Hos Mommer

1. april 2018

Når foråret ikke vil komme til mig …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:01
Tags: ,

Når foråret ikke vil komme til mig, så må jeg komme til foråret – hvis ellers det giver mening at anvende det gamle ord om Muhammed på den måde.
Jeg havde i første omgang besluttet mig til ikke at forspire nogen planter indendørs i år, for det kunne godt komme til at konflikte med, at vi skal til England først i maj. Hvis ikke de kan plantes ud inden afrejsen, vil de have brug for meget vand, og jeg af bitter erfaring, at det nemt kan gå galt, når man ikke kan overvåge dem hver dag. Hvis vejret på den anden side har tænkt sig endnu et stykke tid at lege mini-istid, så kan jeg måske ikke engang få sået det altsammen udendørs inden vi tager afsted. Da vi bestilte færgerne til England, havde vi ingen anelse om, at kulden ville bide sig så fast. Vi planlagde jo turen efter the bluebells, men måske er de forsinkede i år?
DMI påstår godt nok, at det bliver helt op til 14° på onsdag, men lad os nu se – og hvem siger det betyder, at foråret er kommet for alvor?

IMG_8342IMG_8344

Hvad gør den små Ellen så?
Hun ændrer mening, laver alligevel avispotter og sår 10 forskellige slags frø. Lidt af hvert, men ikke det alt sammen af hvert, så der vil også være til at så på friland, hvis det pludselig skulle blive sommer. Vi har set før, at vi praktisk talt går direkte fra vinter til sommer.
Jeg fandt de gamle frysetørringsbakker frem, som de forærede væk i mit gamle firma, da der blev købt nyt frysetørringsanlæg. De er perfekte til det her: Der kan lige være 5 x 5 potter i hver bakke, og de lækker ikke. Hvorfor har jeg dog ikke tænkt på dem før? De har bare stået ude i skuret, men det er godt, at jeg ikke har nænnet at smide dem ud – for en gangs skyld er Murphy kommet til kort.
Jeg lavede kun to bakker. Hvis jeg er hjemme hele foråret 2019, vil jeg nok gå mere til den og lave 100 potter.
Disse to bakker vil, hvis ikke planterne er kommet i haven, hvad de nok ikke er, når vi rejser, blive afleveret hos en af mine søde naboer, som jeg er sikker på ikke vil have noget imod at varetage den daglige overvågning/pasning.

IMG_8347

Nu står de oppe i et af de buede vinduer, fint mærkede, så jeg har styr på planternes identitet. Om nogle uger kan jeg umuligt huske hvad jeg lagde hvor, og da jeg ikke kender alle kimplanternes udseende, er jeg nødt til at støtte min hukommelse.
Næste skridt er at væbne sig med tålmodighed … spirer de alle sammen, mon? De er blevet og bliver behandlet helt ens, hvilket de ikke nødvendigvis skal, men jeg ved ikke nok om de enkelte planter til at kunne give dem den optimale behandling, så det må gå, som det bedst kan.

Reklamer

16 kommentarer

  1. Jeg forspirer sjældent noget, netop fordi det er svært at vide, hvornår det kan udplantes. I går var der virkelig varmt i drivhuset, men jeg venter til det bliver lunere. Jeg tager det sikre valg.

    Kommentar af Pigen fra landet — 1. april 2018 @ 16:14

    • Det er heller ikke noget, jeg har gjort så meget i, men så kan jeg jo kun blive bedre.
      Jeg skal søreme heller ikke have noget ud i drivhuset endnu – det kan da vist kun gå galt .-)

      Kommentar af Ellen — 1. april 2018 @ 16:25

  2. Der er nogle, der spår forår – måske nærmest sommer – i slutningen af næste uge 🙂

    Kommentar af Kirsten — 1. april 2018 @ 18:47

    • Jeg sætter i den grad min lid til, at det passer 🙂

      Kommentar af Ellen — 1. april 2018 @ 20:00

  3. Godt du har fundet en måde at få foråret ind i dit liv 🙂

    Kommentar af Lene — 1. april 2018 @ 20:22

    • Man er jo nødt til at gøre et eller andet 🙂

      Kommentar af Ellen — 1. april 2018 @ 20:40

  4. Fine bakker – de er jo nærmest skabt til formålet 🙂
    Have og udlængsel kolliderer undertiden, men så må man sno sig 😉

    Kommentar af fiberfryd — 1. april 2018 @ 22:17

    • Ja, de er – og jeg har haft dem i 10-15 år inden det gik op for mig 🙂

      Kommentar af Ellen — 2. april 2018 @ 09:47

  5. Fint udstyr til avispottefoldning 😊
    Håber du får et godt udbytte af forårsfornemmelserne.
    Erik har været ude og mærke i jorden; den er ikke frossen længere… Men altså heller ikke varm nok!
    Han har også forstået og lagt kartofler til spiring…
    Våren er ventet med længsel af havefolket.

    Kommentar af Anne Holtegård — 2. april 2018 @ 08:59

    • Godt, at Erik forstår sine kartofler – så giver de nok et bedre udbytte 😉
      Nej, jorden er bestemt ikke varm nok endnu, men det kommer forhåbentlig hurtigt, for ja, vi venter virkelig med længsel!

      Kommentar af Ellen — 2. april 2018 @ 09:48

      • 🤣🤣🤣😂 åååh den stavekontrol!
        Håber virkelig forståelse og selvvander potter giver tidlige kartofler! 😉
        Og at de bakker, han har forsået i, giver grønsager!

        Kommentar af Anne Holtegård — 2. april 2018 @ 10:38

        • Hehe, jeg havde selvfølgelig gættet, hvorfor der stod sådan, men kunne ikke lade være med at drille 🙂

          Kommentar af Ellen — 2. april 2018 @ 11:34

  6. Er der ikke en sang med teksten “Forår, forår kom nu snart; vi har ventet længe”? Ellers må vi digte en sådan sang. Heldigvis har vi da på vore egne haft hele to meget solrige påskedage – ikke varme, men lune og solrige og UDEN sne. Jeg gik en gennemgangstur i går på en tur, jeg har om en måned (6. maj), og jeg kunne ikke lade være med at undre mig over, at der kan nå at komme blade på træerne og blomster på æbletræerne i den museumshave, jeg har som mål. For det er altså meningen med turen, der er en ud af fire årstidsture, og på forårsturen SKAL æbletræerne gerne blomstre.
    Min egen have kigger jeg blot ud på. Selvom plænen godt kunne trænge til en omgang med rive, så har der ikke været nogen trang, der overfaldt mig.
    God fornøjelse med dine spirer!

    Kommentar af conny — 2. april 2018 @ 11:35

    • Jeg kender ikke den sang, men den lyder god, så digt du bare videre 😉
      Vi har sol i dag, så det er også den anden for vores vedkommende, men temperaturerne skal noget højere op, inden vi kan komme i haven.
      Jeg er sikker på, at din tur bliver med blomstrende æbletræer, for når først varmen kommer, hvad den jo gør lige om lidt, så eksploderer det hele i en sand forårsfryd.

      Kommentar af Ellen — 2. april 2018 @ 11:59

  7. Jeg er også gået i gang med at så indendørs igår. Vi har jo haft snestorm her på Bornholm, men allerede idag er meget af sneen forsvundet, og de lover jo varmere såå… Jeg har heldigvis et drivhus i drivhuset d.v.s. et vandebord med et telt af bobleplast omkring hvor jeg kan varme op med en kyllingelampe, så jeg satser og kaster frø i jorden i en lind strøm. Ude er der så vådt at det tager laaang tid inden vi kan komme igang. Forårshilsner til jer begge fra

    fru Jensen
    Gudhjem

    Kommentar af Kirsten Jensen — 2. april 2018 @ 17:03

    • I har godt nok også været ekstra hårdt ramt af den sene vinter derovre på ‘solskinsøen’.
      Det var et smart ekstra-drivhus at kunne gøre godt med, men det er da også nødvendigt med alternative løsninger lige nu 🙂

      Kommentar af Ellen — 2. april 2018 @ 18:21


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.