Jeg mener at have nævnt, at vi skal på gourmetophold i Sønderjylland sidst i februar.
Faktisk er det lidt fjollet at have én nat dernede og så bare tage hjem igen – vi kunne lige så godt få lidt mere ud af det.
Tænkte jeg, da der helt tilfældigt dumpede en mail ind med glimrende kortferietilbud. Dem modtager jeg op til flere af.
Det er farligt. Meget farligt, fordi det er så pokkers fristende, men Risskov viste sig at have en hel del gode tilbud på to nætter i Nordtyskland med halvpension, og John og jeg brugte en times tid på at kigge på dem alle. Vi ville helst bo i Friedrichsstadt, men der havde de ingen ledige værelser i de to aktuelle nætter.
Efter at have undersøgt 10-15 potentielle emner på kryds og på tværs, endte vi med at vælge et, som vi mente kom tættest på vores ønsker.
Booke, booke – modtage bekræftelse – booke færge til udturen og så ellers mig afsted til Røde Kors-nørkleklubben.
Så langt, så godt.
Da jeg kom hjem igen, ringede Natasja fra Risskov Rejser, at der desværre alligevel ikke var flere ledige værelser på det ønskede hotel. Derefter spurgte hun, om det var hotellet eller datoerne, der var vigtige for os, til hvilket jeg kun kunne svare, at det egentlig var både-og, men mest det sidstnævnte.
Så meget for al vores research …
Efter lidt snak frem og tilbage, endte vi med at få et hotel i Bad Bramstedt, så nu håber vi bare, at det vil være godt nok. Jeg kunne godt huske, at vi havde set på det, men kunne ikke huske, hvorfor vi valgte det fra i første omgang …
Nå. Det kan jo ikke gå fuldstændig galt med bare to nætter, satser vi på.
Vi har planer om at se Plön-området på vej dertil, tage til Friedrichsstadt på vores hele dag dernede og undersøge selve Bad Bramstedt på trejdedagen.
Det bliver ikke en lang og eksotisk ferie, men det bliver et afbræk, men lidt har også ret, især på denne kedelige årstid, hvor enhver afvigelse fra hverdagen modtages med kyshånd, og får man den ikke forærende, hvad man sjældent gør, må man selv sørge for afvekslingen.
Det gør vi så. Det var den anden (og tredje) for-fødselsgave fra folkepensionisten in spe til folkepensionisten in spe, og også denne får John lige så meget glæde af som den i går. Nok også mere, hvis man spørger ham …
John har allerede spurgt, om jeg har flere fødselsdagsoverraskelser på lager til os, for indtil videre går det jo meget godt …
God idé med et lille afbræk i forbindelse med afbrækket, og mon ikke hotellet er godt nok.
Kommentar af Eric — 13. februar 2018 @ 19:07
Hehe, netop, og jo, det håber vi da, men rapport vil komme om godt et par uger 🙂
Kommentar af Ellen — 13. februar 2018 @ 19:10
Når I har set nok på Friedrichsstadt, kan det anbefales at bese Eidersperrwerk, dæmningen over Ejderen. Slusesystemet er så ganske imponerende at gå på.
Kommentar af Jørgen — 13. februar 2018 @ 20:15
Tak for anbefaling – mon ikke vi også kan nå derud? Det vil jeg tro.
Kommentar af Ellen — 13. februar 2018 @ 21:48
Det er da også en mindeværdig fødselsdag, så bare gå til den 😂
Kommentar af fiberfryd — 13. februar 2018 @ 23:55
Mindeværdig og mindeværdig … på selve dagen bliver vi kun de allernærmeste … dette her er nok mere et udtryk for eskapisme 🙂
Kommentar af Ellen — 14. februar 2018 @ 9:05
I al min harme over de der ferietilbud, som oftest viser sig ikke at kunne holde vand, så glemmer jeg helt anledningen. Får vi en melding den rette dag, så vi kan sende lykønskninger 🙂 ?
Jeg kan godt li’ ideen om spredning af gaver, og især når det gavner mere end fødselaren. Men hvor er det bare typisk at man bruger så meget tid på at finde det helt rigtige, og så findes det reelt ikke, det er bare reklamefis for at få dig indfanget (du købte jo noget, selvom det rigtige var ‘udsolgt’).
Kommentar af Mette L — 14. februar 2018 @ 14:13
Det er nu første gang, jeg har været ude for dette – ellers virker det ganske fint, og jeg er hverken blevet snydt eller har forsøgt at købe noget, jeg så ikke kunne købe alligevel, og vi har efterhånden prøvet en del gange at bestille en miniferie gennem disse rejse-nyhedsmails. Fx fra TravelBird, som er åh så fristende 🙂 De lever af at formidle rejser; det er ikke et reklamebureau.
Jeg synes flyselskaberne er værre til at reklamere med billetter, der i realiteten ikke findes.
Min fødselsdag er 3. marts – og jeg kan godt lide dit udtryk “spredning af gaver” 🙂
Kommentar af Ellen — 14. februar 2018 @ 14:35
Her har vi rejst meget med Risskov Rejser, og har været godt tilfreds.
Bad Bramstedt er også besøgt, hvis det er højhushotellet, så har de en rigtig hyggelig bar nede ved receptionen.
Der er 3 kvarter til Hamburg, og der er bl.a. Miniature Wonderland et besøg værd…hvis man står tidligt op.;-)
Ahrensburg er også besøgt, og er meget hyggeligt, og der er kun et kvarter til Hamburg…
Og er det varmt er det skønt med en sejltur på søen, der kan man også spise lidt lettere retter.
God fornøjelse! 🙂
Kommentar af Madonna — 14. februar 2018 @ 17:00
Jeg har også kun hørt godt om Risskov Rejser.
Vi springer nok Hamburg over denne gang, og Ahrensburg så vi sidste gang, hvor vi boede på Schloss Tremsbüttel, men ja, det er flot!
Hotellet ser ret højt ud – det hedder TRYP by Wyndham, så det er nok der, I også har været.
Mon ikke det er lidt begrænset med varmen om 14 dage? Men derfor kan vi jo godt tage en sejltur, hvis der ellers er nogen på denne årstid – det er jo ikke ligefrem højsæson 🙂
Kommentar af Ellen — 14. februar 2018 @ 17:16