Hos Mommer

4. april 2018

Og så er det ikke engang en forårsfornemmelse

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:28
Tags: , ,

Jeg fik mit livs dyreste ansigtscreme i fødselsdagsgave af Charlotte, da vi var i England. Nu er det ikke fordi jeg normalt går og tjekker, hvad hun giver mig for i gaver, men denne gang kunne jeg ikke dy mig … jeg havde aldrig købt sådan en creme til mig selv.
Da vi kom derover, bemærkede jeg hendes ansigtshud, som var blevet markant anderledes (til den positive side) at se på, sammenlignet med da de var her i julen. Det sagde jeg til hende, og hun smilede og sagde, at selv hendes ellers ikke særlig observante mand havde for nylig spurgt, hvad der var sket med hendes ansigt.
Det kom sig af, at hun var inde et sted i Bath for at forsyne sig med nogle Dr. Hauschka-produkter, som normalt er de eneste, hendes sarte hud kan tåle. Hun fik et par prøver af Elemis-produkterne med – og blev ret positivt overrasket over for det første, at hun kunne tåle dem og for det andet, hvor anderledes og dejlig en fornemmelse cremerne gav hende; især den afbildede.
Hun faldt for fristelsen og købte en krukke med 100 ml – og fik et mindre chok, da hun skulle betale, men allerede efter godt en uges brug bemærkede Tim forskellen.
Jeg prøvede den og måtte give datteren ret: Det var en anderledes og bedre fornemmelse end med mine vanlige (og også lækre) cremer.
Det var derfor, du kun fik en symbolsk gave i første omgang. Hvis du vil have sådan en creme, vil jeg bestille en til dig. Den kan godt nå at komme, mens du er her.
Jeg var slet ikke klar over, at den første gave havde været symbolsk, men man skal aldrig sige nej til et godt tilbud, selv om jeg sagde til Charlotte, at ét er hendes 41-årige hud, noget andet er min, som jo er 24 år ældre … cremen kan vel trods alt ikke udrette mirakler …
Hun mente, at det var værd at prøve.
Jeg har brugt den hver morgen siden jeg fik den. Der skal kun bruges, hvad der svarer til en ært, så den er drøj i brug.
Jeg har altid kun haft et overbærende smil tilovers for folk, som tror på, at cremer kan gøre så meget for ens hud, at det kan ses (ikke mindst af andre end en selv). De kan give en god fornemmelse, som jeg skrev om her, men her på tolvtedagen må jeg indrømme, at jeg bilder mig selv ind at kunne se en forskel. Godt nok minimal, og det fortæller måske mere om min indbildningsevne, end det fortæller om den reelle virkning, for John har ikke bemærket noget.
Men det er ligemeget. Jeg er fuldstændig vild med den creme, og nu skal jeg i hvert fald have brugt alle 100 ml af den. Så må vi se, om der kan blive til en krukke til til den tid.
Det kan godt være, jeg er naiv, men den dejlige forkælelesfornemmelse, cremen giver, kompenserer tilstrækkeligt for det.
Og så er det ikke engang en forårsfornemmelse. Den kan vare hele året.

Reklamer

12 kommentarer »

  1. De rige har mange glæder! Ja, jeg googlede, og er du vims, så mange penge kunne man jo få en syvendedel ferie eller et weekendophold for. Kan godt forstå, at den er dejlig. Det MÅ den jo simpelthen være 😉

    Kommentar af Fruen i Midten — 4. april 2018 @ 15:29 | Svar

    • Den er temmelig dyr, ja, men er heldigvis lidt billigere i England.
      Den skal virkelig være dejlig til den pris, enig, men selvforkælelse er godt, og forkælelse fra andre er endnu bedre 🙂

      Kommentar af Ellen — 4. april 2018 @ 16:39 | Svar

  2. Jeg får næsten lyst til at eksperimentere med min hud også, men prisen er en smule afskrækkende. Indtil videre holder jeg mig til den første dagcreme jeg nogensinde har investeret i: En 50 kroners Änglamarkcreme, som jeg pudsigt nok købte i går i Kvickly. Den er helt sikkert uden collagen og andre effektive anti aging ingredienser og der bliver med garanti ingen synlig bedring 😆
    Men vinder jeg i lotto engang, må jeg altså prøve vidundermidlet.

    Kommentar af fiberfryd — 4. april 2018 @ 19:52 | Svar

    • Prisen er afgjort afskrækkende! Hvis ikke jeg havde fået cremen foræret, havde jeg heller aldrig fået prøvet den, men jeg må, som skrevet, indrømme, at den er überlækker 🙂 Jeg håber du vinder i lotto!

      Kommentar af Ellen — 4. april 2018 @ 20:39 | Svar

  3. Tjah, det sete afhænger også af det man føler, og sikke en skøn gave. Det er en gave, som du kan glæde dig over hver dag, når du smører cremen på.

    Min kollega fortalte mig at man i et forbrugerprogram havde prøvet cremer , og den eneste, hvor man kunne se en lille forskel på rynkerne, var en creme til 23 kroner fra Lidl. Jeg bruger dog stadig den creme, som jeg føler mig godt tilpas med.

    Kommentar af Lene — 5. april 2018 @ 05:46 | Svar

    • Hehe, så meget for luksus-snobberiet 😀
      Jeg nægter dog at sætte mine ben i Lidl, så jeg får ikke prøvet den billige creme, og jeg vil helst bilde mig ind, at den nok ikke kan leve op til lækkerhedsfornemmelsen ved de dyrere af slagsen …
      Det er nemlig en skøn gave, og uanset om det så virker eller ej, kan intet tage glæden fra, at jeg har fået den af min dejlige datter 🙂

      Kommentar af Ellen — 5. april 2018 @ 07:48 | Svar

  4. Jeg er altså misundelig – og fristet! Den er godt nok dyr, men der er så også dobbelt så meget i som normalt.
    Jeg har godt set nogle af de tester, hvor man afprøver diverse cremer, og det er altid de billige, der vinder. Niveas Q10 vandt også engang. Problemet er bare, hvad de bliver sammenlignet med. Den antirynkecreme, jeg bruger, var i hvert fald ikke med.

    Kommentar af Kirsten — 5. april 2018 @ 09:18 | Svar

    • Der er nemlig meget i – du skulle unde dig selv at prøve den 🙂
      Jeg tænkte lidt det samme, da jeg så Lenes kommentar: Hvilke cremer var udvalgt til at blive testet?

      Kommentar af Ellen — 5. april 2018 @ 09:42 | Svar

  5. Jeg ville skulle passe på med ikke at tænke frygtelig praktisk, hvis jeg fik sådan en dejlig og dyr creme – altså i retning af alt det, jeg ville kunne have fået for de penge. Men det er jo slet ikke det, det kommer an på. Det er den dejlige fornemmelse af en skøn creme, der måske/måske ikke gør noget godt for ens hud og velbefindende. Hvis man så ovenikøbet får positive kommentarer, er det bare yderligere skønt.

    Kommentar af Conny — 5. april 2018 @ 12:06 | Svar

    • Enig, specielt hvis man selv skulle investere i den, men det er rigtigt, at man bare skal fokusere på den fornemmelse af ypperlig luksus, den giver.
      Og skade kan den vel trods alt ikke gøre 🙄

      Kommentar af Ellen — 5. april 2018 @ 12:49 | Svar

  6. Jeg har altid nægtet at købe de cremer, der er vanvittig dyre, som de i forskellige butikken påstod jeg godt kunne tåle. Mine problemer var, påstod de, at jeg ikke købte de dyre cremer, hvortil jeg har bedt om en prøve, for jeg købe altså ikke den ene creme efter den anden til omkring tusind kroner. Jeg har ikke tal på de cremer jeg har prøvet, og husker ikke mange af dem. Endelig var der en kvik ekspedient, der sagde, jeg skulle have en creme, der er helt oliefri, og dem er der ikke mange af. De, eller de to, jeg har kendskab til, er heller ikke helt billige, men de virker.

    Kommentar af Pigen fra landet — 5. april 2018 @ 16:23 | Svar

  7. Hej Ellen – mon det er denne her creme, du har fået?
    Jeg synes nemlig farven er lidt anderledes.
    Jeg vil gerne være helt sikker, inden jeg bestiller, for jeg vil rigtig gerne prøve den (rigtige) , når du giver så gode anmeldelser af den 🙂

    Kommentar af Tove — 23. april 2018 @ 08:30 | Svar


RSS feed for comments on this post.

Fyr løs! Din kommentar er meget værdsat

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.