Hos Mommer

24. januar 2018

Jeg – en heldig kvinde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:37
Tags: , ,

Atter en gang må jeg konstatere, at jeg er en privilegeret (nej, IKKE priviligeret – tænk på, at det hedder et privilegium) kvinde at være gift med en mand, der har skruet hænderne rigtigt på. Så rigtigt, at han kan skrue tingene sammen på den rigtige måde.
Så rigtigt, at han sætter i gang nærmest omgående, når jeg pipper op om ønsker om ting, der kunne være rare at have, virke bedre eller på anden måde blive optimeret.
IMG_8221Det allerbedste er, at han ikke sukker dybt eller opgivende, himmelvender øjnene eller på anden måde kommer med mere eller mindre fine hentydninger til, at jeg er krævende. Faktisk kan han rigtig godt lidt at få den slags større eller mindre udfordringer – også i denne mørketid, hvor der ikke er så meget andet at tage fat på udendørs.
Vi har et lille rum med 3¼ væg og et halvtag lige ved siden af køkkendøren. Derinde hænger der haveredskaber og der står et plantebord, som den forrige ejer lod stå. Han lod virkelig meget stå af alskens art, men dette var helt fint. Jeg har brugt det til potter og potteskjulere, men efter jeg har taget plantefarvning op, har jeg også brugt det til gryderne, fadet, spandene og de øvrige redskaber, der er blevet dedikeret til dette formål.
Det vil sige, at der efterhånden skulle være dobbelt så meget på den samme plads. Det kunne kun gå galt, og de sidste gange har jeg været virkelig irriteret over at skulle flytte rundt på en masse, hvis jeg havde brug for et eller andet.
Det der ‘et eller andet’ var nemlig på forunderlig vis, helt af sig selv, altid kravlet underst eller bagerst.
Mærkeligt, ikke? Selv om jeg satte det øverst, befandt det sig nederst næste gang jeg skulle bruge det …
I aftes sagde jeg til John, at jeg godt kunne tænke mig at få to hylder derude. Lidt smallere end bordet, men brede nok til, at alle potterne og skjulerne kan stå der, således at jeg kan bruge bordet til plantefarvningstingene.
De er sat op! Det tog ikke manden lang tid at finde de fornødne materialer frem og få den lille sag bragt i orden. Plus et lodret bræt, hvor jeg kan skrue kroge i efter behov til planteskeer og lignende.
Perfekt.
Det tog mig fem minutter at rydde op derude – lige nu er der oven i købet plads tilovers, men kender jeg mig ret, varer det ikke så længe, før det hele er 100 % udnyttet.

8 kommentarer

  1. Fantastisk! Stort tillykke med de nye hylder! ❤️

    Kommentar af Maude — 24. januar 2018 @ 17:38

    • Det var store ord i januar … men det var dejligt at få lidt mere hyldeplads 🙂

      Kommentar af Ellen — 24. januar 2018 @ 17:47

  2. Du ER en heldig kvinde! Skønt med ekstra stableplads.
    Jeg krydser fingre for, at mit kombinerede skur/drivhytte (på nydansk orangeri) kan etableres i løbet af foråret … sommeren … efteråret … bare i år! Der skulle gerne bliver plads til både farve- og havegrej og måske en stille hvileplads 😉

    Kommentar af fiberfryd — 24. januar 2018 @ 20:17

    • Det bliver vildt godt for dig, når det kommer – et drivhuse er bare det bedste at have. Vi må have sat lidt skub i bygherren – bare sig til, hvis vi skal komme og hjælpe.

      Kommentar af Ellen — 24. januar 2018 @ 22:03

  3. Ikke dårligt med en god løsning. Når du så engang har fyldt for meget på hylderne, kan du smide det halve ud og begynde forfra med at fylde op.

    Kommentar af Jørgen — 24. januar 2018 @ 20:29

    • Det er selvfølgelig også en måde at gøre det på … især hvis jeg kun bruger det halve 🙂

      Kommentar af Ellen — 24. januar 2018 @ 22:04

  4. Dejligt med sådan en mand. Håber min mand bliver sådan, når han bliver pensioneret- Han elsker at lave alt muligt, men til sig selv og børnene 😉

    Kommentar af Lene — 24. januar 2018 @ 21:39

    • Det tør jeg godt spå, at han gør, Lene – om ikke andet, så fordi han vil savne at have noget at rive i, når han ikke længere har travlt med at være landmand 🙂

      Kommentar af Ellen — 24. januar 2018 @ 22:06


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.