Når man taber sig så mange kilo som jeg har gjort, er der desværre det modsatte af en sidegevinst: Man taber sig ikke kun der, hvor man gerne vil.
Der er nemlig røget lidt af barmen ved samme lejlighed. Dvs. … det er naturligvis kun i den ene side, det rigtig kan ses og føles, men den side er nu blevet så meget mindre, at mine bh’er efterhånden føles en smule for omfangsrige, hvilket ikke er fremmende for selvtilliden. Smide bh’en går dog absolut ikke … faren er blevet for stor for forveksling med den navnkundige troldkvinde, som Bjørn Nørgaard har skulptureret på Axeltorv i Næstved.
Vi tog derfor til bandagisten i Køge for at erhverve et par nye bh’er, der passer bedre. Da dette lille ærinde var overstået, var vejret i mellemtiden blevet flot, så vi blev enige om at gå en tur ned til stationsområdet for at se på alt det nye, der er blevet bygget. Det er voldsomt meget, og vi var især interesserede i at se de såkaldte stræder, som man har valgt at kalde de nye gågader, hvor der skulle være kommet en masse nye forretninger.
Okay. Det var så det. Det var da nogle fine forretninger i en splinterny gågade, og John fandt sig en ny jakke, men det kunne lige så godt have været i en hvilken som helst anonym provinsby et hvilket som helst sted i DK. Der var intet hyggeligt over det; der var intet miljø, der var ikke rigtig noget – andet end nogle forretninger.
For mig er Køge en unik, gammel by, med en bymidte der er en overdådighed af smukke huse fra både 15- og 1600-tallet, som fx de to herover, som ligger i Vestergade. Her – samt i Brogade og Nørregade – er der charme, miljø og en masse hygge, med forretninger af alskens art i de gamle huse.
Nogle af dem var lukket. Der var ingen tomme forretninger sidst vi var der. Et par af de lukkede butikker kunne vi genfinde henne på den nye gågade.
Jeg håber virkelig ikke – som i overhovedet slet ikke – at alt nybyggeriet betyder forretningsdøden for den gamle, centrale del af Køge, der befinder sig i en ikke særlig stor radius omkring Torvet. Det ville jeg ikke kunne bære. Jeg er såmænd ikke imod fremskridt som sådan, men der er fremskridt og så er der fremskridt. Og tilbageskridt. I dette tilfælde er fremskridtet et tilbageskridt, for ingen skal ændre ved mit gamle, elskede, hyggelige Køge.
De må skam gerne bygge nyt i Køge. De må bygge nye boliger. Ikke forretningsgader, og slet ikke, hvis de går i konkurrence med de gamle stræder.
Visse ting skal forblive som de altid har været.
Jeg synes selv, det er yderst sjældent, jeg fremturer med den slags forandringsuparathed, men mit Køge skal de dæleme ikke pille ved!
Nu også Køge 😱
Det er desværre den ‘købstadssyge’, der indfinder sig, når den provinsielle (stor)centerdrøm opfyldes 😦 Tomme gågader (der vist var den forrige dille for kommunelpolitikere og lokale erhvervsfolk) og butiksdød. Det er brandærgerligt, når byens naturlige centrum dør ud. Så moralen må være: Støt de små erhvervsdrivende i stedet for at bruge de store butikskæder med de gode parkeringsforhold 😇 (Ja, det er lettere sagt end gjort 😝)
Kommentar af fiberfryd — 22. februar 2018 @ 18:23
Ja, nu også Køge – og så er det ikke engang i form af et (stor)center, hvilket sådan set er ganske udmærket, men hvorfor så overhovedet, når det kun er små forretninger, man vil have? Der er ikke et super- eller hypermarked til at trække kunderne til. Og parkeringsforholdene er i øvrigt elendige …
Kommentar af Ellen — 22. februar 2018 @ 19:18
Det har du ret i, det er virkelig trist når det autentiske bymiljø bliver steriliseret i et nyt centerområde! 😢
Kommentar af Maude — 22. februar 2018 @ 18:26
Ja! Også selv om det ikke er et center i dette tilfælde.
Kommentar af Ellen — 22. februar 2018 @ 19:18
Ja, den nye gade er rimelig kedelig. Der mangler ganske enkelt miljø.
Jeg vil gætte på, at flere butikker vil dreje nøglen ved de nye parkeringsafgifter.
Jeg har været i gaden 3 gange siden den åbnede, og jeg er i Køge ca. 3 gange om ugen.
Kommentar af Kisser — 22. februar 2018 @ 19:56
Jeg var lidt spændt på, om du ville reagere på dette indlæg, Kisser, og jeg er glad for, at du gjorde det 🙂
Og nok ikke så forbavset over, at du har den mening. Det er selvfølgelig synd for de nye butiksejere, hvis det ikke går, men jeg vil så nødig miste miljøet omkring det gamle centrum.
Kommentar af Ellen — 22. februar 2018 @ 20:03
Jeg er så ganske aldeles enig med dig i synspunkterne. Det nye butiksområde er uendeligt ligegyldigt og det vil naturligvis aldrig kunne få 2% af charmen ved Køge med torvet og gaderne strålende ud derfra.
Jeg bemærker i øvrigt at du ikke omtaler fliserne i det nye område. De er vældig store og et vældigt stort antal er ødelagte. Jeg spurgte en kyndig udi fliser en dag og han forklarede at det skyldes man har kørt med tunge maskiner på dem, idet fliserne åbenbart er lagt før byggeriet var færdigt. Skrækkeligt er det at se på.
Jeg var et smut i Frederikssund d.d. Det var dejligt at gå ved vandet, men trist at gå gennem den gamle bydel. Mange butikker var tomme og hele 5 genbrugsbutikker finder man der – og et fint center, Sillebroen. Men det er vel udviklingen – eller rettere sagt afviklingen.
Kommentar af Jørgen — 22. februar 2018 @ 20:45
Næh, det er synd for det gamle Køge, er det.
Jeg lagde slet ikke mærke til fliserne, men efter det du beskriver, lyder lægningstidspunktet af dem ærlig talt ret ugennemtænkt.
Det er lige så synd for Frederikssund som for Køge – og her er afvikling desværre et godt ord at bruge.
Kommentar af Ellen — 22. februar 2018 @ 21:04
Åh nej
har været i Køge få gange men området omkring torvet og museum er så skønt….
trist at de udrydde det serloge og charmerende i fremskridtets navn så mange steder.
Kommentar af Anette — 22. februar 2018 @ 23:32
Ja, det er synd, og jeg håber sandelig heller ikke, at det vil lykkes i Køge 🙂
Kommentar af Ellen — 23. februar 2018 @ 9:39
De smukke, gamle bygninger må da være fredede? Men det er stadig ærgerligt, hvis man ikke kan finde ud af at bruge dem. Et tomt hus er ikke lige så godt som et, der bliver brugt.
Jeg fandt også ud af, at den figur, man får efter at have tabt sig, ikke er den samme som den, man havde, før man tog på. Og selvfølgelig påvirker det også bh-størrelse og facon, måske især når man ikke bare kan købe disse fra en tilfældig hylde.
Kommentar af henny894H — 23. februar 2018 @ 1:42
De er ganske sikkert fredede, men man kan jo ikke tvinge folk til at drive en forretning i dem, hvis ikke det kan købe rundt, og ja, det ser så trist ud med et tomt hus i en gade.
Det er lidt ærgerligt, at man ikke kan få den gamle figur tilbage, men der skal nok meget mere til end ‘bare’ et vægttab, og det der ‘meget mere’ gider jeg ikke 🙂 .
Kommentar af Ellen — 23. februar 2018 @ 9:42
Det er jo desværre i høj grad os selv, der bestemmer, hvilke butikker der bliver handlet i. Og da de fleste af os nok går efter prisen, må man jo bare håbe, at butikkerne i se charmerende gamle bygninger er konkurrencedygtige.
Åh ja, vægttab ses også alle de forkerte steder. Selvfølgelig svinder barmen før maveflæsket. Det er så tarveligt 😦
Kommentar af Fruen i Midten — 23. februar 2018 @ 9:07
De er i mine øjne konkurrencedygtige, men man har nok syntes, det ville være smart og trendy at flytte sin butik ned i det nye kvarter. Jeg er spændt på, hvordan det hele ser ud om et år eller to.
Det er ret tarveligt, at man ikke kan målrette (tøhø) vægttabet mere – eller bare holde barmen udenfor 😉
Kommentar af Ellen — 23. februar 2018 @ 9:45
Det modsatte er så også tilfældet, kan jeg afsløre 😉 Endelig har jeg fået en barm – plus så meget andet også …
ØV, hvis nybyggeriet i Køge affolker den gamle og meget smukke bykerne. I vores sommerferie indlagde vi noget af en dag i Køge, men det var før, gågaden var helt færdig, og det var da også den gamle bydel, vi skulle bese. Vi må sørge for at lægge vores indkøb i de gamle butikker – lettere sagt end gjort, ofte.
Kommentar af Conny — 23. februar 2018 @ 11:11
Hehe, men ja, det er jo sådan det er: alt har konsekvenser 😉
Det er meget øv, men heldigvis ligger alle vores yndlingsbutikker stadig i den gamle del, så vi får ikke svært ved at støtte dem – vi kommer bare ikke så tit i Køge, at det vil være vores skyld, at de overlever. Men mange bække små …
Kommentar af Ellen — 23. februar 2018 @ 11:26