Hos Mommer

21. januar 2018

Avalon tur/retur

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:35
Tags: , , , ,

Sol.
Kulde.
Vindstille.
Morgendis.
En glimrende kombination, når det nu absolut skal være vinter.
Fjorden bliver så dejlig mystisk, når en let dis ligger på det blanke vand, og som jeg skrev i morges på Instagram, så kom jeg til at tænke på Avalon, som er den hellige ø, hvor Kong Arthur blev begravet, og på film er sejlturen dertil eller derfra altid indhyllet i mystikkens tåger.

En vintermorgen

Jeg kan godt lide at se den slags eventyrfilm – og læse den slags eventyrbøger. Den slags fantasy taler til min hjerne på en måde, som jeg ikke helt kan forklare, men som jeg sluger råt, hvilket forklarer, hvorfor jeg elskede alle Harry Potter-bøgerne (og senere filmene) mindst lige så meget som min nevø (og senere mine børnebørn) gjorde. Og hvorfor jeg, sammen med Charlotte, otte år, sad og fulgte lige så opslugt som hende med i Stjernedrengen. Nævn denne titel for hende den dag i dag, og hun sukker henført og siger: Åhhh ja, det var bare den bedste serie nogensinde!
Det trøster mig lidt, at en af mine veninder, som er forsynet med en langt højere IQ end mig, har samme ‘mystiske’ tilbøjeligheder.

En vintermorgenEn vintermorgen

Fiskehejren har ikke Avalon i tankerne, men sandsynligvis noget langt mere jordnært som fx det næste måltid mad … han sidder ofte på lige præcis denne pæl og kigger ned i vandet. Vi har ikke set ham fange noget herfra, men han må åbenbart alligevel anse den for at være den perfekte udkigspost.

En vintereftermiddag

Mystikken holdt sig hele dagen – ikke en vind har haft rørt sig, solen har skinnet og gæssene har indfundet sig i hobetal, så vi har ærgret os lidt over, at det var for koldt til at have en dør på klem eller et vindue åbent, så vi kunne høre deres konstante snakken.
Det var så godt vejr og så hyggeligt med fuglesnakken ude på fjorden, at jeg fik lyst til at gå op i shelteret for at indtage eftermiddagskaffen, men det så bedre ud indefra, end virkeligheden viste sig at være … brrrr.
Nu er det bløde eftermiddagslys næsten helt væk, og mørket er ved at falde på. Der er ild i brændeovnen og gang i strikkepindene.
Vinteren har bestemt også sine lyse sider!

Reklamer

18 kommentarer »

  1. Så smukt det er! ❤️

    Kommentar af Maude — 21. januar 2018 @ 18:42 | Svar

  2. Meget eventyrligt og magisk. Jeg har læst masser af eventyr og fantasy, faktisk fra jeg var en stor pige. Dengang var det eventyr fra alverdens lande, sagn og myter. Siden Michael Endes Den uendelige historie er genren nærmest eksploderet. Jeg tror, at fantasy og eventyr med konger, prinsesser, drager, troldmænd, hekse og mystiske skabninger taler til noget fundamentalt i os, som vi har brug for. De stærke følelser, en mening med tilværelsen, håb og bestemt også moral. Kampen mellem det onde og det gode, troen på at det gode i mennesket vinder til sidst og skaber en bedre fremtid. Og så er det spændende, spektakulært og lidt romantisk 😉
    Sjovt nok har jeg aldrig hørt om Stjernedrengen?

    Kommentar af fiberfryd — 21. januar 2018 @ 22:49 | Svar

    • Herligt at høre. Folk ser som regel underligt på mig, når jeg siger, at jeg holder meget af den slags 🙂
      Jeg er enig i din tolkning – og det behøver ikke at være så højlitterært altid – i øvrigt … hvor hører Tolkien hjemme her? Eventyr eller meget lødig litteratur? 😉
      Og sjovt nok kan jeg ikke finde noget om den serie – jeg kan ikke engang huske, hvilket land den var produceret i.

      Kommentar af Ellen — 22. januar 2018 @ 09:14 | Svar

      • Altså, jeg ser meget pragmatisk på litteratur og jeg mener, at der er god og dårlig litteratur indenfor alle genrer. Genren i sig selv afgør ikke kvaliteten. Romance, krimi, spænding, gys, erotik og fantasy; alle har de deres berettigelse, men hver genre har sine egne krav til både sprog og historiens opbygning. Sproget kan være nok så litterært, men overholder forfatteren ikke genrens krav, så er det efter min mening ikke en god bog.

        Kommentar af fiberfryd — 22. januar 2018 @ 23:29 | Svar

        • Du har ret i dine kloge ord, Ditte, men du er jo også en klog kvinde 🙂
          Jeg har dog lidt på fornemmelsen, at en del vil mene, at visse genrer er underlødig litteratur, uanset hvordan den er skrevet.

          Kommentar af Ellen — 23. januar 2018 @ 10:54 | Svar

  3. De billeder er en god måde at fortælle om hvodan man kan nyde en vinterdag! Historier om kong Arthur fascinerer også mig, det er nogle fantastiske følelser, der kommer i kog dér! 🙂

    Kommentar af Donald — 21. januar 2018 @ 23:32 | Svar

    • Vi er måske i virkeligheden mange, der holder af eventyr? Det beroliger mig lidt 🙂

      Kommentar af Ellen — 22. januar 2018 @ 09:15 | Svar

  4. Smukt! Stemningsfuldt!
    Og koldt 😉

    Kommentar af Anne Holtegård Clausen — 22. januar 2018 @ 14:52 | Svar

    • Ja til alle tre 🙂

      Kommentar af Ellen — 22. januar 2018 @ 15:05 | Svar

  5. Åh, hvor jeg misunder dig den udsigt, I bor simpelthen så smukt. Vi har også en dejlig udsigt, men jeg savner havet. Elsker også fantasy, troede bare det kun var mig der var lidt småtosset. Ungerne på biblioteket glor lidt sidelæns på mig når jeg indtager hylderne der 🙂 God aften til jer begge.

    Kommentar af Kirsten Jensen — 22. januar 2018 @ 16:55 | Svar

    • Jeg kan også godt betro dig, at jeg – medmindre jeg i utide falder død om midt i staudebedet, vil stortude den dag, vi må forlade dette vidunderlige sted.
      Vi er bestemt ikke så alene med din fantasylitteratur-holden af, som vi troede vi var – er det ikke dejligt at finde ud af, at vi tilsyneladende er ret mange? 🙂
      Og en god aften til dig også.

      Kommentar af Ellen — 22. januar 2018 @ 17:08 | Svar

  6. Smukt vejr, sådan et vejr kunne vi ikke fremvise 🙂

    Kommentar af Lene — 22. januar 2018 @ 18:45 | Svar

    • Synd for jer, for det var så flot 🙂

      Kommentar af Ellen — 22. januar 2018 @ 19:06 | Svar

  7. Det øverste billede giver mindelser om visse malerier – og det er jo ikke det værste man kan mene om et fotografi.

    Kommentar af Jørgen — 22. januar 2018 @ 21:43 | Svar

    • Nej, ikke nødvendigvis … jeg tager det i hvert fald som en kompliment 🙂

      Kommentar af Ellen — 22. januar 2018 @ 22:29 | Svar

  8. Så skal du jo læse Marion Zimmer Bradley, hun lavede et par serier, tågerne omkring Avalon (4bind), Jordrysterens hævn (3 bind) og Den sorte trillium (2 ellr 3)

    Kommentar af Linda — 22. januar 2018 @ 23:10 | Svar

    • Det skal jeg da – og det har jeg gjort 🙂 – det er godt nok nogle år siden, men de er alle læst.

      Kommentar af Ellen — 23. januar 2018 @ 10:51 | Svar


RSS feed for comments on this post.

Fyr løs! Din kommentar er meget værdsat

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.