man næsten sige, fylder hendes mands død og kommende bisættelse det hele hos hende lige nu, så hun har ikke tid til at tænke på sig selv.
Længere oppe ad vejen er der også en, der er syg og har skiftevis haft det godt, halvgodt, halvdårligt og heldårligt siden november, har jeg så sent som i dag fået at vide. Hun har været igennem et hav af undersøgelser og skal snart til en MR-scanning. CT-scanning har hun været igennem. Man kan ikke finde ud af, om det er psykisk eller fysisk – lægevidenskaben er i det hele taget på fuldstændig bar bund, hvilket naturligvis skaber angst hos hende og er dermed selvforstærkende.
Det er med andre ord noget rigtigt hø, er det. Hun er kun først i 50’erne.
Det lyder frygteligt at sige det, men på en måde er jeg glad for, at det var kræft jeg fik, for på trods af, at det ikke var specielt behageligt at komme igennem behandlingsforløbet, var det noget helt konkret, jeg skulle forholde mig til.
En sygdom, der er udiagnosticeret, må på sin vis være værre – jeg kan snildt forestille mig den angst, der konstant må lure i baghovedet.
Jeg kan godt skrive under på, at angsten i sig selv er slem.
Det går længere og længere imellem, at jeg går i selvsving, men jeg er også tæt på at kunne betegne mig selv som a survivor, som de sagde, da jeg var i England. Det siger man, når man har overlevet fem år efter … ja, efter hvad? Formentlig efter behandlingens afslutning, og i så fald er der stadig et halvt år endnu.
Men angsten for, at det kommer igen, den kan godt indimellem give en søvnløs nat eller to. Der skal ikke ret meget ondt i halsen til; måske en stikken i brystet eller en lille bule bag øret (men der må jeg simpelthen have slået mig, for den forsvandt af sig selv), før jeg tænker på, om kræften atter er dukket op, bare i en anden form.
Jeg føler med begge kvinder.
Nu er det endelig blevet forår, og så får man disse triste nyheder. Det tager lige toppen af nydelsen, men jeg kan jo intet stille op – andet end at vise min deltagelse og komme med god-bedring-blomster.
Life’s not fair, is it?
Dette var et Scar-citat fra The Lion King. Zazus rapport til Mufasa er en genial leg med ord:
Checking in with the morning report!
Well, the buzz from the bees is that the leopards are in a bit of a spot … and the baboons are going ape over this. Of course, the giraffes are acting like they’re above it all … the tick birds are pecking on the elephants. I told the elephants to forget it, but they can’t …
Godt. Det hjalp lidt på min lidt trykkede stemning.
Hos Mommer 
Selvfølgelig er du en survivor, og jeg tror, at det kommer fra din taknemlighed over, at du netop blev syg på det tidspunkt, du blev, for ellers havde I ikke fundet den stråtækte.
Ja, det er jo dine egne ord fra et indlæg tidligere.
Positivitet og taknemlighed spiller en kæmpestor rolle i et forløb med uvelkomne celler, som kræft jo er.
Kommentar af Kisser — 9. april 2018 @ 14:22
Ja, det er mine egne ord, og jeg mener dem stadig 🙂
Det er i hvert fald vigtigt at være positiv, men jeg kan godt forstå, hvis det kan være svært at bevare optimismen.
Kommentar af Ellen — 9. april 2018 @ 15:29
Ja, hvis bare det så var fake news, det er det så desværre ikke, men triste nyheder. Men som du selv gør – deler det med dine læsere- det hjælper lidt.
Kommentar af Anni — 9. april 2018 @ 14:28
Det hjælper altid lidt at sætte ord på den slags.
Kommentar af Ellen — 9. april 2018 @ 15:29
Ja, nogen rammes hårdt, livet er et lotteri. Jeg siger “karma” og glæder mig over hver dag, der går godt.
Kommentar af Eric — 9. april 2018 @ 15:20
Der er heller ikke så meget andet at gøre …
Kommentar af Ellen — 9. april 2018 @ 15:30
Av, for den! Nej, ingen sagde, at livet var retfærdig…. 😢
Kommentar af Maude — 9. april 2018 @ 16:46
Nej, det er der desværre ingen, der har lovet.
Kommentar af Ellen — 9. april 2018 @ 17:59
Næh… Livet er ikke retfærdigt.
Vi har lige sagt farvel til en svigerinde. Hun var også yngre end mig. Det kommer for tæt på. Det gør ondt. Og ens egen sårbarhed udstilles.
Det er med at få det bedste ud af sine dage… Opleve. Nyde. Dele. Glæde sig sammen.
Mindfullnes på moderne dansk! (med 1 eller 2 l’er?)
Kommentar af Anne Holtegård — 9. april 2018 @ 19:38
Det kommer sommetider lidt for tæt på – og det vil det gøre oftere og oftere, efterhånden som vi bliver ældre, men ja, det gør ondt hver gang.
Vi nyder livet. Jeg går ikke rundt i en evig taknemmelighedsrus, men tænker da over en gang imellem, at vi skal huske at nyde det, mens vi kan.
Altid kun ét ‘l’ – lige som wonderful, delightful, thoughtful m.m.m. – det har ikke noget at gøre med at være ‘full’ som i modsætning til tom 🙂 .
Kommentar af Ellen — 9. april 2018 @ 20:40
Triste nyheder at komme hjem til. Det er alt for ungt – selv om man lidt kynisk kan sige, at når først vores børn er godt i vej, så er vi selv overflødige.
Det er aldrig rart at blive konfronteret med sin egen dødelighed, men det får også en til at skønne på livet. Jeg synes ellers, at det er svært at leve sit liv, som om hver dag kunne være den sidste. At leve intenst i nuet er muligt i øjeblikke, men så kalder hverdagen igen med planlægning, kedelige rutiner og trælse opgaver der skal overstås – og det er sørme ikke noget jeg gider dvæle ved 😉
Kommentar af fiberfryd — 10. april 2018 @ 0:26
Det har jeg tænkt i 20 år: Nu kan Charlotte klare sig selv – det er det vigtigste.
Man kan ikke – og skal heller ikke – leve hver dag, som var det den sidste. Det har jeg længe syntes er en fjollet livsanskuelse, for det ville blive noget underligt, krampagtigt noget. Hverdagen er en del af et normalt liv, og selv om jeg ikke kan fordrage at fx gøre rent, så hører det nu engang med. Lykke ville ikke være lykke, hvis den var konstant; så var det jo også hurtigt hverdag med den 🙂
Kommentar af Ellen — 10. april 2018 @ 8:33
Fru Nielsen, altså! Du bedes arbejde lidt med dine overskrifter, så du ikke skræmmer livet af fredelige folk 😉 Nej, folk skal helst vente med at dø, til de er gamle nok. Hvornår det så end er, men i hvert fald ikke, mens de er i halvtredserne. Ellers er det jo rigtig nok, som Ditte og du skriver, at når ens unger er så gamle, at de kan klare sig, så behøver man ikke være (helt) så bange for at dø. Det tror jeg heller ikke, jeg bliver. Altså bange for at dø. Men måden; den kan skræmme mig fra vid og sans, fordi vi ikke kan vide, om vi en dag bare glemmer at vågne, eller om vi skal igennem et ulideligt sygdomsforløb først.
Kommentar af Fruen i Midten — 10. april 2018 @ 9:33
Overskriften var naturligvis bevidst og den slags hedder klikfang med et nyt ord 😉
Nemlig: Hvornår er det en god dag at dø? (Så du den film i sin tid?) Det er i hvert fald helt sikkert, at det mest skræmmende er dit sidste scenarie – det er der nok ingen, der ønsker, men bare “glemme at vågne” er desværre ikke alle forundt.
Kommentar af Ellen — 10. april 2018 @ 9:42
Hvor har du ret, Ellen, alle skæbner omkring os, berører. Selv som barn, husker jeg helt tydeligt, da en af mine barndomsveninders far pludselig døde, og da var var kun en 10-12 år.
Nu hvor vi er meget ældre, bli’r man især mærket af, når det er dem, der er yngre end os selv, der falder fra, og nogle gange flere/mange i perioder.
Og jo diagnoser er en god ting, men selv om diagnosen ikke er cancer, kan det være svært for lægerne at helbrede.
Selv har jeg døjet med løbenæse i 15 år, hvor jeg var så heldig at Rhinocort næsepulver tog alle symptomerne hele dagen, men det har udviklet sig efter en luftvejsinfektion, så uanset hvilke præparater lægerne foreslår, som jeg har brugt de seneste 2 år, hjælper det ikke, og nu løber det også ned i halsen, og det er just ikke befordrende for smagen i det man indtager. Og desuden kradser og kriller det undertiden også.
Så selvom både Aleris-Hamlet og Nordsjællands Hospital i Hillerød har været inde i billedet, og diagnosen er kronisk næsekatar, så er livskvaliteten ringe, når man af samme grund undgår selskabelighed, for der hjemme kan man trods alt rømme sig, når der er behov for det.
Så alt, også smertestillende, der hjælper, så folk kan komme ud og også på rejser, er i hvert fald noget at være taknemmelig for.
Hvis ikke jeg havde Stimorol efter måltiderne, så kunne jeg ikke foretage mig ret meget.
Kommentar af Madonna — 10. april 2018 @ 11:07
Det var dog frygtelig ubehageligt for dig – og især når der åbenbart ikke er noget at gøre. Jeg kan kun prøve at forestille mig, hvordan det må være at leve med – stakkels dig.
Behøver du helt at undgå selskabelighed, selv om du er nødt til at rømme dig ofte? Jeg kan forstå, hvis du undgår at gå i biografen eller teatret, men venner og familie må da have forståelse for dit problem?
Hvad gør Stimorol for dig? Fjerner ‘kradseriet’?
Kommentar af Ellen — 10. april 2018 @ 11:18
Nogle viser gudskelov forståelse, men andre irriteres synligt (enkelte bemærker det), at jeg konstant tygger Stimorol, må tage det umiddelbart efter måltider, så det begrænser, selvom jeg ikke hoster.
Men efter et par timer er jeg træt og har det bedst hjemme, men jeg er nødt til at fortælle det vidt og bredt, for jeg håber jo hele tiden, at være så heldig at finde en med gode råd og evt. løsning.:-)
Kommentar af Madonna — 10. april 2018 @ 11:37
Naboer er også ramt af det, og mener det skyldes byggeriet, som er fra 60erne, og et par har fortalt, at nogen i området har måttet flytte af samme grund.
Samme nabo har også den mening, at Stimorol opsamler det, der løber ned, det ta’r i hvert fald toppen af irritationen.
Men underligt nok, anbefaler tandlægerne tyggegummi til patienter med Sjögrens syge, da de er tørre i munden og mangler spyt.:-/
Kommentar af Madonna — 10. april 2018 @ 11:46
Det er tankevækkende, at nogle naboer lider af det samme som dig – det kunne tyde på, at det med byggeriet har noget på sig.
Og vel er det da en smule irriterende, hvis en person konstant rømmer sig, men hvis man ved, at det skyldes en lidelse, så har man altså bare at lade som ingenting! Og du smasker formentlig ikke med tyggegummiet? Det kan godt nok drive mig (og vel også andre) til vanvid …
Du har naturligvis ikke mulighed for at flytte, for så havde du vel gjort det? Det ville da være skønt for dig at slippe for lidelserne.
Kommentar af Ellen — 10. april 2018 @ 12:04
Jeg vil nødigt flytte, da jeg gode venner og naboer i området, og HVIS det så viser sig, at min tilstand ikke forandrer sig, det aner man jo ikke. Det er et stort skridt.
Nej jeg smasker ikke, men har aldrig selv kunnet li’ at se på andre der tyggede hele tiden, men nu er jeg altså bare nødt til det selv,,,,,:-)
Kommentar af Madonna — 10. april 2018 @ 13:26
Det er et stort skridt, ja, men du behøvede måske ikke at flytte så langt væk 🙂
Hvis du ved hvad der normalt generer ved tyggegummitygning og selv prøver at undgå det, synes jeg altså, at folk må være en smule nærtagende …
Kommentar af Ellen — 10. april 2018 @ 15:38