Hos Mommer

20. november 2017

Vejlerne – altid et hit for os

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:21
Tags: ,

Da vi konsulterede yr.no i aftes, konkluderede vi, at skulle vi se Vejlerne, skulle det være i dag, fordi det nok bliver det sidste gode vejr i denne uge – med stort set vindstille, oven i købet. Da der således alligevel ikke ville være meget gang i vesterhavsbølgerne, kunne vi lige så godt foretage os noget andet end at gå tur langs stranden.

P1000370

Vi så gåse- og andeflokke, vi så svaner, viber og fiskehejrer, men ingen hjejler, som hjemmesiden ellers påstod, at der skulle være så rigeligt af lige nu. Vi så heller ingen havørne, men hvad pokker, dem har vi jo derhjemme …

P1000372P1000381

Dette andepar svømmede helt hen til havtornbuskene ved fuglekiggerhuset – og spiste bærrene. Jeg var ikke klar over, at ænder kunne lide havtorn.

P1000383P1000385

De medbragte stenalderbrødsmadder (jojo, vi er stadig på LCHF, og Søren er tvangsindlagt til at være med, men det har han det fint med) blev indtaget siddende i bilen ude ved Torup Strand, hvor bådene hives på land ved hjælp af en traktor. Desværre kom der ingen ind mens vi sad der, men vi har boet heroppe to gange i en efterårsuge, så vi har set det nogle gange. Vi blev siddende i bilen, fordi det er hammerkoldt, kun 3 grader, men det er prisen for den flotte, blå himmel.

P1000406

Retur igen til Vejlerne, denne gang kørte vi over Dæmningen, hvor vi kunne observere flere fiskehejrer.
Det var specielt at se vandet så blikstille hele dagen – og formentlig noget, man kun sjældent oplever i denne landsdel på denne årstid. Det gav landskabet et lidt mystisk, overnaturligt skær, som er svær at indfange med et kamera, men fiskehejren fik jeg da – bare ikke lige, da den fandt et bytte, men ringene efter det lynhurtige hug blev lidt længere.

P1000419P1000422

Det var på alle måder en dejlig dag, og heldigt, at vi fik så perfekt vejr til det, årstiden og ikke mindst det vejr, vi ankom til, taget i betragtning.
Vi har allerede haft ydermulighederne, og det ser da også ud til, at de næste dages vejr kommer til at bevæge sig lidt rundt imellem disse vejrmæssige yderpunkter.

P1000432

Reklamer

20 kommentarer

  1. der er så smukt deroppe og næste garanti for gode observationen. Flotte fotos

    Kommentar af havehyrden — 20. november 2017 @ 18:01

    • Tak, og ja, det må lige være et område, du kan lide 🙂

      Kommentar af Ellen — 20. november 2017 @ 18:06

  2. Dejlige billeder! Jeg er vild med fotos med spejlinger i vand – de er en kunstart for sig. Og ja, nyd vejret i morgen, for onsdag og frem bliver det til Ludo og indendørs sysler – hvilket nu heller ikke er værst, når man er i godt selskab.

    Kommentar af Eric — 20. november 2017 @ 19:29

    • Det er jeg også vild med – og jeg er bestemt ikke god til at forevige det, men jeg prøver alligevel 🙂
      Ifølge DMI kan vi vist lige nå at få en god dag på fredag, men på onsdag og torsdag ser ganske rigtigt ikke særlig godt ud.

      Kommentar af Ellen — 20. november 2017 @ 19:41

  3. Hvor ser det bare fantastisk ud! ❤️

    Kommentar af Maude // skøreliv.dk — 20. november 2017 @ 19:30

    • Jamen det var det også, Maude – helt eventyrligt 🙂

      Kommentar af Ellen — 20. november 2017 @ 19:42

  4. Det er jo et fantastisk vejr I har haft til at bese Vejlerne m.v. Det er såre fint at se som den hejre spejler sig i vandet.

    Kommentar af Jørgen — 20. november 2017 @ 21:06

    • Det var SÅ flot vejr til lige netop den oplevelse – og med masser af gode motiver 🙂

      Kommentar af Ellen — 20. november 2017 @ 21:35

  5. Det var da det bedst tænkelige vejr til Vejlerne. Jeg er vild med dine billeder af hejren. Ja, alle dine billeder er flotte.

    Kommentar af betty — 20. november 2017 @ 21:25

    • Det var ideelt vejr, og jeg er glad for, at du kan lide billederne 🙂

      Kommentar af Ellen — 20. november 2017 @ 21:37

  6. Hvis I er på de kanter kan jeg anbefale et besø hos fru Petersens have! Vi har været der to gange, og det er et besøg værd. Jeg tror dog, der kun er åbent i weekenden på denne årstid

    Kommentar af Fru Moll — 20. november 2017 @ 22:35

    • Tak for tip – Fru Pedersen har godt nok en julehave lige nu, men jeg vil måske nok helst se en have, når der også er blomster i den 🙂

      Kommentar af Ellen — 21. november 2017 @ 8:46

  7. Sikke billeder du får taget, og så måtte jeg lige google Torup Strand, for i mit hoved lå det længere sydvest, så kombinationen Vejlerne frem og tilbage til Torup strand passede ikke inde i mit hoved 🙂

    Kommentar af Lene — 21. november 2017 @ 7:40

    • Det passer forhåbentlig inde i dit hoved nu 🙂 Vi tog ofte en smuttur ned til Vejlerne de to gange vi boede ved Torup Strand – der er næsten altid gode motiver, men i går var de ekstra gode!

      Kommentar af Ellen — 21. november 2017 @ 8:55

  8. Smukt vejr og smukke omgivelser! Vejlerne er altid et besøg værd, når man er på de kanter. Bovbjerg fyr er også et besøg værd – flot udsigt, især hvis vejret arter sig så pænt som på denne dag.

    Kommentar af fiberfryd — 21. november 2017 @ 12:49

    • Vejlerne er i hvert fald et must for os 🙂 Bovbjerg Fyr har vi til gode. Endnu …

      Kommentar af Ellen — 21. november 2017 @ 13:04

  9. Der er flot deroppe! Torup Strand er noget særligt, synes jeg, med bådene, der ligger lige midt på stranden. Jeg håber, I har haft mere opholdsvejr.

    Kommentar af Conny — 21. november 2017 @ 14:45

    • Det er nemlig noget særligt.
      I dag har det været gråt og koldt, men uden blæsevejr.

      Kommentar af Ellen — 21. november 2017 @ 16:18

  10. Det er så smukt.. Lysets spil i løbet at dagen.. Spænding om hvilken fugle man når at se..
    Skønne billeder du har lagt op.
    Jeg ville køre via vejlerne hver gang jeg skal nordpå… Men jeg synes resten at vejen er så keeeedelig..

    Kommentar af Anne Holtegård Clausen — 21. november 2017 @ 16:59

    • Ja, vi elsker Vejlerne – og selv om resten af vejen er kedelig, opvejer Vejlerne det så ikke?

      Kommentar af Ellen — 21. november 2017 @ 17:23


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.