Hos Mommer

30. november 2017

Gyldne tider

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:14
Tags: ,

Inden jeg for alvor går juleamok i røde, hvide og grønne farver, fik jeg lyst til at farve endnu et batch med løgskaller – denne gang på lutter gule skaller, hvor det første gang var en 60:40-blanding af gule og røde skaller.
Jeg elsker simpelthen disse varme, dybe, gyldne farver, og der er masser af krudt i sådan en omgang løgsuppe, hvor forholdet garn/skaller er 1:1. Her er vist resultaterne fra fire bade (de to garner yderst til venstre er begge fra første bad og med udgangspunkt i hhv. lysegråt merino og naturfarvet lammeuld), men der er også et femte bad, hvor garnet hænger til tørre endnu. Der kunne også have været blevet til et sjette, men det droppede jeg. Det var nok alligevel bare blevet for fesent.

Anden farvning med løgskaller

Det er superærgerligt, at jeg ikke kan bære disse farver, for jeg har virkelig lyst til at strikke et tone-i-tone-sjal med dem. Jeg gør det også nok en dag – jeg kan vel altid sælge det, når jeg er færdig med at være på efterløn og ikke risikerer nogen ballade. Det er jeg i øvrigt om et halvt år … for sulan, hvor den tid dog flyver. Inden jeg får set mig om, er jeg 90 år. Eller død.
Nå. Så længe jeg kan trække vejret og bruge mine hænder, vil jeg strikke.
Herunder et plantefarvningsstrikkeprojekt; et rør bestående af eksempler fra bogen 200 Fair Isle-mønstre af Mary Jane Mucklestone. God bog … god julegaveide til en strikker. Siger det bare …

Begyndelsen på 'planterør'

Jeg løber således ikke tør lige med det samme og havde egentlig en plan om ikke at gentage det samme mønster på røret, som skal bruges som halstørklæde, når det engang er færdigt (det er sådan et indimellem alt det andet-arbejde), men jeg ved endnu ikke, om den holder. Hvis ikke, er der såmænd ingen, der vil lægge mærke til, hvis et mønster bliver gentaget i andre farver et andet sted en meter væk.
Bortset fra den røde tråd i form af mørkegrå bundfarve, er alle garnerne hjemmefarvede. Fordelen ved plantefarver er nemlig, at de på forunderlig vis passer fint sammen, selv om de i princippet er vidt forskellige. Jeg har dog, trods det, besluttet at undlade at sætte cochenille og indigo i og holde det i gule, grønne og kraprøde nuancer. Samt de keeedelige fra lavforsøget. De er begge kommet kommet til ære og værdighed – det er de gråbeige ude til venstre, så som Fru Moll skrev i en kommentar, går de fint sammen med andre farver; de kan bare ikke rigtig stå alene. Ikke til noget til mig, i hvert fald.

Reklamer

14 kommentarer

  1. Hvor bliver det flot, og gentag du bare mønstrene i andre farver – det bliver helt anderledes i andre farver, især hvis du f.eks. udskifter en mørk bundfarve med en lys. Og den ´kedelige lav-farve´ er da slet ikke så kedelig! Nu mangler du kun pulsvarmere!

    Kommentar af Fru Moll — 30. november 2017 @ 19:40

    • Ja … jeg kan også se det i bogen: Det er forbløffende, som mønstret bliver til et helt andet og faktisk uigenkendeligt, når man bruger andre farver.
      Du lyder som en med en pæn erfaring på området?
      Jeg har engang strikket nogle pulsvarmere (med perler i), men jeg kan ikke vænne mig til at gå med dem – eller måske rettere: Jeg glemmer helt, at jeg har dem.

      Kommentar af Ellen — 30. november 2017 @ 21:39

  2. God ide med sådan et ‘sampler’tørklæde! Der kan man virkelig få brugt af sine uens rester og små farveprøver; selv de ellers kedelige farver kan komme i brug. Og som Fru Moll siger, er det helt forunderligt som mønstrene ændrer karakter med forskellige farver. Hvis du løber tør for borter, så har Mary Jane Mucklestone også lavet en bog med nordiske mønstre … Endelig kan du jo bare finde på nye 😉

    Kommentar af fiberfryd — 1. december 2017 @ 1:06

    • Det er det rene trylleri!
      Hehe, den bog har jeg også, så jeg løber vist ikke tør foreløbig 🙂

      Kommentar af Ellen — 1. december 2017 @ 8:49

  3. Jeg kan sandelig godt forstå du kan lide løgfarverne. Denne farvekilde er god til garn og påskeæg.

    Jeg ser sne!

    Kommentar af Jørgen — 1. december 2017 @ 8:05

    • Ja. Det farvede vi ogsdå påskeæg med, da jeg var barn.
      Det gør jeg heldigvis ikke! Men det kan jo nå at komme …

      Kommentar af Ellen — 1. december 2017 @ 8:50

      • Når jeg ser sne, er det på hjemmesiden, sådan bare for tydeliggørelsens skyld.

        Kommentar af Jørgen — 1. december 2017 @ 15:45

        • Ja, det måtte Fruen i Midten herunder gøre mig opmærksom på. Lettere pinligt, at jeg ikke selv kunne regne det ud 🙂

          Kommentar af Ellen — 1. december 2017 @ 17:23

  4. Ja altså, du må da meget gerne strikke sjal til mig og så afregne næste år halv fire 🙂 Jeg tror, at den sne, Jørgen mener, er din skærm-sne 😉

    Kommentar af Fruen i Midten — 1. december 2017 @ 9:20

    • I de farver? Det er da ikke udelukket 🙂
      Åhh – den sne havde jeg slet ikke tænkt over 😳 … den starter automatisk 1. december.

      Kommentar af Ellen — 1. december 2017 @ 9:52

  5. Hvor er dit halstørklæde i alle farverne dog smukt. Det er utroligt som lavforsøgets farver spiller smukt sammen med de andre. Og en virkelig god ide til at få øvet sig på alle mønstre 🙂

    Kommentar af Lene — 1. december 2017 @ 10:26

    • Tak, Lene – og ja, visse farver skal åbenbart bare hjælpes lidt på vej for at blomstre 🙂

      Kommentar af Ellen — 1. december 2017 @ 13:38

  6. Det er pokkers, at de farver er så smukke… Men bare ikke passer til teint eller tøjskab!
    Er du ikke på gave med nogen i den farveskala?
    Ellers må du igang med farvesammensætningsmønstereksperimenter!
    Som supplement til indfarvningseksperimenterne…

    Kommentar af Anne Holtegård Clausen — 1. december 2017 @ 20:00

    • Ja, det er sandelig både godt og skidt! Jeg skal nok finde nogen, der melder sig – Fruen har faktisk allerede gjort det 🙂
      Bruges skal det i hvert fald!

      Kommentar af Ellen — 2. december 2017 @ 9:29


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.