38 år efter Robin Williams

Jeg har ikke set den, men Robin Williams har spillet Skipper Skræk i en musical fra 1980, og det har han gjort ikke ret langt fra feriecentret her. Der er garanteret nogen, der har moret sig med at bygge en så vind og skæv by op – det må være lige så vanskeligt som at synge falsk, hvis man har en god stemme. For vind og skæv er den, Skipper Skræk-landsbyen, som står her endnu og i dag er et forlystelsessted, hvor forældre tager deres børn med.

Den ligger smukt i bunden af en lille vig. Vi valgte at se den på afstand, både for overblikkets skyld og fordi vi alt for tydeligt kunne høre lige præcis den slags støj, som ingen af os bryder sig særlig meget om … der var ingen tvivl om, at målgruppen var børn.
Vi tror ikke, at der var så mange restauranter, da indspilningen foregik, men ellers er det da ret smart at få andre til at bygge en kulisseby op og så selv overtage den kvit og frit, når optagelserne er slut.

Vi gik derned. Der er ikke så langt, og vi fandt tilligemed en smutvej, som var så meget en smutvej, at den vistnok var helt privat. I hvert fald var der pludselig en låge, der var låst, men vi kunne godt knibe os igennem – ellers havde det været noget af en omvej. I stedet blev det til en smuk tur midt inde i landskabet, så at sige, på en ikke særlig komfortabel sti, men derfor en langt mere hyggelig en af slagsen.

Her fornemmede vi virkelig, hvor lidt dyrkbar jord der er. Det er hårdt arbejde at lave disse klipper om til landbrugsjord, men ikke desto mindre er det gjort mange steder på øen, mest i form af terrasser, så man har en mulighed for at holde på den sparsomme jord og for at kunne vande, når der trænges.

Og alle vegne den forfaldne charme.
Mere blev det ikke til i dag. Vi vågnede i nat ved, at det blæste meget op, og tidligt i morges begyndte det at regne. Da det klarede op ved 10:30-tiden, skyndte vi os at gå, og vi fik et par timer med sol og varme, men det trak sammen igen, mens vi spiste frokost. Det blæser – igen – en hel del, så vi valgte at bruge den sidste eftermiddag med at hygge inden døre og oppe på tagterrassen, når det var muligt, og ellers så småt begynde at pakke. Vi skal være ude klokken otte i morgen tidlig, så vi skal tidligt op. Igen. For tredje gang på én ferie … kan man overhovedet kalde det for ferie?
Det kan man heldigvis godt … den har været afslappende og alligevel har vi fået set meget af Malta. Så meget, at vi ikke behøver at komme herned igen, for der er så mange andre øer (og steder), vi gerne vil se. Vi kan ikke nå dem alle sammen, så der er ikke grund til alt for mange gentagelser.
Siger hende, der om seks uger tager til England for 117. gang, og igenigen i bil derover til maj … plus at vi satser på at tage til Norge i juni, men det er fordi riksvej 17 druknede i regn, da vi var der første gang – men det var lige tre gentagelser i træk. England gælder dog ikke rigtigt som gentagelse, vel?

Vækster – kendte som ukendte – har vi set flere af, end jeg havde regnet med, og flere i blomst, end jeg troede man kunne i januar.
Det gør ikke spor – det er altid godt med positive overraskelser.