Hos Mommer

13. december 2017

Hvad skal jeg dog stille op med ham?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:39
Tags:

Vi kan åbenbart ikke engang så meget som overveje en autocamper, før det går galt for John, og han har et uheldigt fald.
I aftes, da han gik ned for at lukke af til kælderen, hørte jeg, i stedet for en dør blive smækket, en serie meget ubehageligt lydende dumpe bump, ledsaget af en blanding af råb og høj stønnen. Meget dramatisk, faktisk.
Jeg fløj ud for at se, hvad der var sket.
Han stønnede og bandede og ømmede sig, men han var i færd med at komme på benene. Altid et godt tegn.
Hvor langt faldt du?
Næsten hele vejen!
(Der er i alt 11 cementtrin. AV!)
Men du kan selv komme op?
Ja. Men for helvede, hvor gør det ondt!

Jeg stod i døren og så, at han kom op ved egen hjælp. Helt op. Det viste sig, at der havde været faldet isslag, så trappen var dækket af såkaldt sort is.
Han kom op, og jeg inspicerede skaderne: En grim hudafskrabning på nederste del af venstre arm, et lille sår i hånden, men ellers ikke andet synligt.
Han havde slået sig på venstre bagside, lige over lænden; vi går ud fra, at han landede hårdt på en af trappens kanter lige der.

Det er godt, at der er opfundet smertestillende midler … han er ikke bekymret for sin ryg, han har ‘bare’ fået et slag, der giver en smerte, der vil være nogle dage om at fortage sig.
Han er meget uheldig, den stakkels mand – og samtidig har han været temmelig heldig, for dette kunne være gået så grueligt galt, at jeg slet ikke tør tænke tanken til ende.
I dag er han stadig ikke mange sure sild værd, men det går dog bedre end i morges – for slet ikke at tale om i aftes og i nat, siger han.

30 januar

Den måtte hellere have haft set sådan ud, trappen – så var det ikke gået lige så galt.

Reklamer

28 kommentarer

  1. Av, for hulan! Stakkels John 😦 Rigtig god bedring til ham, og forhåbentlig kan I blive (og lave ingenting), til han igen er nogenlunde fit til at køre?

    Kommentar af Fruen i Midten — 13. december 2017 @ 15:11

    • Ja, stakkels ham – og tak, men vi skal hjem i morgen … han har en aftale fredag, han helst ikke vil svigte. Det tror jeg nu også nok skal gå.

      Kommentar af Ellen — 13. december 2017 @ 17:11

  2. Det var da pokkers uheldigt. Rigtig god bedring til John!

    Kommentar af www.randiglensbo.dk — 13. december 2017 @ 15:33

    • Meget uheldigt! Men tak.

      Kommentar af Ellen — 13. december 2017 @ 17:12

  3. Det lyder mildt sagt dramatisk. Jeg forstår godt det ikke er rart attænketanken til ende om, hvad derkunne være sket. Vi skal passe på, os ældre herrer, men det er ikke altid let at erkende hvad man træder på. Her har det været ujævnt – pga de ansvarliges forsømmeligheder.
    Måtte John hurtigt komme sig.

    Kommentar af Jørgen — 13. december 2017 @ 15:35

    • Ja, I skal så – men her var der kun vejrguderne at skyde skylden over på. Det er værre med forsømmelighed fra andres side, synes jeg – også selv om resultatet er det samme.
      Tak for gode ønsker.

      Kommentar af Ellen — 13. december 2017 @ 17:14

  4. Aj, hvor uheldigt. Det var synd for John. Vejret og føret kan let snyde os i de her dage. Rigtig god og hurtig bedring til ham,

    Kommentar af betty — 13. december 2017 @ 16:27

    • Tak, Betty. Det var meget uheldigt og det er synd for ham, ja.

      Kommentar af Ellen — 13. december 2017 @ 17:19

  5. Åh den stakkels mand. Fald i den tredje alder er ikke velkomne. Håber han hurtigt kommer sig.
    God bedring til og med ham.

    Kommentar af Kisser — 13. december 2017 @ 17:26

    • Nej, det er ikke velkomment – det ved du jo alt om … tak for ønsker.

      Kommentar af Ellen — 13. december 2017 @ 17:33

  6. Åh.. Uh.. Oh… AV for pokker. En grim forskrækkelse! Håber passende doser smertestillende hjælper ham hurtigt… Og aftalen kan overholdes.
    God bedring☺️

    Kommentar af Anne Holtegård Clausen — 13. december 2017 @ 17:35

    • Ja, av for pokker. Panodiler hjælper nogenlunde, og vi tror på, at hans aftale kan overholdes. Måske med mig som chauffør, men pyt med det … og tak 🙂

      Kommentar af Ellen — 13. december 2017 @ 18:03

  7. Av, øv og hvor synd.
    Hvis smerterne “bare” skyldes vævsskade, så kan kulde (frosne ærter/majs eller lign. man har i fryseren bruges og genbruges efter genindfrysning) lindre smerte og varme (tørrede ris, linser, bønner eller lign. bundet i f.eks. et viskestykke opvarmet i mikroovn eller ovn; varmepude; bilsæde med varme) fremme helingsprocessen af det inflammatoriske væv og dermed hurtigere opdeling af væv = smertelindring på sigt. Hvordan og hvor meget? Søg på nettet eller måske er et opkald til lægen på sin plads.
    Jeg har selv haft god gavn af ovennævnte efter et fald i en uvejsom svensk skov (selvom jeg først begyndte behandlingen efter et døgn), hvor jeg snublede over en træstub og faldt som et fældet træ og landede på ryg/side ovenpå sten og store grene i et vandfyldt hjulspor efter en skovmaskine. Jeg ved det, fordi jeg måtte prioritere mine kulde- og varmeressourcer og behandlet område kom sig hurtigere end ikke behandlet. Udover vævsskader havde jeg så også “fornøjelse” af fire trykkede ribben, men det blev mere håndterbart, da vævet kom sig.
    Hvis John har lavet et “klassisk” fald på trappe, hvor fødder og ben er gledet frem og han er landet, så han har slået ryg og rumpe og bumset ned ad trinene, så er hans haleben sikkert også forslået/ømt. Hvis det er tilfældet, så er det smertefuldt at sidde, men at sidde på/i en oppustet badering, så man ikke hviler på halebenet, afhjælper trykket på halebenet = færre smerter (ja det har jeg også prøvet, men det var en våd efter sæbevask marmortrappe, så Klodshans er mit navn 😂).
    Mvh. og god bedring.
    PS: Husk at give nissen grød, når I kommer hjem, så ulyksalighederne kan ophøre.

    Kommentar af Kristine — 14. december 2017 @ 1:34

    • Tak, ja det er synd for ham.
      Jeg er opvokset på en gård, og jeg tror ikke, der er mange af de gamle husråd, jeg ikke kender – selvfølgelig kan der lindres lidt, men hovedingrediensen her er vist tid.
      Du har prøvet forskellige fald, kan jeg se … John slog dog ikke sit haleben; det er mig, der excellerer i det …
      Nissen er ikke flyttet med herop; han er blevet hjemme for at passe Den Stråtækte – vi har jo kun søde nisser, ved du nok 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. december 2017 @ 9:05

  8. Stakkels John, det kan han vist komme til at døje noget med. God bedring.

    Kommentar af Lene — 14. december 2017 @ 5:38

    • Tak … det går ikke lige sådan over på et par dage, desværre …

      Kommentar af Ellen — 14. december 2017 @ 9:05

  9. Åh stakkels John. Håber ikke han skal være plaget alt for lang tid. John har min dybeste sympati, sort er bare det værste. Jeg har været nede at ligge flere gange på vej til og fra job……senest på cyklen 😦

    Kommentar af udvandreren — 14. december 2017 @ 8:23

    • Tak for sympati – det er slemt, den slags, men det ved du, kan jeg se, og det bliver ikke mindre slemt med alderen.

      Kommentar af Ellen — 14. december 2017 @ 9:07

  10. Nu glemte jeg jo at læse før jeg postede (ingen kaffe på hotelrummet)…..sort IS skulle der stå.

    Kommentar af udvandreren — 14. december 2017 @ 8:25

    • Sort er altid lidt trist – og jeg havde gættet det med isen 😉
      Hotelrum uden kaffe burde afskaffes!

      Kommentar af Ellen — 14. december 2017 @ 9:07

  11. Uha uha, det var slemt, selvom det kunne være gået meget værre. Påspændelige pigsko er måske svaret på overskriftens spørgsmål, men det er jo en beslutning at tage dem på.

    Kommentar af Eric — 14. december 2017 @ 19:34

    • Ja … men han kunne ikke se, at der var glat. Trappen så bare våd ud. Det er ikke kun en beslutning; det er også besværligt 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. december 2017 @ 21:19

  12. Ej, hvor træls for ham! Man får noget af en forskrækkelse oven i alle smerterne. Jeg håber, han er køreklar til i dag, fredag.

    Kommentar af Conny — 15. december 2017 @ 12:33

    • Han blev køreklar til dagens aftale, men også kun lige. Han ser stadig ret sjov ud, når han går …

      Kommentar af Ellen — 15. december 2017 @ 12:51

  13. Åh, for pokker da, stakkels John. Jeg håber, at han kommer sig hurtigt og ikke får længerevarende bøvl. Det kan alt for hurtigt gå galt … men han var da heldig, trappens beskaffenhed taget i betragtning!

    Kommentar af fiberfryd — 16. december 2017 @ 0:46

    • Ja, på sin vis var ham meget heldig, men han har altså ondt, staklen.

      Kommentar af Ellen — 16. december 2017 @ 10:08

  14. Åh nej, stakkels John. Det kan gøre noget så frygtelig ondt – for slet ikke at tale om forskrækkelsen. Men hvad er nu det med en autocamper? Det har jeg vist overset?????? 🙂

    Kommentar af Mia Folkmann — 16. december 2017 @ 20:06

    • Det gør hulens ondt. Endnu. Men det kan vare flere uger, desværre.
      Han faldt meget uheldigt, da vi i 2012 var i Norge i en autocamper. Vi måtte korte ferien af pga. faldet og vi har talt om at gentage turen, ikke mindst fordi vi havde så dårligt vejr dengang i 2012. Vi gør det så nok alligevel ikke i en autocamper, selv om det er det, jeg egentlig helst ville, men forskellen på at leje os ind i campinghytter og leje en camper i tre uger kan betale en englandstur i maj med bil und alles. Det er jo lidt fjollet, så, at insistere på den camper …

      Kommentar af Ellen — 16. december 2017 @ 20:50


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.