Hos Mommer

7. februar 2018

Kløvedal, Gandhi og en havørn

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:07
Tags: , , ,

Jeg har i et par måneder haft Troels Kløvedals bog Alle mine morgener på jorden liggende på ipadden, men der skulle åbenbart lidt inspiration til at gå i gang fra Lene, som lige har læst hans Den tynde hud – som jeg har læst for nogle år siden, lige som jeg har læst flere af hans bøger fra turene med Nordkaperen.
Egentlig ser jeg normalt ikke mig selv som specielt venstreorienteret og jeg kunne aldrig i livet bo i et kollektiv, hverken som ung eller nu, men jeg er forbavsende enig med Kløvedal i forbavsende meget af det han siger. Jeg er meget blå på nogle områder og ret rød på andre. I gennemsnit burde jeg måske derfor være socialdemokrat, men det er jeg så godt nok ikke …
Kløvedal er en belæst og dybt historieinteresseret mand, hvis bøger jeg kun kan anbefale på det varmeste. Både selvbiografierne og hans rejsebeskrivelser. Jeg har læst flere passager op fra Alle mine morgener på jorden højt for John, som også langt hen ad vejen synes TK er en klog og fornuftig fyr. Der er bare lige igen det med kollektivtanken – jeg har altid været ret selvstændig (nogle vil nok kalde det egenrådig) og hadede gruppearbejde i skolen. Men det er jo ligemeget … et sted i bogen nævner han Gandhi (altså Mahatma, ikke Indira) og dennes svar på et spøgsmål fra en interviewer om, hvad han synes om den vestlige civilisation, hvortil han svarede: “Det ville da være en god ide”.
Jeg var helt solgt. Fuldstændig. Elsker den slags. Måtte lige slå det op for at se, om det var et ægte citat, men det var det tilsyneladende. Han var jo også en klog mand, ham Gandhi … What do I think of Western civilization? I think it would be a very good idea.
Havde jeg kendt det citat, da jeg var arbejdsramt, ville det have hængt over mit skrivebord.

Høj himmel ved Præstøfjorden

Han kunne dog ikke gå på vandet, men det kan vores fugle nu. Selv svanerne kan vi se gå på isen, så det er ikke kun et helt tyndt lag mere.
Bedst som jeg stod og fotograferede fjorden og den høje, dybtblå himmel, kunne jeg fornemme lidt uro til venstre i billedet.
Og så skete det, som jeg har ventet i tre år på: At jeg tilfældigvis stod parat med et kamera, når havørnen lige kom forbi. YES!
Det blev på ingen måde et billede, der kan vinde konkurrencer, fordi det blev uskarpt pga. den kraftige zoom, men det blev et billede af en havørn i luften lige over kysten ved Den Stråtækte, og så forlanger jeg sådan set ikke meget mere.

Havørn!IMG_8227

Reklamer

22 kommentarer

  1. Herlig havørn.
    Havørnen kan få grågæssene på vingerne. De er – af god grund – rædselsslagne for den.

    Kommentar af natural2222 — 7. februar 2018 @ 16:15

    • Ja, de er – det er imponerende, at havørnen kan nedlægge en grågås – de er jo næsten lige store/tunge.

      Kommentar af Ellen — 7. februar 2018 @ 16:28

  2. Ja, ind imellem er man heldig, at der er nogen, der siger noget klogt! 😜 Det kunne da godt være, at man skulle kaste sig over lidt Kløvedal!
    Meget smukke billeder – som sædvanligt! ❤️

    Kommentar af Maude — 7. februar 2018 @ 17:14

    • Og det er så dejligt, når det sker 🙂 – og TK skriver godt; han er virkelig læseværdig.
      Tak – her er også SÅ smukt!

      Kommentar af Ellen — 7. februar 2018 @ 17:24

  3. Præcis på samme måde som du, havde jeg det, Ellen, da jeg læste “Den tynde Hud”. Kløvedal har min respekt, uanset hans sandsynlige politiske ståsted, og det kollektiv, som jeg heller ikke ville frekventere, og når jeg ser hans udsendelser, får jeg en sådan fred indeni, som havde jeg været til en religiøs vækkelse. At den mand kan være så rolig og afslappet med dén barndom og de grimme oplevelser, fatter jeg simpelthen ikke.

    Jeg vil glæde mig til hans nye bog “Alle mine morgener på jorden”.

    Kommentar af Madonna — 7. februar 2018 @ 18:03

    • Vi kan jo kun være enige, Madonna – at han kan være et helt menneske (jeg tror du ved hvad jeg mener) efter så megen turbulens, afkræver én en dyb respekt. Han var ganske ung, da han lovede sig selv, at “alle mine morgener skal være poetiske”, og det løfte har han holdt lige siden.
      Du kan roligt glæde dig – jeg sluger nærmest bogen 🙂

      Kommentar af Ellen — 7. februar 2018 @ 19:15

  4. Og nu er jeg nysgerrig, for hvad mente Ghandi med sit svar? At den vestlige civilisation ikke eksisterer, men ville være en god ide. Eller at som ide lyder det godt, men ikke i praksis?

    Kommentar af Lene — 7. februar 2018 @ 19:21

    • Den er måske også en anelse subtil, men jeg opfatter i dette tilfælde ordet civilisation som ‘kultiveret’ og civilization synonymt med ‘kultur’, således at der menes, at det kunne da være dejligt, hvis vi i vesten blev lidt mere kultiverede/at vi overhovedet fik os en ‘kultur’. Så ja, lidt det du skrev til sidst.

      Kommentar af Ellen — 7. februar 2018 @ 21:27

  5. Tillykke med havørnen. Det må være stort at få nedlagt den på den fredelige fotografiske måde. Jeg er heller ikke helt med på udlægningen af Gandhis citat, så jeg vil læse med i dit svar til Lene 🙂

    Kommentar af Betty — 7. februar 2018 @ 20:30

    • Det var ret stort, ja, og du må meget gerne læse mit svar til Lene 🙂 – i Østen mener mange, at vi er ret uciviliserede i vesten, og det er vi også på mange måder, set med de måske lidt mere filosofiske øjne. Kristendommen er fx en af de mest voldelige og tyranniske religioner, der nogensinde har eksisteret, hvis du spørger mig 🙂

      Kommentar af Ellen — 7. februar 2018 @ 21:32

  6. Åhh ja, han er faktisk en meget klog mand ham Troels. Jeg er også i gang med “Alle mine morgener”, men læser den i småbdder fordi jeg blir trist over at vide at dette er det sidste store eventyr han har at fortælle os.
    Flot syn sådan en ørn 🙂

    Kommentar af udvandreren — 7. februar 2018 @ 20:34

    • Ja, han er så! Jeg kan godt følge dig, for vel er det trist, men samtidig synes jeg det er flot, at han overhovedet kan skrive så positivt og livsbekræftende samtidig med, at han lider af en sygdom, der vil være dødelig – eller i hvert fald invaliderende – i løbet af forholdsvis kort tid.

      Kommentar af Ellen — 7. februar 2018 @ 21:36

  7. Flot havørn, tillykke! Troels er som andre værd at læse af flere grunde, men noget af det særlige ved ham er nok, at han – så meget som han har rejst – har Danmark i et godt og globalt perspektiv. Han har vingefang. Selvfølgelig har han også andre kvaliteter, som fx evnen til at fortælle en god historie og stor historiske viden, men det med kollektiv har jeg aldrig hæftet mig ved, det er folks eget valg. Jeg har endnu ikke læst hans seneste bog, men det kommer – på et tidspunkt.

    Kommentar af Eric — 8. februar 2018 @ 20:21

    • Tak, tak …
      Han har så mange facetter, og ja, det har da givetvis meget at sige, at han er så berejst, som han er. Man kommer nok til at se på lille Danmark med andre øjne end os ‘amatørrejsende’. Du kan godt glæde dig til bogen 🙂

      Kommentar af Ellen — 8. februar 2018 @ 21:22

  8. Jeg har nydt Kløvedal på tv, men ikke læst noget af ham. Tydeligvis noget, der bør indhentes.
    Det bliver med den triste baggrund, at manden er så syg.
    Forrygende foto! Og fantastiske fotomuligheder lige uden for døren. Hvor er det dejligt for jer😀

    Kommentar af Anne Holtegård — 8. februar 2018 @ 21:06

    • Jeg tror også, du vil kunne nyde hans bøger – jeg kan klart anbefale at læse ham – og ja, det er trist, at han skulle blive ramt af ALS.
      Tak – ja, vi har mange muligheder her hvor vi bor – det glæder vi os dagligt over.

      Kommentar af Ellen — 8. februar 2018 @ 21:23

  9. Nu har jeg på 10 minutter læst begejstrede omtaler af Kløvedals sidste bog (din og Helle – https://hellesblog.com/2018/02/08/ugens-optur-februar/). Noget siger mig, at den skal på listen – og måske på fødselsdagslisten til ham den søde også.
    Tillykke med havørnen! Det må være dejligt at have nappet den.

    Kommentar af Conny — 9. februar 2018 @ 12:28

    • Den må på din/jeres liste. Så håber jeg bare ikke, at vi har fået skruet dine forventninger for højt op 🙂
      Tak! Det var fedt endelig at få den ‘skudt’

      Kommentar af Ellen — 9. februar 2018 @ 12:51

  10. Ikke sårligt med to havørne.

    Kommentar af Jørgen — 9. februar 2018 @ 19:30

    • Hehe, der var nu kun en, men jeg fik ‘skudt’ den to gange 🙂

      Kommentar af Ellen — 9. februar 2018 @ 22:49

  11. Tillykke med havørnen!
    Sjovt, at vi med hvert vores politiske tilhørsforhold svinger så godt. Jeg er jo (mestendels) ræverød og ‘kollektivt indstillet’. Det er sikkert godt, at vi først mødtes i en moden alder, hvor vi er blødt lidt op, så fronterne er noget mere elastiske 😆 Og så har jeg slet ikke læst noget af Troels Kløvedal …

    Kommentar af fiberfryd — 10. februar 2018 @ 01:12

    • Tak 🙂
      Ja, lidt sjovt, men fronterne er, som du siger, ikke trukket så hårdt op i vores alder, og det er jo set før: Lilli Gyldenkilde og Kirsten Jacobsen var bedsteveninder i en menneskealder, og ganske som jeg har røde pletter på kortet, synes jeg også at kunne skimte nogle blå på dit 😉
      Du vil holde meget af TK, spår jeg!

      Kommentar af Ellen — 10. februar 2018 @ 09:47


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.