Hos Mommer

29. december 2017

Status og prognose

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:58
Tags: , , , ,

I overmorgen er der rigtig mange, der gør status over året, der gik, men når nu jeg endelig har en chance for at være en anelse forud for min tid, vil jeg gøre det i dag og samtidig kigge lidt fremad.
Man må nemlig aldrig gå ned på planer. Hellere for mange end for få. Den dag, jeg ingen planer har, er jeg død.
Det må naturligvis bare ikke stresse, at man ikke når det hele … det går slet ikke at blive den første pensionist, der går ned med stress … men det er måske også mere ønsker end deciderede planer, og i øvrigt er der ingen deadline. Andet end den ultimative og helt bogstavelige, altså.

P1000830

Sådan nogle oplevede vi en del af i 2017. Dette er solopgangen, som ikke-syvsoverne oplevede den i forgårs. Dvs. som John og jeg oplevede den. Tim og Charlotte måtte nøjes med billederne, mens Anna og Aubrey så den – de var så ikke lige så imponerede som mig.
Af ferierejser blev det til Mallorca, Irland, England, Sydafrika og England igen. Og et sommerhus i en uge. Sverige tæller ikke, så det er forholdsvis moderat, faktisk, selv om jeg til min skræk var feriemæt efter safarien. Det gik over, hvilket kan ses i prognoserne om lidt.
John byggede shelter i haven og jeg nåede lidt videre med mine haveplaner.
Sådan. Det var lige et helt år. På ganske få linjer. Hvem sagde Pensionistvisen?

Næste år er de allerede fastlagte ferieplaner Malta, som er snart, England, som er i starten af maj (bluebells!), Norge midt i juni (midnatssol), sommerhus på Fanø i September (strikkefestival).
De løsere planer omfatter endnu en Englandstur og så er enten Klassiske Sicilien eller Et Syditaliensk Eventyr med Kulturrejser Europa et ønske fra os begge. De to rejser lyder lige spændende, og det er svært at vælge, men der er jo heller ingen, der siger, at vi ikke kan tage den ene i år og den anden i 2019. Der står stadig et sydamerikakrydstogt på ønskelisten, men så skal Sverigeshuset lige være solgt først.

Og så er 2018 året, hvor jeg bliver folkepensionist! AvavavAV. Lad nu være med at komme med den sædvanlige om, at alder bare er et tal, for jeg er alligevel ikke enig. Selvfølgelig er alder et tal, men det er ikke ‘bare’ et tal, for nogle gør mere ondt end andre. Lige som ord. Der er forskel, er der. Punktum.
Det gjorde ondt at blive 50, lidt mere ondt at blive 60 (bortset fra glæden ved at kunne jobstoppe – og gøre det), og det vil gøre mere ondt at blive 65.
Folkepensionist. Alene ordet kan gøre mig træt oven i hovedet. En folkepensionist er noget, jeg forbinder med at være gammel. Ikke ældre. Gammel.
Jeg får e-post med jævne mellemrum, der minder mig om det kommende skelsår.
Fra ATP. Fra Borger.dk. Fra FTF-A om, at de agter at stoppe med at trække penge til arbejdsløshedskassen så snart jeg er blevet 65. Flinke folk, såmænd … de stopper formentlig også med at give mig efterløn, men det nævnede de ikke noget om.

Reklamer

16 kommentarer

  1. Jeg gjorde status over mit år i de 4-5 julebreve, og en enkelt mail, jeg sendte. Når man får samlet tankerne om de forskellige hændelser, er det ikke så lidt der sker, af både godt og skidt, på er år.
    Er det en kør-selv-tur I tager hele vejen til midnatssolen i Norge?

    Kommentar af Pigen fra landet — 29. december 2017 @ 19:07

    • Der sker alligevel en del, ja, men det meste af det er nok også skrevet på bloggen 🙂
      Ja, vi kører selv. Ikke helt til Nordkap, men måske til Lofoten. Det ligger endnu ikke fast, og det vil nok også afhænge af vejr og vind.

      Kommentar af Ellen — 29. december 2017 @ 19:44

  2. Ellen, min svoger har bestemt for mange år siden, at vi må sige vi er gamle, når vores børn er fyldt 50. Da hans datter fyldte 50 for 8 år siden, ændrede han det til 60.
    Så vi er bestemt ikke gamle, uanset hvad “titler” vi får påklistret.
    Skønne planer for det kommende år 🙂

    Kommentar af Kisser — 29. december 2017 @ 19:56

    • Hehe, ja, tingene og begreberne har jo med at flytte sig efterhånden som man kommer længere op i årene. Jeg har lige gispet over, at jeg har en datter på 41, så jeg har ifølge din svoger 19 år endnu, inden jeg er gammel. Det passer mig egentlig fint 😉

      Kommentar af Ellen — 29. december 2017 @ 21:04

  3. Vi ER biologisk set gamle -os over 60. I naturen ville vi være sorteret fra for længst. Ulvefoder en kold vinternat.
    Er vi i tvivl, så find billederne fra vore bedsteforældres sølvbryllup eller lignende frem.
    Vi er blot så heldige at tilhøre generationen, som valgte at snuppe vore børnebørns olie ude i Nordsøen og leve pengene op i stedet for at slide os skæve og runde.
    Men det er, som jeg ser det, ikke et problem at være gammel, når blot vi husker på det og lader ungdommen komme til.
    Den stadig senere pensionsalder er et stort samfundsproblem. Det giver et erhvervsliv og en offentlig sektor, hvor der tages alt for få chancer og prøves for få skæve ideer af.

    Jeg skal vist være 67 inden jeg får folkepension. -Og hvad sker der hvis liv og helbred ellers holder: Jeg sætter med stor sandsynlighed gården i frigear og lader den økonomisk trille over målstregen med mig om bord i stedet for at lade en ung mand/kvinde prøve sine ideer og drømme af.

    Kommentar af natural2222 — 30. december 2017 @ 05:43

    • Mon dog ikke vores børnebørn i alle henseender kan finde bedre alternativer end den olie, du siger vi har snuppet? -:)
      Jeg er nok ikke helt enig i, at det er noget skidt, at de mange ældre stadig er på arbejdsmarkedet … jo, hvis der ikke er plads til de unge også, men det er der efter min bedste overbevisning også. Derimod er det vigtigt ikke at kassere den ressource, de ældre trods alt er mht. erfaring og (desværre) nogle gange også arbejdsmoral, altså gode rollemodeller – og der skal være plads til begge dele.
      Det er rigtigt, at de fleste af os på 60+ er gået lidt i stå, hvad revolutionerende ideer angår, så jeg synes da, at du skal nyde dit pensionistliv og tage rundt i verden og gå på jagt – eventuelt være en god og stærk ressource på din gård – hvis ikke den overtages af helt fremmede.

      Kommentar af Ellen — 30. december 2017 @ 10:04

      • Jeg vil søge at følge dit råd med at være en stærk ressource og samtidig give plads til ungdommens mod. Yngstesønnen på 22 giver stadig udtryk for at ville overtage gården med tiden, og de to andre er indstillet på at vi opbygger en overtagelsesmodel, som minimerer generationsskifteomkostningerne. Vi får se om det vil lykkes at hjælpe 7. generation på stedet i gang.

        Kommentar af natural2222 — 31. december 2017 @ 06:35

        • Det lyder som den optimale løsning for jer alle, og hvis du venter syv år endnu, vil yngstesønnen også have fundet ud af med sig selv, om han virkelig mener det.
          En fælles bekendt (‘Neongrisen’, you know) har overdraget sin gård efter konceptet med at være fri for ansvar, men være en god ressource. Han har langt mere frihed end før, så alle er glade.

          Kommentar af Ellen — 31. december 2017 @ 09:39

  4. Jeg kan godt lide den med, at børnene skal være 50, inden man kan kalde sig gammel. Bliver jeg barnløse så aldrig gammel?
    Jeg ER gået på folkepension og syntes ikke, det var så slemt. Men jeg var også begyndt at kalde mig selv gammel, allerede da jeg blev 60 – og det var slemt! Ind imellem føler jeg mig også gammel som lige nu, hvor jeg dårligt kan gå på grund af en dårlig fod.

    Kommentar af Kirsten — 30. december 2017 @ 11:01

    • Næ … du må jo forblive evigt ung, så – men jeg er glad for, at der er andre, der kalder sig gammel som 60-årig 😉
      Desværre er der så visse andre ting, der kommer i vejen for den ungdommelighed, som fx en dårlig fod. God bedring med den!

      Kommentar af Ellen — 30. december 2017 @ 11:58

  5. Jeg holder så med Ritt Bjerregaard, som siger at hun vil have lov til at kalde sig gammel og udfordre vores fordomme om gamle mennesker. Jeg er også gammel og jeg har det fint med det. Jeg bliver først pensionist som 67 år, Farmer og jeg følges ad, men det regner jeg ikke med bliver et problem 🙂 Jeg er enig med dig i at kombinationen af unge og gamle på arbejdsmarkedet er et godt miks. Jeg elsker at blive udfordret af de mange unge kolleger, langt de fleste er jo under 35 år. Og jeg får helt sikkert problemer med at stoppe med at arbejde, så det må jeg arbejde med at forberede mig på de næste år.
    Rigtig godt ferieår til jer, jeg ved ikke hvad 2018 byder på. Vi har planer om en motorcykeltur til Norge til sommer, hvor søn og svigerdatter regner med at flytte til Trondheim. Sønnen har friet til sin norske kæreste 1. juledag, så om de venter to år med at holde bryllup som storesøsteren gjorde eller om vi skal til norsk bryllup inden, se det ved vi ingenting om 🙂

    Kommentar af Lene — 30. december 2017 @ 11:46

    • Se, den havde jeg ikke hørt, men den har jeg omgående taget til mig.
      Jeg tror heller ikke, det er noget problem at følges med Farmer 🙂
      Der skal være et miks, ellers bliver det for ensidigt, uanset hvem der kommer med de gode ideer, og udfordringen er netop af det gode, som du også siger.
      Ihh, sikke en glædelig nyhed om et forestående bryllup:-) I vil snart få lært Norge rigtig godt at kende, så, når I skal op og besøge de unge mennesker.
      Stort tillykke til og med dem – det kommer vi forhåbentlig til at høre mere om, når du selv ved lidt mere.
      Trondheim ligger jo fantastisk, og derfra er der kun 120 km til Steinkjer, hvor en af verdens smukkeste vejstrækninger (kystriksvei 17) begynder … den som vi snupper en gang til til juni.

      Kommentar af Ellen — 30. december 2017 @ 12:05

  6. De bedste ønsker for 2018 med FP og rejser og alt det andet. Jeg går ud fra du erhelt med på at det er dig der har planerne og ikke omvendt.

    Kommentar af Jørgen — 31. december 2017 @ 14:31

    • Det er jeg helt med på, Jørgen … jeg håber ikke, jeg giver et andet indtryk 🙂

      Kommentar af Ellen — 31. december 2017 @ 14:59

  7. Jeg runder også 65.. Men har ikke modtaget “advarsler” om det fra diverse kasser. Men det kommer vel..
    Det med alder er en underlig ting.. Jeg synes ikke 65 er så slemt.. Jeg syntes førtidspension lød rædsomt; både førtidsubrugelig og pensionist på en gang! Men det er vel det identitstab der indtræder. Vi lever jo i et samfund, hvor arbejdet definerer os, som personer og som status..
    Det tog noget tid før jeg genvandt min selvfølelse.
    Nu nyder jeg livet som pensioneret.
    Sikke skønne rejsetider og rejseplaner..
    Norge er dejlig. Den rute er så flot.. Vil I kun Norge eller også via Sverige og Finland?
    Gitte og jeg har planer.. Men Erik og jeg er mere impulsturister.. Pludselig får vi en ide!

    Kommentar af Anne Holtegård Clausen — 1. januar 2018 @ 23:56

    • Det er også først til oktober, ikke sandt? Jeg er der om to måneder!
      Jeg forstår godt, at du synes førtidspension er værre … selvfølgelig var du ikke ubrugelig, men tanken ville jeg også have fået.
      Du kender Riksvei 17? Det er en fantastisk smuk rute, hvorfor vi også nøjes med den og måske lidt nordligere i år, men hverken Sverige eller Finland.
      Jeg håber du og Erik får en god ide 🙂

      Kommentar af Ellen — 2. januar 2018 @ 09:19


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.