Hos Mommer

21. november 2017

Lokalområdet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:24
Tags: , ,

Vi bor på Viktoriavej.
Her går en lokalbane (Vemb-Lemvig-Thyborøn-banen), som har trinbræt her. Hvad er så mere naturligt end at kalde trinbrættet for Victoria Street Station?

Victoria Street Station

Det er da fed humor.

Til venstre for os ligger der et sommerhus af næsten vanderbiltske dimensioner. Det er tilsyneladende ikke et udlejningshus, så der er nogen, der har sig et fornemt sted at tilbringe fritiden. Man bedes bemærke de karakteristiske håndtag, der ses der, hvor det ser ud som om taget er skåret over – hold da op, sagde John, se derovre: De har swimmingpool på første sal!
Mit gæt er dog, at det sandsynligvis ‘bare’ er et vildmarksbad, men lidt blæret er det under alle omstændigheder. Det er et specielt og spændende hus.

P1000433

Vi bor nu også fint og har plads nok. Her er ti senge, men otte dyner, og udlejningsbureauet siger da også, at det er til otte personer, men hvorfor så have ti rigtige sengepladser?
Nå, pyt, vi skal kun bruge tre … måske seks, hvis englænderne har lyst til at tage med herover i efteråret 2018.
Det er det mest veludstyrede køkken, jeg endnu har set i et dansk sommerhus.
Så veludstyret, at jeg ikke engang ved, hvad en af dimserne skal bruges til. Kan man få et bud fra jer kloge læsere?

P1000364P1000368

Den er 16 cm lang; selve skærebladet eller skærehullet, om man vil, er 3,5 cm, men hvad skal der skæres/skrælles? Skærebladet er placeret højere end der, hvor der står FAMOS. Det skulle have været omvendt, hvis man forestiller sig at skrælle kartofler eller gulerødder med den. Og hvad bruger man den spidse hajfinne til, der sidder foroven?
Vi er alle tre ret mystificerede og vil meget gerne have opklaret, hvad det er for en tingest.

Mændene er taget til Loch Nees for at fiske. Jeg læste det først for Loch Ness, hvilket selvfølgelig også er meningen. Det er en put and take-sø, så det er også et udtryk for fin humor.
Der er bemærkelsesværdig radiotavshed fra deres side, så jeg tror ikke, de har haft held med sig i dag heller.
Nees ligger ellers tæt på Fru Pedersens have, som Fru Moll anbefalede, men jeg kunne ikke forestille mig at gå rundt og se på julehave i de tre timer, mændene forestillede sig fisketuren vare, så jeg blev hjemme.

Reklamer

29 kommentarer

  1. Fin humor. Håber de herrer fanger fisk.
    Se http://westmark.de/produktkatalog/de/schaelen-schneiden-teilen/sparschaeler-steel-16102270.html (ikke fordi jeg kender dimsen).

    Kommentar af Jørgen — 21. november 2017 @ 14:02

    • Det er nu denne du har (og her ses hvad dimsen bruges til, nemlig at fjerne “noget” fra kartofler) – http://westmark.de/produktkatalog/de/schaelen-schneiden-teilen/sparschaeler-famos-10612270.html

      Kommentar af Jørgen — 21. november 2017 @ 15:54

      • De fangede intet!
        Tak for opklaring. Pudsigt, at dimsen her åbenbart er omvendt: Man skal skrælle væk fra sig selv, hvilket virker ret kejtet på mig, men det er nok bare et spørgsmål om vane.

        Kommentar af Ellen — 21. november 2017 @ 16:23

        • Tilsyneladende kan man få dimsen til højre- henholdsvis ventrehåndet betjening.

          Kommentar af Jørgen — 22. november 2017 @ 10:55

          • Ja, det kan man jo nok – især i Tyskland … de har et stort kundepotentiale dernede.

            Kommentar af Ellen — 22. november 2017 @ 11:11

  2. Du har ret; det er et spabad eller vildmarksbad af en slags. Blæret at kunne sidde deroppe helt ugenert og pjaske med en drinks (jo, s’et skal med 😉 ) Din morderiske dims er jo åbenbart til at skrælle gulerødder med, men måske skal man være venstrehåndet for at bruge den?

    Kommentar af Fruen i Midten — 21. november 2017 @ 15:17

    • Det er virkelig blæret … og man kunne måske også sidde og spise en hot dogs sammen med sin drinks 😉
      Det hjælper ikke at skifte hånd. Tror jeg da ikke … for man skal stadig skrælle væk fra sig selv, hvilket virker akavet for mig.

      Kommentar af Ellen — 21. november 2017 @ 16:25

  3. Som I hygger jer 🙂 Og så lærte vi også i dag noget, ikke et nyt ord, men en ny dims.

    Kommentar af Lene — 21. november 2017 @ 16:27

    • Det gør vi 🙂 Og vi skal jo helst lære noget hver dag

      Kommentar af Ellen — 21. november 2017 @ 16:34

  4. Jeg er vild med det sommerhus med pøl på taget – one way or the other. Så lå man dér, og møllede rundt en stjerneklar nat ✨

    Kommentar af Maude // skøreliv.dk — 21. november 2017 @ 17:01

    • Nå, det kunne du også lige se for dig? En lun augustnat fyldt med stjerneskud, der falder helt ned i hovedet på én, fordi her er så buldrendes, hamrendes mørkt 🙂

      Kommentar af Ellen — 21. november 2017 @ 17:25

  5. Hvis det er et vildmarksbad, skal der så ikke være en skorsten til brændeovnen?

    Kommentar af Lone Nielsen — 21. november 2017 @ 18:00

    • Njoh, i princippet har du ret, men de fås også elektriske 🙂

      Kommentar af Ellen — 21. november 2017 @ 19:40

  6. Det ligner en tyndskræller. Kan det evt være til asparges? – selvom jeg ikke kan regne ud, hvorfor man skulle fremstille et særligt stykke værktøj til det ….

    Kommentar af Fru Z — 21. november 2017 @ 20:00

    • Jeg tænkte også på asparges, men Jørgen har fundet et link, som viser, at den er tiltænkt kartofler og gulerødder .

      Kommentar af Ellen — 21. november 2017 @ 20:54

  7. Det var en pudsig skræller. Den virker så kluntet. Så foretrækker jeg min lille skrællekniv fra Rådvad.
    Ærgerligt for de to, at de ikke fangede noget. Har I forresten været på Sea War Museum (sådan hedder det) i Thyborøn? Det er af nyere dato og til min overraskelse også interessant for mig. Jeg nævner det lige …

    Kommentar af betty — 21. november 2017 @ 22:26

    • Den virker heller ikke for mig 🙂
      Vi har ikke været på det museum, men mændene har noteret sig dets eksistens, og hvis du siger det er interessant, er det da værd at overveje – tak for tip.

      Kommentar af Ellen — 22. november 2017 @ 9:39

  8. Du kender sikkert også de meget små landsbyer omkring Esbjerg som hedder — eller hed — Paris, Rom og London? Jeg kan huske skiltene, altså rigtige vejvisere, hvid bund med røde bogstaver og rød kant, fra en tur, som fandt sted ca. 1969, men ved senere kigning og nu opslag m.GoogleMaps findes de ikke mere. Det må have forvirret mange udenlandske turister!

    Kommentar af Donald — 21. november 2017 @ 23:59

    • En søgning med Google: Gamle Danske landsbynavne Paris Rom og London ved Esbjerg gav faktisk resultat, men ikke lige det, jeg havde ventet (fra en webside på ing.dk artikel/lynch-paris-rom-og-london-i-vestjylland-136221.)

      Her er hvad Den store Nordiske (Gyldendals åbne encyklopædi) skriver:

      “Paris, bebyggelse mellem Gudum og Resenstad på rute 513. De otte huse ligger i et vejkryds, som opstod ved anlægget af landevejen Lemvig-Struer i 1891.

      Navnet Paris menes at være opstået parallelt med de spøgefulde navne på to nærliggende byer, ‘Lille København’ (om Nørre Nissum) og ‘London’ (om Gudum). Mens de to andre navne er gået i glemmebogen, er navnet Paris blevet officielt.”

      Man kan bemærke, at ved et ganske bestemt zoom-level i Google Maps vises navnet Paris, men hvis man zoomer ind eller ud forsvinder det. Det illustrerer måske, at byen er så lille, at man ikke kan få øje på den på afstand – og at man ikke opdager den, når man står midt i den.

      Kommentar af Donald — 22. november 2017 @ 0:04

      • Jeg studsede over, at det skulle være i nærheden af Esbjerg, for vi kørte faktisk igennem både Paris og Rom i forgårs på vej til Vejlerne. De er ganske rigtigt så små, at den eneste grund til, man lægger mærke til dem, netop er deres usædvanlige navne. London mødte vi ikke 🙂

        Kommentar af Ellen — 22. november 2017 @ 10:25

        • Jeg tror spøgen med at give et lille udsted eller et vejkryds et sjovt navn er forekommet flere steder. Det var da jeg læste at “Paris” som synonym for Gudum var forsvundet igen – om end midlertidigt – at jeg tænkte det samme kunne være sket ved Esbjerg. Jeg har jo gennem 50 år undret mig over at jeg ikke kunne finde de tre navne igen! Alting forandrer sig – men her er forklaringen jo nok at for mange turister er kørt forkert.

          Kommentar af Donald — 23. november 2017 @ 16:15

        • er kørt –> var kørt

          Kommentar af Donald — 23. november 2017 @ 16:16

          • Jeg tror nu ikke rigtig på den med, at turister har været kørt forkert pga. de to navne – så har man da verdens dårligste stedsans eller er komplet uegnet til at læse kort 🙂

            Kommentar af Ellen — 23. november 2017 @ 16:49

  9. Lyder til i nyder turen til havet og får en masse set
    Tak for dine “levende” oplevelser

    Har fulgt dine plante forsøg og nu i er i Vestjylland
    Kom på den lokal udsendelsen håber det er ok jeg sætter link på
    bare hvis det har din interesse så du kan se det
    https://www.tvmidtvest.dk/kludetaeppet/kludetaeppet-plantefarvning-og-lobbinding?autoplay=1#player

    Kommentar af r k — 22. november 2017 @ 9:09

    • Velbekomme og tak for link – det var rigtig interessant at se – og så var det jo Anne fra g-uld-pigerne, som jeg var på kursus hos i august.

      Kommentar af Ellen — 22. november 2017 @ 10:34

  10. Spændende hus (selvom jeg nu ikke kan se de håndtag, du beskriver. Er det mon min browser der ikke tillader mig at klikke billedet større?). Passer det ind i området?
    Meget mærkelig skrælledims. Jeg har set nogle, der skræller væk fra sig selv, men det synes jeg er lidt akavet.
    Mht. bynavnet Rom kan jeg da tilføje, at der ligger et Rom oppe ved Lemvig – og min familiehistorie siger, at det er der, vi har fået vores “Rom”-navn fra. Det er dog endnu ikke bevist af slægtsforskeren (min søde mand), men historien er god.

    Kommentar af Conny — 22. november 2017 @ 9:19

    • Det er bevidst, at jeg vælger ‘gør større’-egenskaben fra.
      Håndtagene sidder på en akse, der befinder sig, hvor den store viser vil stå, når klokken er 21:30.
      Vi kørte gennem Rom (og Paris) i forgårs, og jeg tænkte faktisk på dig 🙂

      Kommentar af Ellen — 22. november 2017 @ 10:37

      • Ah, nu ser jeg dem – og nu forstår jeg, hvad det var, du skrev.

        Kommentar af Conny — 22. november 2017 @ 14:45

        • 🙂

          Kommentar af Ellen — 22. november 2017 @ 20:16


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.