Hos Mommer

16. januar 2018

Ih, hvor er det kommunalt … eller …?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:47
Tags: , ,

imageKommunalt kan man vel ikke kalde det, når det er Udbetaling Danmark, man har med at gøre, men den gamle vise faldt mig ind, da jeg i dag ansøgte om at få folkepension.
Hvis jeg medsender “den rigtige dokumentation”, kan de måske behandle min sag på tre uger, ellers kan der gå seks. Så var det jeg spurgte mig selv hvorfor? Fordi for at kunne konstatere, om det er den rigtige dokumentation, er man vel nødt til at tjekke, om det nu også er den rigtige? Eller hyr? Det går der jo tid med …
Men skidt med, om der går seks uger, for det er der alligevel til jeg imagefylder de famøse 65 år. Jeg forstod ikke helt visse af deres spørgsmål, så jeg endte med bare at skrive et eller andet … de har derfor sandsynligvis ikke fået de rigtige tal – og måske oven i købet de forkerte tal i de forkerte rubrikker. Jeg kan vel påregne at få folkepension om et års tid … faktisk er det altså også lidt ligemeget med de tal, for jeg ved, at jeg ikke er berettiget til mere end grundbeløbet, og så kan det vel være ligegyldigt, i hvilken kolonne tallene figurerer. Men det synes Udbetaling Danmark nok ikke.

I øvrigt synes jeg det burde kunne gøres noget simplere. Alle har, uanset størrelsen på andre indtægter, ret til grundbeløbet. Derfor burde det kun være nødvendigt at dokumentere grunden(e) til, at man eventuelt mener man er berettiget til et eller flere tillæg, men det skal åbenbart bare være besværligt.
Det er også ret kommunalt.

Jeg har ellers gjort noget rigtig folkepensionistagtigt i dag … man må jo øve sig … jeg var med til at pakke et halvt års Røde Kors-Billedresultat for old retired pensioner free clipartnørklerier til videresendelse til pakke- og distributionscentret i Kliplev. Det blev til ni store papkasser med strikkede tæpper og strikket tøj til alverdens frysende, katastroferamte børn.
Det synes jeg er meget; imponerende meget, taget i betragtning hvor få medlemmer vi er i Præstø – kun 18-19 stykker, men nogle er mere aktive end andre, og nogle er vist helt inaktive.
Det er ligeledes imponerende at se hvor meget garn, der bliver givet til nørklerne. De får også alt mit engang. Altså det, jeg ikke når at bruge inden jeg dør … men skal jeg være ærlig, så er jeg bange for, at mit garnlager altid vil være stort.
Pyt – det vil jo gå til et godt formål.

Reklamer

16 kommentarer

  1. Gennemsnitlig behandlingstid for en korrekt udfyldt ansøgning med den korrekte dokumentation er ca. 3 uger. Det vil sige, at Udbetaling Danmark har cirka 3 ugers arbejde på lager. Hvis ansøgningen ikke kan færdigbehandles første gang, kontaktes ansøger og sagen afventer ansøgerens reaktion og fornyet sagsbehandling. I sagsbehandlingen indgår konstatering/tjek af oplysninger og hvis de er korrekte, færdigbehandles ansøgningen. Hvorfor er det at få tiden til at gå?
    Jeg synes, at det er hensynsfuldt, at man “tvinges” til at oplyse om dit og dat, da sagsbehandlingen dermed opdager, om ansøger er berettiget til div. udover grundbeløbet, da det langt fra er alle, der har styr på folkepensionslovgivningen og det er jo formodentligt et engangsbesvær.
    Mvh.

    Kommentar af Kristine — 16. januar 2018 @ 18:56

    • Jeg skrev ikke, at de bare skulle have tiden til at gå, men lad det nu ligge.
      Vores personlige erfaring (John har jo været folkepensionist i nogle år nu) er, at de i Udbetaling DK ikke har styr på en skid! Forklaring vil føre for vidt her – og kommer heller ikke alverden ved, men vi er på ingen måde imponerede over den måde, de griber tingene an på. Hvis man ikke selv har styr på reglerne, skal man alligevel ikke regne med at få, hvad man er berettiget til, så i mine øjne må det være en borgerpligt at sætte sig ind i dem.

      Kommentar af Ellen — 16. januar 2018 @ 19:38

  2. Håber det lykkes i sidste ende! Uhh, jeg er ikke glad for sådan noget papirarbejde. Har mest lyst til at gi’ op på forhånd når det er mig selv, der skal den slags…

    Kommentar af Maude — 16. januar 2018 @ 19:11

    • Det skal nok lykkes, det er jeg ikke bekymret for – er bare glad for, at jeg var i forholdsvis god tid.
      ‘Papirarbejdet’ er elektronisk, og jeg giver ikke op – det ville da også være dumt at takke nej til FP, selv om det stort set kun er en almisse – jeg har jo betalt til den hele mit voksenliv 🙂

      Kommentar af Ellen — 16. januar 2018 @ 19:40

  3. Tænk, der er mindst 3 år til, at jeg kan sætte næsen op efter noget folkepension, hvis jeg ellers lever til den tid. Vi er vidst født på hver sin side af en eller anden kunstig aldersgrænse, for som jeg husker det, er du kun et års tid ældre end jeg …

    Kommentar af henny894H — 16. januar 2018 @ 19:19

    • Der er nu ikke ‘mindst tre år til’, men dog næsten tre år – du kan få FP fra du fylder 66 år … hvis det, som jeg husker det, er i oktober, du har fødselsdag?
      Men ja, jeg har været heldig hele vejen igennem at holde mig netop under den grænse, der hele tiden blev/bliver hævet. Det var kun tre måneder, der skilte mig fra ikke at kunne få efterløn som præcis 60-årig.

      Kommentar af Ellen — 16. januar 2018 @ 19:43

  4. Og jeg “glemte” at undersøge noget med nogle af mine pensionsudbetalinger, jeg kan virkelig ikke forholde mig til det men burde, så hatten af for dig, at du fik dit gjort i dag 🙂

    Kommentar af Lene — 16. januar 2018 @ 19:24

    • Det har du ret i: Det burde du, men hvis Jørn har sikret jer begge godt nok, har du nok også mindre behov for at vide det hele så eksakt, som jeg har haft 🙂

      Kommentar af Ellen — 16. januar 2018 @ 19:45

  5. Alle har, uanset størrelsen på andre indtægter, ret til grundbeløbet, skriver du.
    Sikker?
    Jeg mener at have læst at det bortfalder helt ved en arbejdsindtægt på ca. 565.000 kr.

    Kommentar af Jørgen — 16. januar 2018 @ 20:28

    • Nej, okay – det er rigtigt, men jeg tænkte på alle os, som ikke længere arbejder (eller har en virksomhed) – vi er berettigede til grundbeløbet.

      Kommentar af Ellen — 16. januar 2018 @ 21:00

  6. Jeg er nok enig derhen, at systemer og love ikke er overskuelige, ejheller forståelige. Jeg forsøger at svare adækvat og fylde papirerne ud i de rækkefølge de havner her. Nu kan jeg så sætte kryds i kalenderen for at huske den ansøgning.
    Imponerende produktivitet hos Præstø nørklegruppe.

    Kommentar af Anne Holtegård Clausen — 16. januar 2018 @ 20:35

    • Enig i, at det er uoverskueligt. Åbenbart så uoverskueligt, at de ikke engang selv kan finde ud af det … lidt skræmmende, ikke sandt?
      Ja, du må huske at ansøge … jeg vidste først for nylig, at man selv skulle gøre det – troede naivt, at FP bare kom dumpende 😳
      Der er flere meget flittige damer blandt os!

      Kommentar af Ellen — 16. januar 2018 @ 21:03

  7. Hvor er det underligt. Jeg kan overhovedet ikke huske, at have sendt, endsige fundet tal frem til, min ansøgning? Jeg må jo have udfyldt en, siden jeg har modtaget FP fra dag et (og det er ‘kun’ to år siden). Men jeg bør nok glæde mig over, at jeg (også) glemmer den slags, for det er bestemt ikke noget, jeg ynder at rode med … :-/

    Kommentar af fiberfryd — 17. januar 2018 @ 00:59

    • Det kunne John heller ikke, og det er da også meget nyt – i hvert fald, at man selv skal huske at søge .:-) jeg synes også, at sådanne skemaer er irriterende, men Kirsten har en god pointe herunder, hvor man skal gøre det.

      Kommentar af Ellen — 17. januar 2018 @ 08:27

  8. Jeg underviste i sin tid kommende folkepensionister i udfyldning af skemaet. Alligevel syntes jeg, det var et besværligt skema, da det blev min tur.
    Jeg har altid undret mig over, at de bevilgende myndigheder ikke automatisk har adgang til nogle af oplysningerne, men der er jo noget med, at man ikke må samkøre diverse registre, og desuden kan de selvfølgelig ikke se ind i fremtiden. For eksempel hvor meget man har tænkt sig at arbejde fremover.
    Grundbeløbet bliver faktisk allerede sat ned ved personlig indkomst på ca. 320000.

    Kommentar af Kirsten — 17. januar 2018 @ 07:31

    • God pointe! De har ganske vist langt de fleste oplysninger, men selvfølgelig kan de ikke vide, hvor længe man vil arbejde. På den anden side ved de jo, om man er stoppet allerede …
      Som jeg forstår det, er grundbeløbet ikke regulerbart – det er enten-eller, og lønindtægtsgrænsen er, som Jørgen nævner, men der bliver pillet ved pensionisttillæget omkring ved den grænse du nævner. Kan det være det, du tænker på? Eller også har jeg bare ikke fattet en pind … det er vitterligt ikke helt nemt, dette her …

      Kommentar af Ellen — 17. januar 2018 @ 08:32


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.