Hos Mommer

5. marts 2018

Det gælder om at benytte sig af fordelene

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:23
Tags:

Nu hvor jeg har rundet de 65 år, må jeg benytte mig af de fordele det giver at være blevet folkepensionist. Der er billige entreer mange steder – langt om længe – i England starter det allerede ved 60 år.
Sidst vi var i København, burde vi have haft et rejsekort, men det havde vi ikke, med det resultat, at vi var længe om at finde en parkeringsplads, og da vi endelig fandt en, var det rasende dyrt.
P1010585Rejsekortbestillingen skød jeg derefter lidt, for nu kunne jeg lige så godt vente, til jeg var blevet 65. (På den anden side skal man opgive CPR-nummer, så måske går det automatisk med de billige billetter?)
Det blev i hvert fald først bestilt i dag, og jeg skal bruge det på fredag.
Troede jeg.
Der går nemlig mellem 7 og 10 dage inden det kommer.
Der er da også bare ligemeget, tænkte jeg – jeg har fået ny telefon, så nu er den moderne nok til, at DSB-appen kan downloades, hvilket jeg gjorde.
Det er da blevet nemt! Især når man er vant til at bruge de klippekort, der vist slet ikke findes mere?
Tast hvorfra hvortil hvornår og billettype – acceptér med mobile pay og vupti: en billet haves i hånden, så at sige.
Jeg får dog nok ikke brugt appen så meget, for nu får vi jo rejsekort …

At jeg så kører på 65-billet, er helt okay, hvis vi taler økonomi. Det er lidt mindre okay, når vi taler Ellen, men jeg kan vel lige så godt vænne mig til det. Det lyder altså bare virkelig gammelt.

Det bliver nok hovedsagelig i forbindelse med københavnerture, vi vil tage toget, for det kan overhovedet ikke betale sig – ikke engang med min nyerhvervede mimrerabat – at rejse med tog rundt i landet.
Jeg ‘bestilte’ for testens skyld en tur til Aarhus med den billigst opnåelige billet. Det kan godt betale sig, hvis man rejser én person, men skal både John og jeg afsted, sparer vi mange penge ved at tage bilen. Er man en hel familie, er det jo nærmest hele feriebudgettet, der ryger, hvis man rejser med tog.

Jeg plejer at køre selv, når jeg skal mødes med Det Fast Sammentømrede Engelskhold, men min søde John tilbød at køre mig til Køge og hente mig igen der, uanset hvor sent jeg måtte finde på at ankomme. Han er nu altså meget sød en gang imellem …
Nu skal jeg så bare finde ud af, hvad jeg skal tage med som “en salat eller en grønsagsret”. Det er ikke helt ligemeget, hvad det er, når den skal med ud på en togtur. Det der med en ovnret, der tages med i fadet, er det smartest at undgå.

Reklamer

22 kommentarer

  1. Rejsekortet kan klart betale sig sammenlignet med almindelige billetter, men i øvrigt er det indtrykket DSB lader billetterne stige mere end alt muligt andet. Det er ikke så venligt.
    I sidste peiode med mimrekort førte jeg regnskab, og det var meget fordeltagtigt at have det i 3 måneder. Man må vel gå ud fra det også afskaffes til fordel for et såkaldt retfærdigt system på et eller andet tidspunkt.
    Her plages vi i øvrigt af testkørsler af det nye signalsystem. Overkørslen spærres i dage og togbusser sørger for de rejsende. Det kommer vist til at stå på mange gange i år.

    Kommentar af Jørgen — 5. marts 2018 @ 16:55

    • Jeg synes det kunne være meget godt og praktisk, hvis det kunne betale sig for et par at tage toget frem for bilen – mon ikke det også ville kunne sælge mange flere billetter?
      Hvad er et retfærdigt system? Jeg synes da det er fint, at vi fattige pensionister kan rejse billigere 😉
      Irriterende at være ramt af den slags test, men nogen skal det jo gå ud over.

      Kommentar af Ellen — 5. marts 2018 @ 18:03

  2. Jeg har også nydt concession i London! De giver generelt nogle bedre rabatter end seniorrabat herhjemme, som jeg ser det…
    DSB er generelt dyre. Så dyre at gymnasierne ikke har plads til alle de biler de unge kommer i…
    Følger interesseret dine erfaringer med nye muligheder i 65+ligaen… Inspirationen er værdsat🙂
    God tur til møde. Dejligt med en flink chauffør 😉

    Kommentar af Anne Holtegård — 5. marts 2018 @ 17:17

    • Vi er enige: Rabatten er lidt bedre i UK.
      Hehe, så de har problemer med parkeringspladser på gymnasierne – det havde jeg ikke hørt før.
      Og hehe igen – du følger jo efter om et halvt års tid, så vidt jeg husker 🙂
      Tak – ja det er!

      Kommentar af Ellen — 5. marts 2018 @ 18:10

  3. At rejse med tog er en udfordring i forhold til billetter – imorgen rejser jeg til staden fra Jylland sammen med min mor og vi kan rejse for 506kr retur incl
    pladsbilletter – hvilket vi på ingen måde kan køre over broen for/brændstof. Så det er muligt at rejse billigt med offentlig transport.

    Kommentar af Annette — 5. marts 2018 @ 18:25

    • Det var pokkers! 506 kroner for jer begge? Jeg fik dem opgivet til 284 kroner pr. person pr. vej, så din pris er jo under halvdelen af dette! Og du er ikke 65+ endnu. Det er vist noget, jeg skal bore lidt mere i.

      Kommentar af Ellen — 5. marts 2018 @ 18:32

      • Åh glemte at skrive det var Orange billetter og at vi rejser på okay tidspunkter – midt formiddag/middagstid. Ofte kan orangebilletter godt være i ydertimerne – men ikke idag👍🏻😊

        Kommentar af Annette — 6. marts 2018 @ 07:37

        • Det gættede Eric også på, at det var 🙂

          Kommentar af Ellen — 6. marts 2018 @ 08:18

  4. Fordelen ved toget er at man slapper så dejligt af. Og nu kom jeg til at savne en københavnertur. Jeg må have en lagt ind i foråret. God tur til dig 🙂

    Kommentar af Lene — 5. marts 2018 @ 19:10

    • Det gør man, og jeg holder meget af togrejser – de bare ikke så sjove ude i enderne, så at sige, for de går ikke til døren … men tak 🙂

      Kommentar af Ellen — 6. marts 2018 @ 07:06

  5. Jeg svor i starten til klippekort (bus), men har overgivet mig til Rejsekortet. Det er praktisk med en fælles “platform”, og kritikken betragter jeg som teknologisk fnidder. Seniorrabatter er helt okay. Pensionisternes penge er ofte små, og er de ikke, under jeg dem gerne hensynet alligevel. Det har ingen indflydelse, at jeg selv er 62, men jeg flirter da med tanken om, at jeg snart selv når rabatalderen – hvis jeg ikke husker fejl, er den 64 i Italien, hvor jeg oftest besøger museer.
    Mon ikke Annettes billige billetter var orange eller i den farvetone?

    Kommentar af Eric — 5. marts 2018 @ 19:19

    • Jeg synes nu også, at det er et godt koncept, som de har kørt med i England længe før os. Det virker (oftest), det er nemt, og man kan lige så godt tage de rabatter, man kan få. God fornøjelse med fremtidige billigere museumsbesøg.
      Jo, det har nok været orange billetter.

      Kommentar af Ellen — 6. marts 2018 @ 07:10

  6. Jo rejsekort er vel smarte
    men…. jeg bor hvor vi næsten ingen tank op har inden for en times tog transport, check ud/ind virker ofte ikke her …. og kundeservice er ret ligeglade med at de ikke dækker kommunen jeg bor i.
    Det værste er dog en gang jeg var på ferie med min mor, vi tog en færge som genvej, ruten var så kort at da vi checkene ind igen på den anden side, Thja så hævede den som om vi var kørt rundt om fjorden! Fik dog pengene igen, med med en opsang om at det jo ikke var kortets skyld! Ja hvad er så skyld i at den regner forkert?

    Kommentar af Anette — 5. marts 2018 @ 20:48

    • Hvorfor får du ikke automatisk optankning? Det er da det nemmeste.
      Men de skal ikke komme her og give folk en opsang!

      Kommentar af Ellen — 6. marts 2018 @ 07:28

      • Ikke auto fordi jeg ikke stoler på dem jævnfør det her over samt jeg bruger det meget sjældent da jeg har månedes kort. På grund af førtidspension kan jeg få månedeskort til pensionist pris, men ikke rejsekort 😕 så økonomien er lige på grænsen men månedskort giver mere frihed.
        og ja de skal ikke give en opsang, fik at vide at så måtte jeg jo vente på næste tog før jeg checked ind så der mindst gik en time….. måske skulle rejsekort et bare kende til nogle små færger… helt optimalt skulle færgen tælle som bus/tog og kortet blive brugt der.

        Kommentar af Anette — 6. marts 2018 @ 10:50

        • Ja … det virker noget pjattet, dette her – det er fjollet at tvinge folk til at vente, hvis ikke det er nødvendigt.

          Kommentar af Ellen — 6. marts 2018 @ 15:54

  7. Jeg har desværre konstateret, at det ikke er spor billigere at bruge pensionistrejsekort i hovedstadsområdet og så er prispolitiken uigennemskuelig – det er ikke til at forudse prisen på en rejsekortrejse. Men nemt er det – og med en app på sin telefon, kan man også checke ud, hvis det skulle være smuttet (og det gør det ind imellem). Mit kort har automatisk optankning, så jeg undgår turen til Hillerød for at tanke op.

    Kommentar af fiberfryd — 6. marts 2018 @ 01:17

    • Det er da underligt – hvis du med hovedstadsområdet mener HT-området? Normalprisen på den rejse, jeg satte billedet ind af, er 100 kr; på 65-billet de viste 75 kr, men med det pensionistrejsekort, jeg så ikke har fået endnu, ville den have kostet 48 kr.
      Jeg har også valgt automatisk optankning … den slags gider jeg ikke rende og tjekke hele tiden.

      Kommentar af Ellen — 6. marts 2018 @ 07:33

    • Der er ingen pensionistrabat i Movias (tidl. HT) område på enkeltrejser, men udelukkende på kvartalskort, så alle voksne betaler det samme.
      I Movias område er priserne meget gennemskuelige, da det udelukkende er antallet af zoner og betalingsmåden, der afgør prisen. Den billigste enkeltrejse fås ved brug af rejsekort og der er 20% rabat ved rejsestart (check ind) man.-fre. i tidsrummene 11-13 og 18-07 samt hele døgnet lør., søn. og helligdage.
      Mvh.

      Kommentar af Kristine — 6. marts 2018 @ 11:48

      • Tak for info – jeg har nu boret lidt mere – og både du og Ditte har (selvfølgelig 😉 ) ret … desværre …

        Kommentar af Ellen — 6. marts 2018 @ 15:53

  8. Jeg har ingen erfaring med rejsekortet og har derfor kun det ‘man hører’ at have mine fordomme i. Så uden egentlig at vide noget synes jeg alligevel, det er underligt, at man herhjemme ikke bare har kopieret de systemer, man har i fjernøsten, og som fungerer upåklageligt og er til at finde ud af for alle, turister inklusive. Orange billetter er en god måde for DSB at få fyldt togene lidt op i de mindst belastede perioder. Det er så bare sjældent der, vi har brug for billetter. Og næste gang, en af os skal afsted over Bæltet uden bil, tror jeg, at vi skal have set nærmere på busserne. De er tilsyneladende væsentligt billigere (omkring 100 kr for en enkelt fra det midtjyske til hovedbanegården).

    Kommentar af Fruen i Midten — 6. marts 2018 @ 08:58

    • Jeg troede, at det var netop det, man havde? Jeg kender ikke det i Fjernøsten, men jeg kender det i England (Oystercard), og det mener jeg, at alle kan finde ud af.
      Det er nok nemmere at benytte orange billetter, når man er pensionist – jeg har bare ikke fundet ud af, om man kan kombinere det og et pensionistkort, så det bliver ekstra billigt.
      Vi har haft set på busserne, og det er ganske rigtigt meget billigt, men det er desværre også langt behageligere at køre i tog, Synes jeg. Med bus kan det dog betale sig, hvis man er to – men ikke tre.

      Kommentar af Ellen — 6. marts 2018 @ 09:32


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.