Hos Mommer

25. marts 2018

Tæt på Corfe Castle

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:11
Tags: ,

Vi er faktisk en anelse imponerede over, at C & T kan blive ved med at finde nye steder at vise os – de har trods alt boet i Wiltshire i næsten 15 år.
Radius bliver da også større og større; i dag kørte vi en time og tre kvarter hver vej for at komme til Corfe Castle. De sagde, at området var den lange tur værd, og vi kunne kun give dem ret. Det var meget marshland, men the gorse (tornblad) stod i blomst, så det var smukt og lidt anderledes end vi er vant til at se.

Corfe Castle (37)

Først går man igennem en skov, som ikke bliver plejet, så døde træer får lov at forgå ved naturens egen hjælp. Efter et stykke tid når man ned til kysten, hvorfra man kan se over til Poole. På billedet herover skimtes ruinerne af Corfe Castle lidt til venstre for midten af billedet. Det var ret diset, som det ses, men det gjorde det ikke mindre smukt eller mystisk at se.
Jeg har jo noget med nøgne træer, og på dette sted kunne jeg gå helt fotoamok i dem.

Corfe Castle (34)

Kronvildt var der også. Et sted så vi syv græssende dyr på en gang, så Aubrey gav den som Gerald Durrell (vi ser serien om aftenen, mens vi er her – et afsnit/aften) og forsøgte at snige sig ind på dem, men det var ikke så nemt endda. Det var også ligemeget – alene det at se syv, hvoraf en var en tyr med et stort gevir, var stort for dem.

Corfe Castle (31)Corfe Castle (32)

Inden for et forholdsvis lille område så vi et fænomen, ingen af os har set før. De to billeder herover er klumper af myrer. Tykke klumper, hvor myrerne lå i flere lag oven på hinanden, men dog stadig fladt henover jorden; de var ikke i en tue, som vi fx ser dem derhjemme eller i Sverige, men der var den ene samling myrer efter den anden over en strækning på måske et par hundrede meter.
Hvorfor gør de sådan? Er det fordi, de er englændere og derfor opfører sig anderledes end de skandinaviske, er det årstiden eller noget helt tredje? Der var bevægelse i klumperne, men de flyttede sig ikke som sådan. Det var ret fascinerende at se.

Corfe Castle (23)

Da vi nåede helt ud til vandet, vendte vi om og satte kursen mod bilen. Det blev til en tur på næsten tre timer – dog med ophold undervejs, fordi der hele tiden var et eller andet der skulle studeres nærmere.
Klokken var blevet 15, så vi var efterhånden blevet grundigt sultne. Charlotte sagde, at de ville prøve at se, om der var plads på The Halfway Inn, for der spiser man godt.

Corfe Castle (40)Corfe Castle (41)

Det var der – plads, altså, med hiv og sving, for det er åbenbart et populært sted, men vi blev anbragt ved et reserveret bord, hvor ‘reservatørerne’ vist var udeblevet, så på den måde lykkedet det – der var ikke andre steder, vi kunne have siddet alle seks.
Og man spiser virkelig godt der – der var rigeligt med mad, så det blev til dagens måltid – ingen af os bliver sultne igen før i morgen.

Det blev en god, sidste dag herovre. Corfe Castle vil vi se igen ved sommertide. Så er der ingen gorse, men her må være smukt alligevel.

Reklamer

12 kommentarer

  1. Smukke billeder
    gad godt vide hvorfor myrerne gør sådan, hvis du finder svaret så del det endelig.

    Kommentar af Anette — 25. marts 2018 @ 20:14

    • Will do … jeg er selv ret nysgerrig.

      Kommentar af Ellen — 25. marts 2018 @ 23:02

  2. Mon ikke myrerne er ved at vågne efter dvalen, så boet skal varmes op ved, at arbejderne fungerer som varmelegemer og lægger sig i solen for at akkumulere varme, der bagefter afgives i boet.
    Kronvildt: Han = hjort, hun = hind, unge = kalv.
    Mvh. og håb om behagelig hjemrejse

    Kommentar af Kristine — 25. marts 2018 @ 23:22

    • Lyder plausibelt. Jeg ville dog ikke have troet, at 8 grader og overskyet ville være nok for dem, men det er det åbenbart.
      Hehe, tak, jeg fornemmede, at der var noget galt – jeg kunne bare ikke finde ud af, hvad det var ☺

      Kommentar af Ellen — 26. marts 2018 @ 14:40

  3. Smukt, særpræget område. Dejligt for jer med gode, stedkendte guider 🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 26. marts 2018 @ 09:00

    • Ja, det nyder vi godt af hver gang vi er herovre 😊

      Kommentar af Ellen — 26. marts 2018 @ 14:41

  4. Jeg er først i dag kommet til dit indlæg om skolen. Hvor er det fantastisk, at Aubrey nu bliver mødt på den måde, der gør læring lettere for ham. Sådan skal det bare være. Jeg synes, skoleuniformer er en god ting. Det er godt at undgå fokus på mode og mærkevarer i skolen. Og han ser jo helt forrygende godt ud.
    Og du fik ikke noget tekstil med dig. Det er underligt, hvordan en perfekt ting lige pludselig kan være foran én? Og når man virkelig skal bruge noget, som jeg skulle til min datters bryllup for fem år siden., så bliver det en ørkenvandring uden lige. Jeg fandt heldigvis den rigtige kjole til sidst. Men jeg havde lyst til at give op undervejs.
    Jeg tænkte på, om gorse er noget, der ligner gyvel? Kan ikke rigtig se det på billedet. Her omkring er der en masse gyvel tidligt om foråret. Dog ikke endnu.
    Det er et flot og spændende landskab, I har gået tur i. Og The Halfway Inn ser virkelig indbydende ud udefra. Godt, at maden også svarede til det ydre.

    Kommentar af Betty — 26. marts 2018 @ 17:08

    • Det er nemlig lige sådan, det skal være – og det skulle det hele tiden have været!
      Jeg har heller ikke noget imod skoleuniformer, og jeg synes ungerne ser så søde ud i dem … ikke kun Aubie, men dem alle 🙂
      Det med tøjindkøb ER altså noget, alle vi kvinder kender! Og også en del mænd, såmænd …
      Gorse, som hedder tornblad på dansk, kan godt på afstand minde om gyvel, men mindre, når man kommer helt tæt på – der er absolut en grund til det danske navn; den er værre end berberis!

      Kommentar af Ellen — 26. marts 2018 @ 22:07

  5. Igen en tur med masser af indtryk og oplevelser.
    Håber turen hjem går lettere end turen ud…

    Kommentar af Anne Holtegård — 26. marts 2018 @ 22:09

    • Vi er lige kommet hjem efter en aldeles problemfri tur hele vejen igennem 🙂

      Kommentar af Ellen — 26. marts 2018 @ 22:10

  6. Spændende landskab; tornblad ses vist ikke meget i Danmark ..?
    Kom I i nærheden af selve ruinen? Det fremgår ikke rigtigt af tekst eller billeder, synes jeg.

    Kommentar af fiberfryd — 28. marts 2018 @ 00:25

    • Nej, den er ikke særlig almindelig, men det er vist meget godt, for den er svær at holde nede.
      Nej, vi kom ikke tættere på, end billedet viser.

      Kommentar af Ellen — 28. marts 2018 @ 07:26


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.